Stop uddannelsesvanviddet

Intelligens og eksamensbeviser går ikke hånd i hånd

Vore dages narrehat, the Mortar Board,
som har sit navn på grund af ligheden
med murernes mørtelbræt. Foto: Wikipedia

Når man kaster en sten ind i flok hunde, hyler de.

Og det har også affødt masser af automat-hyleri fra den mere eller mindre venstresnoede intelligentsia, fordi regeringen overvejer at skære i SU’en.

Det har ikke skortet på hovedrysten, himmelvendte øjne og nedadvendte tommelfingre fra en forkælet og overuddannet overklasse, der tror, at velfærd er ensbetydende med et ukontrollabelt bureaukrati, dyr indkomstoverførsel og brandbeskatning af den produktive klasse.

Der er et stort behov for at få nedsat skatterne og det offentlige forbrug i Danmark, så det igen kan betale sig at arbejde i en sådan grad, at en normal velfungerende middelklassefamilie kan fungere uden offentlig støtte. Helst så jeg den asociale moms fjernet helt og aldeles – og jeg mener for så vidt, at både regeringen og Liberal Alliance i den sag er alt for uambitiøse.

Men når politikerne ikke har viljen til gennemgribende reformer, forekommer en begrænsning af SU’en da at være et forholdsvist beskedent indgreb i forhold til for eksempel den foreslåede forhøjelse af pensionsalderen. De studerende har endnu ikke rigtig bidraget til kassen, mens vi andre har bidraget i sikker forventning om, at samfundet vil tage sig af os i vores livsaften. En forhøjelse af pensionsalderen, som den foreslåede her og nu, er et brud på samfundskontrakten, fordi vi allerede har betalt – og er dermed med til at skabe politikerlede og grobund for udemokratiske kræfter.

En begrænsning af mulighederne for at opnå SU vil kun gøre gavn, for det vil vænne de unge til at arbejde for føden og vil skabe respekt for andre folks penge. Jeg har svært ved at se det pædagogiske og samfundsmæssige mål i at underbringe en velfungerende middelklasses børn, hvilket forældrene sagtens selv kan klare – hvad vi blandt andet ser udtrykt i de mange såkaldte forældrekøb, der er med til at presse boligmarkedet i uddannelsesbyerne.

Jeg har svært ved at se, at vi gavner de unge ved at stille flotte havnelejligheder til rådighed for dem. Da jeg studerede i sin tid, var min første bopæl et beskedent loftsværelse på femte sal, hvor temperaturen på en kold vinterdag næppe nåede over 18 grader. Der var bad i fyrrummet i kælderen, hvor væggene og gulvet var støbt beton. Der var hverken fliser eller forhæng, men blot en taburet ved siden af varmtvandsbeholderen til at lægge tøjet på.

Det var ikke sjovt – slet ikke – men det gav et mål at stræbe efter, og jeg knoklede som en gal for at få råd til noget bedre at bo i. Det gav mig respekt for pengene og ikke mindst for det arbejdende folk, når jeg delte breve ud, gjorde rent og kørte med patienter som sygehusportør.

For resten var jeg 25 år, før jeg fik min første telefon. Dagens unge vil have godt af at forstå, at man sagtens kan leve uden en telefon, og det er altså ikke en menneskeret at have en dyr I-Phone af nyeste model.

På sigt vil en begrænsning af SU’en sikkert også udvande de rigide og ofte kontraproduktive krav om, at et studium skal gennemføres på normeret tid – og at man ikke kan få lov at snuse til flere forskellige uddannelser. Tiden på et studium er aldrig spildt, selv om det ikke nødvendigvis fører til en eksamen.

En universitetseksamen er i sig selv ikke garanti for, at man kan passe et job på betryggende vis. Gennem de seneste 20 år har akademikerne fortrængt HK’erne i den kommunale sektor, men vi har endnu ikke set bevis for, at det har ført til en mere effektiv drift og bedre borgerservice i kommunerne. Snarere tværtimod.

Så det er på tide, at vi får stoppet uddannelsesvanviddet i dette land. Man kan ikke sælge pølser på hjørnet uden at have en hel stribe eksamensbeviser – og det på trods af, at det samlede Folketing er et levende bevis på, at intelligens og eksamensbeviser ikke går hånd i hånd.

Bragt første gang i "På Kanten" i Nordjyske Stiftstidende 2. september 2016.