En lystfiskerhistorie

Som lystfisker skal man være i besiddelse af en engels tålmodighed og et æsels stædighed, for der findes næppe nogen anden fritids-fornøjelse, der i samme grad kan byde på modgang og bristede forventninger.
Lørdag morgen klokken halvfire, mens sommermorgenen dårligt var begyndt at gry, satte vi kursen mod Aggersund. Planen gik i al sin enkelthed ud på at nakke et par skrubber til en gang nye kartofler lørdag aften. Selv om vi på forhånd var advaret om, at fiskeriet i Limfjorden er på noget af ringeste nogensinde, mente vi alligevel, at det nok var forsøget værd. Under alle omstændigheder havde vi investeret i et bæger fuldfede, saftige børsteorm, som burde få skrubber, ål, ålekvabber og måske en forsinket havørred til at slikke sig om munden.
Men efter fem timers ihærdigt fiskeri kunne vi overlade et halvt bæger børsteorm til nogle af de andre håbløse optimister, som også stod på kajen - det var simpelthen for ringe, fiskeriet.
Jeg havde tre bid, hvoraf jeg mistede de to i vandoverfladen, hvilket desværre ikke er ualmindeligt, når man fisker fra en kaj. Alt i alt lykkedes det mig kun at bjærge verdens mindste ulk - ikke en gang så stor i kæften, at den kunne gøre sig fortjent til øgenavnet "københavner". Og Dina, ja, hun fik en krabbe i land som det hele.
Så er det ligesom, at det ikke er særlig sjovt længere - og dog: For selve jagten, den tålmodige venten på, at nu får man bid og helst et af de helt store, er jo det, som driver os op om morgenen. Og når morgenen så er så dejlig, som den aktuelt var denne lørdag, er det jo en ren fornøjelse. Vi så forresten også et par sæler - og ude over Aggersunds enge kunne vi høre storspovens flotte triller, så det var nu ikke så ringe en morgen endda.
Men, hånden på hjertet - jeg tror ikke, at vi vender tilbage til Aggersund før høstsilden.

Ha' det
Jesper

Bjerget

Topografien i Gjøl- og Øland-området er temmelig markant, for egnen er selv efter danske forhold ualmindelig flad.
Her er der ingen klaustrofobiske fjelde, men derimod frit udsyn til alle sider - og så langt øjet rækker.
En undtagelse er der dog. Der, hvor Gjøl-dæmningen begynder, ligger der et lille, uanseeligt bakkedrag, som bærer det pompøse navn Bjerget. Navnet vidner om en høj grad af selvironi blandt den lokale befolkning, for på sit højeste når Bjerget en højde af 17 meter. Det lyder ikke af meget - og er det heller ikke. Men ikke desto mindre er det nok, når det omgivende land er endnu lavere. Fra Bjergets 17 meter høje top kan man tydeligt se Aalborgs skyline og broen ved Aggersund - kort sagt dækker Bjerget et område svarende til cirka halvdelen af Limfjords-landet. Så gør det ikke så meget, at det ikke er så højt.
Bjerget har endda været større - ganske vist ikke i højde, men i omfang. For det er nemlig Bjerget, som i sin tid gavmildt har forsynet menneskene omkring Gjøl og Øland med byggematerialer, da Gjøl-dæmningen og senere Øland-Attrup-dæmningen skulle bygges.
Så jeg har stor respekt for Bjerget, som rager pænt op i luften, når man ser det fra dæmningen på en stille sommeraften.
Men forresten er en stille sommeraften det helt rigtige tidspunkt til at udforske egnen omkring dæmningen og Ulvedybet, som også de to mindre fotos vidner om.

Ha' det
Jesper

Solnedgang

Solen gik torsdag den 22. juli ned kl. 21.54 i Østerby. Den står op igen kl. 05.03, og dagen er allerede aftaget med en time siden Sankt Hans.

Ha' det
Jesper

Luft under vingerne X

Da lufthavnen i Nuuk åbnede i 1979, skulle Grønlandsfly finde en flytype som afløser for S-61 helikopterne til beflyvning af den grønlandske hovedstad og lufthavnene i Kangerlussuaq og Narsarsuaq. Valget faldt meget naturligt på de Havilland Canada DHC-7, almindeligvis omtalt som Dash-7, der vel i virkeligheden er det fastvingefly i verden, der mest minder om en helikopter.
Når man - som jeg - har prøvet at lande på nogle af Grønlands mindste kyst-landingsbaner - ofte under vanskelige vejrforhold - er det i hvert fald somme tider som om, vi nærmest er gået lodret op og ned. Forud er gået en ofte rystende indflyvning, hvor flyet har danset fra side til side - og de mindre flystærke passagerer har været i gang med at bede, hvad de regnede med skulle være deres sidste bøn. Og så pludselig - bang - så holder vi der på landingsbanen. Fuldstændig uimponeret over, at det nærmest ikke skulle være muligt at lande der. Særlig sjovt er det vel ikke, men absolut trygt og sikkert.
På samme måde ved take-off. De fire Pratt & Whitney-motorer op på fulde omdrejninger, alting ryster og dirrer, piloten slipper bremsen, vi accellererer nærmest som en raket, og ti sekunder senere er vi i luften.
Det skyldes, at Dash-7 er et ægte STOL-fly. STOL betyder Short Takeoff and Landing og dækker over en særlig flytype, som har sin mission i tyndt befolkede og infrastrukturelt mindre udviklede områder som store dele af Arktis - og altså dermed også Grønland.
Reelt er det kun en lille håndfuld flytyper, som har disse særlige egenskaber - og sjovt nok blev Dash-7 udviklet i begyndelsen af 70'erne, fordi man på dette tidspunkt mente, at der var et marked for flyruter mellem de store lufthavne som Heathrow ved London og så mindre lufthavne inde i selve city-området som for eksempel London City Airport. Konceptet slog aldrig rigtig an - og det er derfor i Arktis, at Dash-7 virkelig har dækket et behov.
I mange år var flytypen dominerende på det norske kortbanenet opereret af Widerøe sammen med lillebroren Twin Otter, men er nu afløst af Dash-8, som ganske vist ikke er et ægte STOL-fly, men som alligevel kan klare sig med ganske korte landingsbaner. Den samme udvikling er nu på vej i Grønland, hvor Air Greenland netop har taget sine to første Dash-8 i brug.
Dash-7 er virkelig perle og lidt af en sjældenhed i den store sammenhæng. Der er kun bygget 113 eksemplarer af flyet - og i 2008 (det nyeste tal, jeg har kunnet finde) var der kun 68 operative - heraf de syv hos Air Greenland. Det grønlandske selskab har sidenhen taget et af flyene ud af operation for at kannibalisere det til reservedele, da det efterhånden er ved at blive et problem med at skaffe stumper til denne arktiske succes.
Af de 113 byggede eksemplarer er de seks mistet ved ulykker, blandt andet Widerøe Flight 710, der i 1988 forulykkede ved Brønnøysund og alle 36 ombordværende blev dræbt.
Dash-7 er et ganske behageligt fly at være passager i, da kabinen er særdeles rummelig sammenlignet med andre fly i samme klasse. Air Greenland-versionerne har 50 sæder, men det er langt fra altid, at der er så mange passagerer med, da mange af flyvningerne er kombineret fragt og passager-flyvninger.
Dash-7 har nu i en årrække været arbejdshesten i Grønlandsk luftfart, hvor behovet har været stigende gennem årene, efterhånden som snart sagt hver eneste vestgrønlandsk flække har fået en landingsbane. Jeg har ikke tal på, hvor mange flyvninger, det gennem årene er blevet til, men det er da op imod et par hundrede ture. Første gang i 1993 på en tjenesterejse fra Kangerlussuaq til Nuuk - og senere videre til Narsarsuaq.
Mange af turene er foregået under vejrforhold, der ikke har været optimale. På grund af Dashens store haleror, som er nødvendigt af hensyn til STOL-egenskaberne, er flyet særdeles livligt i blæsevejr - og især i sidevind. Det er da også sket mere end en gang, at jeg har været nødt til at tage en ordentlig diskussion med mig selv og fornuftigt forsøgt at overbevise mig om, at piloten og jeg altså har samme interesse i at overleve det her - så det må altså være sikkert nok. Efterhånden er det da også lykkedes mig flere gange at sove fra turbulensen.
Men en tur glemmer jeg aldrig. I 2008 måtte vi opgive at lande i Kangerlussuaq - og måtte derfor gå videre til først Aasiaat, opgive der og så videre til Ilulissat. Den tur var voldsom - og jeg sad faktisk og holdt tre andre passagerer mere eller mindre i hånden. Det var amerikanere, som aldrig havde prøvet noget lignende. Når jeg kunne holde tre i hånden, skyldes det en lille sjov detalje ved Dash-7; sæderne på de øverste rækker er modstående, og jeg sad altså med ryggen mod cockpittet og flyveretningen.
Dash-7 er et fantastisk fly med nogle helt unikke egenskaber. De kommer blandt andet frem i denne lille video fra YouTube, hvor vi ser en landing i sidevind i Nuuk - fotograferet fra tårnet.


Læg mærke til fotoet med de tre Dash-7 foran hangaren i Nuuk. Flyene er i den gode, gamle Grønlandsfly-bemaling fra før, selskabet skiftede navn til Air Greenland. Fotoet med de fire fly i formation er fra Dash-7's 25 års-jubilæum i Grønland i 2004.

Jesper

Tall Ships Races

Aalborgs velkendte skyline med Budolfi kirke har fået sig et ordentligt skud for boven i disse dage, hvor Aalborgs kaj er vært for Tall Ships Races.
Overalt rager masterne fra flotte skibe langt op over havnefrontens glasfacader og giver minder om en svunden tid, hvor de syv have blev behersket af ramsaltede, saltvandsvante søfolk, som var gjort af et helt andet stof end storbyens landkrabber.
Deltagerne i Tall Ships Race er gode, gamle, velbefarne skoleskibe, som kræver andet og mere end en maskinmester-eksamen at sejle. Det er sejlende uddannelses-institutioner, hvor unge mennesker i dag får både dannelse og uddannelse - hvor gode gamle dyder som orden og disciplin er helt normalt. For kendsgerningen er, at uden disse altmodische fænomener kan man overhovedet ikke så meget som sejle fra Aalborg til Nørresundby - endsige fra Engeland til Skotland.
Aalborgs havn er i disse dage også et paradis for kloge bolværksmatroser med triviel viden om forskellen på en bark og en brig. For folk som kan se forskel på en mesan og et gaffelsejl.
For en gammel spejder som undertegnede er det samtidig en kilde til uudtømmelig glæde at se, hvordan tovværket bliver håndteret med orden og viden i en verden, hvor forskellen på en kællingeknude og et pælestik kan være forskellen på liv og død.
På den baggrund forekommer det en lille smule uforståeligt, at Aalborg har valgt at pakke Tall Ships Races ind i et larmende udendørs rockprogram, som er en Roskildefestival og en Skovdal værdigt. For der er ellers nok at se på - det er slet ikke nødvendigt at sovse de flotte skibe ind i lind musik!

Ship Ohøj
Jesper

P.s.: Lad nu være med at misforstå mig - jeg har intet imod rockmusik - snarere tværtimod - men hver ting til sin tid!

Hejren er tilbage

Den lange, kolde vinter har været hård ved fiskehejrerne. I foråret og forsommeren har vi set markant færre eksemplarer end normalt af denne flotte, store fugl, der er tæt knyttet til vådområder som for eksempel Ulvedybet.
Nu efter yngletiden ser det imidlertid ud til, at bestanden er ved at være på fode igen. Søndag aften så jeg på samme tid otte fiskehejrer, som stod og hyggede sig rundt omkring i Ulvedybet.
Fiskehejren er en af de fugle, som har udviklet sig positivt i Danmark, og bestanden er cirka tredoblet over de seneste 30 år. Da jeg var dreng, var det en ganske sjælden fugl, men nu ser vi da hejrer næsten hver gang, vi er ude at køre. Bestanden blev i 2000 opgjort til 6-7.000 ynglepar.
Fiskehejren er en stor fugl med et imponerende vingefang på to meter. Den kendes nemt i flugten på den S-formede hals. Men på trods af størrelsen vejer den faktisk ikke mere end en velvoksen suppehøne.
I dag er fiskehejren fredet, men har tidligere været udsat for stort jagttryk. I middelalderen blev den anset for at være en stor delikatesse, og den er også blevet jaget, fordi de flotte halsfjer har været eftertragtet som pynt på damehatte.
De fiskehejrer, som vi har her i nabolaget er ganske sky og svære at komme ind på. Men fuglen trives også med stor succes i søerne i København. Her er fiskehejren blevet så tilpasset livet i storbyen, at de kan håndfodres.

Ha' det
Jesper

Egen avl fra nyttehaven

"Værdien af egen avl fra nyttehaven udgør kr. 200, som De modtager af banken", stod der på et af lykkekortene i Matador-spillet i gamle dage.
Sludder og vrøvl, siger jeg bare. For den slags kan slet ikke gøres op i penge.
Vi har netop taget hul på de første kartofler af egen avl fra det fremskudte dige - og de smager helt fantastisk. Det rene slik fra naturens skatkammer, fristes man til at sige.
Det er bintje-kartoflerne, som vi satte for to måneder siden - den 16. maj - som nu er så vidt fremskredne i væksten, at vi kan begynde at tage af dem. De første tog vi - sådan lidt for eksperimentets skyld i fredags - men fra i dag og de kommende uger, vil den stå på helt friske, nyopgravede kartofler til hvert eneste varme måltid her i huset.
For disse helt friske kartofler er en delikatesse uden lige. Specielt når man har opholdt sig en årrække i Grønland og dermed gennem mange år været afskåret fra det, som burde være en del af de elementære menneskerettigheder.
Normalt plejer jeg at kunne klare mig med en tre til fire kartofler til aftensmaden, men netop nu i højsæsonen for de nyopgravede kartofler må vi nok se i øjnene, at det bliver til lidt mere. Til gengæld kan vi jo så spare på den brune sovs, så det går nok lige op i kalorieregnskabet.
Og heldigvis er værdien af egen avl fra nyttehaven jo ikke længere en post i skatteregnskabet. Lad os nyde det - så længe det varer. For med den ihærdighed, nidkærhed og omhu statsmagten i almindelighed - og skattefolkene i særdeleshed - lægger for dagen, skal det såmænd nok blive indført igen. Om ikke andet fordi det med garanti genopstår i et eller andet EU-direktiv!

Ha' det
Jesper

Morelhøsten

Netop nu er det tid for morelhøsten - og jeg skal ærligt indrømme, at det er en lidt træls historie i år.
Vort moreltræ er simpelthen for stort, så de bedste og mest modne bær sidder ganske utilgængeligt - så det er mest solsortene, der får glæde af dem.
Desuden har vi væsentligt færre bær end sidste år. Det skyldes dels, at vi ikke fik træet beskåret efter høsten og så har det sikkert også haft betydning, at foråret har været så koldt. Bierne kom lidt sent ud af starthullerne, så det er langt fra alle blomsterne, som er blevet bestøvet.
For at få større glæde af moreltræet i fremtiden har jeg derfor valgt at høste på en lidt hårdhændet måde. Jeg skærer ganske enkelt et stort antal grene af træet og venter så med at plukke bærrene til grenen ligger på jorden.
Resultatet skal blivet et træ, som er væsentligt mindre i omfang - og som om to år, når der forhåbentlig er kommet godt gang i væksten igen, vil bugne med moreller, da det er to-års-grenene, som giver flest bær.
I alt er det kun blevet til to skåle moreller i år - og det er ærlig talt sølle. Desværre ser det ud til, at reslutatet for kirsebærrene vil gå i samme retning. Så også kirsebærtræet skal have en ordentlig beskæring i år - når vi har høstet. Det vil antagelig ske i løbet af en uges tid.

Ha' det
Jesper

Mysteriet er løst

I gårsdagens indlæg bad jeg om hjælp til at opklare, hvad det var for en mystisk dims, jeg havde fundet i mit værksted.
Det har givet en del svar - og min ide om, at det måske var et haveredskab, er blevet fulgt op af flere, som mener redskabet er en form for tidseljern.
Men det rigtige svar kommer fra min lillesøster, som kan oplyse, at dimsen skal bruges til at rode op og lufte indholdet i en kompostbeholder. Dimsen er nemlig en såkaldt beluftningsstok, som stikkes ned i kompostbeholderne for at vende og lufte indholdet, så selve processen går lidt hurtigere.
Selve ordet beluftningsstok må bestemt være opfundet i en kommunal forvaltning, dengang man fandt på, at alle haveejere skulle have en kompostbeholder med offentligt tilskud. Kommunale forvaltninger er desværre præget af en ekstrem grad af sproglig armod og hjemsted for begreber som tovholder, kickoffmøde, kvalitetssikring, taskforce - og når man endelig prøver at tænke en selvstændig tanke, ender det i et misfoster som beluftningsstok. Folk, der finder på den slags ord, bør skydes ved daggry.
Min søster skriver, at dimsen bruges til at rode rundt i komposten. Hvorfor ikke kalde det en kompostvender, kompostroder eller kompostlufter. Det er et aktivt ord, som siger meget mere om, hvad dimsen skal bruges til.
Forresten siger den gamle reklamemand i mit indre, at hvis man kaldte den for en Kompostok eller endnu bedre Kompost-OK, ville der nok ryge lidt flere eksemplarer af dimsen over disken.
Men derudover er der ingen tvivl om, at der venter et verdenspatent til den, som kan opfinde et tidseljern, som kan folde vingerne ud nede i jorden og tage rødderne på mælkebøtterne med op!

Tak for hjælpen
Jesper

Hvad er det?

Vi er netop blevet færdige med at bygge vort nye redskabsrum. Den står derfor på alvorlig oprydning i det gamle redskabsrum, som i fremtiden skal være værksted.
Da vi i sin tid flyttede ind, blev værkstedet blot fyldt op med flyttekasser med indhold, som vi ikke lige umiddelbart stod og manglede - og vi fik derfor heller aldrig rigtig set, hvad de forrige ejere havde efterladt rundt omkring i skabe, skuffer og hjørner. Jeg har netop fundet dette mystiske redskab, som jeg simpelthen ikke ved, hvad er - og jeg benytter derfor lejligheden til at bede om læsernes hjælp.
Det er givetvis et haveredskab, som er lavet af hård plastik. Apparatet er cirka en meter lang og forsynet med en spids. Desuden findes der lige over spidsen to "vinger" eller modhager cirka syv centimeter lange, som kan foldes ind eller slås ud.
Hvis du ved, hvad dette instrument skal bruges til, er du velkommen til at skrive til mig - enten via kommentar-feltet, e-mail eller Facebook. På forhånd tak for svaret.

Jesper