Halkær Mølle Naturcenter
Centret her fortæller historien om Sønderup og Halkær ådal og er indrettet i stedets gamle vandmølle, der er sat i stand og nu kører igen. Jeg husker stedet fra en divisionsturnering med spejderne i midten af halvfjerserne, hvor det nærmest var en ruin, som lå midt i et ganske øde område. Her var der langt til naboerne - og specielt natløbet, der foregik på Borup Hede, var en stor oplevelse, fordi vi praktisk taget ikke havde nogen som helst form for beboelse at pejle efter.
Mandag aften fik jeg et gensyn med stedet, der dannede rammen om det årlige repræsentantskabsmøde i Friluftsrådets nordjyske distrikt. Her repræsenterer jeg Sct. Georgs Gilderne - og det er med et til to møder om året en tillidspost, der lige er til at overkomme.
Nu vil jeg dog hellere være i den fri luft end tale om den, så da aftenens foredrag trak lidt i langdrag, tog jeg kameraet med på en tur ud i den skønne sommeraften med den flotte solnedgang. Stærene var ved at gå til ro ved mølledammen - og det ærgrede mig lidt, for jeg gik sikkert glip af en gang sort sol, men til gengæld var mølledammens spejlblanke overflade og det røde lys imponerende flot.
Det er egentlig sådan noget, der bare skal opleves - og ikke fotograferes. Men jeg kunne altså ikke lade være, selv om fotoet aldrig rammer stemningen præcist.
Nu var jeg jo på stedet første gang i midten af halvfjerserne - og dengang var det moderne med fotostater. Så måske er det en fotostat, der skal til for at ramme stemningen. Her er i hvert fald et forsøg:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar