tirsdag den 31. maj 2011

Nattergalen

Mandag aften havde vi årets første aften, som mindede bare lidt om en rigtig sommeraften. Det var forholdsvist lunt - og nætterne er jo ganske lyse her små tre uger før sankthans.
Jeg havde haft et mindre gæstebud - og da gæsterne var kørt kort før midnat, var det tid til at få fødderne op og tage en slapper. Selvfølgelig ude på terrassen med en stor trøje om skulderen og et stille glas vin i hånden.
Og da skete det - som jeg aldrig har oplevet før, mens jeg har boet her - ude i det fjerne: Nattergalen sang.
Jeg har selvfølgelig hørt det før, men lige nu var det en helt speciel oplevelse. For den her nattergalesang var en rigtig solo-optræden. Der var absolut ingen andre fugle, der blandede sig i sangen her i midnatstimen. Og selv om det jo var mørkt, og selv om det var i det fjerne: Jo, den var god nok. Så højt og så karakteristisk kan kun en nattergal synge. Efter retningen at dømme sad denne lille, sagnomspundne og fortryllende sanger et sted ovre ved golfbanen.
Jeg har ikke mulighed for at gengive denne dejlige oplevelse med andet end ord - men har du lyst til at høre nattergalen, kan den blandt andet høres på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.

Jesper

søndag den 29. maj 2011

Arktisk smøl

For tre uger siden var der arktisk topmøde i Nuuk. Det var Arktisk Råd, min tidligere arbejdsplads, som havde ministerråds-møde i den grønlandske hovedstad.
Jeg havde i den forbindelse egentlig planlagt at bringe en længere artikel her på bloggen om Arktis og ikke mindst Arktisk Råds bidrag til forvaltningen af de enorme og øde områder omkring Nordpolen. For det er spændende stof, som imidlertid ikke altid er lige nemt at følge med i for udenforstående.
Således også for undertegnede, som har ventet på en opdatering af Arktisk Råds hjemmeside siden ministerrådsmødet. Jeg kan blot konstatere, at det endnu ikke er sket - og ærgre mig over, at man valgte at spare min stilling væk sidste år. For da der sidst var ministerrådsmøde i Tromsø i 2009, var hjemmesiden faktisk opdateret allerede 36 timer efter mødet. Internettet er et pragtfuldt og hurtigt medie, som har sin store styrke netop, når store mængder information skal formidles - for eksempel i forbindelse med en begivenhed som ministerrådsmødet, hvor alle formandsposter cirkulerer rundt mellem medlemslandene. Det er desværre ikke den eneste gang, jeg har mødt en forbløffende forskel mellem ambitioner og præstationer i den sammenhæng, men det vil her nok føre for vidt at gisne om årsagen hertil.
Heldigvis har jeg stadig en god del af mit arktiske kildenet intakt - og min gode ven Benny Kokholm har som altid forsynet mig med gode billeder fra store begivenheder i Nuuk.
Specielt det øverste foto bringer gode minder fra min tid i rådet med kendte mennesker på tilhørerpladserne og især flagene fra de arktiske lande og de oprindelige folks organisationer. Disse flag var i en årrække en del af min faste rejsebagage - og vi har mange gange kort før et mødes åbning bakset med at få de her flag op på en væg, så den formelle ramme om mødet var i orden.
Med til mit rejsegods var også altid "The Galve". Det er den hammer, som symboliserer formandsskabet i Arktisk Råd. Hammeren er en oprindelig høvding-hammer fra Alaska - og den overrækkes officielt til den nye formand som afslutning på ministerrådsmødet. På billedet er det Carl Bildt, den svenske udenrigminister, som stolt løfter the Galve op som symbol på, at Sverige har overtaget formandsposten fra Danmark/Grønland/Færøerne.
På ministerrådsmødet blev der blandt andet vedtaget en historisk aftale om samarbejde på Search-and-Rescue-området. Det er første gang, at der er indgået en bindende aftale mellem landene i Arktisk Råd - og den tilgodeser et stort behov. Jeg håber inderligt, at den aftale vil komme til at fungere bedre end rådets hjemmeside. For når folk i Arktis er i nød, kan det jo ikke nytte noget at vente tre uger, før der sker noget.

Jesper

lørdag den 28. maj 2011

Kold rock

Det var ærlig talt en træls omgang, da vi fredag aften var til "Herregårds-rock" på Bratskov i Brovst.
Det havde regnet en stor del af dagen, og da det blev aften, kom der en kold, kold vind ind fra havet og gjorde koncerten til en oplevelse af arktiske dimensioner.
Lars Liholt Band, som var hovednavnet, er jo dygtigt markedsført som "De lyse nætters orkester" - og det var da også drømmen om en dejlig sommeraften under bøgen, som var baggrunden for, at vi allerede ved juletid købte billetter til koncerten. Trangen til netop sådan en oplevelse var stor - ikke mindst fordi jeg i mine mange år i Grønland og Norge ikke har haft denne mulighed.
Men når det så er sagt, skal det med, at Lars Lilholt bakket op af band og Copenhagen Drummers gjorde et godt og professionelt job, så man helt glemte kulden. Personligt havde jeg dog gerne været fri for meget af Lilholts pludren mellem numrene - men han leverede varen lige fra Ophelia til Kald det kærlighed. Det var OK.
Copenhagen Drummers er forresten et lidt underligt fænomen - og trommedrengenes tattoo-stil havde nok ikke holdt, hvis de havde optrådt alene. Men som en effektfuld backing til Lilholt virkede det faktisk ganske godt - og var med til at banke de enkle Lilholt-sange helt ned i benene.
Før Lilholt spillede Big Fat Snake på afbud fra Shubidua. Jeg kender ikke rigtigt orkestret, som vistnok er et meget populært festivalband - og det var i hvert fald et dårligt bytte. Big Fat Snake virkede musikalsk temmelig ambitiøst og har slet ikke Shubiduas brede, folkelige appeal - og den går ikke, når det er koldt. Så først hen mod slutningen, hvor de erkendte problemet og begyndte at spille Shubidua-sange, kom der gang i koncerten. Men da var der gået alt for lang tid - og det kom aldrig rigtigt til at virke.
Efter Lars Lilholt stod der Susi og Leo på plakaten. Dette mærkelige fænomen plejer nok at få musikken ud over scenekanten, ved jeg fra mine aftener i Skagen, men vi droppede alligevel de to lokale skønheder, kørte hjem og tændte op i brændeovnen. Det var tiltrængt!

Jesper

fredag den 27. maj 2011

Ramsløg















I den seneste uges tid har Oxholm-skoven lugtet voldsomt af hotdog med brutale løg.
Det skyldes ramsløgene, som netop nu blomstrer. Ramsløg er et af skovens krydderier med en meget aromatisk smag, som ligger lidt mellem almindelige løg og hvidløg. Man bruger de friske, grønne blade, som for eksempel kan tilsættes en salat eller en omelet.
Jeg bruger som sagt kun de helt friske, nye blade - og nu, hvor de blomstrer er det altså ved at være for sent til ramsløg i år. Men prøv det endelig næste forår.
Når jeg skal bruge ramsløg, plejer jeg at hente dem i skoven, men vi har dem faktisk også i haven. Dem nænner jeg dog ikke at bruge i husholdningen, for så mange har jeg altså heller ikke.
Det er forresten også helt i overensstemmelse med tidsånden at bruge urter samlet i skoven - noget der vel især skyldes NOMA's store arbejde for at få vores traditionelle mad accepteret i de gastronomiske parnasser. Men allerede i min spejdertid for godt fyrre år siden var vi nu godt bekendt med ramsløgenes smag - sammen med andre af skovens delikatesser, som for eksempel frølår, vinbjergsnegle, brændenælder, skovsyre og bøgeblade. Det meste af det for at overleve, men ramsløgene - det er nu mest for smagens skyld.

Jesper

Postkort fra Arktis

For et par måneder siden fik jeg en henvendelse fra et postkortforlag med det ubeskedne navn "Worth Keeping ApS".
Forlaget havde fundet et af mine fotos her på bloggen og ville gerne have lov til at bruge det. I følge forlaget var det nærmest en æressag for mig - og honorar ville de i hvert fald ikke betale.
Men efter lidt diskussion frem og tilbage endte det da med, at jeg kunne få en stak postkort med min fugl på - og forlaget mente bestemt, at denne fine gestus var en mindre formue værd.
Nu skal det lige med, at det pågældende foto faktisk er temmelig underbelyst og bestemt ikke det bedste fuglebillede, jeg har lavet, så jeg har nu aldrig rigtig troet, at det kunne indbringe noget særligt. Så enden på det hele blev, at Worth Keeping fik lov til at bruge fotoet, der angiveligt skulle indgå i en 3D-collage.
Nu har jeg så modtaget mine postkort - og jeg kan da godt se, at min lille snespurvehan ikke fylder så meget. Det er den fugl, som er ved at lægge an til landing øverst til højre.
Forresten er kortet er unægtelig mere specielt end ligefrem kønt. Det skyldes nok især, at der er tale om et 3D-kort, belagt med rillet plastik sådan i stil med de tyggegummi-billeder, vi i min barndom havde med tegneseriefigurer, som bevægede sig. For rigtigt at få udnytte 3D-effekten har kortet en lidt speciel komposition med mange fokuspunkter, og det giver vel mest af alt associationer til den berømte kronhjort ved skovsøen - dog i den arktiske udgave: Snespurven ved fjeldsøen.
Men alligevel - siden det nu er mit første foto, som er omsat til postkort, skal det da i glas og ramme og have sin egen plads ved siden af alle sofastykkerne...

Jesper

onsdag den 25. maj 2011

Naturens gang

I weekenden faldt denne kæmpe i Oxholm-skoven.
Hvornår det lige nøjagtig skete, ved jeg ikke - men mon ikke det har været i forbindelse med de voldsomme vindstød, som kom i forbindelse med søndagens tordenvejr?
Træet er en gammel bævreasp - og den bærer tydeligt præg af at have været på dødsruten længe - fyldt med spættehuller, som den er. Men bævreaspen er ikke sådan at få has på - og selv om stammen måske er halvrådden, var der stadig liv i toppen af kæmpen, da den faldt.
Forresten behøver en bævreasp slet ikke at dø, selv om den knækker. For bævreaspen formerer sig gerne gennem rodskud, ligesom træet sagtens kan finde ud af at skyde igen fra stødet. Så der er såmænd ikke grund til de store tårer i den anledning. I skoven går livet og naturen sin gang. For de gamle der faldt, er der nye overalt, som der står i den gamle sang.
I moderne skovbrug er man nu ikke så begejstret for bævreasp. Forstfolk betragter den som skovens ukrudt, men specielt i Nord- og Vestjylland findes en del store bævreasp - for i sandflugtens tid var det en af de eneste træsorter, som fandt rodfæste i de forblæste egne.
Bævreaspens ved betragtes som praktisk talt ubrugeligt, men bruges dog til fremstilling af tændstikker. For et par år siden fældede jeg en stor bævreasp i haven, som jeg huggede op til brænde - og det viste sig til min store overraskelse, at veddet er fint pejsebrænde, som kan give gløder og varme i mange timer efter antændelsen. Men min gamle bævreasp var - ligesom den her fra skoven - halvrådden inde i stammen - og det er ret typisk for bævreasp. Derfor har bævreasp næppe den store fremtid som pejsebrænde, da specielt byboere sikkert finder det en smule uæstetisk at fyre med halvråddent træ.
Den slags problemer har jeg ikke - så har du en gammel bævreasp, som du vil af med, kommer jeg gerne og henter den.

Jesper

tirsdag den 24. maj 2011

Rosenholt















Tirsdagen blev brugt i den gode sags tjeneste. De gamle spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde havde taget en dag fri og gav de blå spejdere en hjælpende hånd med at vedligeholde Rosenholt-hytten midt i den idylliske Dronninglund Storskov.
Hytten har en ganske særlig plads i mit hjerte - for det var her, at jeg som nybagt ulveunge var på min første sommerlejr i 1966. Faktisk var jeg så nybagt, at jeg ikke engang havde aflagt ulveløftet - og dermed endnu ikke erhvervet mit emaljerede korpsmærke, som man kan se på billedet af 1. Farsø Flok fotograferet foran Rosenholt på lejrens første dag. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det Deres ærbødige blogger, som sidder yderst til højre i første række - med ulvekasketten kækt på sned. (Billedet er klikbart, hvis du ønsker en forstørrelse.)
Det, jeg husker stærkest fra lejren, var lejrbålene om aftenen. De fandt sted på en bålplads på den modsatte side af hytten. Turen over den store lejrplads husker jeg som en mindre dagsrejse - men som det kan ses på fotoet her til venstre, taler vi om en tur på omkring 500 meter. Verden var stor dengang for en otte-årig knægt.
Mit bidrag til dagens arbejde krævede forresten ikke den helt store håndværksmæssige snilde. Det bestod i at skære gammelt pionertræ i passende længder med motorsaven, så Rosenholt har nu en beholdning af pejsebrænde til den kommende sommersæson - hvis nu at vejret ikke lige er til lejrbål i skoven - hvilket jeg forresten har svært ved at forestille mig. For en gammel spejder kan vejret aldrig blive for dårligt til et godt gammeldags lejrbål - ude i den store skov!

Jesper

mandag den 23. maj 2011

1001 blogs eventyr...

Med søndagens "Donnerwetter"-artikel har Dovregubben passeret 1.000 artikler, og nærværende historie er således artikel nummer 1001.
Historien om Dovregubben er et sandt eventyr om en blog, der blot begyndte som et teknisk eksperiment og stille og roligt udviklede sig til en fortælling om et jævnt og muntert liv på jord.
Det var fra begyndelsen slet ikke min forventning, at bloggen ville blive så populær, som tilfældet er - men som jeg også tidligere har nævnt, forpligter den store interesse i høj grad, og resultatet er da også blevet, at en central og vigtig del af mit liv er godt dokumenteret. Man kan følge mit liv, fra jeg flyttede til Norge fra Grønland - og siden fra Norge til Danmark, hvor jeg nu er faldet til ro med hjemlige sysler i haven.
Interessen for bloggen har været stor - det seneste års tid med op til cirka 3.000 opslag om måneden. Det har vist sig, at der er noget mere aktivitet i vinterperioden - og de emner, jeg skriver om taget i betragtning, er det vel meget naturligt. Siden starten i september 2007 er Dovregubben blevet besøgt næsten 50.000 gange. Læserne har i snit brugt et minut og 21 sekunder på siden. Læserne er forresten ganske trofaste - cirka 25 procent har besøgt Dovregubben flere end 50 gange.
Dovregubben får besøg fra hele verden - dog med en overvægt fra Danmark, Grønland og Norge. 90 lande er repræsenteret og de eneste hvide pletter på kortet er det meste af Afrika, Mellemøsten samt Mongoliet.
Hvad er det så, som lokker læserne ind i butikken? For dem, som kommer via søgemaskinerne, har jeg registreret følgende top ti-liste: Sparkstøtting, lutefisk, surströmning, Karlsvognen + Grønland, rønnebærgele, oksehalesuppe, modne fotomodeller, bommesislag samt blå kartofler. Som man ser, fylder søgeordene fra den kulinariske verden ganske godt i listen, men ellers morer jeg mig mest over "voksne fotomodeller" - for dette søgeord henviser til en artikel om musvitter i vores have i Straumsbukta, og jeg føler mig overbevist om, at det bestemt ikke lige er det, der har været motivet for søgningen.
Nederst på siden findes en oversigt over de mest læste artikler det seneste år. Det er mig en gåde, hvorfor at det igennem lang tid har været artiklen om den blå ko, der ligger i top. Hvorfor er en blå ko så interessant? Jeg håber, at nogen af læserne vil give mig svar herpå i kommentarfeltet.
Hvis jeg selv skal pege på artikler, som jeg er glad for at have skrevet, så bliver det især "I honningens klæ'r", "Johannes V. og Engstrøm", "Grandiosa", boganmeldelserne samt ikke mindst alle billederne og artiklerne om fuglene, der er min store interesse.
1.000 artikler er en stor bid - men det har været sliddet værd - og så længe du, kære læser, hænger på, vil jeg blive ved - så jeg fortsætter. Og fortsat god fornøjelse...

Jesper

søndag den 22. maj 2011

Donnerwetter!

Så kom årets første rigtige tordenbyge - med masser af livgivende vand til den tørstende jord.
Desværre afslører tordenbygen også ubønhørligt mit problem med faldet og dræningen af gårdspladsen. Der forestår et større entreprenør-projekt med at få fliserne lagt om. Jeg har egentlig villet i gang længe, men har tøvet lidt, da der er noget, som tyder på, at jeg måske skal have lagt nyt el-kabel til værkstedet. Først når den sag er klaret, vil jeg gå i gang.
Ellers var regnvejret - så beskedent det end var - noget, som vi virkelig trængte til. I følge DMI's tørkeindeks ligger vi i et område, hvor der p.t. er høj risiko for tørke i år - og her kommer regnen helt til sin ret. Da jeg samtidig netop har hyppet de sidste kartofler og blandt andet plantet rødkål og sået andet hold gulerødder, blev jeg derfor helt overstadigt glad, da temperaturen ved middagstid drønede i vejret - og der samtidig kom mørke skyer fra syd.
Selve tordenvejret gik øst om os og gav kun fem millimeter regn, selv om det så voldsomt ud - men bagefter fortsatte regnen og det endelige facit endte på godt ti millimeter - ikke nok, men godt nok!
Så ærlig talt: Donnerwetter er nok en dårlig overskrift - jubi, det regner, ville nok have været mere passende.

Jesper

Raps















Netop nu står rapsen i fuldt flor - ja, faktisk er det allerede på returen, efter godt en uges blomstring.
Det er nu ikke fordi, vi har så forfærdeligt meget raps her på Øland, hvor det især er hvede, bønderne dyrker - men tager vi turen over dæmningen til Gjøl, så får lyden en helt anden farve. Her er der masser af raps - og det er vel egentlig naturligt nok, eftersom navnet Gjøl jo er afledt af gul. Det er dog den gule farve i birkens efterårsdragt, som har givet stedet navnet og ikke rapsen.
For raps er en forholdsvis ny plante i bøndernes produktkatalog. Tidligere gav raps en olie, som ernæringseksperterne ikke var særlig begejstret for - og som foder betragtet var den heller ikke særlig egnet. Men planten er blevet forædlet og giver nu store mængder olie, der nærmest er blevet en delikatesse - i hvert fald hvis den hældes på dyrt udseende flasker og sælges som koldpresset rapsolie - og foderkagerne, som er restproduktet efte olieudvindingen, er også blevet bedre. Det har selvfølgelig også haft betydning, at EU har givet store tilskud til olie- og proteinafgrøder. Da olien også kan bruges som erstatning for benzin, betragter EU-bureaukraterne rapsen som en strategisk afgrøde.
Dem om det - vi andre kan jo tænke det, vi vil - og så nyde synet af de gule marker. Forresten er det en ret heftig oplevelse at gå langs markerne - for luften er mættet med blomsterstøv og en tung parfumeret duft. Det er sikkert ikke sagen for allergikere, men Danmarks cirka 6 milliarder bier elsker det.
Rapshonning er en lys honning med en neutral smag. Den stivner let, da nektar fra raps har et højt indhold af druesukker.
Puritanerne blandt naturelskerne er forresten ikke så glade for de store rapsmarker. De hylder dogmet om biodiversitet, altså mangfoldighed, som kan være svært at forene med effektivt landbrug. I virkeligheden tror jeg ikke, at det er så stort et problem. For det første kan vi jo ikke leve af raps alene - ligesom vi ikke kan leve af at klippe hinanden, for det andet skifter den slags jo ad åre. Den afgrøde, som i en årrække er populær, vil have en tendens til overproduktion, så priserne falder - og så skifter producenterne til noget helt andet. I virkeligheden er markedet en ganske god regulator af mange ting - men den slags kan være svært at fatte i de ministerielle departementer, hvor man gerne leger Gud med skatteydernes penge.
Det er forresten også mit indtryk, at rigtig mange landmænd holder fast i de gode gamle principper om skiftende afgrøder, for at få den bedste udnyttelse af jorden. Endelig skal man jo ikke være blind for, at raps globalt set kan være med til at mindske den CO2-forurening, som de samme miljøforkæmpere også betragter som et stort problem. I øvrigt er problemerne i samspillet mellem landbrug og natur vel efterhånden til at overskue, da stadig større dele af det danske land dyrkes om skov eller henlægger som vådområder - netop til fordel for den såkaldte biodiversitet, der vel i virkeligheden mere er til glæde for menneskets æstetiske og emotionelle behov i et højteknologisk samfund end en biologisk nødvendighed.
Under alle omstændigheder glæder mine øjne sig over en gul rapsmark!

Jesper

lørdag den 21. maj 2011

Hjortens spring

Fredag aften løb vi tilfældigvis over et rådyr, da vi smuttede ned forbi dæmningen på aftensturen.
Rådyret gik og hyggede sig på en mark mellem masser af fuldmodne mælkebøtter - og tog ikke den store notits af, at der på "bjergvejen" holdt adskillige bilister, som nød synet.
Men pludselig gik det op for råen, at den var eksponeret - opdaget. Og så ville man nok forvente, at den ville tage flugten væk fra de nysgerrige bilister.
Men den her snød os alle sammen. For pludselig - og hurtigere end jeg og mit kamera kunne nå at reagere - smuttede råen direkte mod bilerne - og tværs over vejen, hvor den kunne finde skjul i et buskads.
Rent fotomæssigt var jeg godt i gang med at forberede et par billeder på afstand - og som det kan ses, tog rådyret mildest talt en vis legemsdel på undertegnede, da det pludselig satte kursen direkte mod bilen.
Men pyt med det. Det er stadig en stor oplevelse, at man bare sådan skal tage en lille aftenstur i bilen og alligevel få store naturoplevelser. Det er et privilegium, og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor folk synes, at det er interessant at bo i de store byer - for her i udkantsdanmark har vi oplevelser, der er meget større end teatre, symfoniorkestre og hvad kultureliten i det hele taget ellers kan byde på

Jesper

torsdag den 19. maj 2011

Hip, hip, hurra...















