Godt nytår

Østers til en start

Jeg er lidt sent ude med årets nytårshilsen, men jeg har i dag haft gang i flere større projekter, så tiden løb lidt fra mig.

Men nu er Kongens nytårstale overstået - og den vil nu blive dissekeret i småstykker af alverdens Kloge-Aager. Det gider jeg ikke, for hvad skal man bruge det til? Sagt er sagt. Basta.

Jeg nød lige tre østers naturel til talen, mens jeg sendte en tanke til Dina. Tænk sig - det er snart tre år siden, at hun døde.

Østers har altid været et stort hit her i huset - og da jeg kort før jul endelig fik ryddet op på Dinas værelse, fandt jeg adskillige østersskaller, som hun samlede på.

Senere på aftenen laver jeg lammeculotte og flødekartofler, for at få tiden til at gå. For rådhusklokkerne ringer først nytåret ind langt over min normale sengetid. Men jeg prøver at holde mig vågen. Det er i hvert fald min ambition i skrivende stund.

2024 har nu ikke været så ringe, så nu er det bare tilbage at ønske, at også 2025 bliver et godt år. Hermed ønsket om et godt og lykkebringende nyt år til alle, som jeg kender.

Årets foto

Nytårsspøg

En flyder i spidsen til Truckertræf i Vester Thorup.

Jeg har samlet nogle af årets bedste fotos fra min hånd - og jeg håber, at læserne vil være med til at kåre årets bedste blandt de otte fotos her i artiklen.

Giv mig dit bud på Facebook - og jeg finder vinderen. Præmien er en flaske champagne til mig selv - og en venlig nytårstanke til alle, som stemmer.

For år tilbage brugte jeg en masse tid på at fotografere. Mest som en hobby - og bare for sjov. Det kom der masser af gode billeder ud af, som jeg blandt andet har hængende i mit lille galleri på loftsgangen.

Det sker efterhånden sjældent, men det er nu ikke fordi, at jeg er stoppet med at fotografere. Men de seneste år er fotografiet blevet en del af mit arbejde, så der kommer ikke så meget kunst ud af, men derimod effektive fotos, der understøtter den journalistiske historie. For det meste portrætter lavet her og nu - til ligeher.nu. Jeg lægger vægt på, at teknikken er i orden, men det er sjældent stor kunst.

Men et par pletskud er det alligevel blevet til - også -mener jeg i al beskedenhed. Her er billederne i tilfældig rækkefølge. Billederne er klikbare.

Mesterkokken Kenneth Petersen på Rønnes Hotel køber haveejernes overskud.

Hva' så, piger? Gråstrubet lappedykker viser sig frem i parringssæsonen.

Det må være årets pressefoto. Ræven i Slettestrand presser i hvert fald.

Naturfoto fra havestolen - skovrandøje.

Vinter som i gamle dage. Hård morgenfrost i Svinkløv.

Hopla. Kanintræf i Fjerritslev.

En spejderudgave af Lady og Vagabondens kærlighedsmåltid.

Ulykker holder ikke fri

Tilbage til Lofoten

Høvedsmanden (kaptajnen) styrer fembøringen hen over Raftsundet.

Tilfældigvis var fjernsynet tændt, mens jeg gik og malede torsdag eftermiddag. Og tilfældigvis stod fjernsynet på NRK, så jeg spidsede ører, da udsendelserne blev afbrudt af en ekstra nyhedsudsendelse, fordi en bus var forulykket på Lofoten nær Raftsundet.

Strandpromenaden mellem Kabelvåg og Svolvær.

For det er et område, som jeg kender ganske godt. Jeg var på højskole på Lofoten for 25 år siden. I Kabelvåg, som er næsten sammenvokset med Svolvær, der er Lofotens største by med 7.000 indbyggere.

Det var en god og spændende tid, hvor vi sejlede, fiskede og gik på jagt netop i området omkring Raftsundet, der ligger mellem Lofoten og Norges største ø, Hinnøya, der for resten også var Hamsums fødeø.

På Hinnøya, mens tøjet endnu var forholdsvist rent.

Specielt husker jeg en 14 dages jagttur på Hinnøya, hvor vi levede i den frie natur - og i øvrigt ikke var i bad på turen, så vi lugtede fælt på hjemturen med offentlige transportmidler. Dels havde vi ikke været i bad i to uger, dels var Fjällræven-tøjet, som nærmest var vores uniform, sølet til af blod og fiskeslim. Så på færgen hjemover havde vi cafeteriet helt for os selv!

Vi var syv elever på holdet, fem gutter og to jenter. Meget af tiden gik med at sejle fembøring - en moderne efterkommer af de gamle vikingeskibe med råsejl. Fembøringen havde sin storhedstid på egnen i årene før anden verdenskrig, hvor de blev brugt i det berømte Lofot-fiske efter skrei (polartorsk) til klipfisk.

Udsejlingen fra Trollfjorden set
 fra et af Hurtigrutens skibe.

Blandt andet sejlede vi til Trollfjorden, som er en tre kilometer lang og kun 70 meter bred fjord på østsiden af Lofoten. Et af områdets helt store turistattraktioner og et fast indslag på Hurtigrutens ture langs den norske vestkyst.

Det er også ved Raftsundet, at man finder Digermulen. En lille flække på Hinnøya, der for 25 år siden blandt andet var berømt, fordi befolkningen havde overtaget den lokale købmandsbutik. En model, der især er slået an her i Danmark i de seneste år, men det var altså nordmændene, der kom først.

Klipfisk er Lofotens guld.

Det var et godt og spændende trekvart år, jeg tilbragte på Lofoten. Jeg havde orlov fra jobbet i Grønland - og jeg kunne udleve min gamle drøm om at leve i naturen og fiske og jage dagen lang. Det lyder måske lidt absurd, men den slags havde jeg aldrig tid til i Grønland, hvor jeg også skulle passe jobbet som informationschef i Nuuk kommune. Her var jeg selv jagtbar døgnet rundt.

Det viste sig, at ulykken på nordenden af Austvågøy - den største af Lofotens mange øer - kostede tre mennesker livet, da bussen med 58 passagerer kørte i en sø i glat føre. Det var dårligt vejr i området, afstandene store og vejene tvivlsomme, så det tog tre kvarter for myndighederne at nå frem.

Ulykken viste også noget af det smukkeste, som Norge kan byde på. Forbipasserende gik i gang med hjælpearbejdet på stedet - og hele det store norske beredskab, der for en stor dels vedkommende består af frivillige, blev aktiveret.

Når det gælder, rykker nordmændene for alvor - og i modsætning til i Danmark er myndighederne glade for alle, der vil hjælpe. Allerede to timer efter ulykken var statsminister Jonas Gard Støre ude med en tak til de frivillige.

Alene hjemme

Juleaften

Jeg tilbragte juleaften i ophøjet majestæt - helt alene og ganske stille og roligt.

Det skal man ikke have ondt af. Jeg får nemt social overvægt, hvis jeg er sammen med for mange mennesker i for lang tid, så jeg befinder mig godt i mit eget selskab. Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om bedre selskab.

Julemiddagen - for sådan skal jeg selvfølgelig have - blev indtaget i køkkenet. Spisestuen er ikke til pæn brug i øjeblikket, fordi jeg er i gang med at sætte Dinas værelse i stand. Det har stået nærmest urørt, siden hun døde. Men nu skal det være - og det er der tid til i juleferien, så det er bare med at komme i gang.

Menuen var confiteret andelår med rødkål, brunede kartofler og sovs efterfulgt af ris a'lamande - akkurat som i de fleste andre familier. Det er nem mad, som jeg kan lave med bind for øjnene, men det smager dæl'me godt, når man laver tingene ordentligt - og fra bunden af.

Sovsen blev lavet med roux, reduceret andesky, lidt portvin, lidt hjemmelavet ribsgele og en forsvarlig sjat fløde. Det dur. De brunede kartofler var lavet på asparges-kartofler - og ikke de henkogte glaskartofler, som de fleste ellers bruger. Det kan også smages, for det betaler sig at lave tingene ordentligt.

Ris a'lamanden var også hjemmelavet - og selvfølgelig garneret med Amarena-kirsebær. Det glider ned ad sig selv - og Amarena-lagen gør det ud for portvin, så den solide julemad blev fulgt til dørs af saftevand. Købesaftevand - uden kalorier. Et sted skal man jo spare, selv om det er jul.

I sagens natur var udvalget af julegaver beskedent. Min gave til mig selv var en DAB+-adapter til stereoanlægget. Den er bestilt hos Expert i Brovst, men nåede ikke frem til juleaften. Jeg kan ikke drømme om at handle på nettet, men bruger i videst muligt omfang de lokale butikker.

Nu er det juledag og andenjuledag. De er fuldt besat med arbejdet med Dinas værelse, som selvfølgelig og helt planmæssigt tager meget længere tid end planlagt. Sådan er det bare - akkurat som det er jul hvert år ved denne tid. Det er skønt, når man kan stole på de gamle traditioner.

Årets julehit blev i øvrigt Mendelssohns koncertouverture Hebriderne. Det er letforståelig musik uden kunstnerisk nonsens - hør den for eksempel her.

Glædelig jul

Nu sker det

Så er det endelig jul - og julefreden sænker sig formentlig over det ganske land. Jeg ser frem til, at det er overstået - for jeg gider ikke rigtig julemusik i radioen og julefilm på TV.

Men jeg har da pyntet lidt til jul. Siden første søndag i advent har jeg selvfølgelig haft de grønlandske julestjerner tændt - tre i alt. Og udenfor lyser juletræet op i solhvervsmørket. Det fik en ekstra lyskæde i år - ikke fordi jeg var i ekstra julehumør, men træer har det jo med at vokse.

Jeg har det lidt svært med alle de fridage, men er gået i gang med at sætte Dinas værelse i stand og indrette det til sådan en slags herreværelse og bibliotek, hvor jeg vil samle alle mine bøger om Grønland. Kald det bare Grønlandica i bibliotekssprog. Jeg har endnu ikke tal på hvor mange bøger, men et forsigtigt gæt lyder på 400 til 500 titler.

Perlen i samlingen er en grønlandsk udgave af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier. Min opvækst i Farsø fornægter sig ikke.

Jeg kan se tilbage på et godt og travlt år, sådan som jeg kan lide det. Det er rundt regnet blevet til mellem 10 og 15 artikler hver eneste uge. Det er lokaljournalistikken, der er min store passion - uanset om jeg skriver til grønlandske Sermitsiaq eller Ligeher.nu/Jammerbugt. Mange journalister ser lidt ned på genren, men jeg elsker det. Det kan næsten ikke blive småt nok, for så længe det handler om nogen og ikke om noget, er der læsere til det. Perspektiv, Kristian forklar-min-røv og væltede regeringer overlader jeg gerne til andre.

Jeg lagde ud nytårsdag med en historie om de mennesker, der brugte julens strandtur til at rydde op på stranden langs Jammerbugten, efter at Mærsk tabte nogle containere i en julestorm - og for et øjeblik siden afleverede jeg en artikel om den tidligere 22-dobbelte speedway-verdensmester Hans Nielsen, der vil have Brovst tilbage i speedway-toppen.

I Sermitsiaq blev årets første historie naturligvis Dronningens nytårsbombe, hvor hun meddelte sine pensionsplaner. Historien interessant i Grønland på grund af Kong Frederiks tætte tilknytning til Grønland. Årets sidste artikel til Sermitsiaq blev en lille historie om, at flyvevåbnet havde nedkastet juletræer til de fjerntliggende stationer i Nordøstgrønland - blandt andet Sirius.

Det er i øvrigt forholdsvis sjældent, at jeg bliver citeret i andre medier. Men i forbindelse med indsættelsen af Kong Frederik, der som bekendt er født i 1968, fandt jeg frem til en flok mennesker i Nuuk, der også er født i 1968 - og derfor sendte kongen en særlig hilsen. Det skrev jeg om i Sermitsiaq - og den historie fandt vej til både TV2 og Danmarks Radio, da de sendte daglange reportager fra festlighederne den 14. januar.

Lillejuleaftens dag blev det til et smut til Farsø for at lægge en julehilsen til mine forældre på kirkegården - og så en tur forbi Havnens Røgeri i Hvalpsund efter en røget ål og lidt andre lækkerier til at forsøde juledagene med. Dinas grav i Nuuk fik samtidig en venlig tanke - vel vidende at gravstedet var pænt og ordentligt, da jeg forlod Nuuk i juni efter årets eneste tur til Grønland.

Jeg har store planer for juleaften. Den skal stå på confiteret andelår med rødkål og brunede kartofler - og så rå mængder af andesovs. For jeg har en stor skål med andesky tilbage fra Mortens aften, som nu skal gøre nytte i det lille køkken.

Det får sikkert min læge til at løbe skrigende ned ad klinikgangen, men det får være. Jeg kender ham ikke. For efter mange år med det besynderlige foretagende, som kalder sig Alles Lægehus og skiftende lægevikarer, er det slut til marts. Klinikken er fortid i Brovst - og vi kan nu se frem til igen at få en rigtig privatpraktiserende læge som i de gode, gamle dage.

Med disse få, men velmente ord, vil jeg ønske alle en glædelig jul.

Julefrokost i den lille familie

Vegetarmad

Lørdag holdt vi den traditionelle julefrokost i den lille familie. Det blev som altid en hyggelig oplevelse, omend julefrokosterne både hvad mad og alkoholindtag angår, lige som familien ikke er så omfangsrig som tidligere.

Vi lagde ud med hjemmelavede julesild, fiskefilet og laks. Så stod den på confiteret andelår og til slut ris a'lande med Amarena kirsebær og kirsebærvin. Til de mest tørstige rundede vi så af med gin og tonic.

Julefrokosten havde helt i tidsånden et par heftige vegetariske indslag, for andelårene blev serveret med rødkåls-coleslaw og den hjemmelavede remoulade fik bid fra brunoise-skåret gulerod. Og ris a'lamande og kirsebær er jo også det rene vegetar-mad.

Jeg var i øvrigt den eneste, der drak brændevin til maden. Det er altså noget sørgeligt noget. For en sikkerheds skyld tjekkede lige min flere år gamle flaske Rød Aalborg, men den havde heldigvis ikke trukket skind.

Foto: Anne Frandsen

Julefrokosten var også solhvervsfest. Vi mødtes klokke 11 - kun 40 minutter efter, at solen vendte, og vi nu går mod lysere tider. Vi lagde ud i forholdsvis pænt vejr med en lille tur i Ølandskoven.

Her diskede jeg op med gløgg og julebag i spejdernes bålhytte. Småkagerne var verdens dyreste småkager, men det holdt nu ikke familien tilbage. De faldt i så god jord, at fætter Niels ikke kunne holde fingrene fra kagedåsen, da vi stillede op til det traditionelle gruppefoto, som i år er taget af Anne Frandsen.

Vild i Vejle

Julehilsen til Grønland

Lørdag deltog jeg endnu en gang i Fællesforeningens Inuits traditionelle Julehilsen til Grønland i Vejle.

Det er en fast del af mit professionelle årshjul, men også en pligt, jeg gerne påtager mig. En hel dag i selskab med gamle venner og bekendte er slet ikke så ringe.

Julehilsenen havde rekorddeltagelse. 1650 grønlændere og danskere med tilknytning til Grønland deltog. Årsagen til den store deltagelse er måske, at Fællesforeningen Inuit, der er paraplyorganisation for de grønlandske foreninger i Danmark, havde 50 års fødselsdag, men jeg tror også, at det havde betydning, at Danmarks Radio har droppet den julehilsen, som statsradiofonien ellers har sendt hvert år siden 1932.

Vejle er sådan et godt sted til en begivenhed, der samler folk fra hele Danmark. Byen ligger centralt med både tog og motorveje, men jeg har altså et stort problem med at finde rundt i fjordbyen, som er præget af små og ensrettede gader.

Det hele begyndte om formiddagen med grønlandsk gudstjeneste i Skt Nikølaj Kirke - og jeg erkender blankt, at det tog mig næsten en time at finde kirken, selv om jeg har været der mange gange før. Til gengæld nåede jeg så lige forbi en anden kirke, men der var begravelse, så jeg indså hurtigt, at jeg var kørt galt - igen, igen...

Eftermiddagen gik så helt efter bogen. Dans om juletræet, grønlandsk korsang i stor stil - og ikke mindst masser af snak.

Jeg mødte masser af mennesker, som jeg kender fra mine år i Grønland. Mest glad var jeg for at hilse på Nuuks tidligere brandinspektør Knud Petersen, som jeg ikke har set længe. Men vi har haft mange sjove oplevelser sammen gennem årene. En gang, når jeg får tid, skal de skrives ned - for det har virkelig været sjovt. For eksempel dengang vi var ude  på Nuup Kangerlua for at fange et isbjerg, der skulle sendes til Aalborg.

Også lidt grønlandsk polka blev det til - på scenen forstås. Jeg er ikke vild med dans og kunne aldrig finde på at deltage i den slags - men jeg bliver nu altid i godt humør, når grønlænderne danser polka. Det er gode melodier og meget festligt. Og jeg har faktisk lidt svært ved at sidde stille, når polkaen kører.

Melodien sad også i hovedet, da jeg kørte hjemover. Min yndlingstur op ad A13 og Viborg-Løgstør-vejen, så selv om det var mørkt og regnfuldt, nød jeg turen, For der var ikke meget trafik.

Selv om jeg var godt slidt, stod jeg tidligt op og sendte den første artikel om begivenheden til Sermitsiaqs netavis. Den blev fulgt op med tre siders billeder i den trykte avis, som udkom her fredag morgen.

I øvrigt snuppede jeg lige en grønlandsk gudstjeneste også om søndagen. Denne gang i Thisted sammen med min kusine. Henrik var chauffør, så her havde jeg ingen problemer med at finde kirken.

Verdens dyreste småkager

Julebag

Forrige søndag blev jeg uden forudgående varsel momentant grebet af voldsom julestemning cirka en uge for tidligt. Så der skulle bages småkager til jul - sådan helt uplanlagt.

Det endte med at blive til noget nær verdens dyreste småkager - i hvert fald hvis man regner benzinen med. For jeg var løbet tør for korender - og korender skal der til, når jeg bager småkager.

Så turen gik til købmanden i Halvrimmen for at købe de små indtørrede og helt uundværlige rosiner. Uden held. Så turen gik videre til de forskellige supermarkeder i Brovst - også uden held. Så blev bilen vendt og turen gik til Aabybro. Ingen gevinst i hverken Netto eller Rema 1000. Men i Meny havde de korender - selv om den unge ekspedient i butikken i første omgang viste mig til krydderihylden med koriander. Så blev jeg patroniserende på den allermest nedladende måde og fik forklaret meget tydeligt, hvad jeg mente - og så fandt han korenderne på en hylde med ting til julen.

Posen kostede en sølle tier, men med næsten 100 kilometers kørsel oveni, bliver det alligevel til en betragtelig pris for nogle små rosiner.

Vel hjemme igen gik jeg i gang. Håndæltede en dej af 400 gram smør, 400 gram sukker, 600 gram mel, 2 æg og en bøtte vanillesukker. Dejen blev delt i tre.

I den første del æltede jeg en håndfuld korender i og rullede ud til en pølse, som røg på køl i seks timer. Det samme med anden del - uden korender - til jødekager. Den sidste tredjedel blev rullet ud på bordet, drysset med perlesukker og skåret i firkanter med et pizzahjul til finskbrød.

Da de to første dejpølser var kolde og hårde, kørte jeg dem i tynde skiver - og brugte for en gangs skyld den pålægsmaskine, som ellers bliver brugt alt for lidt, efter at jeg er blevet alene i huset.

Finskbrød og korender-kagerne røg i ovnen. Cirka 10 minutter ved 200 grader. Det samme med jødekagerne efter at jeg havde penslet dem med æg og drysset med kanelsukker.

Det er en gammel tradition fra Dinas tid, det med at bage småkager. Jeg spiser dem kun sjældent og har i øvrigt ikke planer om de store gæstebud, så jeg tør godt spå, at julen her i huset varer lige til påske - i hvert fald på småkagefronten.

Julesild

Traditionerne holdes i hævd

For laugsbrødrene i Øland Sildelaug er sidste fredag i november mindst lige så betydningsfuld som juleaften. For det er denne aften der bliver lavet julesild til sæsonens mange frokoster.

Så fredag gik det løs med kryddersild, marinerede sild og ikke mindst de marinerede stegte sild, der er en rigtig godbid.

Laugets sildeproduktion er desværre gået mærkbart ned de seneste par år. Årsagen er uvis, men sild er efterhånden blevet en dyr spise, så det er måske forklaringen. Inflationen og alt det der. For det er da en grim tanke, hvis årsagen er, at man slet ikke gider spise sild mere. Fyda!

Hvorom alting er, blev fredagen en god aften. Et par stykker ordnede kryddersildene og de marinerede. De fleste stegte sild paneret i rugmel til den store guldmedalje - og så var der også en laugsbror, der tog sig af kartoflerne og løgsovsen til det efterfølgende sildegilde.

Giftblanderen trakterede med en sag på porse.

Men det var ikke gjort dermed - for også eks-giftblanderen havde medbragt flydende dråber. Specielt udviklet til stegte sild, påstod han. Lavet på æbler og citronskal - og den blev godkendt. Måske det var en ny tradition, der her blev grundlagt...

Som traditionen byder var der hverken forret eller dessert, så der var god tid til en snak om tidernes gunst og ugunst under måltidet - og aftenen sluttede med en pragtudgave af Ølandsangen. Ikke mindst båret af ceremonimesterens malmfulde røst.

Tuukkaq er landet

 Breaking

Air Greenlands Airbus A330 Tuukkaq er netop landet i den nye lufthavn i Nuuk. Det skulle have været transmitteret af KNR, men det altid uheldige nationale mediehus i Grønland mistede forbindelsen - og det skete intet på TV-kanalen.

Så her er lige et par fotos, som jeg saksede fra Greenland Airports webcams i den nye lufthavn.

En vemodig dag

Kangerlussuaq

Jeg kunne ikke sige mig fri for at blive lidt fugtig i øjenkrogene, da Air Greenlands Airbus A330 Tuukkaq med rutenummeret GL782 til København for sandsynligvis sidste gang lettede fra Kangerlussuaq tirsdag kl. 14.12 grønlandsk tid.

For intet bliver som før, når Nuuks nye lufthavn formentlig åbner torsdag. Dermed er det slut med Kangerlussuaqs rolle som grønlandsk trafikknudepunkt..

Det berører mig dybt, for jeg har altid været glad for at komme i Kangerlussuaq. Dejligt klima, kilometerlange veje i spændende natur, venlige mennesker med god tid.

Det gør mig sørgmodig, at jeg aldrig igen kommer til at opleve den helt specielle stemning i Kangerlussuaq, når Danmarksmaskinen lander, og folk fra nær og fjern mødes for et øjeblik, inden turen går videre.

Jeg er naturligvis ikke blind for, at den nye lufthavn i Nuuk gør det både nemmere, hurtigere og sandsynligvis også billigere at rejse til udlandet for Nuuks knap 20.000 indbyggere. Jeg har jo selv boet i Nuuk i 13 år - og det var også der, jeg fandt mit livs Dina.

Men jeg er et vanemenneske - og jeg bryder mig ikke om forandringer. Og jeg har ondt af de mange mennesker i Kangerlussuaq, der nu bliver revet op med rode og omplantet til enten Nuuk eller Ilulissat, hvor de nu skal arbejde.

Det er fremskridtets pris - og ofte er vi så glade for det såkaldte fremskridt, at vi glemmer dem, som forandringerne uvægerligt går ud over. Og indtil videre er det ikke bevist, at verden bliver bedre på grund af de såkaldte fremskridt.

Kangerlussuaq var det første sted, jeg betrådte grønlandsk jord - og foreløbigt også det sidste, da jeg var i Grønland i juni.

Jeg har været der mange gange. Sommetider bare på gennemrejse - sommetider i flere dage til møder, kurser, ferier eller blot på grund af dårligt vejr på Kysten.

Tankerne i dag går også til Den Grønne Bar, som var mødestedet for alle, der kom til Kangerlussuaq, før terrorens grimme ansigt satte en stopper for samkvem mellem ankommende og afrejsende passagerer tilbage før 2001.

Det var en fest, når Danmarksmaskinen landede. Som jeg husker det, var der altid Happy Hour og billige øl, så også de fastboende i Kangerlussuaq kom forbi midt på dagen. Det var altså hyggeligt.

Det var tider - og de kommer aldrig igen. Men minderne har jeg i mit hjerte.

Lufthavnen i Kangerlussuaq bliver nu droslet ned til en regional lufthavn med tre ugentlige flyvninger fra Nuuk. Den 17. marts bliver det igen muligt at flyve direkte til Kangerlussuaq fra København, når Air Greenland i samarbejde med Albatros, som driver hotellet i Kangerlussuaq, åbner en ny rute med to ugentlige flyvninger, som beflyves af Jettime med en Boeing 737.

Kobberbryllup

Dage at mindes

Tulipanbilledet tog jeg den 20. maj 2012 tidligt om morgenen. Det vender jeg tilbage til.

Jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg går til flere begravelser end bryllupper, så jeg blev glad, da jeg lørdag var inviteret til kobberbryllup. Det er sådan den gyldne mellemvej, når det nu skal være.

Det var Sanne og Jørn, som nu har været gift i 12 1/2 år. Jeg mindes fortsat brylluppet den 19. maj 2012 med lige dele rædsel og glæde.

I et anfald af overmod havde jeg sagt ja til at stå for køkkenet til festen. Tre retter, 70 kuverter. Så jeg havde lagt en fin tidsplan. Den skred fuldstændig - og hovedretten kom på bordet med flere timers forsinkelse. Men festen var nu god alligevel.

Jeg var fuldstændigt uden skyld i forsinkelserne. Men intet fungerede i det store køkken, som var rigget op til lejligheden. Strømmen gik jævnligt - og derfor var der heller ikke tilstrækkeligt med varmt vand til opvaskemaskine og den løbende oprydning.

Det var irriterende, men morede nu også lidt. Og ret forventeligt egentlig. For Sanne er elektroingeniør og Jørn er smed - så det var nok lidt naivt at tro, at el og vand ville fungere. Bagerbørn og wienerbrød som bekendt...

Jeg var ung og kunne fortsat det meste. Så efter maden havde jeg også sagt ja til at mixe drinks i baren. Det blev til nogle fornøjelige timer, hvor der var stor afsætning af både brandbiler og brandbiler med udrykning, gin og tonic, tequila sunrise, isbjørn og andre godbider fra det store nordjyske drinkskort.

Ved tretiden vaklede jeg hjemover. Men skulle da lige ind til genboen og have en øl mere. For der var tilfældigvis også bryllup. Så jeg var godt brugt, da solen stod op til den dejligste søndag. Inden jeg helt gav op, tog jeg lige en rundtur i haven.

Der faldt jeg så - bogstavelig talt - for de mest bedårende tulipaner af sorten Groenlandia, som jeg havde købt i dyre domme i efteråret. Når det har med Grønland at gøre, sidder min penge jo gerne lidt løst.

Så jeg ville lige have foto af de flotte tulipaner. I den helt rigtige vinkel, så jeg lagde mig ned på græsplænen og knipsede løs - og faldt i søvn med et brag. Det var heldigvis dejligt vejr, så jeg frøs ikke en gang, da jeg vågnede op ud på formiddagen i solen. Men så var det altså også sengetid - for alvor.

Det var nu en god fest - og det er så 12 1/2 år siden nu. Akja, tiden går.

The name's Bond

Shaken, not stirred

Foto: Jens Peter Larsen

Selv om jeg ikke når Roger Moore til sokkeholderne i elegant udstråling, kunne jeg ikke dy mig for at indtage en ægte Bond-plakat-positur, da jeg her til aften fik en ni millimeters pistol i hånden. Lidt drengerøv er jeg jo.

Jeg er også ret pjattet med netop Roger Moore-udgaven af spionen over alle spioner. Moore er elegant, har glimt i øjet, en rap replik og netop den udstråling, som jeg kan lide det - og så får det være, at langt de fleste foretrækker Sean Connery i den rolle. Smag og behag er jo heldigvis forskellig.

Det var jobbet, som mandag aften bragte mig forbi Vester Han Herreds Skytteklub, hvor en flok unge pistolskytter havde hentet en masse medaljer hjem til klubben, så der skulle lige laves et par billeder til lokalavisen.

Og nu, da jeg var der, synes klubbens chefinstruktør Jens Peter Larsen, at jeg også skulle prøve at skyde med pistol. Det gik forbløffende godt - også bedre end da jeg for nogen tid siden skød med revolver. Syv ud af ti skud inden for det sorte felt - og et enkelt direkte i 10'eren. Det er vist meget godt - taget i betragtning, at jeg aldrig har prøvet det før.

Men nu er jeg jo ikke typen, der praler, så det lader vi blive mellem mig og læserne.Jeg har heller ikke planer om at blive agent og jage skurke. Den slags overlader jeg gerne til James Bond.

Til gengæld nupper jeg så en dry martini. Shaken, not stirred. The name's Bond ... Jesper Bond!

P.s. For de våbeninteresserede kan jeg oplyse, at pistolen er en SigSauer P226 x-six med bro og Romeo rødpunktsigte.

Lakrids-øl

Fredagsbajer

Det sker efterhånden alt for sjældent, at jeg drikker fredagsøl. Men fredag aften skulle det alligevel være.

Jeg er ikke særlig sofistikeret i min ølsmag. Min favorit har mange år været Royal Eksport - og mere behøver jeg sådan set ikke. Men i køleskabet lå en gave - en specialudgave af Limfjordsporter med ekstra lakrids. Helt nøjagtig 16 gange så meget lakrids som i den originale Limfjordsporter fra Thisted Bryghus.

Jeg elsker lakrids, så det skulle da lige prøves. Brygget var næsten kulsort, og skummet tykt, fast og brunt. Smagen af engelsk lakrids var tydelig. Alt i alt smagte det ret godt, men alligevel er jeg lidt forbeholden.

For det handler jo om fredagsbajer - og ikke fredagsslik. Den slags overlader jeg til børnefamilierne. Og jeg mener helt generelt, at man ikke skal blande tingene sammen, men holde sig til den rene vare. Lidt puritaner er jeg jo nok. Skæg for sig og snot for sig, som man siger.

Der er i vore  dage en upassende tendens til, at alting skal serveres med et tvist - og det er tilsyneladende slet ikke comme il faut at nyde den rene vare. Den hopper jeg bare ikke på.

Efter at have drukket det tykke, sorte fluidum var jeg lidt bekymret for, hvordan den almindelig Royal Eksport ville smage. Men det gik nu helt fint. Det er jo nærmest letøl sammenlignet med den lakridstykke porter - og det foretrækker jeg altså, selv om jeg har en voldsom hang til lakrids.

Så det bliver sikkert ved denne ene gang. Næste gang, jeg skal have fredagsøl, bliver det ganske almindeligt øl - altså Royal Eksport.

Hokkaido-sorbet

Fra det søde køkken

Da jeg for nylig interviewede køkkenchefen på Rønnes Hotel i Slettestrand, Kenneth Petersen, smagte jeg hans hokkaido-sorbet, som jeg faldt pladask for.

Så det skulle lige prøves til Mortensaften, for heldigvis fik jeg opskriften med hjem - om end jeg er lidt hæmmet af kun at have en almindelig husholdnings-ismaskine. Forskellen på husholdningsudgaven og den professionelle er blandt andet, at den professionelle blæser luft ind i isen. Det kompenserer vi amatører for ved at vende et par piskede æggehvider i ismassen. Det er ikke perfekt, men det duer i en snæver vending.

400 gram hokkaido koges møre i en lage bestående af 8 gram vanillesukker, 150 gram sukker, 4 stjerneanis og 1,25 dl vand. Det hele blev blended, efter at jeg havde fjernet stjerneanis. Så tilsatte jeg to piskede æggehvider og lod det køre i ismaskinen i en lille time - og så røg det i fryseren.

Jeg serverede i afkølede cocktailglas på en bund af min hjemmelavede blomme i madeira. Nu er jeg stadig på forsøgsstadiet, så næste gang vil jeg nok tilføje en lille klat flødeskum og et par citronmelisse-blade på toppen - for jeg er sikker på, at det vil blive endnu flottere med lidt grønt.

Sorbeten formede jeg med en almindelig iskugle-ske, men skal det være helt rigtigt, bruger man to såkaldte quenelle-skeer. Det har jeg bare ikke i min lille husholdning, så det bliver nok mit julegave-ønske. Man skal jo ikke gå ned på udstyr.

Jeg serverede hokkaido-sorbeten Mortensaften for Anne og Henrik. De var tilfredse med resultatet, mens jeg lige overvejer en gang, om jeg måske skal reducere sukkermængden en anelse.

Inden sorbeten fik vi langtidsstegt and med rødkåls-coleslaw med mormor-dressing og så et andet eksperiment, som endnu er på udviklingsstadet - glaserede syltede gulerødder. Jeg var ikke helt tilfreds med det, så det skal lige prøves et par gange mere, før jeg deler opskriften. Men jeg er godt på vej - og især Anne mente, at det fungerede fint.

Sådan dresserer man en organist

Organist i grønlandsk mesterlære

Foto: Privat

Det er velkendt, at danske kirkeorganister har svært ved at spille til grønlandske salmer. Tempoet i de andagtsfulde grønlandske salmer er meget l a n g s o m t efter dansk opfattelse – og resultatet bliver derfor ikke altid lige smukt i grønlandske ører.

Det har de taget konsekvensen af i Vor Frue Kirke i Aalborg, hvor en af kirkens tre organister, Ebbe Michelsen, nu er blevet fast tilknyttet den grønlandske kirkesanger Jennifer Angel Winther og det grønlandske kor Ullorissat Aalborg.

- Det er et stort fremskridt. Ebbe gør det godt og er meget lærenem, så vi er glade for, at vi nu har fået en organist, som forstår det grønlandske tempo bedre end de fleste – og også har lært at falde ind de rigtige steder i en grønlandsk andagt, siger Jennifer Angel Winther.

Denne bagatel skrev jeg som en lille boksartikel til sidste uges historie om de grønlandske kateket-studerende i Aalborg.

Katekismus

Kristendom for alle

Jennifer Angel Winther (tv) og Marie Lynge Møller er gået i gang med
 en dansk ”kateket-uddannelse”, så de kan aflaste kateket Ove Poulsen. 

Martin Luther udgav i 1529 sin Katekismus, som var en lille håndbog - en slags "kristendom for dummies" - der samlede de væsentligste pointer i kristendommen.

Det har givet navn til stillingsbetegnelsen kateket, der i Grønland betegner en hjælpepræst - typisk en skolelærer, som forretter de kirkelige handlinger i små byer og bygder. Kateketerne gennemgår en treårig uddannelse i fritiden - og de kan så træde til, når der ikke lige er en præst i nærheden. Og sådan er jo ofte i små samfund med måske kun 100 indbyggere i en fjernt beliggende bygd.

En af de grønlandske kateketer er Ove Poulsen, der nu i en årrække har boet i Hirtshals - og bruger al sin fritid på at forkynde det kristne budskab på grønlandsk til de mange grønlændere i Nordjylland.

Nu får han snart en hjælpende hånd, for to grønlandske medlemmer af menighedsrådet i Vor Frue Sogn har sat sig på skolebænken for at sikre kirkebetjeningen af grønlændere i Aalborg.

Det skrev jeg i sidste uge en artikel om i Sermitsiaq. Det er en dejlig positiv historie, som jeg gerne deler med bloggens læsere, så her er den:

Jennifer og Marie vil være kateketer

Den grønlandske del af menigheden fylder meget i Vor Frue sogn i det centrale Aalborg. Området er hjemsted for mange grønlændere, der bruger Vor Frue Kirke som deres lokale kirke.

Det resulterede ved menighedsrådsvalget for nylig i, at det nye menighedsråd i sognet har to medlemmer med tilknytning til Grønland.

Det er Jennifer Angel Winther, der oprindeligt stammer fra Tasiilaq og Marie Møller Lynge, der i mange år arbejdede som lærer i Nuuk.

Samtidig med valget til menighedsrådet er de to gået i gang med den såkaldte Teologisk Voksenuddannelse i Aalborg Stift.

- Det er en tre-årig fritidsuddannelse, der minder meget om den grønlandske kateket-uddannelse – og målet er også, at vi skal kunne varetage de samme opgaver som en grønlandsk kateket, fortæller Jennifer Angel Winther.

- Den væsentligste forskel ligger i femte semester, hvor undervisningen fokuserer på de salmer, der normalt bruges i gudstjenesterne, fortæller Jennifer Angel.

- Her har vi lavet en aftale med kateket Ove Poulsen fra Hirtshals, som vil undervise os i de grønlandske salmer, for det giver ikke så meget mening i vores sammenhæng, at vi lærer om de danske salmer.

Marie Lynge og Jennifer Winther Angel glæder sig, til de er færdige med uddannelsen om tre år.

- Så kan vi aflaste Ove, der ofte har et travlt program med at holde andagter og deltage i kirkelige handlinger med et grønlandsk islæt, forklarer Marie Møller Lynge.

- Som det er i dag, er det altid Ove, der står for de månedlige grønlandske gudstjenester i Vor Frue Kirke – og desuden holder han tilsvarende grønlandske gudstjenester i Hirtshals samt enkelte grønlandske gudstjenester i resten af landsdelen.

- Ove gør et imponerende arbejde – helt uden betaling. Nu er det på tide, at vi andre også tager en tørn.

Det er ikke helt tilfældigt, at Jennifer Angel Winther og Marie Møller Lynge nu er kommet i menighedsrådet i Vor Frue Sogn i Aalborg.

Jennifer Angel Winther har i flere år været ansat som grønlandsk kirkesanger i sognet.

- Vi har et stort behov for det grønlandske islæt i de kirkelige handlinger. Det er især i forbindelse med begravelser, men også ved dåb og bryllupper, at vi har behovet, fortalte sognepræst Sophie Nordentoft, da Jennifer blev ansat for to år siden.

- Vi har også anskaffet grønlandske salmebøger. Selv om jeg ikke kan forrette en begravelse på grønlandsk og efter de grønlandske ritualer, oplever jeg, at mange er glade for, at det er de grønlandske salmer, der bliver sunget ved den lejlighed. Det giver trøst for de efterladte, at det kan foregå delvist på deres modersmål – og den omsorg yder vi gerne, siger sognepræsten.

Både Jennifer Angel Winther og Marie Lynge Møller er tilknyttet det grønlandske kor Ullorissat Aalborg, som også holder til i Vor Frue Kirke. Men selv om koret øver i Vor Frue Kirke, kan det bruges af alle kirker.

- Vi er ikke noget stort kor, men vi synger altid firestemmigt og har et stort repertoire fra den grønlandske koralbog. Koret står til rådighed for andre kirker i øvrigt i alle kirkelige handlinger, især ved den sidste afsked, fortæller Jennifer Angel Winther.

- Vi har et travlt program i julemåneden, hvor vi skal deltage i grønlandske gudstjenester alle søndagene i Advent. Vi lægger ud i Hirtshals ved en grønlandsk gudstjeneste den 1. december – og så fortsætter vi den 8. i Thisted kirke, den 15. her i Vor Frue Kirke, og den 22. december i Frederikshavn kirke.

Græskar og rødbedestilke

Udfordringer

Jeg har aldrig brudt mig om græskar. Det er uegnet som menneskeføde, mener jeg ganske enkelt.

Men nu tager jeg så mine ord i mig igen. For i dag smagte jeg denne hokkaido-sorbet på en bund af syltede sveskeblommer - og det smagte dæl'me godt. Sorbeten var lavet på en sirup med stjerne-anis og vanille - og især anissen gjorde sit til, at desserten faldt i min smag. Jeg er jo vild efter lakrids. Men syltede sveskeblommer er nu heller ikke så ringe.

Jeg fik den lille aha-smagsoplevelse i dag, da jeg interviewede køkkenchefen på Rønnes Hotel i Slettestrand, Kenneth Petersen. Snakken gik i både øst og vest, for madinteressen kan ingen tage fra hverken kokken eller journalisten. Og det endte da også med, at jeg tog hjem med både staldtips og et par gode opskrifter i baglommen.

Kenneth Petersen mener, at intet - absolut intet - må gå til spilde i køkkenet. Så han udnytter også stilkene fra årstidens friske rødbeder, som de fleste ellers bare hælder på kompostdyngen. Han bruger stilkene til en pesto, der er lidt anderledes end den harevælling, som mange mennesker bruger som tilbehør i dag - og Kenneth serverer gerne pestoen på en skive rapsolie-ristet brød.

Her er opskriften. Stilkene fra rødbeder skylles og renses for jord og skidt. Så blancheres de og trækker på køl i to døgn. Herefter hakkes de og hældes i en blender med ristede solsikkekerner og lidt salt. Så køres det igennem med noget koldpresset rapsolie - og der køres revet parmesan i, til konsistensen er passende. Så smages der til med lidt sort balsamico - og værs'go at spise.

Jeg har for resten heller aldrig været særlig vild med pesto. Så igen må jeg æde mine egne ord. Det er næsten for meget - sådan at blive rystet i den gastronomiske grundvold flere gange på en dag.