Seks år efter...

Den blå ko på eksportmarkedet

Den blå ko.

For seks år siden godt og vel lavede jeg et foto af en blå ko - Belgisk Blåhvidt Kvæg, helt nøjagtigt - som jeg tilfældigt passerede på en tur rundt på Øland.

Den nydelige blå farve fascinerede mig, og der kom en bloghistorie ud af det. Den historie blev uventet populær og rangerer i øjeblikket som den fjerde mest læste historie her på bloggen.

Kort før jul dukkede så en mail op fra et svensk tidskrift for blandt andet kvægavlere, Husdjur. Bladet stod og manglede et foto af den blå belgier, og de ville derfor gerne købe billedet.

Så nu er min lille virksomhed blevet til en eksportvirksomhed, hvilket i øvrigt er en ganske bureaukratisk affære - og jeg bidrager beskedent til betalingsbalancen.

Artiklen i Husdjur handler om at bruge Belgisk Blåhvidt Kvæg i den svenske kvægavl, hvad man åbenbart ikke gør i dag. I følge artiklen skulle der være store fordele, blandt andet kortere drægtighedsperiode, sundere og mere medgørlige kalve samt hurtigere vækst, hvis man bruger sæd fra en belgisk tyr til en almindelig svensk malkeko.

Sne og faldende vandstand

Luftige isdannelser

Hvis man har fulgt med i medierne de seneste dage, kan man nemt forlediges til at tro, at høje vandstande kun har ramt Østersøen, smålandshavet og bælterne, men vi havde da også en rem af huden her ved Limfjordens bredder.

Det ser man tydeligt ved Ryå, hvor vandet stod højt, da frosten satte ind onsdag. I det stille vand i rørskoven blev der dannet et tyndt islag, der blev hængende mellem sivene, da vandstanden faldt mod det normale, hvor der så blev dannet et nyt islag. Det ser faktisk sjovt ud - og et spændende eksempel på, hvordan naturen hele tiden kan overraske selv hærdede sjæle.

Torsdag bød på flot, nyfalden sne og høj frost med blå himmel. Det er en god anledning til en tur med kameraet, så her er et par billeder fra dejlige Nordjylland.

Dagens vejrbillede

Sneen er på vej

Dagen har budt på spredte snebyger. Her i nærheden af Biersted.

Svanesang og flyvende trompeter

The Sound of Øland...

Sangsvanen er nem at kende på det gule næb.

Luften over Øland gjalder af trompeter på denne årstid. Det er lyden af sangsvanernes udrykninghorn, som de næsten ti kilo tunge fugle fornuftigvis bruger, når de gør luften usikker på turen rundt i distriktet efter føde.

- Om vinteren huser Danmark over 40.000 sangsvaner, viste en optælling i 2014. Det er cirka 70 procent af den europæiske bestand, der om sommeren holder til i Nordskandinavien og Sibirien. Og nogle tusinde stykker af vinterbestanden slår sig altså ned i Nibe Bredning og Ulvedybet mellem Øland og Gjøl, fortæller Jesper Hansen, der dagligt følger fuglene i Ulvedybet med sit kamera.

Sangsvanerne overnatter på vandet – og hver morgen går turen så ud til markerne efter føde. På menukortet står gastronomiske lækkerier som raps, vinterbyg og glemte roer og kartofler, der er blevet lækkerbløde efter den første frost.

Sangsvanerne er nemme at kende: I modsætning til vores nationalfugl, knopsvanen med det orange næb, er sangsvanens næb gult – og så er der selvfølgelig den flotte sang med de gjaldende trompeter.

Hanbo-Bladet 3. januar 2017

Og vinderen er...

Nytårsspøg og efteruddannelse

Jeg er blevet en lille smule klogere på mig selv og ikke mindst mit fotografiske arbejde efter årets lille nytårsspøg på Facebook.

Jeg lavede et album med nogle af mine bedste fotos fra 2016 og bad mine Facebook-venner komme med et bud på årets billede - gerne med en lille begrundelse. Det blev til godt et halvt hundrede svar - og resultatet overraskede mig faktisk...

Vennernes favorit var helt klart "Humlebien og stokrosen" skarpt forfulgt af "Airborne" og "Musvåge-sex". Også "Svanesøen", "Tågesnak" "Godnat", Wasa Wasa" og "Den kolde stol" fik en del roser.

Feltet blev overraskende bredt. Det var bestemt ikke sådan, at et enkelt billede stak markant ud. Det er jeg glad for - for det tyder trods alt på, at det gode håndværk spiller en rolle.

Men håndværk alene gør det altså ikke. Helt overordnet er moralen nemlig, at billedkunst handler mere om følelser end teknik. Det har jeg sådan set altid vidst, men det er da godt at få det gentaget.

Alligevel overrasker det mig lidt, at humlebien blev så populær. Ikke fordi det ikke er et flot billede, men fordi den slags billeder faktisk ikke er så svære at lave rent teknisk. Til gengæld er dyr svære at styre - og personligt havde jeg gerne set, at man kunne se brumbassens øjne mere tydeligt, men det er øjensynligt en detalje, som flertallet bærer over med.

Det er et godt eksempel på et velkendt skisma i mediebranchen, hvor der ofte er betydelig forskel på afsender-kvalitet og modtager-kvalitet. Når man skriver, kan man bruge masser af tid på flotte alliterationer og andre detaljer, der stort set ikke ændrer på modtagerens opfattelse - og når man laver billeder kan man stirre sig blind på en lille detalje, som beskueren slet ikke hæfter sig ved.

Det er godt at blive mindet om, at sådan er det bare...

Som sagt placerede også musvåge-sex og airborne sig godt på ranglisten. Det overrasker mig til gengæld ikke. Musvågerne er jo et helt unikt billede, som man kun sjældent får lejlighed til at lave - og så var jeg rigtig heldig med lyset, der bare er perfekt. Knap så unikt er Airborne, men igen er det helt rigtigt belyst og teknisk set ganske perfekt - og det er sammen med søsterbilledet "Mod fjerne horisonter" to af mine egne favoritter.

Det skyldes ikke mindst min fascination af fly, som jeg egentlig ikke forventede, at så mange deler, men jeg tror, at Lars Borberg fra Gjøl er inde på noget af det helt rigtige, når han i sin analyse af "Mod fjerne horisonter" skriver: "Det lille fly, der blinker i solen, mens det sætter ud på en rejse mod en mørk, stormtruende horisont. Det er fuldt af romantik, eventyr, spænding og en vemodig følelse - som kunne det være sidste gang, flyet og dets pilot blev set. Meget filmisk."

Det kan næppe siges mere præcist, for "Mod fjerne horisonter" er meget stærkt inspireret af en forside fra en min barndoms Jan-bøger - og der er vist også lidt "Indiana Jones" over det.

Ole Abrahamsen fra Vejle er inde på noget af det samme og skriver:"Airborne rammer mig lige i hjertet, det er havet og himlen og en flot maskine og som gammel sømand forbinder jeg det med frihed og udlængsel".

Ud over min fascination af fly er jeg også vild med fugle, så det glæder mig selvfølgelig, at også flere af fuglebillederne kom med på listen. Men igen er moralen, at billedet helst skal tale til følelserne - og det er der jo ingen tvivl om, at et foto som "Svanesøen" gør - selv om det næsten er en overpointering.

Følelser er der også masser af i Wasa Wasa. Ole Mose, Randers, skriver: "Overvindelse, determination og anstrengelse" - og Karen Bøggild, Junget, at billedet fortæller, "at det bare er hårdt". Forresten er Wasa Wasa også det eneste af striben af årets billeder, der har været bragt i avisen.

Det vil ikke være muligt at gengive alle kommentarerne på en meningsfyldt og pædagogisk måde, men jeg er glad for hver enkelt kommentar og ikke mindst, at næsten alle billederne fik en kommentar med på vejen. Det bestyrker mig i opfattelsen af 2016 som et fantastisk fotoår - og jeg krydser fingre for, at 2017 bliver lige så godt.

Jeg  takker ydmygt alle deltagerne i den lille nytårsspøg for deres bidrag til en helt gratis efteruddannelse i dagene omkring nytår. Det sætter jeg stor pris på.

Nytårsmenuen

Gourmetmad i dagens anledning

Mænnerne i køkkenet. Foto: Dina Brønlund

Som sædvanligt var nytårsaften en god lejlighed til at dyrke min kærlighed til lækker mad og gode vine - og det i køkkenet sammen med smeden, som deler interessen, hvorfor konerne også sædvanen tro var forvist til hinandens selskab i de tilstødende lokaler i pauserne mellem retterne.

Vi bød på fem serveringer, og arbejdsfordelingen var den sædvanlige, hvor jeg tog mig af af at forberede de første retter, og smeden tog sig af de søde sager til sidst. For ud over at være smed, er Jørn nemlig en ørn til det søde køkken og konditorkunsten.

Første ret var en creme ninon - en pureret ærtesuppe som peppes op med flødeskum og en sjat mousserende vin lige inden serveringen. Læserne må drømme sig til et foto, da kameraet havde ligget i bilen og optikken duggede, men der findes et foto fra en tidligere lejlighed her.

Egentlig skulle laksetataren også være pyntet med
rejer, men dem glemte vi desværre i kampens hede.

Andenserveringen var en variant af laksetatar lavet på rimmet laks, der er laksekød, som er marineret med sukker og salt og krydret med lidt peber og tørret dild. Rimsaltning er en form for gravning - og det er af hygiejniske årsager vigtigt, at man ikke bruger friske urter til processen. Kødet skæres derefter i små tern, som røres med lidt finthakket fennikel og rødløg. Hertil serverede vi en creme på revet fennikel og finthakket frisk dild smagt til med salt, peber og citron. Dertil også friske sprødkogte grønne asparges og et stykke fintskåret smørristet rugbrød.

Lokale oksemørbradbøffer i king size...

Hovedretten bestod af nogle gigantiske mørbradbøffer fra Ulf - en god bekendt af huset, Brøndum Nørgård Natur Ox  - som bruger sine dyr til naturpleje, hvilket bestemt ikke skader bøfferne, der var så møre, at de kunne skæres med øjenbrynet. Egentlig var det planan, at bøfferne skulle være grillet, men på grund af kraftig blæst endte med det med en almindelig pandestegning. Tilbehøret bestod i ristede østershatte, rustik rodfrugtmos med rosenkål og en god sovs lavet på en fond af afpudset og pandeskyen tilsat en sjat fløde.

Sorbetisen var et helt lille kunstværk. Klik på
billedet for stor størrelse.

Herefter gik vi over til den lettere genre med en herlig sorbet lavet på hyldeblomster og pyntet med blandt andet granatæblekærner. Til ære for Dina blev det hele arrangeret på tallerkenen, så det kunne minde om en et grønlandsk isfjeld.

Også Jørns kransekage havde et stærkt grønlandsk islæt, da den ligeledes til ære for Dina var formet som en iglo. Egentlig var det meningen, at kransekagen skulle være pyntet med grønlandske kageflag, men det var altså ikke lige til at skaffe i Brovst og nærmeste omegn, så nu er de skrevet på huskelisten til den næste tur til verdens største ø - for det kan vi naturligvis ikke have siddende på os...

Aftenen blev indledt med et glas cremant d'Alsace fra Giersberger, og denne herlige drik gik igen til Creme Ninon og forresten også senere på aftenen, så der røg i alt tre flasker. Til laksen fik en god, gammel 1. cru-Chablis 2009 fra vinkælderen, og bøfferne blev ledsaget de sidste to flasker Apasso fra 2011, som jeg en gang for mange år siden fik et par kasser af for et foredrag.

Den grønlandske isdessert blev måske ikke helt korrekt skyllet ned med et glas af aftenens værtindegave, som var en hel fantastisk PX fra Cruz Conde i en tyveårs-aftapning fra et solera-system grundlagt i 1902, så nogle af de ædle dråber havde langt over 100 år på bagen. Det korrekte valg til sorbeten ville nok have været en en syrlig moscat, men den gemmer vi til en anden god gang.

Til nytårsklokkerne og kransekagen fik vi halvsød mousserende vin - Moxxii fra Masi. Da kælderen tilfældigvis bød på en Martini Asti, som Dina en gang havde vundet til bingo, blev denne også åbnet, men den var nu al for sød og det meste røg i vasken under oprydningen.

Godnat-drinken blev den ny flødelikør fra Anthon Berg, der smager helt fantastisk af marcipanbrød - men som bør nydes i små mængder, hvad vi så gjorde - mætte og tilfredse efter en god aften.

Kransekagen var formet som iglo...

En stille nytårsdag

Godt nytår til Dovregubbens læsere

Nytårsdag bød på sæsonens første krokus.

Efter en dejlig nytårsaften med masser af god mad og gode vine var nytårsdag en anderledes rolig begivenhed med tid til natur og eftertænksomhed. Turen gik som så mange gange før til Blokhus Strand, der endnu en gang har overlevet en af sæsonens brandstorme.

I haven begynder de første blomster at komme frem. Det lover godt for det nye år, men det er i øvrigt alt for tidligt, for vinteren kommer til at vare længe endnu - i hvert fald rent statistisk - og metereologerne lover da også frost og sne de kommende uger. Det kan vi så glæde os over, nu hvor hverdagen atter kalder på daglige dont.

Godt nytår.

Juleroserne blomstrer planmæssigt her ved årsskiftet.

I Blokhus har sømærket overlevet endnu en storm.

Gråkrage spejler sig i en vandpyt ved Brovst.

Muldvarperne holder ikke vinterferie - snarere tværtimod, for om
vinteren frostsikrer regnormene sig med et højt glukoseindhold
 i blodet. Det gør regnormene ekstra velsmagende og nærende, så
 muldvarperne rigtig får energi til muldskud i hobetal. Billedet er fra
Strandvejen ved Tranum.

Julekopper

Minder fra en svunden tid

Årets julegave fra Farsø Sygehus i 1974. Alle ansatte og
de indlagte i juledagene fik sådan en kop i julegave.

Julen er som bekendt traditionernes tid - og i de gode, gamle dage var traditionerne smukke, enkle og velmente. Det blev jeg mindet om, da jeg fornylig var i Farsø og besøgte malermester Alfred Rasmussen.

For den flinke malermester bød på kaffe, som blev serveret i julekopper fra Farsø Sygehus. Dette glimrende sygehus var i mange år min fars arbejdsplads, så vi havde i min barndom en betydelig samling af disse julekopper derhjemme. Sygehuset var en temmelig stor arbejdsplads, og kopperne var dengang ganske almindelige i mange hjem på egnen, så jeg har drukket spandevis af kaffe fra dem i mine yngre dage.

Julekopperne fra Farsø Sygehus vækker masser af minder.

Julekopperne var sygehusets julegave til personalet og de uheldige, der uheldigvis var indlagt på sygehuset i julen. Kopperne var forsynet med bogstaverne F.S. og så det pågældende årstal.

Kopperne blev leveret indpakket i cellofan og bestod af en kop, en underkop og en sidetallerken. Koppen var fyldt med slik som fyldte chokolader, marcipanbrød og de såkaldte dronningemandler samt ikke mindst et lille stykke chokolade af mærket Milka - den med den lilla ko på papiret.

Indpakningen af kopperne foregik i mødelokalet på sygehuset, og det var en opgave, der var lagt i hænderne på min far og forstanderinden, frk. Bentzen - og hvis man var heldig kunne man få lov at give en hjælpende hånd. For et mødelokale fyldt med tomme kopper og så kassevis af chokolade var jo noget af det nærmeste, man kunne komme paradis.

Det blev alt sammen kaldt frem, da jeg besøgte malermesteren. Hans livs Melina arbejdede i mange år på sygehuset, så også hos Melina og Alfred Rasmussen var sygehusets julekopper det daglige kaffestel.

Jeg formoder, at den smukke skik forlængst er afskaffet - og aner ikke, hvad der er kommet i stedet. Hvis man da i det hele taget bruger julegaver på landets sygehuse længere.

Red. anm. 29. december 2016 kl. 9.45: Jette Nielsen-Man har venligt bekræftet, at i dag giver sygehuset ikke julegaver - hverken til ansatte eller patienter.

Urd og busk

Stormfald

En knækket bøg spærrede vejen gennem skoven i nat.

Efter Urdens hærgen skulle jeg da lige en tur ud i distriktet for at se, hvor slemt det stod til.

Turen gik ikke længere end til genboens nabo, før det første træ var strakt til tælling og lå og flød. Træ er nu så meget sagt, for så stort var det heller ikke - snarere en stor busk. Det gav uvægerligt associationer til "I sne står urt og busk i skjul" ihukommende, at stormen jo var døbt Urd efter en af nornerne fra den nordiske mytologi.

Ellers var det nu ikke de store ting, der var sket. Nogle træer var væltet i skoven, og nede ved dæmningen var vandstanden noget høj, så det meste af strandengen på fjordsiden var dækket af vand.

Her på parcellen var skaderne i øvrigt minimale. Noget gran, der hang på yderdørene som julepynt, var blæst ned - og i drivhuset var termometret faldet på gulvet. Men lidt længere oppe af vejen, havde stormen smadret Johns drivhus, så lidt tryk har der da været på Urd.

Genboens nabos busk opgav ævred.

Strandengene står under vand.

Blæsten har været hård ved skoven.

Den hulkende sømand

Julefrokost i familien

Familien til julefrokost og andequiz.

Udenfor rasede stormen - og det var slet ikke vejr til at være ude andenjuledag, hvor jeg traditionen tro lagde hus til den lille families julefrokost.

Normalt ville vi nok have lagt ud med en travetur i skoven, men fornuftigvis holdt vi os fra skoven i blæsevejret. Godt det samme, for vejen gennem skoven har været lukket af væltede træer hele natten, har jeg netop i skrivende stund erfaret.

I stedet for traveturen improviserede jeg en lille quizkonkurrence med hjælp fra Anders Ands hjemmeside - for det var jo "anden"juledag. Så vi kunne lige så stille sidde og ruge lidt over, hvem der mon var forfatteren til monsterhittet Den hulkende sømand, blandt andet.

Ill. Andeby.dk.

Det rigtige svar - i quizzen, forstås - er naturligvis Anders And. Men dykker man ned i historien er den danske tekst skrevet af Anders And-oversætteren Sonja Rindom til melodien af cowboy-klassikeren Home on the Range af Dr. Brewster M. Higley.

Med Den hulkende sømand scorede Anders And et kæmpehit, så han og ungerne kunne tage på vinterferie i bjergene. Problemet var bare, at hver gang uheldige Anders sang sangen, udløste det en lavine...

Men for dem, som ikke lige kender den hulkende Sømand tager vi lige teksten til det første vers. Den er nemlig hulkende sentimental - ren Gustav Winckler - og passer fint til en uvejrsstund, hvor man ikke kan gøre meget andet end bare kigge ud i mørket og håbe, at huset bliver på parcellen:

Som småpjusket ælling da stod jeg til søs,
jeg drømte om solskin og kærtegn og kys.
Ak disse falmede minder!
Hvem der forstod sig på kvinder!
Nu står jeg fortørnet og drejer mit rat
og hulker ved dag og ved nat:
Oh, skænk mig en grav ved det isgrønne hav
hvor kun bølgerne hører min gråd!
Kun dér kan jeg glemme de drømme, vi drømte,
dengang du var med i min båd.
Nu sætter jeg sejlet og stævner mod land
og synger den eneste sang som jeg kan.
Kun dér, i en grav ved det isgrønne hav
kan en kølhalet and hulke ud.