Cykologisk kursus

Sport og eksibitionisme

Cykelsporten har virkelig medvind på cykelstierne i øjeblikket. TV er fyldt med cykelsport på trods af, at almindelige mennesker næppe kan gennemskue, endsige forstå de komplicerede regler i holdcykling. Hver by, hvert land har efterhånden sin tour (tortour?) - gerne med myndighedernes velsignelse. For cykelløb giver omtale og branding, som politikere og turistfolk mener, er tidens løsen.

En anstændigt påklædt cyklist.

Det uagtet at cykelløb – akkurat ligesom porno - er uinteressant og kedeligt for alle andre end deltagerne. Desværre er cykelløb også med til at nedbryde respekten for landets love – endda ofte med en hjælpende hånd fra både politi og andre myndigheder. Det er kommet så vidt, at der er eksempler på, at bilister har følt sig tvunget til lidt god gammeldags selvtægt – og med fuldt overlæg og ganske forståeligt har påkørt cykelryttere

.

Det er baggrunden for, at DGI netop har taget initiativ til et kursus, der skal lære cykelryttere at opføre sig bedre. På tide, vil nogen sikkert sige. For sent mener jeg. For landets cyklister har for længst demonstreret, at de ikke er til sinds at holde landets love og selvretfærdigt akkurat som Greenpeace og rockerklubberne mener, at landets love udelukkende er til for de andre.

Det er almindeligt kendt, at selv pæne, veluddannede og omhyggelige jurister i justitsministeriet bliver forvandlet de rene desperados og outlaws, når de får en cykel mellem benene. Væk er al jurastudiets lærdom om vigepligter, korrekthed, fairness og beleven adfærd.

På trods af færdselslovens ord om at to cyklister ikke må køre ved siden af hinanden, medmindre at det kan ske uden fare og ulempe for andre, kører cykelryttere ofte både fire og fem mand ved siden af hinanden, mens de foretager hasarderede overhalinger i en uproduktiv kamp om at komme først, selv om alle trafikale erfaringer viser, at man kommer betydeligt hurtigere frem ved at følge strømmen.

For mig er det fuldstændigt ubegribeligt, at cykelryttere ikke kan dyrke deres tilbøjeligheder på lukkede stadions – akkurat lige som fodboldfanatikere, hækkeløbere og skeetskytter.

Havde disse cyklister nu været små børn, ville man lige så stille have taget dem til side og forklaret dem, at en vej eller gade ikke er en legeplads. Men nu er det jo ikke børn, men derimod som oftest voksne mænd i en ganske moden alder, som dyrker en ondartet trang til eksibitionisme på cykler. Sandsynligvis fordi de desillusioneret har opdaget, at det såkaldt svage køn hverken falder for intelligens eller veltalenhed.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi skal langt ned i sindets mest dunkle afkroge, når vi skal finde forklaringen på, at grandvoksne mænd pludselig barberer deres ben og fremviser deres genitalier i ålestramme bukser, mens de stakåndet og i fuld offentlighed pumper løs med en diminutiv cykelsadel i ringmusklen.  Sjovt nok er netop denne adfærd ikke særlig hensigtsmæssig i forplantningsmæssig henseende, da alle undersøgelser viser, at netop stramme bukser nedsætter mænds fertilitet betydeligt.

Jeg bor idyllisk ude på landet – og hver weekend passerer adskillige cykelryttere parcellen. Tilsyneladende nyder de den smukke natur på Øland, men det er da umuligt at sanse naturen, når man farter afsted med måske 50 kilometer i timen – og eftersom påklædningen ikke er særlig diskret, er stort set alle dyr – bortset fra dræbersneglene – skræmt langt væk, når cykelrytterne passerer.

Noget helt andet er så, at cykelrytterne heller ikke forstår at tie i naturen. Ofte foregår cykelholdets fremfærd i spredt uorden, mens mændene pludrer højlydt. På grund af den høje fart kan samtalen nemlig ikke foregå tyst og passende. Det er altså irriterende med alle disse råbende mænd, der flere gange om dagen passerer gennem vores lille hyggelige landsby

Jeg håber inderligt, at DGI’s cykologiske bistand vil give ro på landet – men jeg tvivler på, at det kan nøtt’.

Mit råd til cykelfolket skal være. Tag en stille pils eller to i stedet. Det bliver man hverken svedig eller stakåndet af. Og så kan man jo more sig med det gamle ordsprog: Hellere en kæp i øret end en kæp i hjulet.

Artiklen er offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 11. august 2012.