mandag den 21. november 2016

Et sted uden lige

Kangerlussuaq er noget helt specielt


Myers Avenue. Arkitekturen er mildest talt særpræget
 med et stærkt amerikansk islæt. Foto: Wikipedia
Der findes ikke rigtig noget andet sted på jorden, som minder om Kangerlussuaq. Den tanke slog mig, da jeg i weekenden kiggede på nogle af billederne fra min seneste tur til Grønland for et par måneder siden.

Bygden er en tidligere amerikansk base og rummer i dag Grønlands eneste lufthavn - bortset fra Thulebasen - der kan tage de helt store passagerfly i Atlanttrafikken. Lufthavnen sætter sit præg på stedet, hvor arkitekturen er en ganske særlig blanding af amerikansk temmelig uskøn funktionalisme og mere traditionelt dansk-grønlandsk byggestil.

Der er et stort vejnet omkring Kangerlussuaq. Det
 stammer fra amerikanertiden - og autoværnene består
af gamle olietromler holdt sammen af en stålwire.
Kangerlussuaq er det grønlandske navn for Søndrestrømfjord, som er en 190 km lang fjord på den grønlandske vestkyst. Stedet ligger ved et stort delta, som er udmundingen af Watson River, der afvander en gletsjer 30 km længere inde i landet.

Flyvepladsen og basen blev anlagt af amerikanerne i 1941 og forblev amerikansk til 1992, hvor hele anlægget blev overtaget af det daværende grønlandske hjemmestyre. Til min og andres store fornøjelse forblev stedet i øvrigt toldfrit frem til 1997 - og dengang var det altid en fest at være i Kangerlussuaq. Ikke alene fordi det var toldfrit, men fordi det var hele Grønlands mødested. Dengang tog man det ikke så nøje med sikkerheden, så når Danmarksmaskinen landede, var der gensyn, glæde og fest blandt både afrejsende og ankommende passagerer, der mødtes i den Grønne Bar midt i lufthavnshallen.

Naturen er ganske særpræget og præget af enorme mængder sand blandet med høje fjelde. Lidt ørkenagtigt, men alligevel sine steder meget frodigt, selv om klimaet er tørt. Det er i øvrigt det tørre og stabile klima, der gør Kangerlussuaq velegnet til lufttrafik. Der er indlandsklima, så sommeren er varm - ofte 20 til 25 graders varme og millioner af myg. Vinteren er kold med temperaturer ned til 40 graders frost i de koldeste måneder.

Grønlands Rejsebureau laver ofte billige weekendture til Kangerlussuaq - og det er en oplagt mulighed for en hurtig tur til Grønland, hvor man kan spare den relativt dyre grønlandske indenrigsflyvning ud på kysten. Jeg kan bestemt anbefale sådan en tur - for selv om det måske ikke ligner det "rigtige" Grønland, så er det alligevel en oplevelse, for der findes som sagt ikke rigtig andre steder på jorden, som ligner Kangerlussuaq.
Lufthavnen sætter sit tydelige præg på Kangerlussuaq,
som er et grønlansk trafikknudepunkt.
Roklubben ligger smukt i baglandet fem kilometers kørsel
fra lufthavnen. Stedet var i mine unge dage Grønlands bedste
gourmetrestaurant.
I 2012 blev broen over Watson River skyllet væk - antagelig i forbindelse
med et jøkelløb. Den er nu genopbygget - og flodlejet er blevet rettet
til, så ulykken forhåbentlig ikke gentager sig.
Resterne af den gamle bro kan fortsat ses i deltaet ud mod fjorden.

Ingen kommentarer: