Danskernes unaturlige natur

Mågedrab

Måger scorer lavt på Disney-skalaen.

Danskerne har altså et mærkeligt – for ikke at sige unaturligt – forhold til naturen.

Nu skal mågerne i Aalborg skydes, for de larmer og generer byboernes morgensøvn.

Sjovt nok kan man på Facebook se, at der er et betydeligt sammenfald mellem folk, der vil have mågerne skudt – og så folk, der er imod en Limfjordsforbindelse over Egholm. For Egholm er jo natur. I virkeligheden er det landbrug, som ikke har ret meget med natur at gøre, men sådanne facts generer ikke, for da miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ved sin tiltrædelse hævdede, at landbrug er natur, blev han hånet af den grønne intelligentsia – altså de samme mennesker, som ikke vil have en bro over Limfjorden, men som heller ikke kan tåle naturens milde åsyn i den nordjyske hovedstad.

I det hele taget er danskerne dobbelttydige i forhold til naturen. For mens mågerne scorer lavt på Disney-skalaen og følgelig skal skydes, så er det helt anderledes med sælerne, der har en høj Disney-faktor godt hjulpet af store sorte øjne og 30 års promovering fra Greenpeace og blonde, brystfagre udenlandske skuespillerinder.

Sælen er et modbydeligt rovdyr, som hver dag fortærer fem kilo fisk. Oven i købet er det et glubsk bæst, der i sin søgen efter føde ødelægger bundgarn og åleruser – fiskeredskaber der er de mest skånsomme, der findes. Men sæler dyrker deres laster i dybet og ses i modsætning til mågerne kun sjældent, så de er selvfølgelig fredet. Hvad man ikke ser, har man ikke ondt af.

Danskernes mangeårige tilværelse som agerdyrkere fornægter sig heller ikke, når vi freder naturen og anlægger nationalparker. For fredet natur skal pudsigt nok ikke være i fred. Den skal plejes og passes og se ud, sådan som vi gerne vil have det, selv om det egentligt er temmelig unaturligt.

Nordjyske Stiftstidende kunne forleden berette, at et større og større antal bønder lever af naturpleje. Det vil sige, at deres kreaturer græsser på statens og kommunernes jorder ganske gratis – og disse bønder kan så grinende gå i banken med pengene fra det gode og angiveligt økologiske kød. Det er da landbrugsstøtte, der forslår, og som favoriserer bønder, der har valgt en driftsform, der ellers næppe ville være rentabel, men passer godt ind i det grønne glansbillede af naturen.

Det kniber også temmelig meget med freden i den fredede natur. For i disse år bliver den fredede natur ikke alene passet og plejet. Der bliver også anlagt stier, mountainbike-spor og shelters, som en hær af naturvejledere så kan gå og passe på.

Nu er jeg selv en stor naturelsker, hvor jeg især nyder de stille morgener sammen med fuglene og mit kamera. Det bliver bare sværere og sværere, for når først motionisterne og mountainbike-folkene er stået op, så er det slut med at kigge fugle. Faktisk minder motionisterne temmelig meget om måger, der skræpper, når de pustende og stønnende farer gennem  den fredelige natur i deres skrigrøde joggingdragter. Men indtil videre er det ikke tilladt at skyde motionister, så dem finder jeg mig i – og så kan byfolkene vel også leve med et par måger, der er et studie i den rene og skinbarlige natur, hvor kun den stærkeste overlever.

I øvrigt er jeg sikker på, at mågeproblemet nemt kan elimineres, hvis man ophæver det ulyksalige forbud mod at samle mågeæg. Hvis indsamlingen igen bliver givet fri, så skal mågerne nok vare sig for at yngle alt for tæt på mennesker. Mågeæg er en meget stor delikatesse, som især gør sig på en rugmad toppet med en appetit-sild og en brændevin til. Det kan anbefales.

Oven i købet forestiller jeg, at indsamlingen af mågeæg måske kan blive et erhverv på linje med naturpleje, og om ikke andet en ny indtægtsmulighed for socialt udsatte byboere.

For resten kan måger også spises. Brystkødet af svartbag og sølvmåge minder mest af alt om engelsk bøf, så de aalborgensiske mågejægere bør som det mindste enten spise eller sælge de skudte måger – og ikke bare aflevere dem som småt brændbart. Det er dårlig udnyttelse af en ressource – og slet ikke i tråd med den moderne økologiske forbruger-tankegang.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 1. september 2017