onsdag den 27. marts 2024

Morgenstund med guld til munden

Grønlandske krabber

Tirsdag morgen var jeg tidligt oppe for at følge fiskeauktionen i Hanstholm - lokket af et parti levende grønlandske snekrabber, der godt 20 timer forinden var hevet op af vandet i Nuuk. Auktionen startede kl. 6.45.

Det var en spændende oplevelse. Jeg har en gang i skoletiden været på fiskeauktion i Skagen, men det kan jeg knap nok huske.

Der går rygter om, at man skal holde hænderne i lommen og tie stille under en fiskeauktion - ellers risikerer man pludselig at stå med adskillige kasser brosme eller skærising. Så slemt er det nu ikke.

Auktionsmester Flemming Døjholt taler almindeligt dansk, det går stille og roligt med et glimt i øjet, og så har han godt styr på både fisk, købere og nysgerrige. Selv om det er tidligt på morgenen, var der en god stemning, og folk havde lyst til at snakke, så det var nemt for mig at passe mit arbejde - en artikel og nogle fotos til Sermitsiaq om de godt 600 kg krabber, der var fløjet til København aftenen før - og derefter over natten med lastbil til Hanstholm.

Det er en gammel ide, der nu bliver ført ud i livet. Allerede da jeg kom til Grønland for over 30 år siden, snakkede man om at flyve friskfangede grønlandske fisk til Europa, men i mange år blev det ved snakken. Men med udsigten til den nye atlantlufthavn i Nuuk, der åbner til november, er der kommet skred i tingene.

Det er den grønlandske serieiværksætter Mads Petersen, der med firmaet Nutaaq Seafoods har fået sat eksporten af levende krabber i system - i tæt samarbejde med fiskeskipper Jens Peter Larsen, Air Greenland, Blue Water, diverse myndigheder i Danmark og ikke mindst direktør Jesper Kongsted fra Hanstholm Fiskeauktion. Det er nu bevist, at det kan lade sig gøre.

Fremover er det planen at sende mindst 500 kg levende krabber om ugen til Hanstholm. Senere måske også andre højværdiprodukter som for eksempel stenbiderrogn. Det kan blive meget aktuelt, når den nye lufthavn i Nuuk skærer fire timer af transporttiden.

Et afgørende succeskriterium er leveringssikkerheden. Kunderne i især Danmark, Sverige og Holland skal være sikker på leverancerne - og det er derfor godt, at man allerede nu er gået i gang med at øve sig, inden den nye lufthavn i Nuuk åbner.

Senere følger også storlufthavne i Ilulissat og Qaqortoq. Så det kan kun gå fremad. Vinderne bliver de grønlandske fiskere, som med transportudgifterne som indsats kan nå betydeligt højere priser i Danmark end i Grønland. Kiloprisen begyndte ved 150 kroner, og hele partiet tirsdag morgen blev solgt til en gennemsnitspris på 119 kroner kiloet.

Mit morgenbesøg på fiskeauktionen i Hanstholm bliver til en artikel i Sermitsiaq 2024/14, der udkommer 5. april 2024.

Ingen kommentarer: