mandag den 17. august 2009

Symboler fra fortiden






















Min gamle skolekammerat Per Lyngby kan naturligvis ikke komme uden om at omtale Woodstock-jubilæet på sin blog. Han gør det med historien om Alvin Lees mystiske introduktion til "I'm going home - by helicopter".
Historien er illustreret med et billede af Alvin Lee's guitar med de tidstypiske fredssymboler, som sidenhen er blevet kopieret af mangen en ungersvend med drømme om at blive guitar-stjerne. Det har inspireret mig til at se nærmere på de mange stickers, som Alvin Lee's guitar er udsmykket med.
Først og fremmest er der fredssymbolet. Som fredssymbol blev det introduceret af anti-atomvåben-bevægelsen i 1957. Englænderen Gerald Holton havde angiveligt taget sit udgangspunkt i bogstaverne N og D for Nuclear Disarmment, der grafisk transformeredes til en cirkel med det velkendte brudte kors. Gerold Holton har senere forklaret, at tegnet repræsenterer et individ, der i desperation strækker håndfladerne ud som "ligesom Goyas bonde foran henrettelses pelotonen. Jeg formaliserede tegningen indtil en linje og puttede en cirkel rundt om."
Symbolet blev brugt i forbindelse med den første engelske påskemarch mod atomvåben og blev også kendt i Danmark i forbindelse med de danske påskemarcher, der i begyndelsen af tresserne ledte frem til Vietnambevægelsen med mere.
Tegnet var umådeligt populært i disse dage, men det kan vel diskuteres, hvor fredelige hensigterne egentlig var med venstrefløjens brug af det. Som Lenin skrev: "Som et endemål betyder "fred" ganske enkelt et kommunistisk verdensherredømme."
Selvom Gerald Holton tillægges ophavet, har tegnet været brugt før. Det brudte kors er R i runealfabetet. For vikingerne symboliserede det død og begravelse.
Det skal også med, at med nazisternes sværmen for vikingeromantik indgik tegnet i den officielle inskription på SS-soldaternes gravstene.
Siden den tidlige middelalder har tegnet også været kendt som et anti-krist-symbol, og kaldes da også Neros kors. Det refererer til myten om apostlen Peter, som blev korsfæstet af Nero. Peter bad om at blive korsfæstet med hovedet nedad, da han ikke var værdig at dø som sin mester.
Sjovt nok sidder symbolet på Alvin Lee's guitar til venstre ved siden af et kendt kristent symbol - det såkaldte Labarum, der er en kombination af de græske bogstaver P (rho) og X (khi), som er de første bogstaver i ordet Kristus. Tegnet tillægges en åbenbaring, som den romerske kejser Konstantin den Store fik i 312 før slaget ved den Milviske Bro. I den forbindelse tog han mottoet "In hoc signo vinces" - ved dette tegn skal du sejre - og det er da også den tekst, som omkranser korset på Alvin Lee's guitar.
Nederst til højre ser vi det astrologiske urhoroskop. Det vidner om en vis okkult interesse hos Alvin Lee, men det var jo også i høj kurs dengang i slutningen af 60'erne, så det er vel ikke noget mærkeligt i.
Umiddelbart til venstre oven for guitarstolen er en sticker med logoet for Woodstock-festivalen, og det er da troligt, at hvem som helst, der har haft æren af at spille på Woodstock, kan finde på at sætte dette klistermærke på guitaren.
Endelig - umiddelbart til venstre for Woodstock-logoet - er der en sticker, som jeg må erkende, at jeg ikke kender og ikke har kunnet finde noget på. Vi ser en person tegnet i streg - lidt a la tidlig Hergé - som gør V-tegnet med begge hænder. I de dage var V-tegnet også et fredstegn, selv om det angiveligt stammer fra Churchhill, der brugte det som sejrstegn i anden verdenskrig. I Asien benyttes V-tegnet ofte af unge på fotos og betyder i denne sammenhæng lykke. Jeg hører gerne fra læsere, som kender nærmere til baggrunden for dette klistermærke.
Umiddelbart herunder ser vi et dødningehoved. Det kan betyde gift eller pirater - jeg ved det ikke, men det vidner vel om, at der ikke har ligget nogle særligt dybe overvejelser bag udsmykningen af guitaren.
Men sjovt er det - og Per Lyngby kan da også berette, at samlere uden held har budt op til 500.000 dollars for guitaren. Det er sindsygt, men vidner om den voldsomme ikoniske kraft, som guitaren og dens mestre havde i en tidsalder, hvor musikudøvelse også var en politisk handling.

Ha'det
Jesper

Ingen kommentarer: