Weekend med Wasa Wasa

Sikken en god, krævende og lang weekend

Det blev kun til godt en times søvn natten mellem lørdag og søndag. Jeg havde lovet at hjælpe spejderne med at fotografere til årets Wasa Wasa-løb.

Wasa Wasa er en god nordjyske tradition, som er blevet holdt hvert år i første weekend i februar siden 1949. Løbet blev i sin tid stiftet af Hardeknud-spejderne fra Det Danske Spejderkorps. Løbet bliver betragtet som krævende – og de første år var det slet ikke tilladt for piger at deltage. Der er få regler, men løbet skal være på minimum 25 km. , og den tur kan sagtens bliver meget længere, hvis man ikke har styr på koordinaterne. Løbet er også kendt for meget kreative poster, der kun kan løses, hvis patruljerne er gode til at samarbejde.

Blomsterberg for spejdere. Tommestokken måtte
frem, for pandekagerne lavet på spritblus
skal være nøjagtig 10 cm i diameter.

Årets Wasa Wasa havde vikingerne som tema, og der skulle både laves finere gastronomi på spritblus og dyrkes gamle spejder-discipliner som knob, tænde bål med to tændstikker, orienteringsløb og førstehjælp. I 8. gilde havde vi ansvaret for en post, hvor spejderne skulle støbe en torshammer i tin og montere den i en Kulsø-ramme på en baggrund af tovværksarbejde.

Sidste gang, jeg var med, var i 1993, hvor jeg stod på post sammen med gildebrødrene en stjerneklar frostnat på Barmer Hede. Så det var med store forventninger, jeg pakkede bilen lørdag morgen og drog til det militære øvelsesterræn ved Hvorup. Dagen gik med forberedelserne, indtil løbet blev skudt i gang på Lindholm Station kl. 18.

Finere madlavning på vikinge- og spejdermaner.

Herefter gik natten med at følge spejderne rundt i Nørresundby og øvelses-terrænet bevæbnet med kamera og flash - og selvfølgelig med afstikkere til 8. gildes post, hvor mine 20 gildebrødre hyggede igennem med grill og sådan...

Klokken 5.45 gik turen hjemefter for at flytte godt 600 billeder over i pc'en, en hurtig blunder på sofaen og så tilbage til spejderne, der havde sovet i gymnastiksalen på Gl. Lindholm Skole. Præmierne blev overrakt kl. 9 og så var det ellers hjem til kontoret, for jeg havde lovet avisen nogle billeder og lidt tekst til kl. 12. Så skulle jeg lige teste Dinas fastelavns-boller, inden det blev til en ordentlig morfar resten af dagen.

Nu kan jeg så bruge den næste uges tid til at udvælge og efterbearbejde nogle af billederne, der blandt andet skal bruges, når næste års Wasa Wasa skal markedsføres.  Her er nogle af de første billeder. (Nogle af billedteksterne mangler - for jeg er for træt til at tænke HTML klart lige nu).

To store profiler i Jens Bang Division. Mikael og Kim
briefer inden løbsstart på Lindholm Station.

Tømmerflåden driver - og vandgangen lurer.
 Han var heldig og slap med en våd sok.

På en af posterne skulle spejderne tænde bål med to
tændstikker om bord på en papmodel af et vikingeskib, som de
selv havde bygget. En af dommerne sikrer, at det brændende vikingeskib
 ikke smelter bassinkanten.

Udfordringen

Bag kulisserne på en dag af de svære på kontoret...

Jeg skærer hakkelse i døgnets rejsestald og bruger derfor en god del af min tid på konferencer og møder, som jeg skal skrive om. Og da mit lille firma ikke har råd til at ansætte en fotograf, er det også mig selv, der er fotografen.

Det har jeg det fint med - og mener normalt ikke, at det er det store problem. De fleste mennesker i den sammenhæng er folk, der let og ubesværet formidler et budskab fra en talerstol. Folk med synspunkter, der gerne ser publikum i øjnene.

Men torsdag var jeg udfordret, som det hedder. Først og fremmest af lokalet, hvor der var et betydeligt solindfald fra siden. Desuden var talerstolen anbragt op ad en nødudgang, og der var masser af lamper på en i øvrigt temmelig urolig baggrund - så under alle omstændigheder var det nødvendigt med et betydeligt efterarbejde for at få pæne billeder ud af det.

Men den helt store udfordring var nu en af talerne. Det var arkitekt Jens Thomas Arnfred fra Tegnestuen Vandkunsten. Han var svær, dels fordi han valgte at tale fra gulvet, hvor han vandrede rundt uden ro på sig, dels fordi han det meste af tiden enten kiggede ned i gulvet eller stod med lukkede øjne tilsyneladende for at finde inspiration til sit i øvrigt meget spændende foredrag om arktisk arkitektur. Selv om jeg satte kameraet til højhastigheds-optagelser, var det svært at fange et foto, hvor han så mod kameraet, hvad jeg ellers gerne vil have. Desuden havde han en vane med at sætte hånden på panden, når han fremmanede budskabet.

Det endte med en stak fotos, som ved første gennemsyn ikke rigtig havde de kvaliteter, som jeg normalt leder efter - og alt i alt måtte jeg erkende, at dagens foto af Arnfred nødvendigvis måtte blive lidt anderledes end de fleste. Avisen skal jo ud. Det var et lidt svært valg, for man skal jo ikke gøre folk til grin - og billedet skal nødvendigvis afspejle den seriøsitet, som foredraget fortjener.

Det endte med, at jeg sad med tre fotos, som jeg kunne bruge - og her valgte jeg så det sorthvide foto, som er oven over indlægget. Men efterfølgende synes jeg nu også, at det faktisk er et smaddergodt billede, der meget godt dækker oplevelsen af en spændende og meget engageret gennemgang af arkitektens overvejelser, når der skal bygges huse i den smukke grønlandske natur.

Se i øvrigt den endelige artikel på Arctic Business Networks blog.

Stor skallesluger

Efter stormen

Tre store skalleslugere på flyvetur i aftenrøden.

Det er nu ikke hver gang, at den
store skallesluger får en ål på krogen.

Vinden har lagt sig en smule, og dagen har budt på sol. Så det blev til en tur ned til dæmningen sidste på eftermiddagen.

De seneste dage har der ikke været mange fugle at se, men efter stormen ser det alligevel ud til, at fuglene er på plads igen. Blandt andet de mange store skalleslugere, som holder vinterkvarter på fjordsiden af dæmningen, mens de fornøjer sig med vores ål.

Et par billeder blev det også til...

Jeg er ret sikker på, at skalleslugerne har
forårsfornemmelser. Den her hun var i hvert fald ombejlet.

Det brænder sgu...

Tanketerapi efter en brand

Da jeg ringede 112, var der kun gnister i
 den nederste del af målerskabet, men branden
bredte sig lynhurtigt, mens jeg prøvede at forstå,
hvad der skete. Foto: Thomas Kristensen

Mandag i skumringen kørte jeg gennem skoven på vej mod Pandrup for at hente Dina.

I skovbrynet ligger der et lille gulstenshus langs vejen. Ud af øjenkrogen skimtede jeg nogle gnister, som jeg i første omgang registrerede som en eller anden form for fyrværkeri - og jeg var faktisk 20 meter forbi huset, før det gik op for mig. Det brænder sgu da i målerskabet...

Jeg satte bilen på tværs i den ene side af vejen, som jeg har lært, tændte blinklysene og slog 112 på telefonen. Branden var allerede meldt, så jeg koncentrerede mig om at få tjekket, om der var folk i huset.

Brandvæsenet kunne næppe være hurtigere 
fremme, end tilfældet var. Foto: Thomas Kristensen

Der dukkede en del tililende til, der kunne fortælle, at folkene i huset var kommet ud.
Så kom der en mand løbende og råbte, at det nok var bedst at komme på afstand, da der var gasfyr i huset. Og så kunne det jo nok være, at vi kunne forføje os i en vis fart.

Herefter prøvede jeg at få lidt overblik over, hvem der havde været i huset. Det viste sig at være en mand med et barn og en hund - og barn og hund var installeret i en af bilerne. Manden var rystet, men var tilsyneladende i gode hænder hos nogle pårørende, så jeg afstod fra yderligere indsats.

Slukningsarbejdet er i gang. Det giver
 masser af røg og damp. Foto: Thomas Kristensen

Efterfølgende har jeg læst, at manden og barnet blev indlagt til observation for røgforgiftning - og den mulighed burde jeg nok have været opmærksom på. Men ellers - og det er jo det, der er det mest interessante - synes jeg, at jeg reagerede nogenlunde, som jeg har lært det. Et er at have deltaget i efterhånden en del førstehjælpskurser - noget andet er, hvad man gør på stedet. Og det er også det, som er baggrunden for, at jeg overhovedet skriver om det her. Jeg prøver på at blive lidt klogere på mig selv, kort sagt.

Branden er slukket, men bagefter hev brandvæsenet
taget af huset for en sikkerheds skyld. 
Foto: Thomas Kristensen

Branden var opstået i målerskabet på husets ydervæg, men nåede at brede sig til værelset inden for, inden brandvæsenet ankom. I øvrigt forbilledligt hurtigt. Men i den forbindelse kan jeg ikke helt frigøre mig for tanken om, at havde jeg haft en CO2-slukker i bilen, kunne jeg muligvis have forhindret branden i at brede sig. Det er værd at tænke over.

Måske gjorde jeg ikke alt - men jeg gjorde da i det mindste noget...

Billederne er venligst stillet til rådighed af Thomas Kristensen fra Arentsminde

Langt højere bjerge...

På toppen af Øland

Så kommer man ikke meget højere på Øland.

Her i det Han Herredske er vi nok mest kendt for de flade, åbne landskaber, hvor man kan se milevidt. Bakker, endsige bjerge er der ikke meget af.

Og dog. Mellem Øland og Gjøl ligger Bjerget, der med sine imponerende 17 meters højde bliver omtalt i turistbrochurerne som et fantastisk udsigtspunkt. Naturligt nok - for i de blindes rige er den enøjede konge.

Men vi kan faktisk mere end de 17 meter. En god del af skoven - især mod vest - er temmelig kuperet terræn, der på mange måder er østjysk i sin magt og vælde. Her finder man også Ølands højeste punkt, der dog i lighed med øboerne ikke gør meget væsen af sig.

Højdepunktet ligger i kanten af Ølandskoven og er godt gemt af grantræer. Faktisk har højen slet ikke noget navn, men med sine 41 meter er det ubestridt Ølands højeste punkt.

Som sagt - det højeste punkt ligger inde mellem træerne og det giver ikke mening at besøge stedet. Men en af skovvejene går ganske tæt forbi - og her fornemmer man tydeligt at være i højderne. I hvert fald er der lige blevet hugget et brandbælte, som man kan kigge ned ad og få lidt fornemmelse af bjerg.

Men store sager er det ikke. Store sager er til gengæld en frisk gåtur i skoven - og selv om vinden kan være strid, mærker man ikke meget til den inde i skoven. Så det er et godt sted at gå tur i disse dage.

Og så er det spændende - lidt for spændende måske. For det er nu bekræftet, at der er set spor af ulv i skoven.

Dina næsten på toppen.

Varsel om forhøjet vandstand

Limfjordens bredder breder sig

DMI havde lørdag meddelt et såkaldt varsel om forhøjet vandstand i den vestlige del af Limfjorden. Kraftig vestenvind presser vand fra Vesterhavet ind i fjorden - og når vandet kommer til flaskehalsen ved Aggersund stiger vandstanden.

Det er et kendt fænomen - og i Løgstør har man taget sine forbehold. Tidligere var byens gader ofte oversvømmet, men havnekajen er nu blevet forsynet med en kantsten, der udgør et dige, så vandet i de fleste tilfælde bliver i fjorden.

Det hjælper dog ikke strandengene omkring byen og heller ikke byens rekreative havnemiljø langs kanalen ved Limfjordsmuseet, som man kan se på nogle af lørdagens fotos fra en eftermiddagstur langs Limfjordens bredder.

Klar, parat, bag

Den store bagedyst på sildelaugsk...

Aftenens åbningsret var grønlandske rejer i pikant ost og fladbakkelser.

Så er julens og nytårets kulinariske udskejelser forbi - og vi må finde på andre gode grunde til at bænke os omkring bordet med den gode mad.

Den Store Bagedyst kræver betydelige håndværksmæssige
færdigheder - og det har SEP tydeligvis.

Heldigvis har vi her på øen det legendariske Øland Sildelaug, hvor vi fredag holdt årets første møde med tilhørende kontingentbetaling - en slags pekuniær standerhejsning fristes man til at sige...

Oldermanden havde meldt forfald, og skriverkarlen havde påtaget sig hvervet med at designe aftenens meny og i øvrigt efter bedste evne lede slagets gang i samråd med ceremonimesteren.

Aftenens tema var "Den store bagedyst", som vi passende kan forkorte til DSB - så er forventningerne ikke så høje, selv om vi selvfølgelig satser på bagværk til tiden. Gå ikke over sporet - for så går det bare i kage...

Jeg havde kreeret en menu, hvor alle retterne havde det til fælles, at der indgik et vist bageelement - uden at det var fire forskellige kager.

Vi lagde ud med rejer i vandbakkelser - og det smagte godt. Vandbakkelserne var godt nok blevet til fladbakkelser, men smagen var der ikke noget i vejen med. I første omgang troede jeg, at miseren måske skyldtes en regnefejl i opskriften. Men ak nej, det var ikke min fejl, så Michael og Palle må nok se frem til en gang spank hos Blomsterberg. Men kender jeg dem ret, klarer de såmænd også den ydmygelse.

Fine sager: Riesling fra Trimbach. Det er verdensklasse.

Herefter gik vi til det alsaciske folkekøkken med Tarte Flambée eller Flammkuchen - den lokale pizzavariant dernede i den indeklemte provins mellem Frankrig og Tyskland.

Alsace var også undskyldningen for aftenens vinvalg. I et kort øjebliks svaghed havde jeg nemlig besøgt Sigurd Müllers Vinhandel - og de har som bekendt den danske forhandling af Trimbach - en vingård i Ribeauville, og her producerer man intet mindre end verdens bedste Riesling. Det er vi i hvert fald mange der mener, og vinvalget var da heller ikke ligefrem laugsbrødrene imod, så der blev taget godt for sig af de liflige druer.

Riesling var imidlertid ikke sagen til tredje servering, der bestod af camenbert indbagt i butterdej. Tilberedningen var lagt i hænderne på smeden, der som bekendt er en habil bager - og den sad bare i skabet med lidt solbærsyltetøj. Og derfor blev det hele også skyllet ned med Oscar Davidsens berømte - og på grund af et heftigt indhold af spiritus også lidt berygtede solbærrom.

Alle kan være med. Sildelauget
udgiver nu også opskrifterne. Hæftet
kan downloades her.

Som prikken over i'et sluttede vi aftenen med Michel Marcauds berømte chokoladekage Gâteau Marcel - den uden mel - og så kunne vi altså heller ikke spise mere.

Nu var det den store bagedyst, så vi skal da også have udnævnte en vinder. Ølands mesterbager er...stilhed, trommehvirvler, tilbageholdt åndedræt... Hardy og Peter for deres helt igennem vellykkede fortolkning af Flammkuchen.

Der er jo også nogen, der skal sendes hjem i Den Store Bagedyst - og det blev hele banden efter oprydningen og behørig afsyngelse af Ølandssangen. Det gik nemt - for divanen kaldte forførende...

Aftenens opskrifter kan downloades her i et fedt hæfte - gratis og uden yderligere forpligtelser.

Dagens vinder blev denne fine fortolkning
af Flammkuchen - kreeret af Hardy og Peter.

Indbagt camenbert i butterdej med solbærsyltetøj - og naturligvis
solbærrom fra Oscar Davidsen.

Vi sluttede med Gateau Marcel - og det var
lige før, jeg slet ikke nåede at få et billede...

Årets første erantis

Naturforvirring

Uden for blæser det en halv pelikan, men der er ti graders varme - sådan cirka 15 grader mere end sidste fredag. Så naturen er begyndt at indstille sig på forår.

Normalt kommer vintergækkerne først - og de er også på vej - men de må nu se sig slået af erantissen, der allerede nu står med bristefærdige knopper nede mellem det visne løv.

Det er en mærkelig tid...

Sømandskunst

Et lille frikvarter

Jeg har egentlig haft lidt småtravlt den seneste tid - og der har da også været stille på bloggen.

Det er mest småintellektuelle sysler ved skrivemaskinen, som jeg stadig kan finde på at kalde pc'en, der optager mig, men tirsdag aften trængte jeg til afslapning med en øl eller to på værkstedet.

Det kom der denne bordskåner ud af. Jeg har aldrig haft en strikkepind i hænderne, men til gengæld har jeg altid været glad for godt gammelt tovværksarbejde. Det er sikkert et levn fra min spejdertid, men det blev nu også godt stimuleret, da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten. Her dyrkede vi det gode, gamle sømandsskab, sejlede i vikingeskib og vedligeholdt rigningen, så her fik jeg prøvet lidt af hvert. Jeg kan lappe sejl og bøde garn - og så kan jeg altså også en masse ting med tovværk.

Det blev en hyggelig tirsdag aften på værkstedet - og jeg vil prøve at tage mig sammen til at gentage det lidt oftere.

Op på grisen igen...

APS igen...

Bloggens faste læsere vil vide, at jeg ikke har været hel heldig med mine hjemmelavede spegepølser.

Første gang gik det ellers så godt, men anden gang måtte jeg kassere det hele - og sidste års produktion var - omend spiselig - ikke noget at skrive hjem om.

Det store spørgsmål var, om jeg skulle give op og lade spegepølse være spegepølse. Men vejret har været godt til både røgning og spegepølse-produktion de seneste par uger, så det endte med, at jeg sagde "Op på grisen igen, Hansen".

Men belært af skade blev det til en begrænset produktion. Sølle to kilo, men så er skaden da til at overse, hvis det endnu en gang skal gå galt.

Jeg bevæbnede mig med pølsemagerens fejl-liste fra Morfars Røgeovn, som faktisk er en diger sag og fulgte rådene slavisk. Alt grejet blev sprittet af, salt blev vejet af på gram - og så gik jeg ellers i gang.

Halvanden kilo nakkekam og et halvt kilo spæk blev kørt gennem kødhakkeren på den grove klinge to gange. Herefter rørt med lidt grisefond, spegepølsekultur, hvidløgspulver, nitritsalt, peber og timian. Farsen smagte fantastisk, vil jeg bare lige sige - og det hele blev stoppet omhyggeligt i plasttarme, som var blødt ud forinden. Helt efter bogen...

Nu skal pølserne så modne og tørre på snoren i værkstedet - og om en uges tid skal de så i røgeovnen. Herefter yderligere tre ugers modning - og så kender jeg resultatet af dette års spegepølseproduktion.