Peberrod

Stærke sager

For nogle år siden plantede jeg - på trods af mange gode råd - lidt peberrod i haven.

Jeg insisterede, selv om alle sagde, at det ville jeg fortryde, for den slags breder sig voldsomt som skvalderkål og er slet ikke til at styre.

De dystre spådomme holdt ikke stik - nærmest tværtimod. Det var som om peberrod slet ikke ville gro i vores have. Sidste år var jeg ved at give op, men ville dog give det en chance mere - og flyttede peberroden over i hegnet til naboens gårdsplads. Her står det ikke i vejen - og skulle miraklet ske, gør det ikke så meget, hvis det breder sig.

Operationen lykkedes - og der har i år været et par planter med anseelige blade. Da jeg i dag manglede lidt peberrod kom spaden i jorden, og jeg høstede for første gang selvgroet peberrod. Det blev til en halv meter lang, fingertyk rod, der duftede helt vidunderligt.

Jeg tog cirka 20 centimeter, der blev skrællet og revet, mens tårerne løb. Det var stærke sager, som røg i sovsen til en gang sprængt oksespidsbryst. Nøj, hvor det smagte...

Så nu er jeg næsten blevet selvforsynende med peberrod. Jeg vil ikke tage mere i denne sæson, men give det lejlighed til at brede sig næste år. For som sagt: I hegnet gør det ikke så meget, hvis det breder sig - og så regner jeg med at være helt selvforsynende til næste år.

Oksespidsbrystet var for en gangs skyld købt færdigsprængt. Det skete efter en pludselig indskydelse. Den slags straffes. Det kunne spises, men den hjemmesprængte er altså tusinde gange bedre. Så kan han lære det, kan han.. Det kan ikke betale sig at springe over, hvor gærdet er lavest - når det kommer til mad.