Sommeren '92

Dovregubbens første artikel om fodbold...

Den sommer, hvor danskerne
 kunne gå på vandet.

Nu kan de godt holde op med at skrive lærebøger på Filmskolen - for Sommeren '92 er et skoleeksempel på, hvordan man med godt håndværk skruer en film sammen, så den virker.

Dramaturgien bygger på den klassiske fortælling om den grimme ælling, der først må gå så grueligt meget igennem og ender som svane tilsat en tårepersende historie om Vilforts kræftsyge datter, der giver ham styrken til at score det afgørende slutmål i EM '92, så nationen kunne tage sig en gåtur på vandet.

Klipningen er lige efter bogen - nær, total, halvtotal, nær, stilhed, slowmo, bolden i nettet med en grotesk næsten karikeret metallisk klang, jubel, patetisk musik, glade ansigter, tilbage til nær, krydsklip og så videre.

Her er der ingen kunstneriske eksperimenter, så det virker.

Sommeren '92 er en sikker vinder, der holder vand hele vejen igennem. Vi ved, hvordan det ender, men spændingen er åndeløs alligevel. Og så er det jo et af nationens store øjeblikke, som man slet ikke kan få for meget af.

Ole Bornedal og den kulturradikale DR-ledelse burde tvinges til at se filmen 10 gange i træk, mens de med blæk og sirlig skønskrift skriver: "Aldrig mere 1864 i DR". For sådan laver man en film, der kan samle landet, sådan som public service-kontrakten foreskriver - i stedet for at pære rundt i 1864 og andre dystre stunder. Vi interesserer os kun for de lyse timer - så forstå det dog!

Jeg ved ikke meget om fodbold. Det interesserer mig heller ikke, så der er sikkert en masse detaljer i filmen, som jeg ikke har fanget. Alligevel tror jeg, at det vil blive en film, der kan ses mange gange - akkurat som Olsenbanden, Martha, Styrmand Karlsen og andre perler i den danske filmskat.

Filmen handler på metaplanet om ledelse - og mon ikke den også kunne blive pensum på handelshøjskolerne? Hele forløbet omkring ansættelsen af Ricardo Møller Nielsen viser i hvert fald, hvordan man ikke skal gøre den slags - og hvor galt det kan gå, når man bilder sig ind, at fornyelse kun kan komme udefra. Og så viser den jo, at Ricardo først fik succes, den dag han begyndte at lytte til medarbejderne.

Scener fra et ægteskab.

Den gamle Bond-skurk Ulrich Thomsen leverer en fantastisk præstation som landstræneren, som ingen rigtig troede på.

Lene Maria Christensen er bare bedårende, skøn, hyggelig og pragtfuld som Ricardos kone - den eneste som er klippefast i troen på træneren, og som elsker ham ubetinget. Det er ægte kærlighed - og tårepersende ind i mellem akkurat som scenerne med Vilfort og datteren. Virkeligheden har næppe været så rosenrød, men hvad gør det? Det virker, og det er underholdende.

Min eneste anke går på slutningen med rulleteksterne, der fortæller om, hvad der skete sidenhen. Det er et genregreb fra "based on a true story"-traditionen og virker ganske overflødigt.

Men når man nu bringer teksterne, er det altså en fejl, at man ikke fortæller noget om, hvordan det gik filmens überskurk, Hans Bjerg-Pedersen, der som bekendt endte som falleret ringvrag på sidelinien efter en dom for bedrageri og et møde med Stein Bagger.

Bjerg-Pedersen bliver i øvrigt glimrende spillet af nordjyske Hans Holtegaard med små midler - overskægget gør det hele... Var det nu i de gode, gamle dage, havde det lige været en rolle for Karl Stegger - Danmarks største skuespiller.