Nanortalik

Historiske bygninger fra kolonitiden

Nanortaliks smukke kirke fra 1916 spejler sig i kolonihavnen.

Det er 24 år siden, jeg sidst besøgte Grønlands sydligste by, Nanortalik. Dengang var jeg lige kommet til Grønland, og det var et spændende møde med et samfund, hvor fangerkulturen dengang fortsat var i behold.

Sådan en tørvehytte var bopæl for
 mange grønlændere helt op i tresserne.

Men det var også et møde med et samfund i opløsning. Torsken var forsvundet og sælfangsten gik på sidste vers som basiserhverv. De gamle flotte og solide bygninger fra kolonitiden eller KGH-tiden var i stærkt forfald og flere var styrtet mere eller mindre sammen.

Jeg blev derfor glædeligt overrasket, da jeg fandt ud af, at den gamle historiske koloniby i dag er restaureret og sat flot i stand som et minde over en væsentlig periode i den grønlandske historie.

Koloni skal nemlig ikke nødvendigvis forstås som koloni i "kolonianisme og imperialisme", men som et udtryk for en periode, hvor de grønlandske byer blev omtalt som kolonier i KGH-lingoen. Det var i den periode, hvor KGH indhandlede - købte - fangernes produkter, sæl og tran især, men også rejer og torsk - som blev transporteret til København og solgt på verdensmarkedet.

Kolonien ligger på et næs i den sydlige del af Nanortalik.

Nanortalik ligger smukt mellem de meget høje fjelde i området nær Kap Farvel, og har været handelsplads - koloni - siden 1797. I perioden 1915 til 1925 lå der en grafitmine nær byen og i begyndelsen af 2000-tallet blev der udvundet guld i nogle år i den nærliggende Kirkespirdal.

Istandsættelsen af den gamle kolonihavn blev bekostet af den daværende Nanortalik Kommune i samme periode med borgmester Kristine Raahauge, der i øvrigt også var museumsleder, i spidsen.

Nanortalik er bestemt ikke et sted, der bliver overrendt. Her kommer man for det meste kun, hvis man som undertegnede tilfældigvis har et ærinde der, men byen har alligevel årligt cirka 12.000 krydstogtsturister, der kan glæde sig over den smukke kolonihavn.

Hovedstrøget i kolonien hedder naturligvis Kolonivej. En anden
vej i området er Kiffap Aqqqutaa - tjenestepigernes vej.

I gennem mange år var "Kununnguaq" Nanortaliks største
 turistattraktionen. Det er en klippeblok, der angiveligt har Knud Rasmussens
 profil. Som turistseværdighed overgås Kununnguaq i dag
 af den flotte kolonihavn.

Kirken ligger midt i en kulisse af tågebanker og kilometerhøje fjelde.

Nogle af de smukt restaurerede bygninger i det gamle
Nanortalik. Området er ikke kloakeret, så bemærk lorteposerne
foran den gamle gedestald, hvorfra man fik både ost, mælk og
kød på en af Kongerigets fjerneste udposter.

"Hist hvor vejen slår en bugt..."

Undervejs til Nanortalik mødte vi en del isskosser og mindre isfjelde.