Ikke skybrud, men noget der ligner...
Fem millimeter regn på fem minutter ses tydeligt. |
Det er altså vildt fascinerende med det omskiftelige vejr, vi har i øjeblikket. Det meste af dagen har det set ud til regn - uden at der er kommet noget af den grund. I formiddagens løb havde alle inklusive mig selv her i Østerby ellers travlt med at få slået græsplænerne inden regnen.
Her til aften ved spisetide bød vejret endog på sol. Pludselig - som et lyn fra en klar himmel, denne gang dog uden lyn - stod regnen ned i stænger. På fem minutter fik vi lige så mange millimeter regn - og det er altså lidt for lidt til at kaldes et skybrud, selv om det ligner - og så var det hele forbi igen. Solen skinnede - den lumske skurk - som om intet var hændt.
Netop nu er det en ganske almindelig fredelig sommeraften. Fuglene synger, det er dejlig lunt, temperaturen ligger rundt de tyve grader, det er tid til aftenens dræbersnegledrab - og ingen kan se, at for få minutter siden var vi ved at blive skyllet væk fra Ølands flade jorder...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar