Dinas tagetes

Jeg ankom til Østerby ved 10-tiden fredag aften. Det var mørkt og regnfuldt - og jeg bandede over, at broen over Ryå skal repareres, hvilket forlænger turen mellem Øland og lufthavnen med 15 km. Ad små mørke regnvåde veje som det bestemt ikke var nemt at finde i septembermørket.
Så er det godt at stå op lørdag morgen og se Dinas tagetes i fuldt flor på altanen. For er der noget, Dina har et godt tag på, så er det tagetes.
Det begyndte vel allerede dengang, vi flyttede til Straumsbukta. For sjovs skyld såede hun nogle frø, som hun havde fået af sin søster. Selv om det var sent på sommeren, kom der de mest fantastiske blomster ud af det. Og siden er det gået slag i slag.
Og som om blomsterfloret ikke er nok, så tiltrækker tagetes også masser af sommerfugle. På billedet ser vi to eksemplarer af nældens takvinge, som er travlt beskæftiget med at suge nektar til at føde de kommende generationer med. For når alt kommer til alt, så er det jo sommerfuglens eneste bestemmelse - at bringe nye generationer frem. Så kan den jo være så smuk, det skal være. Reproduktionen er livets højere mening. Men når man nu ser nældens takvinge sidde der i tagetes-blomsterne er det også klart, at de strålende farver faktisk er en enestående camoflage.
Tagetes er forresten en ganske nyttig plante. Den har en stærk duft, som en del skadedyr ikke bryder sig. Desuden udskiller den en gift fra rødderne, som dræber nematoder - nogle skadelige orme, som ofte optræder i monokulturer. Derfor kan man med fordel plante tagetes mellem grøntsagerne i urtehaven - og det vil vi da så gøre, når vi næste år skal til at dyrke den store have i Østerby i fuldt omfang.

Ha' det
Jesper

The Snow Goose

Som så mange gange før gik jeg mandag i frokostpausen en tur til Nerstranda - et butikscenter i Tromsø centrum.
Pludselig lå den der - i en pladebutik i mellem ugens gode tilbud. The Snow Goose med Camel. En plade, som jeg praktisk taget havde glemt eksistensen af.
Det er egentlig underligt, for det var en af de mere spillede plader - både da jeg var teenager i Farsø og senere på kollegiet i Aalborg.
CD'en - for det er altså en CD og ikke en LP - blev selvfølgelig indkøbt - og jeg må erkende, at det er blevet et lykkeligt genhør efter de 25 år. Sådan rigtig gedigen og melodisk symfonisk rock, som man lavede dengang. Den har ikke været ude af spilleren i denne uge, så investeringen på 119 norske kroner er vel givet godt ud, selv om jeg lige har set den på nettet til 49 danske.
Musikken er inspireret af Paul Gallicos lille bog af samme navn. Jeg tror, vi læste den i gymnasiet og husker den som en drivende sentimental sag om kærlighed og tilbagetrækningen fra Dunkerque. Skrevet i bedste amerikanske tradition i et fuldstændig skematisk symbolsprog, som enhver kan forstå og derfor enhver gymnasielærers drøm om god litteratur, som kan engagere eleverne.
Set fra en ornitologisk side er snegåsen en nordamerikansk gåseart, der også yngler fåtalligt i Vestgrønland. Hver vinter ser vi enkelte forvildede eksemplarer i Danmark - som regel i flokke af kortnæbbet gås. Navnet er naturligt, da snegåsen er næsten helt hvid med sorte vingespidser. Angiveligt skulle navnet komme af, at store flokke af snegæs, som letter på en gang, kan minde om snefog.
Jeg erindrer ikke nogensinde at have set en snegås, men den vil nu have en høj opmærksomhed, når jeg i den kommende vinter forhåbentlig får tid til at kigge nærmere på fugletrækket ved Ulvedybet.

Ha' det
Jesper

Graffiti

På vejen fra Tromsø - et par kilometer før Straumsbukta - ligger en smuk lille landsby med bare 10 huse, som hedder Straumshella. Navnet er ikke helt tilfældigt, for på stedet findes der nogle enestående helleristninger fra ca. år 2000 f.kr.
Helleristningerne er omtalt i alle turistbrochurer for egnen - og jeg har da også ved flere lejligheder kigget efter dem - uden at finde dem. For to år siden spurgte jeg så turistkontoret, hvad det var for noget - og her kunne man oplyse, at de ikke var synlige, da man var bange for, at syreregn og andre vederstyggeligheder skulle ødelægge dem.
Men denne sommer er de kommet frem i lyset - og tegningerne er endda blevet trukket op med maling, så man tydeligt kan se dem. De er nemme at finde, for de ligger faktisk lige ud til den vej, som jeg kørte på flere gange dagligt for at komme til og fra arbejde, mens vi boede i Straumsbukta.
Og det er jo ganske artige sager, som på ingen måde adskiller sig fra de obskøne tegninger, man normalt finder på herretoiletter - en slags stenaldergraffiti, hvor mændene praler af deres store gerninger på jagtmarkerne, og hvad mænd ellers kan finde på at prale med.
Udover det, som forskerne neutralt omtaler som frugtbarhedssymboler, forestiller helleristningerne forskellige dyr som elg, ren, ulv, bjørn og ræv. En informationstavle giver udtryk for, at forskerne undrer sig over, hvorfor der ikke er fisk imellem, for det ved man, var den vigtigste føde på stedet.
Spørgsmålet er vel ikke så svært at besvare. Der er så mange fisk i Ryastrømmen ud for stedet, at det ikke er nogen særlig kunst at fange dem - og derfor heller ikke noget at prale af. For jeg tror, at helleristningerne i bund og grund ikke er andet en lokumsgraffiti - pral og bragesnak! Og på den måde et enestående vidnesbyrd om, hvad der foregik inde i hovedet på stenalderfolkene.
Helleristningerne i Straumshella er et flot historisk minde om vore forfædres liv på kanten af eksistensen og Arktis i en fjern fortid. Så husk at se dem, hvis du kommer til Tromsø.

Ha' det
Jesper

Høsttid

- Alle gode gaver kommer ovenfra, lyder det i den gamle salme. Den har den seneste uge kørt rundt i hovedet på mig, mens jeg har set bønderne knokle med at få høsten i hus.
Overalt på Øland er der travlhed. De store, flade vidder er jo en del af Danmarks kornkammer. Fra tidligt morgen til langt ud på natten kører mejetærskerne på markerne - frem og tilbage igen og igen - og store lastbiler med træk kører i pendulfart for at bringe kornet videre til korntørreriet. Overfloden er i denne tid så voldsom, at kornet må ligge udendørs - til glæde for blandt andet gråænderne.
Når jeg ser sådan et par ænder vralte målbevidst hen mod et bjerg af korn ved den lokale andel, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det må være noget af det nærmeste, man kan komme paradis i andeverdenen.
Men ænderne skal passe på, skal de! Paradis er nærmere, end de måske aner. For 1. september går andejagten ind. Og så kan den heldige jæger synge med på, at "alle gode gaver kommer ovenfra"!

