Tak for livet

Kun en tåbe frygter ikke havet

- I gav mig mit liv, sagde Bente Conte til sine redningsmænd
 fra forliset i 1966, Jan Hagemann Sørensen (tv) og Kurt Klintebæk.

Bente Conte drev rundt i 10 meter høje bølger
i en redningsvest som denne i to en halv time.

Det blev et rørende gensyn, da Bente Conte onsdag eftermiddag mødte to af de helikopterfolk, der i 1966 reddede hende op fra bølgerne, efter at hun havde drevet rundt i sin redningsvest i den oprørte sø i to en halv time efter motorfærgen Skageraks havari.

- Jeg har længtes efter at sige tak. I gav mig mit liv, udbrød en begejstret Bente Conte og omfavnede oversergent Kurt Klintebæk og 1. pilot Jan Hagemann Sørensen, der måtte vifte en tåre væk fra øjenkrogen. Det skete midt på gaden uden for Hirtshals Museum, da museet åbnede en udstilling i anledning af, at det er halvtreds år siden, at færgen Skagerak sank ud for Lønstrup under en brandstorm.

Da passagererne blev beordret i bådene, slingrede Skagerak voldsomt, og Bente Conte var så uheldig at falde ned fra lejderen. Hun drev hurtigt bort fra redningsbådene - og blev kun reddet, fordi telegrafisten på Skagerak havde set hende falde. Han kunne fortælle helikopterne, at hun drev væk - og en eftersøgning blev indledt. Men der skulle altså gå to en halv time, før hun blev fundet og hejset ombord på U-240 fra Skrydstrup af Kurt Klintebæk, der som redningsmand var nede ved havoverfladen med hoisten adskillige gange under den store redningsoperation.

Tidligere Hirtshals-borgmester Knud
Størup: - Kun en tåbe frygter ikke havet.

Udstillingen på Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Hirtshals blev åbnet af byens tidligere borgmester Knud Størup med ordene: - Kun en tåbe frygter ikke havet.

Som gammel Hirtshals-dreng husker Størup glimrende den dag i 1966, hvor han sammen med mange andre stod på havnen og følte sig magtesløs, mens de nødstedte på Skagerak kæmpede for livet. Han mindede også om, at 14 kuttere fra Hirtshals deltog i redningsaktionen og glædede sig over de mange tusinde mennesker, som smider alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe, når søfolk er i havsnød.

2. pilot på U-276 Svend Erik Wagner Larsen.

Åbningen af udstillingen blev overværet af adskillige af de både reddede og redningsfolk. Udover Hagemann og Klintebæk fra U-240 blandt andre også 1. pilot Vagn Dahl og 2. pilot Svend Erik Wagner Larsen fra U-276.

Jeg benyttede mig af anledningen til at få deres autograf i mit eksemplar af Ove von Bornemanns bog "Storm over Skagerak". Jeg fik også en længere snak med Kurt Klintebæk, der blandt andet kunne berette, at intet den dag i 1966 mindede om noget som helst, han havde lært.

Redningsfolkene modtog mange
udmærkelser for indsatsen 7. september 1966.

- Vi improviserede voldsomt, for der findes ingen manual over ulykker. Hvis man kunne skrive en manual for det, var det jo ingen ulykke, bemærkede han og fortalte også, at Skagerak-forliset havde været lærerigt:


- Det var første gang, at redningsmanden blev nede i gummibådene i stedet for at blive hejset op med de nødstedte. Det beroligede de øvrige i gummibådene og sikrede en hurtigere arbejdsgang, kunne han fortælle.

Jan Hagemann Sørensen måtte
 fortælle sin historie adskillige gange.

Jeg talte også ganske kort med 1. piloten Jan Hagemann Sørensen, der ikke havde tal på de mange redningsaktioner, han havde medvirket i.

- Det var jo vores job, som han bemærkede.

Efter karrieren i forsvaret blev Hagemann chefpilot i Grønlandsfly og tilbragte nogle år i Grønland. Her gik det ikke altid så heldigt som ved Skagerak-aktionen. Jeg lavede en søgning på ham i de gamle grønlandske aviser og fandt blandt andet en omtale af ham i AG fra den 8. november 1973, hvor en S-61N (OY-HAI) forsvandt ved Buksefjorden syd for Nuuk, og de 15 ombordværende omkom:

"Det var chefpilot Jan Hagemann Sørensen, der (...) fandt ulykkesstedet, da han fandt en gummiflåde. Hagemann Sørensens helikopter landede på vandet, hvor man fandt en af de omkomne passagerer, der endnu var fastspændt i sit sikkerhedsbælte. Der blev også fundet forskellige vragrester fra den forulykkede maskine. Ulykkesstedet var også markeret af en stor olieplet."

Jeg benytte åbningen af udstillingen om
 Skageraks forlis til at samle autografer.

Ved åbningen af udstillingen mødte jeg også den tidligere Vendsyssel Tidende-medarbejder Torben Vandsted, som jeg i en kort periode var kollega med, da jeg arbejdede for Dafolo i slutningen af 80'erne. Han var journalistelev på VT i 1966:

- Da vi hørte om ulykken, ringede vi til Hirtshals-medarbejderen, der i første omgang ikke ville tro på meddelelsen. Da vi fik ham overbevist, spurgte vi også, om vi skulle sende et par kolleger til hjælp. Det mente han nu ikke var nødvendigt, men da dagen var omme, var vi altså 12 mand fra avisen i Hirtshals, fortalte Vandsted med et smil.