Selvfølgelig flygter børnene

Slip børnene løs...

"Selv om der er nu til dags er ulve i den danske
 natur, er det altså ikke forbundet med voldsom livsfare
at være uden voksenkontakt i et par timer
 i dejlige Nordjylland."

”Man ikke kan købe kærlighed for penge – men man kan købe noget, der ligner til forveksling…”

Sådan udtalte Simon Spies en gang, og når det nu var den angiveligt ganske virile, men infertile rejsekonge, så ved vi jo godt, hvad det var, han tænkte på i den sammenhæng.

Ikke desto mindre kommer jeg ofte til at tænke på ordene, når man i dagens debat diskuterer daginstitutioner, børnehaver og lignende. Jeg vil ikke påstå, at pædagoger er prostituerede, men de sælger i hvert fald en vare, der ligner, når de erstatter forældreomsorg med pasning og opbevaring.
For de gør det jo ikke af kærlighed, men simpelthen fordi det er et job – og kærlighedserstatning er en vare, som der er efterspørgsel efter i vore dage.

Det blev så tydeligt understreget i forrige uge, da to børn under en udflugt med børnehaven til Thorup Strand forsvandt. Børnene var hurtigt fundet igen, men det affødte blandt andet en debat om, hvorvidt to pædagoger, en medhjælper, en naturvejleder og en forælder var en tilstrækkelig styrke til at have opsyn med 17 børn ude i den rigtige vilde natur.

Tag nu lige og klap hesten. Som gammel spejder vil jeg mene, at det er alt for mange voksne til, at det overhovedet er sjovt for ungerne. Og så er der altså ikke noget at sige til, at børnene render af pladsen.

Det ville jeg også have gjort, bare der var en uddannet pædagog i nærheden. Det er da nærmest børnenes pligt at flygte fra pædagogerne – akkurat som det forventes, at krigsfanger flygter fra fangelejre.

For børnene skylder jo ikke pædagogerne noget som helst og savner formodentlig enhver form for skyldfølelse over for disse funktionærer. Pædagogerne får jo deres løn for at levere kærlighedserstatning – og det er jo ganske uforpligtende akkurat som sex med en prostitueret.

For resten er katastrofen vel også til at overse. Jeg mener… Selv om der er nu til dags er ulve i den danske natur, er det altså ikke forbundet med voldsom livsfare at være uden voksenkontakt i et par timer i dejlige Nordjylland.

Derfor rystede det mig også, at man i dagene derpå diskuterede, om børne måske skulle udstyres med en eller anden elektronisk dims, så en alarm bipper, når de er mere end 25 meter fra pædagogen.

Det er simpelthen en umenneskelig tanke. Jeg forstår simpelthen ikke, at nogle mennesker kan mene, at børn skal udstyres med en chip, akkurat som hunde og andre husdyr.

Hvis det er tilbuddet, bør forældrene nok overveje at gå halvdags for at passe børnene selv – akkurat som min generations forældre gjorde. Det havde vi godt af, for der var kærlighed og omsorg noget, der var i hjemmet – og ikke noget, som man købte i børnehaven.

I virkeligheden har jeg svært ved at se, at børns frihedstrang er et problem. Det er en gave, som bør stimuleres. Kun uden pædagogernes omklamring kan børn gøre deres helt egne erfaringer. Det er ikke uden udfordringer, for det koster masser af knubs. Jeg ved det af smertelig erfaring efter masser af besøg på skadestuen, da jeg selv var barn.

Men hver eneste brækkede arm, syning, hundebid og brandsår er også en erfaring, som jeg har glæde af i dag – og som jeg kun kan unde vore dages børn.

Bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 4. september 2015