Ha' det
Jesper

På hawet

Det er desværre ikke blevet til meget fiskeri i år, men torsdag tog vi revanche med en rigtig lystfiskertur til det berømte Gule Rev i Skagerrak mellem Danmark og Norge.
Lad det være sagt med det samme - jeg har oplevet ture, der har været bedre, både hvad angår mængden af fisk og vejret. For det var rent ud sagt et lortevejr. Det regnede og blæste hele dagen. Det er temmelig trættende, for det er svært at holde koncentrationen på grejet, når man samtidig skal klamre sig til rælingen for at stå fast. Og når man starter fra Hanstholm kl. seks om morgenen og først er tilbage igen ved seks-tiden om aftenen bliver det en meget lang dag. Dina, der ellers er temmelig søstærk, måtte da også lægge sig med lidt søsyge sammen med to ellers meget garvede havfiskere.
Faktisk var vejret så ringe, at de to andre både, som vi fulgtes med fra morgenstunden, vendte om og stak næsen hjemefter allerede før middag.
Alligevel blev turen en succes. Først og fremmest fordi jeg hentede jeg en personlig rekord med en torsk på otte kg. Det var samtidig dagens største fisk på båden. Det passede bestemt ikke fruen, der normalt ellers plejer at løbe af med sejren, men vægten talte sit ubønhørlige sprog.
Det er i øvrigt en fantastisk oplevelse at hive sådan en krabat op af havet. I lange perioder flyttede den sig overhovedet ikke af stedet, men her er det en stor fordel, at skibet gynger. For når fiskestangen i takt med skibet bevæger sig opad i vandet, må selv den største torsk altså følge med - og sådan får man den ind - meter for meter. Der er stadig et stykke vej til Hemingway og Den Gamle Mand og Havet, men det er en god fornemmelse, når først kalorius ligger der på dækket.
Men Dina var nu godt med alligevel. Hun hentede en torsk på fire kg - og det er da en meget pæn fisk. I alt tog vi ti torsk - alle på tre kilo og derover. Da vi kom hjem, måtte den gamle fryser i udhuset tændes, og vi har nu et pænt lager af det fineste, velsmagende fiskekød til en god del af vinteren.


Knæk og bræk
Jesper

Fuglene i haven

Generelt bød onsdagen på et rigtig dejligt havevejr. Om eftermiddagen tog vi en rigtig slapper på terrassen bag huset. Her blev jeg tilfældigvis opmærksom på fire flyvefærdige svaleunger, som sad øverst på et af tagvinduerne. Nok havde de lært at flyve, men færdighederne er ikke gode nok til også at fange føden i luften. Derfor sad ungerne her på rad og række og ventede på at blive fodret. Med jævne mellemrum kom svalefar eller svalemor forbi og på en brøkdel af et sekund var en god mundfuld insekter afleveret i et af de gule gab. Det var et svimlende virtuøst stykke fodringsarbejde, som det lykkedes mig at forevige.














Jeg har i nogen tid haft en mistanke om, at vi har en fuglerede oppe under taget. Mistanken blev i dag bekræftet, da jeg med kameraet fangede en skovspurv på fersk gerning i det brøkdel af et sekund, som den skal bruge på at smutte op bag tagrenden og ind under tagstenene. Også det er ærlig talt en imponerende flyvebedrift, så vi lader billederne stå et øjeblik - og glæder os over, at der stadig er masser af sangfugle i haven.















Netop nu er vores fire tjørne ved at sætte bær - masser af bær, så det lover også godt for fuglelivet til vinter. Det kan vi så glæde os over - nu hvor den mørke tid ellers er ved at sætte ind.
















Ha' det
Jesper

En solstrålehistorie

Som tidligere nævnt var vi til barnedåb søndag morgen. Det var Dinas andet barnedarm, Rasmines Adam, som skulle holdes over dåben. Det skete i Kapernaumskirken på Frederikssundvej i København NV.
Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg har svært ved at holde mig vågen under kirkelige handlinger, men jeg havde taget kameraet med - og det er ligesom en god undskyldning for at foretage sig noget fornuftigt, mens præsten taler, synger og beder.
Der er imidlertid nogle etiske udfordringer ved at fotografere under en gudstjeneste. Det skal gerne gøres lidt diskret, hvilket bestemt er en udfordring, når man møder op med kirkens største kamera og i øvrigt vejer nær ved 110 kilo. Efter mit eget kodeks er brug af blitz bandlyst under en gudstjeneste, selv om jeg kunne se, at man åbenbart ikke tager den slags så nøje nutildags. Når man fotograferer uden blitz, kræver det dels et indgående kendskab til kameraet og teknikkken bag, dels en rolig hånd.
Jeg synes selv, at der kom nogle fine billeder ud af begivenheden. Specielt havde jeg et godt øje til præsten, som dygtigt udnyttede solindfaldet i sin scenografi. Når der står sådan en solstråle lige ned i hovedet på en præst, er det ligesom hans ord får ekstra vægt - det bliver til en rigtig solstrålehistorie!
Det skal da også med, at Adam er et sjældent roligt barn, som er meget fotogen. Trods sin beskedne alder har jeg ham alvorligt mistænkt for at vide, hvad han gør.
Synes du forresten, at Kapernaumskirken er et underligt navn? Så kan jeg fortælle, at Kapernaum er et sted i Galilæa, som er kendt som der, hvor Jesus første gang praktiserede helbredelse ved håndspålæggelse og andre trolddomskunster.
Præsten kunne tilføje, at folk i Kapernaum ikke var særligt modtagelige for Guds ord, og det måske kunne være pointen, da kirken blev bygget i slutningen af 1800-tallet midt i et af Københavns store arbejderkvarterer.
Jeg tror i øvrigt, at dette var min første gudstjeneste i en dansk kirke i mindst 20 år. Det var et spændende møde med en ny salmebog, hvor jeg må indrømme, at Steen Kaaløs "Du kom til vor runde jord" fra 1990 gik rent ind. Et brudstykke af melodien kan høres her.