Den 17. maj er Norges nationaldag - og Dinas fødselsdag.
Så på trods af vores tilknytning til Norge er det naturligvis det grønlandske flag, som ryger til tops på denne dag.
Og netop den 17. maj var det en af de dage, hvor blæsten gik særdeles frisk over Limfjordens vande. En lidt kold vind, der gjorde det til en træls oplevelse at være udendørs, fyldte flaget med luft og strakte det helt ud fra flagstangen. Det kom der dette foto ud af - og det er faktisk flot! Så det er altså min lidt forsinkede fødselsdagshilsen her på bloggen til fruen i huset - det lokale hjemmestyre!

Jesper

søndag den 15. maj 2011

Drengerøve

Lørdag havde de gamle (læs: voksne) spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde i Aalborg fundet den indre drengerøv frem og mødtes i Gildeborgen til en hyggelig sammenkomst.
Dagen bød på en hurtig crocket-turnering - mest af hensyn til den del af gildet, som har slået sig på golf - og som det ses blev de enkelte bolde vurderet med virkelig kendermine.
Dagens clou var imidlertid et rigtigt opgaveløb, som vi kender det fra spejdertiden. Og som man siger: Gammel kærlighed ruster ikke, omend den kan blive lidt anløben. Der blev virkelig gået til stålet med opgaver, som genopfriskede den for mange år siden hårdt erhvervede lærdom om blandt andet knob, kompaspejling og morsealfabetet.
I ungdommens mange turneringer blev der også givet point for goodturn - det vil sige spejdermæssig adfærd som evnen til at lytte og samarbejde, god ro og orden, korrekt uniform og korrekt adfærd i det hele taget. Det var vistnok ganske fornuftigt, at der ikke blev givet point for dette, for det kneb blandt andet noget med at stille op på række og gøre hønnør, når man meldte til og fra posterne. Men hvad der manglede i korrekt uniformering og disciplin, blev så rigeligt opvejet af ildhu i opgaveløsningen, så alt i alt en rigtig god lørdag, der blev behørigt afsluttet med en bedre frokost.

Jesper

lørdag den 14. maj 2011

Hyp, alle mine kartofler

Fredag var lidt af en festdag. For nu er de første kartofler kommet så godt i vej, at det var på tide at hyppe dem.
Det er sådan en god dag, som bringer tidender om snarlige nye kartofler af egen avl, om sommer og sol og dejlige grill-aftener på terrassen - det er et sikkert tegn på lyse tider og ikke mindst lyse nætter.
Indtil videre er det ganske vist kun to rækker, det drejer sig om - og de kom i jorden allerede den 25. april. De ligger i et lille stykke jord, som skal bruges til at udvide jordbærbeddet med til efteråret. Men der er jo ingen grund til at lade jorden ligge uden at bruge den, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne sætte lidt tidlige kartofler her. Den ene ende af beddet har jeg dækket med plastik - og det er da også her, at der især har været så god vækst i kartoflerne, at de i den forløbne uge har stukket toppen op over jorden i en sådan grad, at det var nødvendigt at finde roejernet frem og sige: - Hyp, alle mine kartofler!
Men forresten har jeg da også opdaget de første par grønne spirer i det store kartoffelstykke, så i løbet af et par dage må jeg også i gang med roejernet der.
Men ellers er der godt gang i den derude - selv om vi den seneste uge har sukket efter regn. Krokus, påskeliljer og tulipaner er efterhånden visnet ned, så Dina har nu plantet de første tagetes og margueriter i beddet foran huset. Margueriterne er indkøbte, så de står allerede i blomst, men om føje tid kommer tagetes'ene, som er af Dinas egen avl, også til.
Det er også en fornøjelse at se æbletræerne, som vi plantede i efteråret 2009. De har blomstret i fuldt flor i år og varsler pænt med æbler til sensommeren. Vi har to sorter - rød ananas og (på billedet) Ingrid Marie. Vi har også et par pæretræer, og her har det ene blomstret let, mens det andet tilsyneladende døjer med sygdom - og ikke har sat blomster i år. Men det gror godt, og jeg er sikker på, at det nok skal komme i løbet af et par år.
I den forløbne uge er fuglehegnet også blevet suppleret med et par paradisæble-træer, som jeg blev foræret. Så til næste år ser jeg frem til, at også paradisæblerne vil give deres bidrag til forårets blomsterflor - og hvem ved: Måske senere et glas paradisæble-gele eller -bjesk?

Jesper

P.s.: Det er et par dage siden, at Dovregubben sidst er blevet opdateret. Det beklager jeg. Årsagen er tekniske problemer hos Google, som har medført ustabil drift af blog-editoren.

mandag den 9. maj 2011

Langdalen















Søndagsturen gik til Langdal Plantage og ikke mindst selve Langdalen.
Denne mærkelige dal er nærmest en hulvej omgivet af stejle skrænter, hvor der står store egetræer. Træernes løvdække skygger, og dalens bund ligger nærmest i et halvmørke - og giver derfor plads til en helt speciel flora, der mest af alt leder tankerne hen på regnskov eller sågar jungle.
Vegetationen består for en stor dels vedkommende af bregner og mosser - og her i skovens dybe, stille ro og mørke er der en helt speciel stemning. Langdalen er ikke alle steder lige let fremkommelig - og når man går ned igennem dalen, bør man huske på, at man også skal op igen. Det foregår enten ved at gå tilbage igen - eller ved at tage en trappe, som er bygget ind i jorden med træ og ikke særlig handicapvenlig. Trappen leder op i plantagen, hvor der netop nu blandt andet er mulighed for at opleve den nyudsprungne bøgeskov med det grønne lys. Det var også her, at vi mødte årets første stålorm.
Søndag var også Skovens Dag - men det var nu ikke derfor, vi var i skoven. Jeg mener nemlig, at man skal gå i skoven, hvis man har lyst til det - og ikke fordi en eller anden tåbelig informationsmedarbejder i Skov- og Naturstyrelsen med departemental opbakning og klappen i hænderne nu synes, at der skal slås et slag for skoven. I det hele taget finder jeg, at alle de dage, uger og måneder, som efterhånden er tilegnet et eller andet veldædigt formål, er en af tidens store tåbeligheder.
Specielt forarger det mig, at netop Tranum Skovdistrikt arrangerer en masse ting for børn på denne skovens dag. Disse offentligt ansatte, velmenende såkaldte naturvejledere er dermed med til at ødelægge grundlaget for mere systematisk arbejde med friluftsaktiviteter og naturen, som det for eksempel foregår i spejderbevægelsen. For offentligt ansatte er enhver form for frivilligt arbejde en vederstyggelighed - og det kan derfor ligne en tanke, når man kopierer det store og frivillige arbejde, som foregår i børne- og ungdomsorganisationerne.
Jeg er ikke i tvivl om, at Naturstyrelsen gør det i den bedste mening - men folks fritid bør nu være deres eget anliggende - og ikke en opgave for højt gagerede offentligt ansatte. Det er trods alt skatteyderne - den produktive del af befolkningen - som skal betale! Og hver gang staten bruger en krone på den slags luksus, er der en krone mindre til de syge og de gamle.

Jesper

Oldenborre















Det kan nok være, at det gav et lille gib i mig, da denne kæmpebille i aften forvildede sig ind i herreværelset - i øvrigt under megen larm og tummel, da den tilsyneladende havde tabt orienteringsevnen fuldstændigt.
Den var kæmpestor - cirka fire centimeter, brummede næsten som en helikopter og fløj forvildet rundt, indtil den satte sig på en bunke papir og blev siddende, til jeg venligt, men bestemt lempede den ud igen efter endt fotografering.
Den reddede livet, fordi jeg aldrig har set sådan en karl før. For efter en tur i opslagsbøgerne stod det klart, at der var tale om en oldenborre - også kaldet majbille. Et rigtigt skadedyr, hvis larver med stor fornøjelser sætter både havens og landbrugets rodfrugter til livs.
Til gengæld blev jeg lidt klogere - for nu ved jeg både, hvordan en oldenborre og dens larver ser ud. Jeg er faktisk stødt på en del af larverne her i foråret, da jeg fjernede en del af græsplænen. Rent instinktivt har jeg fornemmet, at det nok ikke var så godt, så larverne røg på fuglebrættet - og har på den måde været til nytte alligevel. Men det bekymrer mig nu alligevel lidt, da jeg jo fortsat satser alvorligt på både kartofler og gulerødder i haven.

Jesper

søndag den 8. maj 2011

Stålormen

Så er det ved at være sommer, for i dag mødte jeg årets første stålorm.
Desværre blev dagens foto unægteligt lidt kikset, men vi tager det alligevel med. For omstændighederne var vanskelige - og det gik lynende hurtigt.
Vi tog en søndagstur gennem Langdalen - den lokale skovpart hvor der i vinterens løb blev rapporteret om ulv. Mens vi gik, hørte jeg lidt puslen i løvet - og det lød ikke netop som en ulv, men snarere som en mus eller noget andet småkravl. Jeg kunne ikke lade være med at tjekke og nede mellem de visne blade lå en stålorm. Desværre ikke særlig godt for kameraet, så jeg tog fat i kalorius - forsigtigt og på midten, for ligesom firbenet kan stålormen godt finde på at smide halen - og trak den frem i lyset, så jeg kunne få et ordentligt billede. Men det var stålormen nu ikke tilfreds med, så med et par ordentlige vrid forsvandt den igen ind under de visne blade - og denne gang var den helt væk.
Det hele gik simpelthen så fantastisk hurtigt, at jeg dårligt nåede at stille skarpt - men jeg holdt udløseren nede, så jeg fik et par skud, mens kameraet stadig var i bevægelse. Det er det, der ses på billedet, som striber fra venstre mod højre.
Nu er det ikke fordi, stålormen er specielt sjælden i Danmark, så jeg skal såmænd nok få et bedre foto af den senere på sæsonen - men nu var det altså årets første stålorm, og den har fortjent en plads på bloggen.
Trods ligheden med en slange, er stålormen faktisk en øgle - et firben uden ben. Den holder til i skoven og bliver op til 45 cm lang. Den lever af regnorme og insekter. Farven er flot bronze-agtig og den er ganske glat og stålagtig at røre ved. Altså ikke ulækker og slimet, som nogen ellers tror om krybdyr. Stålormen er netop nu midt i parringssæsonen. Til august føder hver hun i genemsnit 8 unger.
Stålormen træffes ofte i myretuer, hvor den udnytter varmen fra myrerne. Tilsyneladende føler den sig ikke generet af myrerne. Som sagt er den i familie med firbenene og i lighed med dem kan den smide halen, hvis den føler sig truet. Det har jeg forresten kun oplevet en gang, så mon ikke den lille fyr her helt sikkert kalkulerede med, at det smarteste bare ville være at smutte ind under de visne blade - og så forholde sig i ro.
Væk var den i hvert fald, før jeg overhovedet nåede noget som helst - og Dina, ja, hun var nærmest paralyseret. Som de fleste grønlændere nærer hun en nærmest panisk angst for alt dansk kryb!

Jesper

lørdag den 7. maj 2011

Træls!






Torsdag var en rigtig træls dag for præsten i Helligsø kirke i Sydthy. For parkerings-pladsen var fyldt, og bilerne holdt i lange køer op til kirken. På kirkegården var der liv som aldrig før - og anledningen var ikke præstens budskaber, men noget så ugudeligt som en gammel flyver.
Flyspottere fra det halve Nordjylland var samlet ved kirken for at se en Avro Lancaster fra anden verdenskrig, som i anledning af befrielsesdagen skulle gennemføre et low pass over kirkegården, hvor den engelske flight sergeant Frank Cairns er begravet. Han mistede livet i en alder af 23 den 12. april 1945, da hans fly styrtede i havet efter at have nedkastet våben ved Fjerritslev. Cairns drev i land på stranden ved Helligsø. Flyets pilot er begravet i Tornby ved Hirtshals, mens den resterende del af flyets besætning aldrig er fundet.
Desværre blev det også en rigtig træls dag for flyspotterne - for veteranen dukkede aldrig op. Overflyvningen var annonceret til at ske lidt over 15.00. Kameraerne var i stilling, og forventningerne store. Med jævne mellemrum blev der spidset ører. Var det Lancasterens fire Rolls Royce V12 Merlin-motorer, som brummede i det fjerne? Nej, det var såmænd bare en traktor med en gyllespreder. Og sådan gik der en rum tid, indtil en dame kunne fortælle, at hendes mand netop havde ringet og fortalt, at han stod og så på Lancasteren, der holdt parkeret i Billund Lufthavn.
Øv, øv og atter øv! Der er langt fra Øland til Helligsø, og inden jeg kørte hjemmefra havde jeg ellers tjekket med den engelske ambassade og sikret mig, at flyet var på vej. Nu var der ikke andet at gøre end at køre hjem igen med uforrettet sag. Og dog. Så fik jeg da set Helligsø kirke, som ligger med en fantastisk udsigt over Nissum Bredning. Og det var en smuk forårsdag, hvor Limfjordslandet viste sig fra sin allersmukkeste side, så helt spildt var dagen da ikke.
Jeg har fundet et par fotos af Lancasteren, som må gøre det ud for det fly, som nok fløj rundt i Danmark på befrielsesdagen, men aldrig nåede Helligsø. Forresten har jeg selv prøvet at flyve Lancaster for en snes år siden. I simulator, forstås, på War Memorial Museum i London.
Jeg har til denne artikel forsøgt at indhente en kommentar eller en forklaring på det forsvundne low pass hos RAF og den engelske ambassade i København - desværre uden held. Det er også træls!

Jesper

Foto: Wikipedia og RAF

torsdag den 5. maj 2011

Befrielsens lys

Det er en af de smukkeste danske traditioner, når vi hvert år den fjerde maj tænder stearinlys og sætter dem i vinduerne for at markere slutningen på den tyske besættelse af Danmark - og dermed den anden verdenskrig.
Desværre er der efterhånden ikke ret mange, der holder traditionen i hævd. Kampen for frihed har trange kår i det lille land, hvor man efterhånden har glemt, hvad det vil sige at være besat - og hvor man i øvrigt er fuldstændig ligeglad med friheden, hvis bare man kan få et offentligt tilskud til gengæld.
Her i huset har vi altid sat lys i vinduerne - også i tiden i Grønland og Norge. Det er et lille lys i mørket og vores måde at vise, at vi er klar til at kæmpe for friheden. Det er vores måde at vise respekt for dem, der kæmpede - og i øvrigt sætter vi pris på traditioner, uanset hvor meningsløse og gammelsdags de ellers kan synes.
I min verden er det også en tradition, at man en gang om året aflægger spejderløftet. Traditionen siger, at det skal ske på Sct. Georgs dag, den 23. april - men hos spejderne i Farsø, hvor jeg i sin tid trådte mine barne-spejdersko, har man faktisk lavet om på den tradition. Her gør man nemlig det, at spejderløftet først aflægges den fjerde maj om aftenen. Det er der god mening i. For de blå spejdere i Farsø bruger altid aftenen til at mindes to spejdere fra gruppen, som gav deres liv for Danmarks frihed: Per Sonne og Christian Ulrik Hansen.
Det sker ved en mindeparade, som finder sted i Mindelunden foran spejderhuset, der begge dele blev til efter krigen - for altid at minde os om de to spejdere, der betalte den ultimative pris i kampen for vores frihed. Mindeparaden er et godt eksempel på, hvordan traditioner kan give mening - også selv om det egentlig er et brud på en anden tradition.
Du kan læse mere om den fjerde maj i Farsø hos min gamle skole- og spejderkammerat Per Lyngby, som selvfølgelig var i Mindelunden i går aftes.

