Hjælp til sælhjælp

Tudetosset fredning af sæler i Limfjorden

En udfordring for danske jægere...

Grønlands største skindproducent, virksomheden Great Greenland i Qaqortoq i det sydlige Grønland, er i en sælsom knibe, for man mangler sælskind fra den spættede sæl. Det erfarede jeg, da jeg besøgte virksomheden for et par uger siden.

En sæl er nemlig ikke bare en sæl. De forskellige sælarter har forskellige typer af pelse, der hver især egner sig til forskellige formål. Mest brugt i den kommercielle pelsfremstilling er skind fra ringsæl og grønlandssæl, der blandt andet på Great Greenlands systue forvandles til eksklusive produkter, som klæder skønne kvinder over det meste af verden.

Men grønlandske kvinder vil altså så gerne have bukser af skind fra spættet sæl, når de laver den farverige og flotte grønlandske nationaldragt. Og det er et problem, for den spættede sæl har været i voldsom tilbagegang i Grønland siden 50’erne, og findes reelt kun et par steder langs den enorme grønlandske kystlinie. Derfor er den spættede sæl også fredet i Grønland, så hvis en grønlandsk kvinde i dag insisterer på at bruge spættet sæl til sine nationaldragtbukser, må hun prøve at få fat i skindet for eksempel i Island.

Det er et paradoks, for den spættede sæl er talrig her i Danmark. Bestanden vokser med cirka 10 procent om året, og blev i 2014 opgjort til 18.000 eksemplarer, heraf en god del i Limfjorden, hvor de gør stor skade på fiskeriet.

En voksen spættet sæl spiser 4 kilo fisk om dagen, og blandt andet vores lokale ålefisker her på Øland – en af de få tilbageblevne erhvervsfiskere i Limfjorden - kan berette om store skader på både fangst og redskaber som følge af de glubske sæler.

En rapport fra DTU i 2015 slog fast, at sælerne udover skader på fisk og redskaber sandsynligvis også har en skadelig effekt på fiskebestandene som sådan, fordi de mange sæler simpelthen skræmmer fiskene væk fra de gode fiskesteder.

Så der er simpelthen tudetosset, at vi opretholder en fredning af den spættede sæl i Limfjorden. Lad os få gang i noget jagt, så vi kan hjælpe de grønlandske kvinder med nationaldragten. Det er hjælp til naturen, til fiskene og til fiskerne, og det er hjælp til den gode stemning i Rigsfællesskabet.

For jeg forestiller mig ærlig talt ikke, at danske jægere er interesseret i sæljagt. Det er pivsvært, og et forsøg med jagt på gråsæler ved Bornholm sidste år viste, at danske jægere i en jolle ikke mestrer kunsten.

De problemer har grønlandske jægere ikke. De lærer det fra barnsben af, og kuglen sidder bare præcist hver gang. Så jeg forestiller mig, at jagten måske kan forbeholdes den grønlandske del af nordjyderne. Måske kan man lave et socialt projekt ud af det, hvor mændene skyder sælerne, og kvinderne forbereder sælskindene til nedsaltning, inden de sendes til garveriet i Qaqortoq.

Jeg har diskuteret ideen med direktøren for Det Grønlandske Hus i Aalborg, Søren Stach Nielsen, og han siger:

- Det er da en brandgod ide. Det vil vi godt være med til. Vi kan helt sikkert finde folk, der kan løse den opgave.

Så nu er det bare op til politikerne at få gribe ideen og få lempet lovgivningen, så det bliver tilladt grønlændere at jage spættede sæler i Limfjorden. Det kan sandsynligvis gøres bare ved at udstede en dispensation til nogle paragraffer. Det bør ikke være svært, hvis ellers man har viljen.

Det er ægte hjælp til sælhjælp til vore rigsfæller i Grønland.

"På kanten", Nordjyske Stiftstidende 29. september 2017