Ha' det
Jesper

Et levn fra fortiden

Dina og jeg har nu delt morgenavisen i flere end 15 år, så det kommer næppe til at gøre den store forskel i hverdagen, at vi i lørdags smuttede forbi Jammerbugt kommunes giftefoged - og i al stilhed fik papir på hinanden.
Vi valgte at gøre det i stilhed, ja, netop fordi det næppe kommer til at gøre den store forskel. Men det er altså sådan, at dagens lovgivning stadig på visse områder favoriserer parforhold, der er autoriseret af staten. Ægteskabet er jo ellers et levn fra fortiden, hvilket klart understreges af den iver, muslimer lægger for dagen, når de skal gifte deres afkom væk.
I øvrigt synes jeg, at det er fuldstændig latterligt, når man ser det niveau og den hype og fokus, der er på selve bryllupsfesterne i vore dage. Her er det ligesom om, at brylluppet og ikke parforholdet er selve målet. Der er sågar i øjeblikket en tv-serie, der handler om iscenesættelsen af en række bryllupper. Som sådan bliver det jo netop iscenesættelse og performance - og det er jeg nu helt sikker på, aldrig har været Vorherres mening med det.
Men nu skal det jo ikke gå ud over Dina, at jeg er en gnaven gammel mand, så vi fik da en sjov dag ud af det - alligevel. Selve brylluppet foregik nemlig i flotte omgivelser på Herregården Bratskov i Brovst. Jeg havde forestillet mig, at det var ligesom i Nuuk, hvor man bare gik op til borgmesteren, men Jammerbugt kommune har altså valgt at henlægge den slags begivenheder til Bratskov, der fungerer som en slags repræsentationsbolig for kommunen.
Bryllupsrejsen blev også uforglemmelig og noget, vi kan grine af, når vi bliver gamle. Vi skulle nemlig flyve til København lørdag eftermiddag umiddelbart efter brylluppet, da Dinas datter havde inviteret til barnedåb søndag morgen. Turen gik imidlertid ikke helt efter planen.
Da vi var kommet ud i flyet, skete der nemlig ikke en hujende fis, da piloterne forsøgte at starte det næsten splinternye CRJ 900 NG. Fejlen var åbenbart umulig at rette og vi blev forholdsvist hurtigt booket om til næste afgang, som blev befløjet med en god gammel MD-80.
Residensen blev forlagt til cafeteriet i Aalborg lufthavn, hvor Dina og jeg så kunne fejre den store begivenhed med en kølig og i øvrigt glimrende flaske hvidvin på SAS' regning. Jeg fik også en snak med besætningen på flyet og kunne ikke lade være med giftigt at bemærke, at CRJ 900 sjovt nok bliver produceret af det samme firma, som lavede de berygtede DASH8-400, som SAS havde en del havarier med for et par år siden.
Besætningen bedyrede, at der aldrig havde været problemer med flyet i det halve år, de havde arbejdet på det. Lørdag var imidlertid en rigtig dansk sommerdag med stegende varme i Aalborg, og styrmanden havde en teori om, at det var varmen, som havde fået flyets computer til at strejke - og det lyder troligt. Det er jo sådan en rigtig Microsoft-fejl, som vi alle er udsat for med jævne mellemrum.
Nu er det også sådan, at det altid er bedre, at den slags ting sker på jorden i stedet for i luften - og efter fire timers venten kunne vi i lettere løftet stemning så lette mod Kongens København.

Ha' det
Jesper

Nymfer, najader og elverpiger

Da jeg tømte kameraet her til aften, fandt jeg dette fantastiske foto, som jeg tog for en måneds tid siden, men helt havde glemt igen.
Vi har haft en del guldsmede i haven, hvilket jo hænger meget godt sammen med, at vi bor et stenkast fra gadekæret i Østerby og i øvrigt ganske få hundrede meter fra Ulvedybet, der i dag er en lavvandet sø.
Det er, så vidt jeg nu kan bestemme det, en blå vandnymfe. Jeg er lidt usikker, da guldsmedefamilien består af flere end 6500 arter.
I den græske mytologi er nymfer en fællesbetegnelse for smukke kvindelige naturvæsener, knyttet til en bestemt lokalitet. Nymferne opfattes som udødelige eller med et meget længere liv end menneskenes. Nymfer, som lever ved vand, kendes i den græske mytologi som najader og svarer til vore egne elverpiger. De var smukke, blege piger, der dansede rundt og rundt og farlige at møde. Enten dansede de med den forbi-passerende rejsende, til han døde af udmattelse, men de kunne også finde på at lokke ham med ned i deres elverhøj og holde ham fanget eller lokke ham ud i en mose, hvor han druknede.
Disse mytologiske skikkelser er folkelige forklaringer på naturlige fænomener. Som vi kender det den dag i dag, når vi siger, at mosekonen brygger, når sommerdisen lægger sig over enge og andre vådområder.
Og det ser da også ud til, at jeg overlevede mit møde med den blå vandnymfe!

Ha' det
Jesper

Kalvefrikasse

Når vi kommer her hen på sensommeren, og den første begejstring har lagt sig over alle de skønne salatting, grillbøffer og friske grøntsager fra haven, så er det igen tid til at tænke i de lidt mere forarbejdede retter.
Her i august er en rigtig god ting for eksempel kalvefrikasse, der efter mine begreber er en rigtig dejlig, sommerlig gryderet. Den kan i øvrigt laves velsmagende og forholdsvis kalorielet uden de store problemer.
Jeg tager et halvt kilo kalvesmåkød, som jeg giver et opkog, så vandet skummer. Herefter hælder jeg vandet væk og skyller kødet en gang for at få urenhederne væk. Derefter dækkes kødet med vand, der tilsættes salt og peber, og det får lov at koge en halvanden times tid, til det er mørt. Fonden reduceres til det halve og i stedet tilsætter jeg lidt mælk, så retten kan få den rigtige lyse farve. Grøntsager - for eksempel ærter, gulerødder og blomkål tilsættes og det hele får et opkog. Endelig ikke for meget - grøntsagerne skal stadig have kant - og så jævnes det hele med en gang Maizena og der rundes af med en ordentlig gang hakket persille. Nu må det helst ikke koge mere, for så mister du den friske persillesmag. Værsgod og spis - retten er perfekt til nye karfofler.
I øvrigt er det ved at være slut med vore egne kartofler her i Østerby. Som man ser på billedet, er der kun et par toppe tilbage. Men bare vent - til næste år skal vi have mange flere kartofler på matriklen!
Da jeg i sin tid begyndte at flyve til Grønland var kalvefrikasse af uransagelige årsager standardmenuen hos SAS, når man fløj til Kangerlussuaq. Dengang nåede jeg at blive lidt træt af det. Men når man ser, hvad der bliver serveret på fly i dag, tænker jeg på det som et ganske kært minde!

Ha' det
Jesper