Den gamle redaktør

Jørgen Fleischer er død

Jørgen Fleischer. 
Foto: Forlaget Atuagkat

Jørgen Fleischer døde onsdag - dagen før sin 88 års fødselsdag - på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk. 

Avisen Sermitsiaq omtalte i sin nekrolog Fleischer som grønlandsk presses grand old man - og man skal lede længe efter et menneske, hvor denne kliche er mere velvalgt end i netop Fleischers tilfælde.

Faktisk brugte jeg selv betegnelsen allerede for 14 år siden, da jeg interviewede den gamle redaktør til Aalborg Stiftstidende i forbindelse med premieren på den grønlandske spillefilm Lysets Hjerte - en film som Jørgen Fleischer var noget kritisk over for på trods af, at grønlandske film er lidt af sjældenhed.

Men det var også kernen i Jørgen Fleischers virke. Han var sin egen, han var ikke til salg og havde en helt enestående integritet. Han holdt ikke med nogen - og man kunne ikke regne med andet end et loyalt og korrekt referat, når Jørgen Fleischer skrev sine historier. Kort sagt - en hædersmand.

Jørgen Fleischer blev født i bygden Ikerasak og fik som ung tuberkulose. Da han samtidig var ganske spinkel af vækst, lå det i kortene, at han ikke skulle være fanger - og han blev derfor uddannet som journalist på flere danske dagblade. Han virkede blandt andet i 25 år som redaktør af Grønlandsposten/AG. Det fik en ende på grund af netop hans store integritet. Han sagde jobbet op i 1987, fordi bestyrelsen havde blandet sig i en forside.

Han kunne selvfølgelig have valgt at gå på pension - men afslapning lå ikke lige til Fleischer, og han var blandt andet med til at starte Sermitsiaq, der sandsynligvis er det mest uafhængige medium i dagens Grønland. Han skrev en ugentlig klumme i Sermitsiaq, og så sent som i forrige uge hudflettede han danske mediers omtale af Kinas interesse for grønlandske råstoffer i en artikel, som skulle blive hans sidste.

Jørgen Fleischer skrev flere bøger - og specielt kan jeg anbefale hans erindringer "Glimt af mennesker og steder i Grønland", som giver et fantastisk indblik i Grønlands udvikling i det 20 århundrede - fuldstændig nøgternt beskrevet uden på nogen måde at tage stilling til begivenhederne. Blandt andet rummer bogen en fin og ædruelig øjenvidneskildring om de dramatiske dage, da en B-52'er med fire atombomber ombord styrtede ved Thule Air Base.

Fleischer var også en stor humorist og kan i forbindelse med bombesagen ikke lade være med at notere, at en af de nordgrønlandske fangere købte en jolle for sin erstatning. Jollen blev naturligvis døbt B-52.

Den gamle redaktør var - sin nøgternhed til trods - et følsomt mennesker, og han skrev flere sange. Blandt andet den helt usandsynligt smukke Takuat Paninnguaq, der blandt andet er indspillet af både Rasmus Lyberth og Poul Dissing. Desværre er sangen ikke tilgængelig på YouTube.

På dansk hedder Takuat Paninnguaq "Datterlil" i Jørgen Fleischers egen oversættelse - for det hører også med til billedet af denne store skribent, at han var fuldt dobbeltsproget og skrev lige smukt på grønlansk såvel som dansk. Og lad mig tilføje, at når han skrev på dansk, var det betydeligt mere korrekt end det, mange yngre danske journalister præsterer i vore dage.

Den gamle redaktørs have. Foto: Benny Kokholm.

Jeg har desværre ikke kunnet finde et ordentligt foto af Jørgen Fleischer i mit arkiv - men et enkelt billede af redaktørens have fandt jeg da. For med til Jørgen Fleischers mange fortjenester hører også, at han var stærkt haveinteresseret.

Det er yderst sjældent, at Dovregubben bringer nekrologer - men Jørgen Fleischer var i sit virke og liv et stort og bemærkelsesværdigt menneske, så jeg vil gerne medvirke til, at kendskabet til ham bliver bredere end en snæver kreds af Grønlands-interessede danskere.

Æret være Jørgen Fleischers minde.

Jordbær-poesi

Jordbærrene er røde, men knap så søde

Årets første jordbær af egen avl.

Efter en god uges tid med lidt spredt fægtning og enkelte smagsprøver sprang jordbærbeddet ud i dag - og nu begynder høsten af de de lækre, røde bær i større stil.

Jeg har i alt noget, der ligner en små 40 meter jordbær, og dagens høst var bestemt ikke prangende, men en begyndelse - og den slags er som bekendt altid svær. Det blev til et lille kilo af egen avl - og det er såmænd rigeligt til Dina og mig som dessert.

Desværre er bærrene ikke så søde som andre år - og forresten heller ikke så store. Det er den seneste måneds kulde, der har sat sit præg på jordbærrene - og før den tid havde vi også en periode med tørke, så alle odds har sådan set været imod årets høst. Men nu er de der - og de kan spises.

Med sammenlagt 40 meter jordbær siger det sig selv, at vi i de kommende dage vil komme til at høste langt mere, end vi kan overkomme at spise. Det gør ikke noget, for det er med velberåd hu, at vi har så mange jordbær. Der skal nemlig også være til fryseren. 

Jordbær er gode at fryse - og på den måde har vi til sunde og sukkerfri desserter det meste af vinteren. Det er kun en måneds tid siden, at vi tog de sidste jordbær fra sidste år.

Og apropos sukkerfri, så har jeg netop købt et par stevia-planter, der på det seneste i medierne er udråbt som lidt af et vidunder-sødemiddel. Jeg vil nu prøve at få gang i planterne - og håber selvfølgelig at blive selvforsynende med kunstige sødemidler, men nu skal vi jo ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt - eller spise sukkerknalden, for sukkeret er knaldet...

Gadefest

Sankthans næsten efter bogen

Arrangørerne havde gemt bålet under en presenning,
så det kunne brænde lystigt i sommerregnen.

Der var ikke meget nyt over årets sankthans-fest på Øland. Traditionen tro bød aften jo på et møgvejr - og traditionen tro blev heksen brændt af, midsommer-visen blev sunget - og der blev holdt en tale. Sådan skal det være - traditioner skal man ikke pille ved.

Svend-Aage sørgede for, at heksen kom på bålet.

Men alligevel gik det nu ikke helt efter bogen. For det var ikke bare regnvejr - det var et ganske gedigent møgvejr, så selve talen var forlagt til teltet. Ganske taktfuldt af arrangørerne - for det var kommunens borgmester, Mogens Gade, der holdt båltalen. Og nok er den gode Gade kendt for sin kærlighed til spejderbevægelsen, hvor der som bekendt ikke findes dårligt vejr, men kun dårlige klæ'r, men at høre en borgmestertale i regnvejr ville nok være at trække lidt for store veksler på tilhørernes tålmodighed.

Borgmesteren afleverede sine borgmesterord i tørvejr.

Derfor blev talen flyttet til teltet - og vi kunne nyde borgmesterens ord over en stille pilsner eller to. Udover at være borgmester er Gade jo skolelærer - og det er en kombination, der borger for gedigne taler med mange ord. Det levede Mogens Gade til fulde op til - og det var såmænd meget tilforladeligt. Sankthans er ikke lige det rette forum til at starte revolutioner.

Forresten er det jo ikke så ofte, at vi har lejlighed til at gå i byen her på Øland, så sankthans er altid en god lejlighed til at få en øl eller to sammen med naboerne - og det blev til en hyggelig aften, inden vi vendte næsen hjemover i det sparsomme nattemørke.

Da årets sankthans faldt på en lørdag, kan vi også se frem til at skulle i byen igen næste lørdag. For øfestens plejer jo at kulminere med årets revy - og det bliver altså først næste lørdag, at den løber af stabelen.

Churchill

Engelsk lune

Slagfærdig engelsk premierminister.

En mig ubekendt digterinde - Christina Hagen - beklager sig over mænd i lørdagens udgave af Morgenavisen Jyllands-posten. Hun er blandt andet citeret for at sige: "Det er svært for mig at forstå, at mænd kan synes, at der er i orden at spørge mig om, hvor meget det koster at komme i seng med mig".

Umiddelbart er jeg ikke så imponeret over artiklens eksempler på hendes såkaldte digterkunst, så man kunne måske forestille sig, at mændene spørger af ren medlidenhed - men det er nu ikke det, som er mit ærinde her. Nej, jeg kom til at tænke på en af mine yndlingshistorier om Winston Churchill - denne slagfærdige og drikfældige livsnyder og store engelske premierminister fra krigens tid.

Ved et selskab var Churchill blevet lidt overrislet og i almindeligt overmod spurgte han borddamen om, hvad hun skulle have for at gå i seng med ham.

Det bekom naturligvis ikke damen vel - og hun udbrød forarget: - Jamen Mr. Churchill - hvad anser De mig for at være?

Chruchill svarede roligt: - Det har jeg jo lige sagt. Nu er det prisen, vi diskuterer...

Traktorsnak

Når øboerne fester

Traktorsnak blandt store drenge.

De seneste dage har stået i øfestens tegn. Mange af aktiviteterne er (heldigvis) rettet mod børnefamilierne, så det er ikke fordi, jeg sådan har brugt for meget tid på festen. Men lørdag middag var jeg da en tur nede på festpladsen bag medborgerhuset.

Det var en højst blandet affære med loppemarked og fodboldturnering. Men så var der selvfølgelig traktorerne - og det er da altid en fornøjelse, når egnens traktorentusiaster stiller op til parade.

Selvindsigt i høj klasse.

Jeg har ikke meget forstand på det, men jeg kunne da forstå, at der er to retninger inden for denne hobby. Den ene gruppe er dem, som tager et gammelt vrag, giver det den helt store oppudsning og møder op med en skinnende blank traktor, der fremstår som ny. Og så er der en anden fraktion, der ikke går så meget op i udseendet, men som til gengæld lægger vægt på, at den gamle traktor stadig indgår i driften. Det giver sig selv, at det resulterer i et noget uensartet, men broget skue - men hvad gør det? For en god gang traktorsnak blandt makrøve kan det altid blive til.

Jeg vidste for eksempel ikke, at den skinnende blå Fordson Super Dexta blev produceret stort set i samme periode, som jeg blev født. Den var ment som en konkurrent til Fergusons berømte grå model 20 - og de første eksemplarer af Super Dexta lignede da også så meget, at der blev nedlagt fogedforbud mod produktionen. Efter nogle få kosmetiske og konstruktive ændringer kom Super Dexta'en dog på benene igen - men helt så populær som model 20 blev den nu aldrig.

Rød Aalborg løsner, renser og smører stemmebåndet
så effektivt som Pronto rustfjerner.

Nej, gamle traktorer er nok værd at hygges om - og snakke om. Det behøver jo ikke bare at være ren mekanik. Jeg kom lige til at kigge i værktøjskassen på en godt slidt Bukh fra Sønderjylland -og der hvor der plejer at ligge tot tvist og en dåse Pronto rustfjerner (løsner, renser og smører), lå der sørme en flaske Rød Aalborg - hyggeligt!

Kunst til syvsoverne

En Himmerlandshistorie fra det virkelige liv

Den gamle Farsø-dreng og nobelpristageren Johannes V. Jensen var i centrum, da Farsø Ældreboligselskab onsdag eftermiddag kunne afsløre en ny udsmykning af salen i fælleshuset.

Udsmykningen består af tre relieffer i teaktræ med motiver fra Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier, blandt andet fortællingen om syvsoverne.

- Syvsoverne er i virkeligheden kommet hjem, da  boligselskabet holder til på Syvsovergården i Gråbølle, fortalte Mogens Hansen, der er formand for Farsø Ældreboligselskab.

Formand for Farsø Ældreboligselskab Mogens Hansen 

og områdedirektør Brian Otte, Den Jyske Sparekasse, 

morer sig over fortællingen om syvsoverne, der 
blev holdt for nar nytårsmorgen..

De tre relieffer er skåret af billedhuggeren Franz V. Hansen og har været en del af udsmykningen i Sparekassen Farsøs hovedsæde.

Sparekassen Farsø er nu fusioneret med Den Jyske Sparekasse – og det var derfor denne sparekasses områdedirektør Brian Otte, der overrakte reliefferne til formanden for Farsø Ældreboligselskab Mogens Hansen.

- Reliefferne har været opmagasineret siden ombygningen af Sparekassen Farsø for et par år siden. Vi kunne desværre ikke finde plads til dem i de nye lokaler, og vi tøvede derfor ikke med at sige ja, da Farsø Ældreboligforening spurgte, om man kunne få reliefferne, sagde Brian Otte.

Overrækkelsen fandt sted ved en lille festlighed for Syvsovergårdens beboere. En af dem, tidligere skoledirektør Frank Borup fortalte om Johannes V. Jensen og læste op af Syvsoverne.

Udover Syvsoverne fik boligselskabet også et relief med Tordenkalven og et, der viser en episode fra novellen Prangeren. Reliefferne er en del af et større udsmykningsarbejde fra 1964, hvor Sparekassen Farsø renoverede tårnbygningen på hjørnet af Stationsvej og Nørregade.

Sommerstemning fra Limfjordens bredder

Årets længste dag bød på herligt sommervejr

Så dejligt tog Limfjorden sig ud på årets længste dag. Billedet er taget
ved Bjerget i nærheden af  Gjøl. Ålegården tilhører Erling, som er
den sidste rigtige Gjøl-fisker, selv om han bor i Brovst.

Solhvervsfesten

Årets længste dag er Grønlands nationaldag

Ingen grønlandsk nationaldag uden korsang.

Så har vi passeret sommer-solhverv, og det går igen mod mørkere tider. Men forhåbentlig bliver det da til et par gode sommermåneder endnu - inden vi skal til at finde vinterfrakken frem og stille uret tilbage igen.

Årets længste dag - lysets kulmination - var også valget, da Grønlands unge hjemmestyre i begyndelsen af firserne skulle vælge landets nationaldag. For en nation, der aldrig har været i krig eller oplevet voldsomme konflikter, men som altid har levet i pagt med naturen, var det naturligt at vælge den dag, hvor lyset kulminerer.

Valget kan være problematisk, for i Grønland er det endnu tidligt på sommeren - og jeg har da oplevet snevejr i Nuuk på nationaldagen. Men i dag flaskede det sig rigtig godt - og - hvad der faktisk er en sjældenhed - så var vejret godt både i Danmark og Grønland.

I det stille sommervejr kan det være svært
at se forskel på Dannebrog og Erfalasoq.

Som det efterhånden er en blevet en tradition, fejrede jeg dagen i Det Grønlandske Hus i Aalborg. Her var festlighederne rykket udendørs i det gode vejr - og vi startede festlighederne med at hejse flagene og så lidt grønlandsk korsang.

Mai-Britt Iversen har arbejdet i Nuuk som tandlæge.

Nationaldagstalen blev holdt af rådmand Mai-Britt Iversen, Aalborg. Og for en gangs skyld synes jeg, at det var værd at høre på en politiker. Mai-Britt har selv arbejdet i Grønland som tandlæge - og for en gangs skyld var det mennesket og ikke politikeren, der optrådte på talerstolen. Ganske flot gjort.

Efter talen var der brunch sponseret af Royal Greenland - og jeg slubrede grønlandske rejer i mig, det bedste jeg har lært. For det er altså en delikatesse i verdensklasse. Smagen er fantastisk og overgår langt alle andre rejer. Grønlandske rejer er ikke billige - men her står vi med et af de sjældne tilfælde, hvor man virkelig får noget for pengene, hvis man ofrer lidt ekstra på kvaliteten.

Posten skal ud i Aalborg - også selv om
det er den grønlandske  nationaldag.

Desværre var jeg nødt til at gå ved middagstide - men også herhjemme skinnede solen, og det grønlanske flag vajede da også over det lille hus på Øland - selv om det nu kan være svært at se forskel på Dannebrog og Erfalasoq i stille vejr.

Svanegang

Hvad mutter gør, er altid det rigtige

Onsdag formiddag fik mine forældre besøg i haven af svanerne
fra Farsø Sø. En af svællingerne hang næsten bogstavelig
talt i mors skørter. Det er vist det, man kalder svanegang.

Det er en af svællingernes første ture uden for redens trygge
rammer. Så er det jo godt, at man har mor til at lære sig,
hvordan man selv skaffer sig føden.

Flittige fisk

Lille fisk har fod på den hårde hud

Fiskene elsker simpelthen at gnave
i en gammel, træt spejderfod.

En fod, flere fødder? Nej - fiskefoder! Forvirret?

Det er der såmænd ikke nogen grund til. Det handler ganske enkelt om doktorfisk - Garra Rufa - der elsker døde hudceller. Det gør den lille fisk til lidt af en fodterapeut, når den rasper hård hud af fødderne - og efterlader en gammel, slidt og træt spejderfod så pæn og ren som en nyfødt baby-pusselanke.

Rundt i det danske land er der flere og flere fodspecialister, helsecentre og lignende, der har taget Garra Rufa til sig som hjælper, når trætte fødder skal friskes op. 

I Farsø Bycenter foregår behandlingen i
forretningen She. Her sidder man højt hævet og kan
sludre med de forbipasserende, mens fiskene
gør det hårde arbejde.

Nu er turen også kommet til Farsø, hvor forretningen She i Bycentret i den forgangne uge havde intro-tilbud på en tur i akvariet sammen med doktorfiskene. Sådan et tilbud kunne Deres blogger naturligvis ikke sige nej til, så jeg tilbragte fredag en god halv times tid i bycentret til almindelig offentlig beskuelse, mens mine gamle fødder blev som nye.

Det er en behandling, som kun kan anbefales. De små fisk elsker simpelthen den hårde hud på fødderne. Nu er mine gamle fødder godtnok også meget slidte - så en halv time var lige i underkanten til, at fiskene kunne komme til bunds i problemerne, men det hjalp - og fødderne er nu klar til en god og forhåbentlig lang, varm sommer.

Doktorfisken kommer oprindeligt fra Tyrkiet, hvor den lever i varme kilder. Der er ikke meget plankton i vandet - og fisken har derfor specialiseret sig i alternative foderemner. Altså blandt andet døde hudceller fra folk, der bruger de varme kilder som helsebade. Og det er den egenskab, som driftige forretningsfolk nu udnytter, når de tilbyder trætte danske fødder en hurtig fiskepeeling.

Det er en behagelig oplevelse. Mens fiskene gnaver, masserer de lige så stille og roligt foden - og samtidig efterlader de nogle enzymer, der blødgør huden. Det gør ikke ondt, kilder nærmest lidt ligesom når foden sover - og man svæver på en lille sky efter behandlingen.

Selv om det nu er blevet højeste mode med disse doktorfisk i Danmark, er det forresten ikke første gang, at jeg prøver det. Allerede for fem år siden prøvede jeg turen i Kina - og da var det ikke bare fødderne, men hele kroppen, der fik en raspetur af den lille gnaver. Det kan du læse mere om her.

Nye kartofler

En himmerigsmundfuld direkte fra haven

Årets første kartofler af egen avl.

I den forløbne uge tog vi hul på de nye kartofler af egen avl.

Det er altid en stor begivenhed. Dels fordi det altid er tilfredsstillende at høste frugterne af forårets anstrengelser, men også fordi de helt nye og endnu ganske spæde kartofler smager helt fantastisk - en kulinarisk gave fra den sorte muld (eller rettere grå sandjord her på Øland).

Egentlig havde jeg sat Grundlovsdag som målsætningen for de nye kartofler, men et tjek i forrige uge viste, at de endnu var lidt rigeligt små. Men med weekendens regn og hjælp fra havevanderen havde de tirsdag nået en acceptabel størrelse til at ryge i gryderne.

Kartoflerne er af en sort, der hedder Solist. Sorten udmærker sig ved at give tidlige og meget velformede runde kartofler - og det lever årets første kartofler af egen avl helt op til. Desværre har tørken forsinket dem lidt - og de har også skurv. Skurv gør nu ikke så meget, når de er helt nye, for det er nemt at skrabe af - men det er også et vidnesbyrd om, at kartoflerne har haft det alt for tørt her i foråret.

Men nu kommer det også til at gå stærkt med kartoflerne. Jeg har kun 30 toppe med Solist - men jeg kan se, at der allerede nu er ved at være knopper i Folvaerne, som er næste trin i årets kartoffel-tretrinsraket. Folva har jeg en del af - og da det samtidig nok er den sort, som giver bedst på min jord, skulle der gerne være kartofler til udgangen af august. Efterårets kartofler hedder Sava, og de er endnu ikke kommet længere, end at jeg hyppede dem i den forgangne uge.

Luftsjov

Skestorken har det godt

Et par skestorke i luften over Ulvedybet.

Søndagens Airshow på Flyvestationen Aalborg fik jeg jo ikke set så meget til på grund af skyerne.

Men der er nu ikke nogen grund til at hænge med næbbet af den grund. For med naboskabet til Ulvedybet og Nibe Bredning sker der alligevel en masse i luften.

For her hersker hver eneste dag - året rundt - naturens egen kunstflyvere. Næsten dagligt ser jeg luftens hårde drenge i majestætisk flugt - musvåger, tårnfalke, duehøge og ikke mindst spurvehøgen. Jeg ser luftens gadedrenge i form af krager og måger, der bestemt ikke lader sig holde tilbage af dårligt vejr, når det kommer til luftakrobatiske udfoldelser.

I den lidt tungere end er der så gæs, svaner, hejrer og i øjeblikket også skestorkene. Her er der ikke så meget akrobatik, men mere praktisk flyvning fra A til B - fugleverdenens svar på de mange passagerfly, der dagligt starter og lander i lufthavnen.

Netop skestorkene er der mange af i øjeblikket. Det er lidt af en succeshistorie. Den hvide skestork, der i virkeligheden er en ibis, er på få år gået fra en ornitologisk sensation til en dagligdags begivenhed her på egnen. Fuglefolkene regner med, at der er flere end 100 ynglende par i Danmark i år.

Kolonien i Limfjorden er verdens nordligste bestand. Derfor blev ungerne forleden ringmærket, så ornitologerne kan få mere at vide om fuglene, skriver DOF på sin hjemmeside. Det var 31 ungfugle, der ikke alene fik den traditionelle nummerplade i form af en letmetalring om det højre ben, men også en farvestrålende ring om den venstre. Farverne gør, at man kan aflæse fuglens identitet i flugten ved hjælp af en kikkert. På den måde kan man få et bedre billede af, hvor fuglene fra de danske kolonier overvintrer. For skestorken har bi kun til låns her i sommerdagene. Om føje tid, når ungerne er flyvefærdige og halvvoksne, går turen mod Vestafrika. Inden den lange flyvetur samles de danske skestorke i Vejlerne og Vadehavet for at tanke op.

Men endnu nogle dage har vi den flotte fugl her på egnen. Mandag så jeg 14, tirsdag 8, mens det onsdag kun blev til disse to.

Og nu vi er ved fugleverdenen, kan vi jo lige tage en gang galskab - nattergalskab med. For den kendte sanger har svigtet os totalt i år. For et par uger side hørte jeg den lige i fem sekunder, men ellers har jeg ikke hørt den - sandsynligvis på grund af det ustadige vejr.

Nattergalen er ellers et sikkert indslag i sommernatten her på Øland i dagene før sankthans. Derfor havde jeg også inviteret gæster langvejs fra i går aftes, så vi sammen kunne nyde nattergalesangen over et stille glas hvidvin. Det kom der ikke meget ud af, selv om vejret var helt perfekt - vindstille og lunt. Efter at gæsterne var gået, tog jeg lige en ekstra nattergalevagt i haven på et par timer. Det fik jeg heller ikke noget ud af - men så til gengæld flyvevåbnets EH-101, der midt om natten måtte en tur til Aggersund for at hente et par uheldige sejlere.

Jo, der sker en masse i luften over Øland, når der ikke er Airshow på flyvestationen... 

Airshow

Ikke meget sjov ved Airshow

C-47 Dakota fotograferet i et lowpass
over Øland i tæt skydække.

Det er 100 år siden, at det danske militær begyndte at bruge fly, og det blev søndag fejret med en kæmpemæssig flyveopvisning - Airshow som det hedder på nudansk - på Flyvestation Aalborg. På trods af regn og lavthængende skyer blev arrangementet et tilløbsstykke med cirka 80.000 tilskuere.

Jeg er lidt af en fly-nørd og den slags arrangementer har en særlig tiltrækning på folk som mig. Jeg havde imidlertid ikke lyst til at blande mig med næsten 100.000 mennesker og få hold i nakken. For da jeg bor lige i indflyvningen til bane 08 i Aalborg Lufthavn, regnede jeg med at kunne se det meste af showet fra baghaven.

Jeg havde imidlertid ikke taget vejret med i mine overvejelser. Med en skybase på 4-500 fod var de fleste fly nemlig oppe i skyerne, når de passerede ejendommen. En lille smule ærgerligt, men så fik jeg da til gengæld luget en god del af haven i stedet.

Sådan en gammel svend fra krigens dage
fortjener et rigtigt sort-hvidt foto.

Det begyndte ellers godt med denne C-47 Dakota - også kendt som DC3 - der passerede lige over haven, da showet skulle til at begynde. Men det blev også det eneste fly, som jeg overhovedet kom på skudhold af denne dag, hvor der ellers var flere end 100 fly på flyvestationen.

Det gør nu ikke så meget, for OY-BPB er et fly med en fantastisk historie under sine bedagede vinger. DC3 fløj allerede første gang i 1935, men denne her er bygget i 1944 som nummer 3406 af de flere end 10.000 eksemplarer, der er produceret. Flyet blev umiddelbart leveret til U.S. Army Air Force og deltog i krigens afsluttende faser. I 1945 efter krigen blev flyet overtaget af det norske flyvevåben, som allerede året efter overdrog det til Det Norske Luftfartsselskab, der senere blev til en del af SAS. Flyet fløj under navnet Terje Viking civilt, indtil det i 1953 blev købt af det dengang nyskabte danske flyvevåben. Her gjorde det under betegnelsen K-682 tjeneste som transportfly indtil 1982. Efter udfasningen fra RDAF har det gjort tjeneste som museumsfly under flere forskellige ejere og er nu ejet af Foreningen For Danske Museumsfly, der har forpligtet sig til at holde Dakotaen i flyvedygtig stand. 

Et spændende gammelt fly med næsten 70 år på bagen over Øland - så kan jeg godt leve med, at det blev dagens eneste fly i søgeren.

Paraply-by

København byder på paraplyer i mange farver og mønstre

Fredag var jeg en tur i København - kun ganske få timer - men efter frokosten skulle jeg da lige en tur gennem Strøget som så mange gange før.

Paraplyen er et vigtigt hjælpemiddel i Kongens by.

Strøget, gågade-systemet som forbinder Rådhus-pladsen med Kongens Nytorv - var i sin tid en historisk nyskabelse. Gågaden har på mange måder stadig sin charme med et mylder af mennesker - og især i Kongens Nytorv-enden en række butikker af de dyrere. Det er en lidt fremmed verden, men bestemt ikke uspændende, så længe man ikke skal have muldvarpeskindet frem. For undertegnede er det da også et hit, når gaden patruljeres af ridende politi. Den slags ser man alt for lidt af i vore dage - og da især her på landet.

Desværre var fredag eftermiddag ikke den mest velvalgte til en strøgtur. Regnen silede ned - og det bedste sted i gaden var under baldakinen på en af de mange restauranter. Men regnen var også med til at understrege storbyens mangfoldighed. Ikke så meget i etnicitet og mærkelige tungemål, men simpelthen i et utal af paraplyer i mange farver og mønstre.

Fortovsrestauranternes beskyttende baldakiner gav ly
til bloggeren og andre, som havde glemt paraplyen.

Sjovt nok er de mange paraplyer - så forskellige de end er - samtidig med til at understrege et fællesskab. For uanset hvem vi er - om vi er født i Gentofte ellerTimbuktu, Langbortistan eller det såkaldte Udkants-danmark - så er regnen et fælles vilkår, som vi skal leve med - og af. For regnen er livgivende - og det var en fryd at komme hjem til Øland om aftenen og se, hvordan haven havde fået nyt liv. For regnvejret denne dag var ikke bare i København, men over hele landet.

Det tjener også regnen til ære, at den holdt Strøgets mere irriterende personager hjemme. På en sådan regnvejrsdag var Strøget nemlig som blæst for tiggere, gademusikanter, tricktyve og andet pak - og på den måde gør regnen også nytte.

Så på trods af regnen en god eftermiddag på Strøget.

Blind passagerer

Landsvaler blev vandsvaler

Bloggeren har været en tur på Mors - og sejlede i den forbindelse med det gode skib Mary, der utrætteligt hver halve time dag efter dag sparer trafikanterne for den lange tur syd om Skive Fjord - Limfjordens blindtarm.

Landsvalen tog et hvil på Marys bagklap.

Vejret var sådan lidt småsnusket. Der var regn i luften - og svalerne fløj lavt over land. Et par af svalerne havde tilsyneladende fundet ud af, at der nok ikke var så mange insekter i luften over fjorden - og benyttede derfor Marys bagklap til et lille hvil, mens de gratis blev transporteret mellem Himmerland og Salling.

Svalerne var landsvaler - tydeligt genkendelige på den røde plet på halsen - men i de maritime omgivelser er det unægteligt fristende at kalde dem for vandsvaler.

Mary - Limfjordens utrættelige slider.

Landsvalen er ikke lige den fugl, man normalt forbinder med færger. Traditionelt var det jo store fede måger, der i gamle dage fulgte storebæltsfærgerne. Som barn har bloggeren selv prøvet at fodre Storebælts måger på en af de utallige ture mellem landsdelene - før broen gjorde Sjælland fast til resten af landet.

Torsdag var der ikke mange måger i luften. Mon ikke de ligger på æg i øjeblikket? Så der blev altså plads til en  enlig svale - eller to - på Marys bagklap.

Nyt fra jordbærbedet

Jordbærsæsonen nærmer sig

Halm mellem jordbær-rækkerne
holder ukrudt og snegle væk.

På engelsk hedder jordbær jo "Strawberries". Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det måske har noget at gøre med det gode, gamle trick med at lægge halm - strå, straw - ned mellem rækkerne, når jordbærrene begynder at blomstre.

Det er i hvert fald et af de tricks, som jeg bruger i mine bestræbelser på at få mange - og gode jordbær. Halmen er for det første med til at holde ukrudtet nede, for det andet holder det på fugten, for det tredje er sneglene ikke så glade for halmen, og for det fjerde betyder det, at jordbærrene ikke bliver snavset i voldsom regn. Især den sidste egenskab er en god ting, for så kan man jo gå og spise bærrene ude i bedet - og der er altså ikke noget, der smager så godt som jordbær spist i bedet. Og under alle omstændigheder tager en skylning af bærrene altid lidt af den friske smag - så der er sådan set ikke noget at betænke sig på.

Jordbærrene blomstrer fint - nu mangler
vi bare lidt regn og varme.

Når sommeren er forbi, er halmen godt travet igennem og halvrådden i bunden. Så er det bare på kompostbunken med den. I løbet af det næste års tid kan det lægges mellem jordbærrene igen - denne gang som jordforbedring eventuelt sammen med lidt hestegødning.

Det er tæt på at være økologisk - men man skal jo ikke være fanatiker, og jeg lægger altså også vægt på et stort udbytte, så jordbærrene får altså også lidt kunstgødning og lidt kalk i forårssæsonen.

Der er bare et problem med gode og store jordbær- og det er jo fuglene. Men den sag klarer vi også snildt og økologisk. Når bærrene begynder at modne, dækker jeg hele bedet til med fuglenet.

Nu mangler vi bare lidt varme og lidt regn - helst begge dele i den kommende uge - så kan vi snart sætte egne jordbær på bordet.

Venuspassagen

Måske ikke verdens bedste billede, men her er
Venuspassagen kl. 04.34, som den så ud fra min baghave.

Venuspassagen kl. 04.35 i en superhurtig eksponering.

Grundlovsdag 2012

Gris og Grundlov

Grundlovsdag i gode venners lag
i et skovbryn ved Lindholm Høje..

Dagen begyndte med et tåbeligt indslag i Nordjyllands Radio. Her interviewede en håbefuld ung reporter den sædvanlige ekspert fra universitetet og stillede det begavede spørgsmål: Er danskerne gode nok til at fejre Grundlovsdag?

Det er et ualmindelig tåbeligt spørgsmål, for det må da være op til den enkelte, hvordan man eventuelt vil fejre grundloven. Det er vel ikke en konkurrence nationerne imellem om, hvem der er bedst til at fejre nationaldagen - Norge, Frankrig eller Danmark???

Personligt har jeg det i hvert fald fint med den temmelig afdæmpede stil, vi ynder her i landet - og jeg har det ærlig talt lidt svært ved andre landes store massepsykotiske optog, hvor man konkurrerer om at vise, hvem der er mest fædrelandskærlig. Jeg mener, at det netop er så karakterisk for den danske model, at det er op til den enkelte, hvordan man gør tingene.

Som sædvanlig parterede Niels Erik
grisen med kyndig hånd.

Jeg hopper heller ikke på politikernes tale om, at Grundlovsdag er en hyldest til demokratiet. For dagen er jo ikke demokratiets, men netop Grundlovens fødselsdag. Og det er værd at tænke på, at Grundloven for eksempel ikke nævner de politiske partier med et eneste ord. For den danske Grundlov er nemlig folkets - og ikke politikernes - Grundlov. Faktisk er Grundloven i ånd og bogstav danskernes væsentligste værn mod politikerne - og det er vel af samme grund, at mange af politikerne godt kan tænke sig at modernisere Grundloven.

I min lille verden hører gris og Grundlovsdag sammen.

Grundloven er god nok, som den er - og jeg håber, at den dag er fjern, hvor politikerne får magt, som de har agt. Skal Grundloven endelig moderniseres, må det være i en retning, der fjerner politikernes - og ikke mindst EU's indflydelse på den almindelige danskers hverdag. Men det er næppe sådanne våde drømme, der plager politikerne, når de drømmer om at modernisere Grundloven.

I øvrigt blev dagen fejret på sædvanlig og behørig vis i gode venners og gamle spejderes lag med den obligatoriske helstegte pattegris. Griseturen er en årlig tilbagevendende begivenhed på Grundlovsdag - og netop i år holdt vi den på Lindholm Høje, hvor der har boet danskere i flere end 1.000 år - og mere velvalgt sted til Grundlovsdagen kan man vel næppe finde.

Sprogforbistring

Forskel på Svalbard og Svolvær

Longyearbyen er med sine knap 2.000 indbyggere
den største by på Svalbard. Foto: Wikipedia.

Svalbard-Posten bringer i ugens udgave den utrolige historie om den amerikanske bedstemor, Ellen Reisner, der ved et uheld endte på Svalbard.

- Da jeg kom ud af flyet og mødte en udstoppet isbjørn, gik det op for mig, at noget var galt, fortæller konen til Svalbard-Posten.

Der er langt mellem husene,
men ikke isbjørnene på Svalbard.

Ellen Reisner fløj i sidste uge fra Los Angeles for at besøge sine to børn, der begge underviser i Svolvær på Lofoten. På en eller anden måde har rejsebureauet fået Svalbard og Svolvær galt i halsen - hvad der vel ikke er så underligt, når ordene udtales på amerikansk. Under alle omstændigheder var hun havnet 1100 km længere mod nord end hensigten.

- Først blev jeg temmelig flov, men da jeg sad på hotelværelset med min rødvin, gik det op for mig, at det nok ikke var så galt endda, fortæller den uheldige amerikaner, der måtte tage to overnatninger i Longyearbyen, inden turen gik videre til Lofoten.

Der er frodigt og grønt på Lofoten.

Ingen tvivl om, at Ellen Reisner har fået en oplevelse af de helt store. Både Svalbard og Lofoten er jo norske øgrupper i Nordatlanten, men der er unægtelig stor forskel på både klima og samfund.

Svolvær har 10.000 indbyggere og ligger trygt
mellem de grønne fjelde - uden en isbjørn i nærheden.

Lofoten ligger midt i Golfstrømmen og er et temmelig lunt, frodigt sted, hvorimod Svalbard midt i ishavet er både koldt, goldt og øde, når man ser bort fra Longyearbyen, hvor et par tusinde indbyggere - fortrinsvis minefolk og forskere - holder isbjørnene med selskab i de lange vinternætter.

På Svalbard levner klimaet kun plads til en sparsom vegetation, hvorimod regn og varme på Lofoten gør det til et temmelig frodigt sted, der bedst kan beskrives som "tempereret regnskov".

Sprængt oksebryst med spidskål

Gyldenspjæts livret

En rigtig herreret.

Det er tid til spidskål - og dermed også tid til sprængt oksebryst med stuvet spidskål.

Tegneserie-elskere vil vide, at det er Gyldenspjæts livret - men det er sandelig også en af mine favoritter.

Sprængt oksebryst med spidskål er en rigtig herreret og bestemt ikke for amatører i køkkenet. Det er en ret, der kræver omend ikke så meget arbejde, så i hvert fald en god portion planlægning, da der går en lille uges tid med tilberedningen.

Man tager et stykke oksespidsbryst - eller to, når man alligevel skal i gang. Det lægges i en lage med 10 procent salt og en halv procent sukker - altså 100 gram salt og fem gram sukker pr liter vand. Lagen skal dække kødet - og det stilles køligt i fem til seks dage.

Tag kødet op af lagen og skyl det under vandhanen. Kom det herefter i en gryde med vand, der kun lige dækker. Bring vandet i kog og skum suppen. Tilsæt et par gulerødder, et par løg, lidt selleri, et par laurbærblade og en håndfuld peberkorn og kog det i tre timer. Herefter tages kødet op, urterne smides væk, og suppen sies og reduceres.

Skær et spidskål i strimler og kog det i en deciliter vand cirka 10 minutter. Læg kål og vand til side. Smelt herefter lidt smør i bunden af gryden og tilsæt et par teskeer maizena. Når smørbollen er klar, tilsættes suppe til en tyk sovs. Kom herefter kål og kogevand i og smag til med salt. Sværere er det ikke. Velbekomme.

Gyldenspjæt efter en gang sprængt oksebryst med
spidskål sammen med gutterne. Foto: Comikwiki.dk

Gyldenspjæt stammer fra tegneseriernes barndom i USA. Serien er meget smukt tegnet i en karakteristisk art nouveau-stil og handler om Gyldenspjæt, der er en enkel og ukompliceret mand, som er kommet til penge - sandsynligvis som gullasch-baron. Pengene har gjort hans kone Rasmine til et sandt monster af fine manerer - hvilket er en pine og plage og keder Gyldenspjæt helt usigeligt, for han vil hellere hænge ud med gutterne og spise sprængt oksebryst med spidskål.

Serien er en skarp satire på opkomlinge og snobberi - og spidder det pæne, kulturelle borgerskab i stil med "Fint skal det være"-Hyacinth, der i handling og ide er i dyb gæld til Gyldenspjæt. 

Alfa-hanner

Pladsen er truet...

Status quo er genoprettet - og
Adam henvist til Dinas TV-stol.

Alfa-hannen er den førende han i flokken - og der skal ikke herske tvivl om, at her i huset er jeg alfa-hannen. Det er nemlig ikke så svært, når man er den eneste mand i huset.

Men i den forløbne uge har vi haft besøg af Dinas barnebarn Adam - og det gjorde mig pinlig bevidst om, at pladsen som alfa-han kun er til låns - og at den skal forsvares, når de unge hanner kommer i nærheden.

Helt konkret betyder min alfa-stilling, at jeg selvfølgelig sidder i husets bedste (og ældste) TV-stol med det mest slidte fåreskind som tæppe. Som et symbol på magten har jeg fjernbetjeningen som et andet scepter - og kan dermed bestemme, hvad der skal ses.

Men næppe var unge Adam kommet ind i huset, før han med største selvfølgelighed besteg mandens TV-stol og skubbede fåreskindet på gulvet, idet han fandt det temmelig ulækkert og kløende. Med samme selvfølgelighed bestemte han, at fjernsynet naturligvis skulle være indstillet på DR-Ramasjang.

En sådan opsætsighed og biden alfa-hannen i haserne kan naturligvis ikke gå upåagtet hen - og indtil videre har jeg da beholdt min alfa-status. Men det var et varsel om, at titlen har man kun til låns - og en dag er det forbi.

Men efter den lille magtkamp, fandt den små Adam sig dog til rette i Dinas TV-stol - og under resten af opholdet her på Øland hyggede den lille gut sig rigtigt, mens Ramasjang gled over skærmen...

Bvadr...

Kinesisk pølseskind i aspargesdåsen

Hvad søren er det for noget?

Forleden skulle jeg lige lave en hurtig gang hønsesalat - af den gode, hjemmelavede slags. Men jeg snyder en smule, for jeg bruger nu altid dåseasparges. Det skyldes, at jeg har fundet ud af, at asparges-vandet giver en god smag til dressingen, så det er god og rimelig grund grund til at snyde på vægten...

Det ligner sørme et pølseskind...

Men denne dag var der altså lidt for meget smag på aspargesdåsen efter min personlige smag. For da jeg åbnede dåsen, lå der noget rødt plastik på toppen. Et nærmere eftersyn afslørede, at det var en slags plastik-pølseskind med kinesiske skrifttegn - og hvad værre var - en fin tegning af en hund. Nu forstår jeg ikke særlig meget kinesisk, så jeg har desværre kun tegningen at støtte mig til. Og når man kender kinesernes forkærlighed for netop hunde i maden, er det nærliggende at tro, at enten stammer pølseskindet fra en hundepølse - eller også er skindet emballage til hundefoder.

Jeg ved ikke, hvad der er værst - men dåsen røg i hvert fald ud. For de par kroner sådan en dåse koster, orkede jeg ikke at køre helt ind til Brugsen i Brovst for at klage.

Men nu kan de i hvert fald få deres billede i Dovregubben, kan de...

Hundemad - eller mad af hund?

På deklarationen kan man læse, at aspargesen af mærket Coop er fremstillet af Xiamen imp & Exp Co - og at produktet er kvalitetssikret af Coop Trading A/S. På Coops hjemmeside kan man blandt andet læse, at "Coop-mærket er dagligvarer af høj kvalitet, men til en lavere pris end andre førende varemærker. Det forpligter at mærke en vare med Coop" Endvidere hedder det, at man med dette mærke får mere for pengene. Gad vide, om det er pølseskindet, de mener?

I skabet stod der en dåse mere - og her var der heldigvis ikke noget pølseskind. Så hønsesalaten kom i hus. Den smager jætteskønt, så du får lige opskriften. Jeg koger et par kyllingelår/overlår cirka 35 minutter i fond og piller dem. Så rister jeg en håndfuld bacon i tern og en håndfuld champignon eller to i fedtet fra baconen. Det hele kommer i en skål sammen med en halv liter afdryppet creme fraiche, et par store skeer mayonnaise, en spiseske sennep og lidt citronsaft. Desuden tilsættes indholdet af en dåse asparges - og det hele røres sammen og smages til med salt, peber samt vandet fra aspargesen. Nydes på en skive ristet franskbrød.
Velbekomme.