Turen går til Nuuk...

Her følger et par tips, hvis du skal til Nuuk. Det skyldes en af denne blogs trofaste læsere, Per Gissel, som kender et par mennesker, som står for at flytte til den grønlandske hovedstad. For at ønske dem held og lykke med turen spurgte han, om jeg har et par hints til et par naturmennesker, så de kan få noget ud af turen fra begyndelsen.
Her er i let redigeret form svaret:
Det allerbedste hint, jeg kan give, er at købe en fiskestang og så gå en tur langs kysten mellem den ny kirkegård og bedstemors hytte - især i slutningen af april og maj, mens sneen smelter er det en herlig tur. Det er forresten også et godt sted at kigge fugle. Næsset ved chokoladefabrikken er en anden oplagt mulighed for at få lidt sol og lidt frisk luft med fiskestangen i hånden. Et 18 grams blink er det helt rigtige til den form for fiskeri - for eksempel ABU Toby eller Sølvkroken Salamander - gerne med røde farver. Torsk, uvaq, ulk og ising er de mest almindelige fisk.
Så er der selvfølgelig alle bådeturene. Det er dejligt - og dyrt, hvis man ikke lige kender nogen, der har styr på de grejer. Lad være med at sejle ud med folk, der lige er kommet til Grønland eller lige har købt båd - det er livsfarligt!
Som noget af det første bør man uanset prisen prøve en hvalsafari, når sæsonen starter - omkring 1. juni. Det er bare så stort! Og ellers så er det jo bare med at komme rundt i fjordsystemet og besøge alle stederne - Kapisillit, Qoornooq, som er min favorit, Qoorqut, hvor der vistnok er kommet et lille hotel, hvor man kan overnatte, Isfjorden, Kangeq og Lille Narsaq. En tur ind i kobbefjorden er også en god oplevelse, selv om fjorden er stort set fri for fisk på grund af en lidt speciel topografi.
Før sneen smelter, så er en rigtig god vandretur turen langs den nye vej fra forbrændingen til Qinngorput og via lufthavnen og golfbanen retur til forbrændingen. Er det for langt, går man bare tilbage igen langs den nye vej. Når sneen smelter, så er en dejlig tur rundt Lille Malene gennem den såkaldte Paradisdal. Turen er nem at gå, og der er mere eller mindre en trampet sti hele vejen rundt.
Og så en advarsel - især fordi Pers kones veninde er sygeplejerske. Lad være med at gå op på Store Malene, undtagen sammen med en professionel fører. Af en eller anden grund er især sygeplejersker helt vilde efter den tur - og det har kostet flere af dem livet. Og brandvæsenet må hvert år op og hente folk, som ikke kan finde ud af at komme ned. Problemet er, at opturen er ret nem - men at der går panik i folk, når de skal ned igen og opdager, hvor stejlt fjeldet er - og hvis de så lige ikke kan huske, hvad vej de kom op, så kan de pludselig hverken komme frem eller tilbage - og så er det, at samfundet må bruge ressourcer på at sende brandfolk og helikopter op efter dem. Det er det simpelthen ikke værd. Følg i stedet skiliften til toppen af Lille Marlene. Alene udsigten der rækker flere hundrede kilometer - og det er mere end rigeligt!
Generelt for vandreturene i fjeldet gælder, at man skal huske overtøj/regntøj samt kort og kompas, hvis man ellers kan bruge det. eller måske en lomme-GPS. Tågen kommer hurtigt og ofte uden varsel mellem fjeldene i området. Og skulle man falde og brække benet, er det selvfølgelig en god ide at have en fuldt opladet mobiltelefon med!
Jeg vil også godt gøre opmærksom på, at nogen af de bedste oplevelser i Nuuk er de små oplevelser - ænderne i søerne og hvidsiskenerne om vinteren i buskene i Herrnhutdalen. Der er masser af grønne steder i byen, og hvis man er så heldig at have en altan, så er det bare med at bruge den - dels til at avle lidt persille og radisser i altankassen, måske have lidt blomster stående der - og så selvfølgelig ved at fodre fugle om vinteren. Selv om det mest er måger og ravne, så er det alligevel spændende.
Med disse ord vil jeg ønske Pers venner og alle andre velkommen til nogle gode, produktive år i Nuuk. For rådene her er møntet på folk med fast ophold i byen. Til turisterne og andre badegæster er mit råd - brug turistkontorets mange tilbud og husk at bruge en masse penge til gavn for det grønlandske samfund.

Ha' det
Jesper

P.s. Billederne er fra en herlig forårstur til Kangeq i 2007.

Søndagens pletskud

Søndag eftermiddag gik turen til Sommerøy. Morgenens blæst havde lagt sig, og det var dejligt vindstille med solskin og temperaturen lige omkring frysepunktet - kort sagt rigtigt udevejr i marts.
Og heldet var med mig. En ørn stod i vandkanten lige efter Buktelia. Helt uanfægtet af en flok måger, som forsøgte at jage den væk. I hvert fald længe nok til at jeg kunne få parkeret bilen og taget et par billeder. Men så gad den heller ikke mere. Et par slag med de store vinger og væk var den.
Men det gav mig de bedste ørnebilleder, jeg hidtil har lavet - så hurra for det.
I havnen på Sommerøy lå der en kæmpeflok edderfugle. De var så tæt på, at det også lykkedes mig at få nogle ordentlige billeder af dem, hvor man rigtig kan se hannernes smukke fjerdragt. Også disse billeder er de bedste, jeg hidtil har lavet af edderfugle, så det blev en søndag, som er værd at mindes.
Problemet med både edderfugle og havørne er nemlig, at vi ser dem næsten hver dag, men de er normalt meget svære at komme ind på - i dag lykkedes det!

Ha' det
Jesper

Rendfog

Jeg stod op med solen denne søndag morgen, hvor vi er trådt ind i sommertiden. Det er et godt tidspunkt for at møde ryper og elge, så jeg kørte rundt i omegnen i et par timer sammen med kameraet. Men der var uro i luften, og dyrene holdt sig i det skjulte.
Til gengæld sad jeg og blev fascineret over sneens fygning - og det blev blandt andet til disse tre billeder.
Det er det, vi på godt nordjysk kalder rendfog. På engelsk hedder det snowdrift, og det grønlandske ord er persersume. Det er i øvrigt også titlen på den allersidste CD med det legendariske grønlandske rockband Sume. CD'en udkom i 1994 - lige efter at jeg var kommet til Grønland, og det er nok en de mest spillede CD i min samling. Egentlig var bandet allerede på det tidspunkt for længst gået til de evige rockmarker og sangene er da også gamle indspilninger fra slutningen af 70'erne, som aldrig tidligere var udgivet.
Udgivelsen førte til en kort gendannelse af Sume med tilhørende Grønlandsturne, og det var i den forbindelse, at jeg i Sisimiut i sin tid mødte Per Berthelsen - den senere viceborgmester i Nuuk og nuværende landsstyremedlem for udenrigs- og finansanliggender. Det har været et frugtbart møde. Blandt andet har Per lavet musik til flere af videofilm, jeg producerede, mens jeg var i Nuuk.
Men alt det er fortid. Nu venter vi bare på, at sneen smelter, og det bliver rigtigt forår. I den kommende uge skal jeg en tur til Washington, og der er temperaturerne jo også oppe over 15 om dagen. Det er midt i det, som de lokale kalder Cherry Blossom, altså kirsebærtræernes blomstring - og det glæder jeg mig til at være med til at fejre.

Ha' det
Jesper

Nyt fra fuglebrættet

Lørdag formiddag var vi en tur til Tromsø. Lidt almindelig handlen og så for at aflevere gammelt tøj til Frelsens Hær. Vi skal jo snart flytte, så det er med at få ryddet op.
Da vi kom hjem, tog jeg lige kameraet for at se, om der var liv på fuglebrættet. Og sørme om ikke jeg tog denne lille fætter på fersken. Det er en fyrremejse, og det er første gang, vi ser sådan en her i haven. Det er ellers en forholdsvis almindelig fugl i Norge, hvor den i øvrigt hedder granmeis. Bestanden er på cirka 800.000, som fortrinsvis holder til i de store skove. Den er voldsomt territoriehævdende og kræver 15 til 20 hektar for at yngle. Den optræder om vinteren gerne i flokke med sortmejser og fuglekonger, men den her var - så vidt jeg kan skønne - alene. Nu er vi opmærksom på den, og så må vi se, hvad der sker i de kommende dage.
Ellers bød fredagen på et gensyn uden fotos og især et genhør med en rigtig forårsbebuder - strandskaden, der fra morgenstunden højlydt annoncerede, at nu er den tilbage i Straumsbukta.
Da vi kørte til Tromsø lørdag formiddag, oplevede jeg også noget sjovt. Ved Tisnes skræmte bilen en flok ryper op af grøftekanten. En af dem troede, at den kunne flyve fra bilen, og fløj cirka fem meter foran i nogle sekunder, inden den faldt af. Det er faktisk ret imponerende, da farten jo var noget i retning af 70 km i timen. Men den fart siger mig nu også, hvorfor de kan være så imponerende svære at ramme i flugten, når man er på rypejagt. Det er i hvert fald ikke lykkedes for undertegnede, men måske lidt træning på lerduerne kan gøre det!

Ha' det
Jesper

Bssst!

Jeg kan forstå, at ugens store tema på den danske kändis-front er et spørgsmål om, hvorvidt den allestedsnærværende jægersoldat og åndelig vejleder for dopede cykelryttere, B.S. Christiansen, nu har været i rigtig krig eller ej.
I Jyllandsposten rykker Bubber sin TV-kollega til undsætning og udtaler: "BS er soldat af hjertet."
Undskyld, men Bubber som sandhedsvidne i militære anliggender??? Det kan åbenbart blive småt for enhver - selv Jyllandsposten.
Det får mig forresten til at tænke på den gamle Farsø-dreng og gnavpot, Johannes V. Jensen, der i 1906 var gerådet i en voldsom forsvarsdebat i aviserne, hvor forfatteren Herman Bang måtte lægge ryg til denne svada: »En meget kendt Forfatter, der i øvrigt foruden at være abnorm ogsaa har vist Talent, er naaet til i disse sidste Dage at staa frem og snakke om Landets Forsvar. Staklen, der næppe nogensinde har haft et Vaaben i sin Haand, lider formodentlig i Øjeblikket af platonisk Kærlighed til en Løjtnant«.
Den stakkels Herman bang, der var svagelig, kvindagtig og bøsse, tog sig denne replik så nær, at han angiveligt rejste til Paris og lagde sig til at dø der. Johannes fortrød og bad om godt vejr igen, men det kunne der ikke blive tale om. Godt det samme - det er da noget af det mest morsomme, der nogensinde er skrevet i en dansk forsvarsdebat. For jeg er helt enig med den den tvære Johannes V., når han mener, at det langt fra er alle, der kan udtale sig med vægt i militære anliggender. Rigtig hjertelig go' lørda'da'da-bubber er i hvert fald ikke troværdig i disse dele.
Forresten har jeg mødt BS engang i midten af 80'erne. En dag sad jeg i et videofirma og redigerede, hvor han kom forbi ved kaffetid for at tigge nogle dimser. Det var dengang, han konstruerede faldskærms-styrthjelmen med indbygget videokamera, hvilket han skal have credits for - uanset om han har været i krig eller ej!

Ha' det
Jesper

Foto: TV2

Spredte snebyger

Det har sneet voldsomt i Straumsbukta og omegn den seneste (sneeste) uges tid - og det kan ses på snevoldene langs vejen.
Jeg tog billederne her på siden, da jeg kørte fra arbejde i dag. For også denne dag startede med en gang sne.
Til gengæld tror jeg, at vi nu får en pause. Sidst på eftermiddagen klarede det op, og her i skrivende stund fryser det 13 grader uden for. Det er koldt efter årstiden - men hvor underligt det end lyder - sikkert også for koldt til snevejr. Det er til gengæld lige sådan et vejr, alle snetosserne og skientusiasterne går og venter på. I følge lokalradioen krydser de nu fingre for, at det holder til påskeferien - den største af alle norske ferier.
For min skyld måtte det såmænd godt blive lidt varmere. Jeg har ligesom set det sne, jeg har behov for i år, men før slutningen af april kan vi nok ikke vide os sikre. Sidste år husker jeg, at vi fik en ordentlig dyne sne den 7. maj.
Ellers har vi jo passeret jævndøgn, og det bliver stadig lysere. I morgen står solen op kl. 5.20 og går ned igen kl. 18.22.

Ha' det
Jesper

Nyt hus

Efter lang tids spændt venten kunne vi endelig i weekenden tage det nye hus på Øland i besiddelse.
Nu har vi foden under eget bord - og jeg ville gerne have vist et billede, hvor vi spiser den første beskedne spegepølsemad ved dette bord. Det er et ældre, blåmalet spisebord med voksdug, som vi har overtaget kvit og frit efter de forrige ejere. Desværre glemte vi kameraet, så den situation må du gætte dig til - men jeg har da fundet et af ejendomsmæglerens billeder af køkkenet, så du kan se både bordet og voksdugen.
Nu skal der lidt knofedt og lidt håndværkerbistand til - og så vil dette hus med tiden forvandle sig til et helt lille hjem for to halvgamle polartosser. Bare vent og se!

Ha' det
Jesper

En aften i lufthavnen

Torsdag eftermiddag skulle vi til Farsø på weekend. Hele dagen sneede det, men det bør ikke være noget problem heroppe. Vi er jo seje, os i Nordnorge.
Desværre viste det sig, at det var et problem. I hvert fald landede SK4425, Longyearbyen-Tromsø-Oslo, aldrig i Tromsø, men derimod i Bodø. Og så startede den sædvanlige og efterhånden velkendte trummerum med ny besked om en halv time, ny besked om et kvarter og så videre. Tiden gik, og det blev aften. Vi fik aftensmad på SAS regning - gudskelov vi stadig har SAS - og tiden gik videre. Faktisk nåede jeg ind og ud af sikkerhedskontrollen fem gange denne aften på grund af mit umættelige nikotinbehov.
En af gangene med en medarbejder fra SAS - og han betroede mig, hvad jeg hele tiden havde haft på fornemmelsen. Der var blevet indført nye regler for beflyvningen af Tromsø. Regler lavet af bureuakrater i sydnorge. Flyselskaberne havde uden effekt protesteret og hævdet, at det med de nye regler vil være umuligt at beflyve nordnorge. Det er regler, som sikkert er udmærkede i middelhavsområdet, men det er altså umuligt at trafikere arktiske egne uden sne på rullebanen. Norske lufthavne drives af et statsligt aktieselskab, som kalder sig Avinor - og det er noget af det mest østeuropæiske, hardcore bureaukrati, som findes i dette land, hvor vi dog er vant til lidt af hvert fra statens side. For et par år siden måtte der en pilotstrejke til, før Avinor erkendte, at et nyt sikkerhedsdirektiv for piloters adgang til lufthavnene var både nedværdigende og urimeligt tidskrævende. Ak, kunne vi passagerer dog blot gå i strejke!
Enden på det hele blev, at vi ved 21-tiden sad på et fly mod Oslo, hvor vi i mellemtiden havde mistet forbindelsen til København og Aalborg. Så der måtte en overnatning til på Radisson i Gardermoen - igen på SAS regning - hurra for det! - og så op kl. 4.30 for at nå et fly, så vi var i Farsø fredag ved halvtolv-tiden.
Det er tredje gang denne vinter, at en tur til Danmark går galt. Nu må jeg vist snart have brugt mit uheld.

Ha' det
Jesper

Manden og isbjørnen

Det er langt fra hver gang, at det lykkes - men i går var heldet med mig og jeg tog et billede, der er lige så godt, som det er tænkt. Faktisk synes jeg, at det er et knaldgodt billede, jeg her har lavet af den norske miljøminister, Erik Solheim, da han åbner den første internationale isbjørnekonference siden 1981.
Vi ser en tilsyneladende glad politiker på en talerstol, mens en bedrøvet isbjørn kigger ham over skulderen. Isbjørnen er en del af et powerpoint-show, som går bag ministeren, mens han taler, og det er umåde vanskeligt at lave en korrekt belysning af manden og samtidig få en korrekt belysning af lærredet. Men denne gang lykkedes det, og det er jeg selvfølgelig stolt af.
Billedets kvalitet ligger blandt andet i, at det ikke er opstillet, men en naturlig situation, som kunne fanges, hvis man var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt - og i øvrigt har noget grej, som man kender.
Prøv for eksempel at sammenligne med det andet billede. Solheim var nemlig kommet til byen med op til flere spindoktorer - og en af dem havde travlt med at sælge en god fotomulighed til alle fotograferne. Han tilbød, at Erik Solheim gerne lod sig fotografere ved siden af den isbjørn, som pynter receptionen på Radisson SAS hotellet i Tromsø.
Som sagt, så gjort. Den stakkels minister stillede sig op og lod sig forevige af mindst ti fotografer - og jeg har da set billedet i et par aviser i dag. Det er da meget sjovt, at ministeren bliver fotograferet sammen med en udstoppet isbjørn, før han åbner en isbjørnekonference. Men det er og bliver bare pjat - brød og skuespil i formidlingens hellige navn.
Jeg bebrejder såmænd ikke fotograferne og aviserne, at de bruger billedet. Det ville jeg også have gjort. Det er trods alt bedre end et kedeligt billede af en alvorlig slipsemand uden historie. Men jeg takker Den Store Fotograf oppe i himlen for, at jeg fik et anderledes og bedre billede.

Ha' det
Jesper

Antracit i antracit

Egentlig skulle rubrikken hedde "Gråt i gråt" - en talemåde, som passer meget godt på billedet af hejren - og dagens vejr.
Imidlertid lod jeg mig af inspirere af mit gamle håndværk - reklameteksterne. Her er man ikke meget for at bruge ordene grå og gråt, da det opfattes negativt. Heldigvis er der råd for det. Man kan for eksempel bruge ordet antracit, som gerne bruges om mørkere grå nuancer - i stedet for det helt triste mørkegrå. Og da mørkere grå nuancer er ret moderne i øjeblikket, bruges ordet helt hæmningsløst. Jeg googlede antracit og fik 65.500 hits, hvoraf langt de fleste var tekster med et kommercielt budskab.
I øvrigt synes det at være kulturelt betinget, når vi opfatter gråt som trist. Vi har det fælles med tyskerne, som taler om "grau in grau malen", hvorimod man i de engelsk-talende lande taler om "paint everything black".
Men uanset dagens gråvejr, har det været rart uden for i dag. Det har været lunt - tre til fem grader og næsten ingen vind. Jeg brugte formiddagen på at stable et nyt læs brænde, og så pillede jeg mine fuglekasser ned. Det lille hus i Straumsbukta skal jo rives ned, og jeg vil ikke have, at nogen af småfuglene bogstaveligt talt kommer i klemme, fordi de har forelsket sig i en af mine fuglekasser. Vi har aftalt, at Stein - den lokale ornitolog - skal overtage boligmassen, så fuglene skal såmænd nok få glæde af dem i år alligevel.
I eftermiddags listede jeg lidt rundt i området med kameraet. Udover hejren fik jeg et fint billede af grønirisken. Det er en almindelig havefugl - også i Danmark - men mange lægger slet ikke mærke til den, selv om den faktisk er utrolig flot, når man kommer tæt på.
Jeg forsøgte også at snige mig ind på en flok skalleslugere nede ved stranden. Som det ses gik den ikke.
Selv om det har været tøvejr i dag, er det nok en måned for tidligt at tro på forår. Men i den kommende uge er det jævndøgn. På fredag helt nøjagtig - og så er der såmænd kun fire uger til, at det er lyst døgnet rundt heroppe.

Ha' det
Jesper