Ulykker holder ikke fri

Tilbage til Lofoten

Høvedsmanden (kaptajnen) styrer fembøringen hen over Raftsundet.

Tilfældigvis var fjernsynet tændt, mens jeg gik og malede torsdag eftermiddag. Og tilfældigvis stod fjernsynet på NRK, så jeg spidsede ører, da udsendelserne blev afbrudt af en ekstra nyhedsudsendelse, fordi en bus var forulykket på Lofoten nær Raftsundet.

Strandpromenaden mellem Kabelvåg og Svolvær.

For det er et område, som jeg kender ganske godt. Jeg var på højskole på Lofoten for 25 år siden. I Kabelvåg, som er næsten sammenvokset med Svolvær, der er Lofotens største by med 7.000 indbyggere.

Det var en god og spændende tid, hvor vi sejlede, fiskede og gik på jagt netop i området omkring Raftsundet, der ligger mellem Lofoten og Norges største ø, Hinnøya, der for resten også var Hamsums fødeø.

På Hinnøya, mens tøjet endnu var forholdsvist rent.

Specielt husker jeg en 14 dages jagttur på Hinnøya, hvor vi levede i den frie natur - og i øvrigt ikke var i bad på turen, så vi lugtede fælt på hjemturen med offentlige transportmidler. Dels havde vi ikke været i bad i to uger, dels var Fjällræven-tøjet, som nærmest var vores uniform, sølet til af blod og fiskeslim. Så på færgen hjemover havde vi cafeteriet helt for os selv!

Vi var syv elever på holdet, fem gutter og to jenter. Meget af tiden gik med at sejle fembøring - en moderne efterkommer af de gamle vikingeskibe med råsejl. Fembøringen havde sin storhedstid på egnen i årene før anden verdenskrig, hvor de blev brugt i det berømte Lofot-fiske efter skrei (polartorsk) til klipfisk.

Udsejlingen fra Trollfjorden set
 fra et af Hurtigrutens skibe.

Blandt andet sejlede vi til Trollfjorden, som er en tre kilometer lang og kun 70 meter bred fjord på østsiden af Lofoten. Et af områdets helt store turistattraktioner og et fast indslag på Hurtigrutens ture langs den norske vestkyst.

Det er også ved Raftsundet, at man finder Digermulen. En lille flække på Hinnøya, der for 25 år siden blandt andet var berømt, fordi befolkningen havde overtaget den lokale købmandsbutik. En model, der især er slået an her i Danmark i de seneste år, men det var altså nordmændene, der kom først.

Klipfisk er Lofotens guld.

Det var et godt og spændende trekvart år, jeg tilbragte på Lofoten. Jeg havde orlov fra jobbet i Grønland - og jeg kunne udleve min gamle drøm om at leve i naturen og fiske og jage dagen lang. Det lyder måske lidt absurd, men den slags havde jeg aldrig tid til i Grønland, hvor jeg også skulle passe jobbet som informationschef i Nuuk kommune. Her var jeg selv jagtbar døgnet rundt.

Det viste sig, at ulykken på nordenden af Austvågøy - den største af Lofotens mange øer - kostede tre mennesker livet, da bussen med 58 passagerer kørte i en sø i glat føre. Det var dårligt vejr i området, afstandene store og vejene tvivlsomme, så det tog tre kvarter for myndighederne at nå frem.

Ulykken viste også noget af det smukkeste, som Norge kan byde på. Forbipasserende gik i gang med hjælpearbejdet på stedet - og hele det store norske beredskab, der for en stor dels vedkommende består af frivillige, blev aktiveret.

Når det gælder, rykker nordmændene for alvor - og i modsætning til i Danmark er myndighederne glade for alle, der vil hjælpe. Allerede to timer efter ulykken var statsminister Jonas Gard Støre ude med en tak til de frivillige.