Jesper

onsdag den 4. maj 2011

Frø-korpset

Drivhuset har i de seneste år været hjemsted for en eller flere frøer. Det har jeg bestemt ikke noget imod, for frøen er et rovdyr, som tager for sig af insekter og kryb, der ellers kan plage et drivhus. Så man kan vel nærmest sige, at jeg har indsat frøkorpset mod insektverdenens små terrorister.
Frøer er vekselvarme dyr, så på mange måder er et drivhus et ideelt sted at opholde sig. Imidlertid synes drivhuset at være et lidt underligt sted at opholde sig for en lille frø - for der er jo ikke vand, som den kan svømme rundt i. Den holder sig imidlertid fugtig ved at gemme sig under kapilærkasser og lignende - og her i foråret har den da også kunnet snuppe sig en svømmetur ind i mellem i den spand, som jeg har brugt til at opbevare nye træer i. Nu er det imidlertid ved at være slut med at plante træer, og så bliver der altså heller ikke flere svømmeture.
Frøen er sandsynligvis en repræsentant for den butsnudede frø, som er en af de tre brune frøarter, der findes i Danmark. De to øvrige, som ligner den butsnudede frø til forveksling, er spidssnudet frø og springfrø. Forskellen er imidlertid nærmest akademisk - det er sådan noget med fodrodsknoglens udformning, så det har jeg altså ikke undersøgt nærmere.
Forresten er det ulovligt at holde danske padder som husdyr, så jeg må på bestemteste understrege, at den lille kvækker og dens eventuelle venner opholder sig fuldstændigt frivilligt i drivhuset - og næsten hver dag har mulighed for at slippe ud, når vi ventilerer drivhuset.

Jesper

tirsdag den 3. maj 2011

Den rette støbning

Et af forårets store projekter går ud på at få lys i haven - og det har givet mig nye udfordringer.
Sagen er den, at jeg har forberedt det hele vinteren - og har blandt andet købt havelamper i januar, for midt på vinteren er den slags jo allerbilligst. Da jeg pakkede lamperne ud i påsken, opdagede jeg imidlertid, at der skulle indkøbes en særlig fod til at montere dem i jorden. Jeg fandt hurtigt ud af, at disse fødder, som stort set ikke er andet end et galvaniseret jernrør, som skal bankes ned i jorden, koster en mindre formue, og under de givne omstændigheder ville det i hvert fald koste betydeligt mere, end jeg havde givet for lamperne.
Det kan gøres billigere, ræsonerede den indre handelsmand - og det lykkedes mig at lave en fin løsning, som har kostet mindre end bare et beslag.
Jeg gjorde det, at jeg fandt nogle kasserede el-hegnspæle på min og naboens fælles jernskrotdynge. Dem bankede jeg ned i nogle huller i jorden. Herefter hældte jeg støbebeton i hullet og på toppen anbragte jeg tre stumper gevindstang i en skabelon af træ, så de passer til hullerne i lampernes fod. Såre enkelt, 125 kroner i udgift, men alligevel - jeg har aldrig arbejdet med beton før, så jeg er da lidt stolt af, at det lykkedes.
Og en ting er helt sikkert. Hegnspælene leverer en så fin forankring, at det i hvert fald kun med besvær vil lykkes at fjerne lamperne igen.
Men den tid, den sorg. Det er i hvert fald en løsning af den rette støbning.

Jesper

søndag den 1. maj 2011

Pi

Da vi forleden besøgte Aggersborg, var det en oplagt lejlighed til at rode i hukommelsen og finde lærdommen fra barndommens regnetimer frem.
For som bekendt er Aggersborg Danmarks største ringborg med en diameter på 288 meter - men hvad er det nu lige omkredsen så er?
I gamle dage, da jeg gik i skole, og før matematikken blev skolefag, blev den slags heldigvis tampet ind i hovederne på os, så det er en af de nemme. En cirkels omkreds er diameteren ganget med pi, så med en gang hurtig hovedregning, kom jeg hurtigt frem til, at Aggersborgs omkreds er lige godt 900 meter.
Pi er en matematisk konstant, som kun lader sig beskrive tilnærmelsesvis med almindelige tal. Almindeligvis bruger man brøken 22/7, men skal det være lidt mere præcist, kan man bruge 355/113. Hvorfor det nu lige er sådan, kan det ikke betale sig at bruge tid på - for så bliver man bare gal. Accepter det, som det er!
Pi kan også udtrykkes som decimalbrøk. Her bruger de fleste 3,14 til hurtig hovedregning. Mere præcist kan det udtrykkes 3,1415926535 89. Det er jo ikke til at huske for ikke-autister, men så kan man bruge huskeremsen: Her I lære i disse sætninger en nyttig regel som angår cirklens beregning, hvor det antallet af bogstaver i hvert enkelt ord svarer til det enkelte tal i pi. I vore tider med lommeregnere og pc'er er det forresten ren nørderi at bruge tid på at lære sådan noget. Og nørder findes jo. For eksempel japaneren hiroyuki Goto, der i 1995 gengav pi med 42.195 decimaler - det tog ham cirka 17 timer. Ægte og uforfalsket galskab.
Og nu vi så lige er i gang, kan vi da også kigge på arealet af Aggersborg. Det er som bekendt pi gange radius i anden, og det giver altså et samlet areal på lige godt 65.000 kvm.

Jesper