Admiralens visen sig frem

Nu er det tid for admiralernes spiritus-flyvning

Den sad der her til morgen i den gryende morgensol. Sommerfuglen af admiral-arten var nærmest fastnaglet til flagstangen efter en kold nat, mens den labbede solens varme til sig - og gjorde ikke mine til at flytte sig.

Måske - eller sandsynligvis - fordi den havde tømmermænd. Disse sommerfugle er nemlig særdeles drukfældige. De holder meget af gærede frugter, som der som regel er rigeligt af her i sensommeren. Mange gange kan de blive så berusede, at de let lader sig fange. Den her var der nu ingen grund til at fange - for den havde jo sat sig til skue midt på den hvide og temmeligt afskallede flagstang.

Admiralen er en typisk trækfugl - træksommerfugl. De kommer her til Skandinavien for at yngle og lægge æg - men i løbet af efteråret fortrækker de til sydligere himmelstrøg og kommer så tilbage igen i den kommende sensommer for at sikre slægtens overlevelse. Så den egentlige grund til, at admiralen tager til Danmark er hor og svir - og det er da ikke så ringe en grund.

Admiralen er i sin tid navngivet af den engelske insektforsker James Petiver - ikke fordi den er fordrukken, men fordi den med sit orange bånd kan minde meget om den engelske marines admiral-uniformer i det 17. århundrede.

Admiral med morgenhår og rust i halsen...

Livet er så mange ting...

Mit liv som TV-stjerne

Per Jensen og bloggeren i TV-studiet.

Jeg har lavet masser af video og TV-programmer i mit liv - blandt andet var jeg ankermand på cirka 300 nyhedsudsendelser på Nuuk TV, mens jeg boede i Grønland. Men når vi ser bort fra et par enkelte nyhedsindslag har det altid været bag kameraet - og programmerne og indslagene har altid handlet om alt andet end undertegnede.

Det blev der rådet bod på, da jeg forleden medvirkede i programmet "Livet er så mange ting" på TV2-Nord. Det var journalisten Per Jensen, som jeg i øvrigt kender fra mine glade Aalborg-dage, der havde inviteret mig i studiet til en halv times snak om livet i al almindelighed og ikke mindst nogle af de ting, som jeg er glad for.

Det blev til en hyggelig lille udsendelse, hvor vi blandt andet snakker om vejret, cyklister, spejder, Dannebrog, Tintin, røget laks og rypesnaps. 

Ikke mindst min rypesnaps - årgang 2010 - tog kegler hos studieværten, der var noget skeptisk ved tanken om at drikke noget, der havde været inden i en fugl. Men Per Jensen er en glad mand, der kender bordets glæder, og snapsen fik sammen med min hjemmerøgede laks mange anerkendende ord med på vejen.

Programmet havde premiere onsdag aften og bliver den kommende uge sendt nogle gange på TV2-Nord-kanalen. Det er, så vidt jeg har forstået, også meningen, at man skal kunne se programmet på kanalens hjemmeside, men er i skrivende stund endnu ikke lagt ud på hjemmesiden.

Farvel far...

Endnu en bisættelse i familien

Også ved fars bisættelse var kirken smykket
pænt og enkelt med røde roser.

Torsdag sagde vi farvel til min gamle far. Det blev en trist, men alligevel ganske smuk dag.

Far var glad for livet - men der var ikke nogen tvivl om, hvilken vej det bar, selv om han en uge før sin død fejrede 80 års-fødselsdagen med et brag af en fest. Sådan var han - og sådan kunne vi lide ham. Der var heller ingen tvivl om, at det var den forventningsfulde glæde før festen, der holdt ham oppe i den svære tid efter mors død. Det var mere end de fleste kan klare - og allerede dagen efter fødselsdagen begyndte kræfterne for alvor at slippe op.

Det blev nogle bevægede dage, for far var også bogholderen, der ville, at regnskabet skulle stemme, når kassebogen smækkes i - så dagene efter fødselsdagen gik med alle de praktiske ting, som han så gerne ville have i orden, inden han døde. Vi fik det meste på plads - og fredag den 17. august sov han så stille ind.

Bisættelsen var i store træk en kopi af mors bisættelse halvanden måned tidligere - dog havde vi valgt at skifte et par af salmerne ud med "Nu er jord og himmel stille" og "Altid frejdig når du går". Det er aftensange, som hører spejderlivet til - og derfor det naturlige valg, når en gammel spejder går bort.

Fars kiste i kapellet på Farsø Sygehus.

Desuden havde vi om formiddagen en lille ceremoni - kun for min søster og jeg, hvor vi skruede låget på kisten. For sidste gang så vi far. I dagens anledning oven i købet med sit Gilwell-tørklæde om halsen - for det skulle selvfølgelig med til det sidste lejrbål. Ceremonien foregik i kapellet på Farsø Sygehus - et kapel som far i sin tid var med til at bygge, da han ledede den store udvidelse af sygehuset i begyndelsen af 70'erne.

Efter selve bisættelsen var der - som skik byder - kaffe til følget. Om aftenen holdt vi gravøl på hotellet med den nærmeste familie og nogle få venner. Stambordet i midten af restauranten stod denne aften tomt, mens vi spiste røget laks og wienerschnitzel - to af fars livretter. Men en god og hyggelig aften blev det alligevel - helt i fars ånd.

Selv om far ønskede, at man gav penge til den palliative
 afdeling på Farsø Sygehus i stedet for blomster,
var der nu en del blomster og kranse i kirken.

Nu kommer så tiden, hvor der skal ryddes op. Lejligheden skal tømmes, og der skal være møder med advokat og skifteret og så videre og så videre. Det seneste års tid har jeg været i Farsø adskillige gange om ugen - det er helt sikkert slut om et par måneder, og en ny periode af livet kan begynde.

Men indtil videre er det svært at vænne sig til. Specielt savner jeg den næsten daglige aften-telefonsnak om årets gang i haven, vejret, bureaukratiets mangfoldige ansigter, tåbelige love og ikke mindst landets tossede, bindegale og ansvarsløse politikere, der helt generelt blander sig i alt for meget, der ikke kommer dem ved.

Æret være fars minde.

Mogens Hansen

Et liv i fuldt vigør - næsten til det sidste

Mogens Hansen var født i Vordingborg, hvor han blev handelsuddannet. Senere blev han ansat som administrator i sygehusvæsenet, hvor han arbejdede ved en lang række danske sygehuse, inden han i 1963 kom til Farsø Sygehus. Her var han blandt andet med til at lede den store udvidelse på Højgårdsvej i begyndelsen af 70’erne.

Siden barndommen var Mogens Hansen stærkt knyttet til Det Danske Spejderkorps og havde hele livet igennem kontakt med en gruppe spejderkammerater fra Kong Volmers Trop i Vordingborg. Han var i sin tid en af initiativtagerne til spejdercentret Kølhøjhus i Arden, og han har også været formand i forskellige spejdersammenhænge. 

Mogens Hansen tog aktivt del i samfundet og har gennem årene haft mange tillidsposter, både lokalt i Farsø og i Nordjylland. Gennem adskillige år var han kasserer i Farsø Fjernvarmeværk. Desuden har han blandt andet siddet i hovedbestyrelsen for boligselskabet Domea, ligesom han har været kredsformand i Ældresagen, hvor han også i en årrække havde sæde i landsstyrelsen, nogle år som næstformand.

Sygdom tvang Mogens Hansen til at drosle ned de sidste år, men indtil få dage før sin død virkede han aktivt som forretningsfører for Fonden Farsø Borgerforenings Stiftelse og som formand for Farsø Ældreboligselskab. 

Mogens Hansen sov stille ind den 17. august på den palliative afdeling på Farsø Sygehus og sluttede dermed livet på det sygehus, som var rammen om mange af hans arbejdsår. 

Mogens Hansen blev i 1957 gift med sygeplejerske Ditte Hansen, som døde 1. juli i år. Mogens Hansen efterlader sønnen Jesper, der bor på Øland, og datteren Birgitte, der er bosat i Ringe.

Far

Bål-paella

Med paella-panden og sækkepiben i skoven

Da jeg for nogen tid siden anskaffede en paella-pande, var den direkte anledning, at jeg havde lovet at lave mad til 8. Sct. Georgs Gildes friluftsgildehal den 16. august. Og selv om jeg tidligere har indviet panden med risotto, blev det den første tur med paella på panden.

Det er en stor fordel at være to om arbejdet, når man
laver paella over bål.  Retten kræver megen omrøring.

Her er opskriften, der rækker til cirka 30 personer. Man steger i forvejen cirka 50 kyllingelår i ovnen - og husker selvfølgelig at gemme stegeskyen. Når panden er over bålet hælder man først en halv liter raps-olie i. Heri svitser man ti løg i skiver, ti hakkede hvidløg og et halvt kilo bacon i tern. Herefter tilsættes to kilo ris, stegeskyen, et glas gurkemeje, et halvt glas paprika, et glas ansjoser og to liter bouillon. Efterhånden som risen suger væden til sig, tilsætter man yderligere vand under hele processen - under stadig omrøring så det ikke brænder på. Når risen begynder at mørne, tilsætter man et kilo ærter, 10 tomater skåret i både og otte peberfrugter skåret i tern samt kyllingelårene. Smag til med salt og peber og lad det hele småkoge i panden yderligere nogle minutter, til risen er mør. Umiddelbart før servering tilsættes et kilo rejer og et halvt kilo muslingekød. Skal det være flot, lægger man på toppen et halvt kilo skalrejer og et halvt kilo muslinger i skal. Rør det forsigtigt igennem en sidste gang, og retten er klar til servering.

Så er paellaen klar til servering. Opskriften rækker
 til mindst 30 personer.

Min paella-pande er 80 centimeter i diameter og kan rumme paella op til 40 personer. Jeg har fundet ud af, at det er en fordel at være to om at lave maden, hvis ikke der skal løbes al for stærkt, da det er vigtigt, at der hele tiden røres rundt i maden. Jeg har i øvrigt fået hjælp af smeden, som har fremstillet en stor paletspade, som jeg bruger til omrøringen, så jeg hele tiden får løsnet paellaen fra pandens bund. Smeden har også lavet tre ben, så panden står stabilt over bålet.

Sækkepibemusik i Hammer Bakker
på en dejlig sommeraften.

Paellaen var naturligvis en succes - og vi havde en dejlig sommeraften midt i Hammer Bakker. Forresten havde vi optagelse af en ny gildebror - Jesper. Udover at han jo har et smukt fornavn og selvfølgelig har været spejder i sin barndom, er Jesper et interessant bekendtskab, da han nærer stor interesse for alt, hvad der kommer fra Skotland - ikke mindst sækkepiben, som han håndterer virtouøst.

Cykologisk kursus

Sport og eksibitionisme

Cykelsporten har virkelig medvind på cykelstierne i øjeblikket. TV er fyldt med cykelsport på trods af, at almindelige mennesker næppe kan gennemskue, endsige forstå de komplicerede regler i holdcykling. Hver by, hvert land har efterhånden sin tour (tortour?) - gerne med myndighedernes velsignelse. For cykelløb giver omtale og branding, som politikere og turistfolk mener, er tidens løsen.

En anstændigt påklædt cyklist.

Det uagtet at cykelløb – akkurat ligesom porno - er uinteressant og kedeligt for alle andre end deltagerne. Desværre er cykelløb også med til at nedbryde respekten for landets love – endda ofte med en hjælpende hånd fra både politi og andre myndigheder. Det er kommet så vidt, at der er eksempler på, at bilister har følt sig tvunget til lidt god gammeldags selvtægt – og med fuldt overlæg og ganske forståeligt har påkørt cykelryttere

.

Det er baggrunden for, at DGI netop har taget initiativ til et kursus, der skal lære cykelryttere at opføre sig bedre. På tide, vil nogen sikkert sige. For sent mener jeg. For landets cyklister har for længst demonstreret, at de ikke er til sinds at holde landets love og selvretfærdigt akkurat som Greenpeace og rockerklubberne mener, at landets love udelukkende er til for de andre.

Det er almindeligt kendt, at selv pæne, veluddannede og omhyggelige jurister i justitsministeriet bliver forvandlet de rene desperados og outlaws, når de får en cykel mellem benene. Væk er al jurastudiets lærdom om vigepligter, korrekthed, fairness og beleven adfærd.

På trods af færdselslovens ord om at to cyklister ikke må køre ved siden af hinanden, medmindre at det kan ske uden fare og ulempe for andre, kører cykelryttere ofte både fire og fem mand ved siden af hinanden, mens de foretager hasarderede overhalinger i en uproduktiv kamp om at komme først, selv om alle trafikale erfaringer viser, at man kommer betydeligt hurtigere frem ved at følge strømmen.

For mig er det fuldstændigt ubegribeligt, at cykelryttere ikke kan dyrke deres tilbøjeligheder på lukkede stadions – akkurat lige som fodboldfanatikere, hækkeløbere og skeetskytter.

Havde disse cyklister nu været små børn, ville man lige så stille have taget dem til side og forklaret dem, at en vej eller gade ikke er en legeplads. Men nu er det jo ikke børn, men derimod som oftest voksne mænd i en ganske moden alder, som dyrker en ondartet trang til eksibitionisme på cykler. Sandsynligvis fordi de desillusioneret har opdaget, at det såkaldt svage køn hverken falder for intelligens eller veltalenhed.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi skal langt ned i sindets mest dunkle afkroge, når vi skal finde forklaringen på, at grandvoksne mænd pludselig barberer deres ben og fremviser deres genitalier i ålestramme bukser, mens de stakåndet og i fuld offentlighed pumper løs med en diminutiv cykelsadel i ringmusklen.  Sjovt nok er netop denne adfærd ikke særlig hensigtsmæssig i forplantningsmæssig henseende, da alle undersøgelser viser, at netop stramme bukser nedsætter mænds fertilitet betydeligt.

Jeg bor idyllisk ude på landet – og hver weekend passerer adskillige cykelryttere parcellen. Tilsyneladende nyder de den smukke natur på Øland, men det er da umuligt at sanse naturen, når man farter afsted med måske 50 kilometer i timen – og eftersom påklædningen ikke er særlig diskret, er stort set alle dyr – bortset fra dræbersneglene – skræmt langt væk, når cykelrytterne passerer.

Noget helt andet er så, at cykelrytterne heller ikke forstår at tie i naturen. Ofte foregår cykelholdets fremfærd i spredt uorden, mens mændene pludrer højlydt. På grund af den høje fart kan samtalen nemlig ikke foregå tyst og passende. Det er altså irriterende med alle disse råbende mænd, der flere gange om dagen passerer gennem vores lille hyggelige landsby

Jeg håber inderligt, at DGI’s cykologiske bistand vil give ro på landet – men jeg tvivler på, at det kan nøtt’.

Mit råd til cykelfolket skal være. Tag en stille pils eller to i stedet. Det bliver man hverken svedig eller stakåndet af. Og så kan man jo more sig med det gamle ordsprog: Hellere en kæp i øret end en kæp i hjulet.

Artiklen er offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 11. august 2012.

Vrinsk

Heste på Attrup Bjerg

Jeg faldt pladask for dette motiv, da jeg forleden kørte forbi
Attrup. Det giver mindelser om de plakater, der var så moderne på
pigeværelserne i min pure ungdom - og som blev solgt via annoncer i blandt
andet Vi Unge. Så vidt jeg lige husker, var det et foretagende, som
kaldte sig Minerva, der altid havde annoncer i ungdomsbladene dengang.

80 år

En ikke helt almindelig fødselsdagsfest

Champagne på sengekanten med en flok
sygeplejersker. Det er nu ikke så ringe...

Fredag fyldte min far 80 år - og det skulle naturligvis fejres.

Uheldigvis er han uhelbredeligt syg og indlagt på den palliative afdeling på Farsø Sygehus. Her gør personalet en stor indsats for patienterne, men vi kommer ikke uden om, at det altså ikke lige er jordens mest muntre sted - altså lige bortset fra fredag.

For min far er jo til fest og farver, og dagen skulle fejres med maner. Det skete allerede fra morgenstunden, hvor han bød på champagne til familien og plejepersonalet. Vi kvitterede naturligvis med fødselsdagssangen.

Dagen blev fejret med en velbesøgt reception på Hotel
Farsø. Man kan lige ane far i baggrunden i sygesengen.

Senere på dagen stod den på fødselsdagsreception på Hotel Farsø. Da far ikke kan komme ud af sengen, var det ikke uden udfordringer - men med hjælp fra Falck og en sengeambulance kunne det også lade sig gøre.

Det blev en stor dag for min far - ikke mindst fordi flere af de gamle spejderkammerater fra Vordingborg selvfølgelig var mødt og fejrede ham med et "Tjikkerlikker...". Far var selvfølgelig lidt træt oven på al festivitassen, men alle var også enige om, at det nu var ganske sejt gjort - sådan at møde op til sin fødseldag liggende i en sygeseng.

Stort tillykke til den gamle.

Hej matematik

Sommerspøg for nørder

Nordjyske Stiftstidende har taget den ultimative konsekvens af sommerens agurketid og bruger mandag en hel avisside på noget så ophidsende og afslørende som matematikkens æstetik.

Nu er jeg jo en matematisk analfabet - men æstetik har jeg da en holdning til, så jeg kastede mig alligevel over artiklen, hvor matematikprofessor Lars Døvling Andersen fra Aalborg Universitet - den lokale funktionærfabrik - fortæller om skønheden i ligningen e^iΠ+1=0 - også kaldt Eulers (Øvlers?) identitet. Ligningen bruges i beskrivelsen af de komplekse tal - en slags todimensionale tal, som mange kender fra fraktaler, der for nogle år siden var meget omtalt i populærvidenskabelige tidskrifter, fordi de kunne omsættes i smukke grafiske former. Formerne kan gentages i det uendelige, fordi de populært sagt er opbygget af sig selv. Fænomenet forklares ofte ved opmålingen af en kystlinje, der bliver længere, jo mere nøjagtig man måler.

Mandelbrots fraktal. Foto: Wikipedia

Eulers identitet er for nogle år siden blevet kåret som verdens smukkeste ligning i et matematisk tidsskrift, fortæller professoren - og det er sikkert ganske rigtigt. Men ikke desto mindre generer ligningen min æstetiske sans, da jeg dybest set mener, at den er unødigt kompliceret - analfabet som jeg er.

Da jeg også er ganske kværulandrisk anlagt, skrev jeg derfor følgende til den gode professor:

Jeg har med interesse læst artiklen i dagens avis om matematikkens æstetik. Selv er jeg sproglig student og mine evner har aldrig rakt til en større forståelse af matematikkens verden. Eulers identitet er decideret sort tale for mig. Alligevel forsøger jeg...
Det forekommer mig, at et udsagn som e^iΠ+1=0 er unødigt kompliceret. Hvis jeg ellers har forstået min matematik rigtigt, må udsagnet være ensbetydende med e^iΠ=-1 og da denne omskrivning er et tegn kortere, ville jeg tro, at den i højere grad lever op til matematikkens æstetiske idealer. Såvidt jeg forstår, er enkelthed en væsentlig dyd i matematikkens verden. Er det noget, som jeg har misforstået?

Jeg modtog tirsdag svar fra Lars Døvling Andersen:

Tak for din mail. Og point taken, det kan du da have ret i; men lige i denne forbindelse var det for at lade formuleringen benytte så basale symboler som muligt, derfor 0, 1 og + på bekostning af -1.

Svaret glæder mig sådan set - for det tyder jo på, at mange års skolegang ikke har været helt forgæves, også selv om jeg har opgivet at nå ind til en dybere forståelse af matematikkens snirklede verden. Og siden svaret har givet anledning til en artikel her på dovregubben, bekræfter det også min teori om, at matematikkens æstetik er et ualmindeligt godt valgt emne at skrive om - midt i agurketiden.