Kobberbryllup

Dage at mindes

Tulipanbilledet tog jeg den 20. maj 2012 tidligt om morgenen. Det vender jeg tilbage til.

Jeg er efterhånden blevet så gammel, at jeg går til flere begravelser end bryllupper, så jeg blev glad, da jeg lørdag var inviteret til kobberbryllup. Det er sådan den gyldne mellemvej, når det skal nu skal være.

Det var Sanne og Jørn, som nu har været gift i 12 1/2 år. Jeg mindes fortsat brylluppet den 19. maj 2012 med lige dele rædsel og glæde.

I et anfald af overmod havde jeg sagt ja til at stå for køkkenet til festen. Tre retter, 70 kuverter. Så jeg havde lagt en fin tidsplan. Den skred fuldstændig - og hovedretten kom på bordet med flere timers forsinkelse. Men festen var nu god alligevel.

Jeg var fuldstændigt uden skyld i forsinkelserne. Men intet fungerede i det store køkken, som var rigget op til lejligheden. Strømmen gik jævnligt - og derfor var der heller ikke tilstrækkeligt med varmt vand til opvaskemaskine og den løbende oprydning.

Det var irriterende, men morede nu også lidt. Og ret forventeligt egentlig. For Sanne er elektroingeniør og Jørn er smed - så det var nok lidt naivt at tro, at el og vand ville fungere. Bagerbørn og wienerbrød som bekendt...

Jeg var ung og kunne fortsat det meste. Så efter maden havde jeg også sagt ja til at mixe drinks i baren. Det blev til nogle fornøjelige timer, hvor der var stor afsætning af både brandbiler og brandbiler med udrykning, gin og tonic, tequila sunrise, isbjørn og andre godbider fra det store nordjyske drinkskort.

Ved tretiden vaklede jeg hjemover. Men skulle da lige ind til genboen og have en øl mere. For der var tilfældigvis også bryllup. Så jeg var godt brugt, da solen stod op til den dejligste søndag. Inden jeg helt gav op, tog jeg lige en rundtur i haven.

Der faldt jeg så - bogstavelig talt - for de mest bedårende tulipaner af sorten Groenlandia, som jeg havde købt i dyre domme i efteråret. Når det har med Grønland at gøre, sidder min penge jo gerne lidt løst.

Så jeg ville lige have foto af de flotte tulipaner. I den helt rigtige vinkel, så jeg lagde mig ned på græsplænen og knipsede løs - og faldt i søvn med et brag. Det var heldigvis dejligt vejr, så jeg frøs ikke en gang, da jeg vågnede op ud på formiddagen i solen. Men så var det altså også sengetid - for alvor.

Det var nu en god fest - og det er så 12 1/2 år siden nu. Akja, tiden går.