Kloge folk og gode mennesker

Godt nytår

Så er tiden kommet til årets nytårshilsen her på dovregubben.dk's blog.

Det har ikke ligefrem været det mest aktive år på bloggen, men det er da gået alligevel. 225 indlæg er det blevet til - og bloggen rummer nu i alt 2.175 indlæg skrevet siden den spæde begyndelse for otte år siden.

Det er blevet til megen snak, overvejelser, opskrifter, tanker, anmeldelser og meget andet gennem årene - næsten et helt verdensuniversitet. Forleden faldt jeg over et interview med Aage Rosendahl Nielsen fra Verdensuniversitetet i Thy fra 1970, hvor John Lennon havde slået sig ned i omegnen. Her erklærer Rosendahl, at målet var at blive "kloge folk og gode mennesker" - og det beskedne mål vil jeg gerne gøre til mit i anledning af årsskiftet. Årets nytårsgave er så den lille film om Lennons besøg.

Nytårsdagen startede tidligt. Jeg har planlagt at køre en fem retters menu i aften, så jeg stod op ved sekstiden og kokkerede og forberedte, så alt er klar til aftenen. Alt er skrællet og kogt ned og står nu i køleskabet klar til den endelige tilberedning, når det store slag skal slås. Menuen står på foie gras, kammuslinger, snegle, krondyrmørbrad og friteret camenbert. Oven i de fem retter skal vi selvfølgelig også have kransekage - og den regner jeg med, at smeden står og makker med i skrivende stund.

"Heavens Gate" - indgangen til den ny kirkegård i
 Farsø, hvor man blandt andet finder de ukendtes
grav, hvor begge mine forældres urner er anbragt.

I morgengryet og årets smukkeste solopgang kørte vi til Farsø og lagde en blomst på mine forældres ukendte grav. De skal også mærke, det er nytår. Blomsten var en beskeden aurikel - helt i min mors ånd. Hun holdt meget af den lille forårsbebuder. I øvrigt var Aage Rosendahl Nielsens kone, Sara, gennem mange år min mors yoga-lærerinde.

Ellers skal der blot lyde et ønske om et godt og velsignet nytår til alle venner og bekendte og ikke mindst bloggens mange læsere. Jeg vender tilbage igen i det nye år.

... skabte også dette bord!

Jenne gu'e sager

Ris a l'amande-kagen er julefrokostens clou.

Familien er gået til bords...

Mandag lagde jeg endnu en gang hus til familiens årlige julefrokost.

Vi lagde ud med en rask tour-de-Øland-skov, hvor den stod på frisk decemberluft, gløgg og æbleskiver med en stabel korttømmer af nåletræ som spisebord - kort sagt en herlig oplevelse, hvor vi så lidt af skoven og ikke mindst de store gåseflokke, som flyver over området i øjeblikket.

Turen gav den nødvendige appetit til aftenens kulinariske udskejelser, der var få, men klassiske og udsøgte.

Vi lagde ud med de obligatoriske tre typer sildelaugssild og den hjemmegjorte karrysalat, der nok var velsmagende, men ikke smagte nøjagtig som den, min mor lavede. Til gengæld fik vi så lidt tid til at gå med at diskutere forskellen.

Anden servering: Den hjemmerørte remoulade hæver de
lune, men friskstegte rødspættefiletter til himmelhøjde.

Anden servering var så et par røgede specialiteter fra husets røgeri - lakseroulade og dyrekølle. Samtidig bød jeg på lune fiskefiletter med hjemmerørt remoulade.

Tredje servering bestod af confiterede andelår med hjemmelavet rødkål, brune kartofler og en beskeden andesauce.

Finalen var ris a l'amande-kagen, som jeg introducerede sidste år. Denne gang med små, konstruktive forbedringer, så nu er den ved at fungere rent smagsmæssigt. Bunden var dryppet med kirsebærvin - og jeg havde lagt et lag marcipan ind mellem rismassen og kirsebærrene. Det gav et renere gelebillede og snit - og så havde jeg i øvrigt piftet kirsebærrene med en sjat Amaretto, hvad de bestemt ikke tager skade af rent smagsmæssigt, selv om de kom fra Amarena Fabbri.

Kagen smager tossegodt, men til næste år har jeg allerede nu besluttet, at der skal arbejdes lidt mere med finishen - for der er endnu et stykke vej til Blomsterberg-klassen.

Forresten glemte jeg at drysse kagen med hakkede pistacienødder, som det ellers var planlagt, men bortset fra det var det en dejlig og sjælden aften i familiens skød.

Jenne gu'e sager: Confiteret andelår, brune kartofler
 og Rød Aalborg. Så har vi det godt....

Kajs Grønlandskrønike

Fra Hjemmestyrets maskinrum

Den nu 72-årige Kaj Kleist var i en årrække som direktør for det grønlandske hjemmestyre og med en livslang tæt tilknytning til Siumut-toppen et af de mest magfulde og indflydelsesrige mennesker i det moderne Grønland.

Det gør bogen "Kajs Grønlandskrønike" til et enestående dokument, hvis man vil forstå det grønlandske samfunds udvikling fra et fangersamfund til en velfærdsstat.Udviklingen har ikke været uden knaster - og stadig er der mange forhindringer der skal klares, inden det politiske mål om et selvstændigt Grønland om muligt nås.

Kajs Grønlandskrønike er skrevet af DR-journalisten og historikeren Susanne Christiansen, der i en årrække har beskæftiget sig med Grønland. Susanne Christiansen lærte Kleist at kende i 1979, da Hjemmestyret blev indført, men bogen bygger på en række interviews gennemført siden Selvstyrets - Naalakkersuisuts - indførelse i 2009.

Personligt har jeg en beskeden aktie i udviklingen, da jeg jo selv boede i Grønland i perioden fra 1993 til 2007. Her var jeg i en årrække ganske tæt på ledende Siumut-politikere - og det har været rigtigt spændende at læse historien om Kaj Kleist, som jeg i sagens natur også har mødt en del gange. Sandsynligvis har jeg også mødt Susanne Christiansen.

Det har været forfatterens mål at fortælle de seneste 65 års grønlandshistorie med grønlandske øjne, og bogen giver da også et ganske godt indblik i den fortælling. Specielt er jeg glad for historien om de grønlandske studerende i 70'ernes revolutionære universitetsmiljø i København. Det var her, kuglerne blev støbt til hjemmestyret og Grønlands senere udmeldelse af EF - og det var her, at kravet om retten til undergrunden blev et ufravigeligt krav på vejen mod det nuværende selvstyre. Sjovt nok dengang for at forhindre udvinding af uran ved Narsaq. Efter at have fået retten til undergrunden har Siumut jo skiftet synspunkt på det område.

Kajs Grønlandskrønike er ganske underholdende og letlæst, men bogen har altså også nogle svagheder - og det har specielt at gøre med formen, som er ren genfortælling. Christiansen refererer, at Kaj erindrer ditten og husker datten, men Kaj Kleist bliver aldrig nærværende. Her kunne Susanne Christensen med et journalistisk genregreb have styrket fortællingen ved at bruge direkte citater. Det ville helt principielt også gøre det nemmere for læseren at gennemskue, hvornår det er forfatteren, og hvornår det er Kaj Kleist, der taler.

Det kunne for eksempel have styrket fortællingen betydeligt, hvis vi kunne læse, hvad Kaj Kleist præcist erindrer at have sagt til Lars Emil Johansen og Jonathan Motzfeldt i forbindelse med de mange sager om druk og vennetjenester - og helt ærligt kunne jeg godt tænke mig har have hørt i direkte tale, hvad Kaj Kleist - den pæne mand - mener om sin efterfølger på direktørposten, den notoriske hidsigprop med meget mere, slubberten Jens Lyberth, der gjorde Grønland håbløst til grin, da han ansatte en healer til at fjerne de onde ånder i hjemmestyrebygningen.

Desværre skæmmes bogen også af et par grimme fejl: På side 158 fortæller Christiansen, at tronfølgeren (altså Margrethe) præsenterer Grønland for sin forlovede (altså Prins Henrik) i 1970. På det tidspunkt havde Margrethe og Henrik været gift i tre år - og var altså ægtefolk og ikke forlovede. På side 274 omtales Kommuneqarfik Sermersooq som Sermitsooq kommune.

Ikke desto mindre vil jeg anbefale Kajs Grønlandskrønike. Bogen fortæller levende og letlæst om en spændende og væsentlig periode i Grønlands historie.

Susanne Christiansen: Kajs Grønlandskrønike, 308 sider, vejledende pris 270 kroner. Informations Forlag 2015.

Undergrunds-rock

Kommunal godkendt rock...

Bunkeren havde plads til 34 telefonister, som skulle modtage
meldingerne om bombenedslag med mere i Aalborg kommune.

Kommunale beredskabsbøjler på rad og række...

Blandt vore politikere har der de seneste år bredt sig en tyrkertro på, at der aldrig mere bliver krig på dansk grund. Og man må sige, at politikerne gør deres til, at danske tropper fører krig på fremmed grund.

En af følgerne er, at alle de store koldkrigsanlæg under jorden bliver nedlagt - akkurat som isbryderne, grænsebevogtningen og andet arvesølv i det nationale beredskab.

Jeg har tidligere fortalt om regeringsbunkeren Regan Vest i Rold Skov, der nu skal omdannes til museum. For nylig kom så turen til den kommunale beredskabsbunker på Bejsebakken i Aalborg, som er blevet omdannet til øvelokaler for byens håbefulde rockbands.

Det frister jo til at tale om undergrunds-rock, for bunkeren ligger dybt inde i en kalkknude, som der er så mange af netop i Aalborg-området.

Men der bliver næppe produceret megen undergrundsmusik i kommunale lokaler. Det strider jo direkte med rockens basale væsen, at den skal være kommunalt godkendt. Rock skal larme og irritere - og det sker altså ikke, når den serveres 20 meter under jorden.

Inden kommandobunkeren blev bygget om, havde jeg lejlighed til at besøge den i foråret sammen med fotoholdet fra teknisk skole. Omgivelserne talte klart til dramatiske iscenesættelser. Imidlertid har den slags forloren dramatik ikke min helt store interesse, så mens de andre tumlede med lyssætninger og modeller, snusede jeg lidt rundt og prøvede at lave lidt snapshots i vanlig reportage-stil.

Da jeg forleden så, at øvelokalet nu var åbnet, fandt jeg billederne frem fra arkivet - og her er altså et kig ind i den kommandobunker, som nu er øvelokale.

Modellerne Gunner og Steen stiller gerne
 op bevæbnet til tænderne i partisandress.

Indgangen til bunkeren ligger godt skjult i et skovparti - og det
 ses tydeligt, at det nedsivende vand er fyldt med kalk
 fra den nordjyske undergrund.

Mit liv som julemand

Hohoho...

Når jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg et højt, flot, velproportioneret mandfolk. Men når sandheden skal frem, er virkeligheden nærmere, at jeg er temmelig lavstammet og henover livet nærmest kugleformet. Et mandfolkeideal der næppe gør sig mange andre steder end i julemandens hjemland, der som bekendt er Grønland.

Det mente i hvert fald tidligere fotograf ved nærværende dagblad, Jens Morten, da han i 1993 besøgte mig i Sisimiut på den grønlandske vestkyst.

Tidligere på året var jeg flyttet fra Aalborg, og Aalborg Stiftstidende ville gerne lave en historie om den aalborgensiske reklamemand, der var blevet redaktør for personalebladet i KNI – det tidligere Kongelige Grønlandske Handel.

Så Jens Morten dukkede en efterårsdag op i heliporten i Sisimiut bærende på en julemandsdragt, som han havde slæbt med fra Salling på Nytorv. Jeg blev sat på en hundeslæde, billedet taget og så holdt vi i øvrigt en hyggelig weekend sammen deroppe i sneen.

Julemandsdragten havde Jens Morten glemt alt om, da han rejste hjem. Den lå i garderoben på kontoret.

Julen nærmede sig med hastige skridt. Det var første gang, jeg skulle holde jul uden familien, så jeg reserverede i god tid plads på det lokale sømandshjem til en juleaften i selskab med sømænd, færinger, fiskere, Guds ord og gåsesteg.

Nogle dage før jul blev jeg opsøgt af en kollega, der inviterede mig hjem juleaften.

- Du skal da ikke sidde alene juleaften, sagde han.

Jeg takkede høfligt nej, for jeg havde jo andre planer. Så kom den egentlig grund til invitationen frem:

- Kan vi ikke overtale dig til at komme forbi juleaftensdag i den der julemandsdragt, som du har?

Hvad gør man ikke for en god kollega? Jeg sagde ja, og da det rygtedes på arbejdspladsen, var der flere, der gerne vil have mit besøg i julemandsdragten, så børnene rigtigt kunne mærke, at det var jul. Da juleaftens dag oprandt, havde jeg en håndfuld aftaler med familier, der skulle have besøg af julemanden.

Jeg tog glad af sted i den røde dragt og delte gaver ud ved den første familie. Da opgaven var løst, spurgte manden i huset:

- Hva’så julemand, skal du ikke lige have en øl og en Gammel Dansk, inden du kører videre med kanen?

Jeg er et høfligt menneske, der nødigt skuffer omgivelserne, så jeg sagde pænt tak til de ædle dråber. Så gik turen videre til den næste familie, hvor historien gentog sig – og jeg må indrømme, at jeg var beskænket i middelsvær grad, da det endelig blev aften.

Det kunne nemt være blevet pinligt, men på Sømandshjemmet nærer man stor kærlighed til angrende syndere og tørstige sjæle, så jeg blev modtaget med åbne arme. For resten bestod udskænkningen hele aftenen af sodavand, så inden dagen var omme, var branderten fordampet – og jeg kunne tage hjem i god ro og orden beriget med et par uldne vanter, som en af missionens tro støtter havde strikket som sin julegave til søfolkene i de fjerne havne.

Julemandsdragten fulgte mig i årene derefter på en anden arbejdsplads – og jeg kan i dag prale med at have aftjent min værnepligt som julemand i julemandens eget land. Så kan det næsten ikke blive større…

Fra Nordjyske Stiftstidende 25. december 2015, Foto: Jens Morten

Julebag

Just-in-time-management

Kokostoppene er sat til køl, efter at de er dyppet i chokolade.

De fleste kokostoppe forsvandt som smagsprøver
 under produktionenen, men lidt er der dog tilbage.

Så blev det juleaftensdag - og i sidste øjeblik fik jeg bagt småkager.

Strengt taget og under skyldig hensyntagen til alle mulige og umulige andre gøremål havde det nok været nemmere at smutte i butikken efter en pakke af Kjeldsens berømte småkager. Men jeg er desværre så gammeldags, at jeg alligevel synes, at småkagerne skal være hjemmebagte - også selv om Blomsterbergsk akkuratesse og håndelag ikke er min stærkeste side. Ærlig talt er jeg bedre på de store linjer, så finesserne og detaljerne er ikke så pernitne som i fjernsynet. Men pyt være med det. Bare det smager - og det gør det!

Vanillekranse er noget pilleri, som
 det er svært at få til at se ordentligt ud.

Det blev til både vanillekranse, kokostoppe og noget så politisk ukorrekt som jødekager. Sidstnævnte blandt andet fordi jeg elsker netop denne småkagevariant. Kokostoppe er heller ikke så ringe, men det er nu især de smagsprøverne under fremstillingen, som jeg slet ikke kan holde mig fra.

Det er tid at sige glædelig jul og godt nytår til bloggens læsere. Og skulle du få lyst til at læse årsberetningen fra det lille hus på Øland, kan den downloades her.

Jødekager er min favorit i småkager.

Jule-fugle

Tid til foto

Grønirisk.

Julefreden er så småt ved at sænke sig - og det gav mig i dag tid til at træne lidt fuglefoto.

Jeg har jo et fuglebræt på altanen, som jeg bruger til foto - men billederne lider naturligvis under, at man kan se, at de er taget på et fuglebræt. Det vil være sjovere, hvis der er lidt mere natur i det, så jeg startede dagen med nogle grene og en håndfuld elektriker-strips.

Grenene har jeg gjort fast til gelænderet på altanen. Ideen er, at fuglene altid nærmer sig foderbrættet forsigtigt - og så skulle de gerne sidde lidt på grenene, inden de går til fadet. Resultatet skulle så gerne blive billeder, der ser ud som om, at de er taget i Guds fri natur.

Operationen lykkedes - og på en time fik jeg en håndfuld gode fotos ud af det. Ikke store ornitologiske sensationer, stort set bare the usual suspects - mejser, spurve, finker, stillits, kernebider og grønirisk - men rigtig god håndværkstræning. Selv om lyset ikke er meget bevendt i disse dage, kunne stort set alle billederne mere eller mindre bruges efter en lettere behandling i Photoshop.

Lukketiden er 1/125, blænde 5,6, iso 400. Objektivet er et Sigma 70-300 f:4. Brændvidden var ikke på noget tidspunkt over 250. Billederne er ganske let beskåret af hensyn til kompositionen.

Kernebider.

Spætmejse.

Grønirisk

Igen igen

Julehilsen til Grønland

TV-doktoren - nakorsaq Peter Qvortrup Geisling - forsøger
 at lure Pouline Lumholdts trommedansetrin af...

For mange i det grønlandsk-danske miljø er det ikke rigtig jul, før man har set Danmarks Radios julehilsen til Grønland og måske snøftet lidt til den grønlandske julesalme Guuterput, der altid slutter programmet.

Når der er Julehilsen til Grønland, er det tilladt at
vinke til kameraerne. Den slags er normalt ikke
 særlig velset ved TV-shows.

Programmet er det ældste program i Danmarks Radio - og det bliver i år sendt for 83. gang. Det sker sidste søndag i advent klokken 20 på DR1.

Programmet, hvor indslag fra Grønland og Danmark veksler mellem hinanden i et stort show, blev optaget fredag aften. Det skete på musikkonservatoriet i København, der holder til i det tidligere Radiohus - og det var koncertsalen i det gamle hus, der endnu en gang lagde scene til julehilsenen.

Som noget nyt linkede DR også til Odense og Aalborg, hvor der bor mange mennesker med tilknytning til Grønland, og i de to danske byer samledes folk for at overvære showet på storskærm - og måske være den heldige, der kommer igennem med en hilsen til de kære i Grønland, når programmet vises i sin endelige form søndag.

I Aalborg foregik det i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, hvor begivenheden samlede 400 deltagere til en kæmpemæssig kaffe-mik under ledelse af DR-lægen, nakorsaq Peter Qvortrup Geisling. Inden showet var der underholdning med blandt andet trommedanseren Pouline Lumholdt, Ivalu Judithelu og Ikinngutigiit-koret.

Opvarmningen i Aalborg var blandt andet lagt
 i hænderne på Ivalu Judithelu og Ikinngugiit-koret.

Værten i Aalborg var Peter Qvortrup Geisling.

Trommedanseren Pouline Lumholdt jublede, da sønnen Mads
tonede frem på storskærmen som dirigent for Avaat-koret,
der sang i København.

Confiterede andelår

Andekræs i verdensklasse

Andelårene er marineret og vi er klar til at gå i gang.
 I skålen bagved har jeg andefedt fra to ænder.

Confiteret and eller som det hedder, når det skal være fint: Confit de canard er ganske enkelt noget af det allerbedste fra det franske landkøkken. Så bliver andekød ikke mere lækkert. mørt og saftigt - og man kan simpelthen ikke få for meget af det.

Desværre er det lidt tidskrævende og omstændeligt at lave, så oftest her i huset nøjes vi med de i øvrigt glimrende confiterede andelår, som kan købes på dåse i velassorterede delikatesse-forretninger,

Men for nogen tid siden fik jeg fingrene i en sæk andelår til en fornuftig pris, så i år bliver confiterede andelår topnummeret på vores julefrokoster.

Confiterede andelår er sådan hurtigt forklaret andelår syltet i andefedt. Det er ikke bare en måde at tilberede and på, det er også en måde at konservere det lækre fjerkræ. Efter tilberedningen opbevares kødet dækket af fedtet, så der ikke kommer ilt til. Derfor kan det holde sig ganske længe - og som en behagelig bivirkning bliver kødet mørt som smør.

Andefedtet smeltes forsigtigt.

Til processen skal der bruges andefedt - masser af andefedt. Det koster i løssalg cirka det samme kiloet som andekød - og derfor begyndte jeg allerede for et par uger siden med at langtidsstege et par ænder, hvor jeg så gemte fedtet, mens vi hyggede os med andesteg i stedet for lørdagskylling.

Lørdag morgen tog jeg 12 andelår ud af fryseren. Ved middagstid gned jeg dem ind i en blanding bestående af halvt nitritsalt, halvt almindeligt salt. Nitritsaltet er for at forhindre botulisme, som der ellers kan være en latent risiko for, hvis man ikke spiser lårene med det samme efter tilberedningen.

Jeg tilsatte saltblandingen en håndfuld tørret timian, noget knust allehånde, stødt peber, laurbærblade og et forsvarligt skud hvidløgspulver. Af hygiejnehensyn bruger jeg altid tørrede krydderurter til marinering. Efter indgnidningen smed jeg lårene i en stor plastikpose og dumpede et glas cognac oven i, inden jeg lagde det hele i køleskabet.

Andelårene skal duppes rent for krydderiblandingen,
 der ellers vil forkulle under tilberedningen.

Søndag morgen tog jeg lårene ud. De havde nu smidt lidt saft, og jeg duppede dem rene med køkkenrulle, så der ikke sad noget af krydderblandingen på skindet, da det bare vil forkulle under tilberedningen.

Jeg fandt andefedtet frem, smed det i en stor støbejernsgryde og smeltede det under svag varme. Herefter lagde jeg omhyggeligt lårene i gryden lagvist. Desværre dækkede fedtet ikke helt, så jeg måtte supplere med en halv liter koldpresset rapsolie, der er smagsneutralt.

Så satte jeg gryden i ovnen ved 100 grader - og der stod andelårene så og småputrede i andefedt i fire timer. Jeg skummede fedtet og lod hele herligheden køle af på værkstedet, inden jeg satte den i køleskabet. For nu er andelårene confiterede og venter bare på en lejlighed til at blive spist.

Andelårene er nu dækket af andefedt og lidt rapsolie.

Den lejlighed tilbød sig allerede i dag mandag, hvor vi skulle prøve denne himmerigsmundfuld. Så fire andelår blev fisket op af fedtet. Jeg skrabede fedtresterne af - og lagde lårene i en lille bradepande i ovnen 10 minutter ved 200 grader, så skindet blev sprødt.

I dag valgte vi den enkle løsning og spiste flødekartofler til, men når resten af portionen skal på bordet til en julefrokost senere på ugen, bliver det med brunede kartofler, hjemmelavet rødkål og en glace lavet på andefond og portvin. Hvis det ikke lige er jul, ville jeg servere med ovnbagte rodfrugter i stedet.

Andelårene skal have fire timer i ovnen ved 100 grader.

Så er confitten færdig og kan gå i køleskabet i næsten
 ubegrænset tid. Men confiteret andelår er bare for lækkert til
at man kan gemme det i længere tid.

Inden serveringen skal andelårene have
 10 minutter i ovnen ved 200 grader.

Det smager så godt, at jeg var lige ved at glemme at fotografere...

Skovsøens hemmelighed

Skatte fra fortiden

Hejredam er tømt for vand, mens oprensningen
 står på - og det er lokalhistorikernes store chance.

Langt inde i Øland Skov ligger der en lille skovsø - et undseeligt vandhul nærmest. Søen hedder officielt Hejredam, men er nu mest kendt blandt øboerne som "Råddendam".

Det siger lidt om vandhullets beskaffenhed. Årtiers bladdød har forvandlet den lille sø til en sump, der lugter umiskendeligt af efterår hele året.

Gravkoen er i gang med at rense søbunden for
mudder, men først efter at specialisterne fra Thy-Mors
Detektorklub har været der med deres metaldetektorer.

Det har skovejer Mette Glarborg nu besluttet at gøre noget ved. Derfor er søen i sidste uge blevet tømt for vand.

Forinden stillede Falck med en dykker, som kunne undersøge det nærmest bundløse mudderhul, som måske - måske ikke - gemte på skatte fra fortiden.

- Det var i hvert fald en mulighed, mente lokalhistorikeren Ole Villumsen Krog fra Kollerup Strand, der har specialiseret sig i besættelsestidens Han Herred, og som havde fået Falck til at hjælpe sig.

- Der har verseret mange historier om nedkastninger i skoven, og vi har da også en del øjenvidneberetninger, fortæller Villumsen, der især peger på den 11. april 1945, hvor Øland var målet for den måske største nedkastning under krigen. Hele 41 containere blev denne nat droppet over Øland. En stor del af dem endte i Limfjorden ved Tøtterne, og det var kun med stort besvær og med store personlige risici, at den lokale modtagegruppe fik indsamlet containerne for næsen af tyskerne.

Lokalhistorikeren Ole Willumsen Krog
tjekker, at alt er tjekket.

Med til historien hører også, at nogle af de tomme containere skulle være blevet droppet i Hejredam, men det har knebet med beviser for den del af historien. Rent teoretisk skulle beviserne også være rustet væk for længst, men der har været eksempler på nyere fund i Norge, hvor containerne har været gemt i dynd og mudder uden adgang til ilt. Og måske det samme kunne ske i Hejredam, håbede Villumsen.

Allerede torsdag fandt man de første containerdele, og jubelen ville næsten ingen ende tage, da man lørdag fandt en næsten intakt nedkastningscontainer på søbunden.

- Nu er de mange rygter om, at modstandsbevægelsen brugte Hejredam til at dumpe containere, bevist, konstaterer Ole Villumsen Krog.

Jeg besøgte Hejredam søndag formiddag, hvor skovfolkene var i gang med at fjerne mudderbunden i Hejredam. Mudderet blev minutiøst undersøgt af Ole Villumsen Krog og hans hjælpere fra Thy-Mors Detektorforening.

Jeg havde ikke været i skoven i mange minutter, før gravkoen fik endnu en stump af en container op i grabben. Det var en slags beslag, der, så vidt jeg lige kunne se, må have holdt faldskærmen. Det var faktisk ret spændende at overvære historien sådan komme op af dybet - og havde det ikke været for Dinas skyld, kunne jeg såmænd nok have brugt det meste af dagen sammen med de ivrige lokalhistorikere.

Nu bliver fundene samlet sammen og kørt til specialister, der ved, hvordan man rengør og konserverer den slags sager - og så må vi håbe, at de en gang bliver udstillet i Medborgerhuset.

Her er beviset for, at Hejredam blev brugt af modstandsbevægelsen
 til at dumpe containere: Resterne af en container efter 70 år
 i mudderet på søbunden.

Peter Jensen fra Thy-Mors Detektorklub
med endnu en stump krigshistorie fra Hejredam.

Peter Jensen blev så ivrig, at han gled i mudderet...

Beslag fra våbencontainerne fundet i Hejredam.

Artiklen er rettet for et par småfejl 14. december 2015.

Julebacon

Gastronomiens grundstof nummer 1 - og kødets eget krydderi

Så er jeg blevet færdig med julens bacon.

Det er lang tid siden, jeg har haft gang i røgeovnen. Det lune, fugtige efterårsvejr er bestemt ikke optimale betingelser til ikke-industrielle røgeprocesser, men bacon er ikke så temperaturfølsomt som for eksempel fisk, så jeg gik i gang.

Sådan gør jeg: Udbenet og skinnet ribbensteg lægges i en lage bestående af 180 gram salt pr liter vand og tilsat tørret timian, tørrede knuste enebær og allehånde. (Af hygiejniske årsager bruger man altid tørrede krydderier til røgprodukter.( Trækker i tre døgn og udvandes et halvt døgn. Herefter skal det tørres nogle dage. På grund af de høje temperaturer og den høje luftfugtighed, foregik tørringen i køleskabet på værkstedet. Herefter koldrøger jeg i to gange 12 timer.

Torsdag morgen testede jeg baconen til en gang english breakfast - og det er en god årgang. Det er første gang, jeg har krydret med timian - og det har baconen bestemt ikke taget skade af.

Dagens ord LXXIV

Management-nonsens

Sproget kan bruges til mange ting. Blandt andet til at imponere og skjule, at man ikke har noget på hjerte - og til at gøre det enkle meget besværligt. For man får ikke en høj løn, hvis det, man laver, er nemt og enkelt. Det er antagelig baggrunden for en stillingsannonce fra Rockwool-fonden, som jeg faldt over forleden.

Men jeg er altså ikke imponeret. For sjældent har jeg da set så meget intetsigende vrøvl på så lidt plads. Døm selv:

Erfaren katalysator i social innovation med fingeren på pulsen og godt netværk

Rockwool Fonden har som mål at generere ny uafhængig viden, der adresserer de udfordringer, velfærdssamfundet står overfor indenfor bl.a. marginalisering og risikoadfærd, indvandring og integration, med særligt fokus på udsatte unge.

Dette gør vi gennem forskning og gennem design og afprøvning af nye innovative løsninger til helt konkrete sociale samfundsudfordringer, der kan forankres nationalt. For at lykkes, kræver dette en analytisk og katalytisk tilgang til social innovation og servicedesign, som spænder fra en eksplorativ fase over udvikling, design, realisering og implementeringsfaser til den evidenstunge evaluerings- og siden skaleringsfase.

Vi leder efter en ny program manager i Interventionsenheden, som vil få det primære ansvar for, hvordan vi forankrer og skalerer vores sociale indsatser.

Arbejdet vil bl.a. omfatte:
- Udvikling og ledelse af nye sociale indsatser for at sikre fremdrift, forankring og katalytiske samarbejder allerede i udviklingsfasen
- Tidlig identifikation af og strategisk netværksopbygning med lokale og nationale stakeholders, herunder at igangsætte, engagere og drive tværsektorielle partnerskaber og netværk
- Indgående og opdateret kendskab til beskæftigelses- og socialsektoren på stats- og kommunalt niveau
- Ledelse af/deltagelse i sociale og brugerdrevne design- og innovationsprocesser, herunder tæt samarbejde med servicedesignere, sociale innovatorer og projektholdere, så udviklingen, realiseringen og forankringen af nye sociale indsatser sker i en dynamisk proces med inddragelse af slutbrugerne og centrale interessenter
- Projekt- og programledelse i tæt samarbejde med øvrige interventionsmedarbejdere og med forskere fra forskningsenheden mhp. systematisk opsamling af data og læringsinformation til generering af ny viden, ny praksis og evidensskabelse.

Du skal
- være en innovativ,analytisk stærk og handlekraftig, medspiller, som kan agere katalysator for vores interventioner, så de rodfæstes og skaleres i samfundet
-have solid erfaring med strategiudvikling og formidling af komplekse emner
være imødekommende, energisk, kreativ og med en naturlig evne til at netværke
have erfaring indenfor et eller flere af vores forskningsområder, herunder udsatte børn og unge
være en stærk kommunikator med smittende engagement og høj troværdighed, både skriftligt og mundtligt på dansk og engelsk
-have indsigt i og gerne erfaring med at planlægge kvantitativt evaluerbare projekter, der kan opfylde vores interne krav til forskningsbaseret evidens og randomiserede effektstudier
-have 5-10 års relevant erhvervserfaring
-have en relevant kandidat- eller ph.d.-grad

Rockwool Fondens Interventionsenhed er en lille dynamisk enhed midt i en udviklingsproces. Du vil således få en stor indflydelse på, hvordan vi arbejder, stor frihed og ansvar i udførelsen af dine arbejdsopgaver, et kollegialt arbejdsmiljø præget af stærkt engagement og høj faglighed, fleksible arbejdstider og gode arbejdsforhold.

Folk, der skriver sådan noget vås, bør for evigt fradømmes retten til at føre skriveredskab.

Smuttur til Bruxelles

Les aventures des Jesper...

EU-parlamentet i Bruxelles. Dagens eneste
 udendørsbillede. Vejret var fint i Bruxelles i går.

- Tryk på den røde knap, Tintin...
Foto: Tintin.com

Onsdag blev en lang og travl dag.

Op ved firetiden for at flyve til Bruxelles - og først hjemme igen godt midnat...

Anledningen var et møde og en reception i EU-parlamentet - og egentlig var der god tid. Men desværre så blev det lige til en times forsinkelse fra Kastrup - og det spolerede enhver ambition om bare at få et lille glimt af den belgiske hovedstad. Så det var bare direkte fra lufthavnen og til det veldækkede frokostbord i EU-parlamentarikernes kantine.

Og turen gennem Bruxelles-lufthavnen gik i så rask tempo, at jeg end ikke nåede at få et foto af Tintins måneraket, der ellers er en del af den kunstneriske udsmykning af en ny terminal, der blev indviet i foråret. Så det foto har jeg lånt fra Tintins hjemmeside. Raketten er seks meter høj - og får ærlig talt det 30 centimeters eksemplar, jeg har her på kontoret, til at blegne.

Møderne handlede om EU's arktiske strategi - og den efterfølgende reception var anledning til en snak med et par gamle kendinge fra Tromsø.

På hjemturen nåede jeg lige at få en gang pommes frites i lufthavnen - for det skal man da spise, når man er i Bruxelles. Pommes frites er som bekendt en belgisk opfindelse - i hvert fald i følge belgierne. Det ville glæde mig, hvis de en dag får øjnene op for remouladens velsignelser, for denne pæredanske mayonnaise-variant får man ikke i udlandet.

Parlamentet lå betryggende nok tomt og øde hen... 

Selve mødet foregik i de europæiske Socialdemokraters
 gruppeværelse - og var et led i den såkaldte Northern
Denmark Arctic Dialogue.

Glade nordmænd fra Northern Dimension.

Lyberth leverer varen

Rasmus Lyberth på Skråen

Lyberth med band på Skråen i Nordkraft.

Som han står der på scenen i skræddersyet habit og elegante, brune - sandsynligvis italienske - lædersko i business-klassen, er han meget langt fra danskernes gængse forestillinger om en grønlænder. Men Rasmus Lyberth er grønlænder, han synger på grønlandsk - og han gør åbenlyst grin med publikum, som overvejende er danske kvinder med grå hjelm:

- I forstår ikke en skid af det, jeg synger, siger Lyberth skamløst fra scenen med et frækt grin.

Jeg ved ikke, om det er denne åbentlyse maskuline selvglæde, der gør, at netop det modne kvindelige publikum bare er helt vilde med Rasmus Lyberth, men jeg kan da godt have en mistanke.

Rasmus Lyberth i typisk Lyberth-attitude.

Men jeg indrømmer også, at der er noget magisk over manden, når han med lukkede øjne og stentorrøst reciterer sine sange - og den magi er danskerne faldet for i en sådan grad, at Rasmus Lyberth er på finansloven med en livslang hædersydelse og i forrige uge blev kåret som årets danske sangskriver. Det er faktisk ret godt gået, når nu den overvejende del af publikum faktisk ikke forstår en lyd af det hele.

Jeg hørte Lyberth i sidste uge på Skråen. Han er på turne i øjeblikket med materialet fra den seneste cd, "Alaatsinaassuseq Aquttoralugo / Nysgerrighed Som Styrmand" og et band, som består af af Ayi Solomon, percussion, Alain Apallo, guitar, Ulrik Andersen bas, og Kristoffer Jul Reenberg på svingende hammond-orgel.

Bandet virkede ikke helt sammenspillet på Skråen, men teknisk var det alligevel i orden - og lyden var omend rigeligt højt, så alligevel god, så mon ikke det meste af publikum inklusive mange herboende grønlændere fik, hvad de kom efter. Lybeth er rutineret og professionel helt ud til fingerspidserne - og selvfølgelig leverer han varen.

Aftenen bød også på en gang rock - hvilket
ikke sker så tit i Lyberth-sammenhæng.

Men nu har jeg hørt Rasmus Lyberth adskillige gange - og selv om jeg ellers mest er til larmende rock, så synes jeg faktisk, at bandet fyldte for meget. Rasmus Lyberth kan sagtens synge en sal op alene med sin guitar - og når han gør det, så er det magi for alle pengene. Så rejser de små hår sig på armene, og man får en klump i halsen. Det manglede altså denne aften på Skråen.