onsdag den 24. juni 2026

Hjemme igen

Midsommer i luften

Så er jeg hjemme igen. Landede godt midnat onsdag i Aalborg - og gik altså glip af sankthans.

Og så alligevel ikke. For luften i Aalborg Lufthavn var tyk af en herlig røgduft, da vi steg ud af flyet. Vi så ingen bål under indflyvningen på det sene tidspunkt, men ingen tvivl om, at der havde været gang i den langs Limfjorden.

Da solen stod op onsdag morgen, var jeg en tur rundt i haven. For der er sket ting og sager i den alt for korte uge, jeg har været væk.

Først og fremmest er der kommet jordbær. Dem på billedet er bare den første håndfuld, som jeg plukkede for lige at smage på sagerne.

Så er der også kommet godt gang i krukkerne. Der var næsten ingen pelargonie-blomster, da jeg tog af sted. Nu - en uge efter - blomstrer de livligt, og der er masser af knopper.

Der er også solid gang i bonderoserne, der er tynget til jorden af de store tunge blomster. Nu skal der laves buketter de kommende dage. Det er en god tid.

Jeg forlod i øvrigt Nuuk i høj sommersol. Da jeg skulle aflevere min lejebil i Qinngorput, kørte jeg en tur ned til enden af Miilup Aqqutaa, hvor Sermitsiaq til venstre ganske vist var dækket af skyer, mens fjorden mod Qooqqut var spejlblank. I øvrigt samme sted, som jeg spottede den første hval mandag aften.

Nu venter hamsterhjulet igen - jeg kører om et øjeblik til Skovsgård, hvor der forventes masser af hanbo-hooligans, når Skovsgaard Boldklub vender hjem ved midnatstid og er rykket op i Danmarksserien.

Ingen kommentarer: