lørdag den 30. marts 2024

Lang fredag med lejrbål

Højtidsstund

Langfredag begyndte tidligt - som alle dage. Først skrev jeg lige en artikel. Så morgenkaffe på gårdspladsen, mens det lysnede - og så gik det ellers løs i haven med at rive blade sammen.

Det blev til en ordentlig bunke sammen med en stak halvrådne brædder fra en gammel kompostbeholder. Ud på formiddagen satte jeg en tændstik til det hele, selv om det strengt taget var for vådt til at brænde. Men for en spejder er intet umuligt - og efter kort tid brændte bålet alligevel lystigt.

Og så skete der det, som ofte sker for gamle spejdere. Vi drages mod bålets gløder, så havestolen blev fundet frem - og tankerne gik på langfart, mens jeg nød bålets mere eller mindre stille gløder og store mængder røg.

Ved frokosttid supplerede jeg stemningen med et par madder med rød spegepølse og en stribe remoulade. Det er højt belagt smørrebrød for en spejder - og passende til en højtidsdag som langfredag. Det bliver næppe bedre overhovedet, så det generede heller ikke, at det smådryppede lidt. Til gengæld var det så som så med arbejdet resten af dagen.

Men lørdag skal jorden graves, så jeg kan lægge kartofler på søndag. Det er også en slags højtid, som jeg i mine yngre dage ville fejre med et forsvarligt indtag af Rød Aalborg - kartoffelvin - men det springer jeg nok over.

For der er også andet arbejde, der skal gøres. Forleden nat væltede brændestablen i brændeskuret, som jeg ellers møjsommeligt havde fået ordnet. Den slags sker desværre af og til. Når brændet begynder at tørre, bevæger det sig og bliver nemt ustabilt. Så det skal stables igen - men lige nu har jorden og blomsterne størst prioritet.

Jorden kan ikke vente. Men det kan brændet, for der er trods alt et halvt år til fyringssæsonen begynder igen.

Ingen kommentarer: