Fiberdug og el-rør holder insekterne fra grøntsagerne
Et stativ af el-rør bærer fiberdugen. |
Jeg er ikke økolog - bestemt ikke.
Jeg synes, at økologi er sådan noget småreligiøst bavl, der kun har til formål at tage røven på forbrugere med for mange penge - og så har jeg det i øvrigt altid skidt med tilfældige modetendenser. Så derfor bruger jeg både kunstgødning, ukrudtsmidler og insektgifte, når jeg finder det nødvendigt.
Men når det så er sagt, er der ikke nogen grund til at overhælde fødevarer med dyre kemikalier. Så jeg bruger primært gratis hestemøg som gødning og forskellige gode, gamle husråd til at holde skadedyrene fra grøntsagerne - blandt andet ved at plante hvidløg og tagetes mellem rækkerne.
Det har imidlertid vist sig ikke at være tilstrækkeligt - og sidste år begyndte jeg så med at dække gulerødderne med plastik og fiberdug. Jeg begyndte sådan lidt primitivt med nogle trærammer til at holde overdækningen - og det har vist sig temmelig effektivt. Men særlig pænt så det ikke ud, ligesom det var lidt bøvlet - og jeg har derfor brugt vinteren på lidt research for at finde en permanent og fleksibel løsning.
Beslaget følger rørets bue, så man undgår skarpe kanter. |
Løsningen fandt jeg i Sverige. Det hedder Rättvik-knutar og er nogle plastikbeslag, der kan bruges til at koble 16 mm elektrikerrør sammen til alle mulige og umulige konstruktioner, der kan dækkes med fiberdug. Jeg vil faktisk vove den påstand, at systemet er genialt.
Firmaet bag Rättvik-knutar foreslår også, at systemet bruges til for eksempel espalierer og lignende - men der er nu grænser for, hvor meget plastik jeg vil have i prydhaven.
Firmaet bag Rättvik-knutar foreslår også, at systemet bruges til for eksempel espalierer og lignende - men der er nu grænser for, hvor meget plastik jeg vil have i prydhaven.
Men i nyttehaven er det en anden snak. Her fungerer det fint. Med et stativ af el-rør får man en tunnel, hvor gulerødderne kan stå i fred for fluer - og kål i fred for larver. Tunnelerne kan laves i alle størrelser efter behov og er nemme at flytte rundt med. Og det bedste af det hele er næsten, at det ikke fylder noget særligt, når det skal opbevares om vinteren.
Nu står gulerødderne i fred for fluerne |
I weekenden såede jeg gulerødder og majroer - og de har fået deres helt egen lille væksthus på denne måde. For ikke alene holder fiberdugen utøjet væk. Dugen holder også på fugt og varme, men er alligevel vandgennemtrængelig, så den ikke skal fjernes, når grøntsagerne skal have vand.
Desværre er fiberdug lidt skøbeligt - og her har Rättvik-knutar den store fordel, at den holder alle skarpe kanter væk fra dugen. Knudepunkterne er i øvrigt let bøjelige og følger el-rørenes bue-form, så der heller ikke bliver skarpe hjørner i samlingerne.
Jeg har prøvet mig lidt frem med længderne - og det ser ud til, at man kan lave en stabil konstruktion med noget, der ligner op imod halvanden meter mellem buerne. Det er ganske vist en dum længde, da el-rør fra Biltema kun findes i to meters længder, men da rørene er meget billige i forhold til knudepunkterne, giver det alligevel fornuft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar