Manden i muddergrøften

Et gribende øjeblik

Gåsegribbene vendte hånligt gumpen til...

Toornaarsuk!

Der er næppe mange pæne mennesker i Danmark, der kender dette særdeles kraftige grønlandske bandeord, så af hensyn til de samme pæne mennesker vælger jeg  at bande på udenbysk.

Anledningen er en simpelthen gennemført træls eftermiddag. Ved middagstid meddelte min gamle skolekammerat Per Lyngby på Facebook, at man kunne se de efterhånden berømte omflakkende gåsegribbe på en nærmere angivet adresse i Gislum mellem Aars og Farsø.

Bunden er nået. Her holder jeg, og jeg
kan ej andet. Og hvor er jeg for resten?

Jeg skulle hente Dina ved tre-tiden i Aalborg, og med lidt hurtig hovedregning kom jeg frem til, at jeg lige nøjagtig kunne tage nærmeste omvej over Gislum til Aalborg. Så af sted med en leverpostejmad i hånden og kameraet pakket og skudklart - for nu skulle der fotograferes gåsegribbe.

Inden jeg tog af sted, konfererede jeg hurtigt med Google Maps for at være sikker på at finde stedet - og så var det ellers afgang. Det gik fint til Gislum. Jeg er jo opvokset på egnen, så det var der ingen problemer i. Oven i købet nåede jeg at tænke, at jeg kom til adressen bag fra, så måske var der en chance for at tage nogle billeder fra en ny vinkel.

Hvad jeg til gengæld ikke lige tænkte på, var at vejen på et tidspunkt delte sig i to. Her valgte jeg forkert, og det som startede som en god grusvej begyndte efterhånden mere at ligne et hjulspor. Til sidst var der nærmest ikke andet end de traktorspor, som bønderne bruger, når de gøder deres marker. Og hvad værre var, så var der altså temmelig fugtigt efter mange dages heftig regn.

For at gøre en lang historie kort, så endte det selvfølgelig med, at jeg sad uhjælpelig fast i et mudderhul midt i en hvedemark. Vandhullet var i øvrigt af en sådan størrelse og beskaffenhed, at jeg med mine hæleløse træsko kunne glemme alt om at komme derfra med tørre strømper.

Falck var hurtigt på pletten, da jeg først
 fandt ud af, hvor jeg var...

Jeg erkendte på stedet, at slaget var tabt og rekvirerede assistance fra Falck. Det var en udfordring i sig selv, da jeg med hånden på hjertet måtte erkende, at jeg faktisk ikke vidste, hvor jeg befandt mig.

Så jeg aftalte med Falck-redderen i telefonen, at jeg ville gå til den nærmeste gård for at få den nøjagtige adresse - for mobiltelefonens adresseangivelse eksisterede i følge Falck slet ikke...

Jeg gik ned til gården - en tur på et kvarters tid. I mens fik jeg skånsomt fortalt Dina, at hun nok ikke lige skulle regne med, at jeg kom til Aalborg til tiden. Hun blev slet ikke sur, men grinede blot temmelig hånligt, når jeg nu skal sige det...

Sporene skræmmer!

Nede på gården var der umiddelbart ingen hjælp at hente, for der var ingen hjemme. Et kort øjeblik overvejede jeg at tømme skraldespanden i håbet om at finde et kasseret brev med adressen. Heldigvis opdagede jeg, at Vesthimmerlands Kommune af en eller anden grund skriver adresse på skraldespandene, så pludselig kunne jeg fortælle Falck, hvor jeg befandt mig - og efter få minutter blev jeg samlet op at en af korpsets fine røde autoassistancekøretøjer. Falckmanden var lidt nysgerrig efter gåsegribbene, så han kørte mig hen til et sted, hvor han havde set adskillige ornitologer stirre på en højspændingsmast.

Der sad der også tre gåsegribbe og vendte hånligt gumpen til mig. I sandhed et gribende øjeblik. Men jeg fik da et enkelt billede. Herefter fik vi hurtigt fundet bilen og trukket den fri. Falck fulgte mig hele vejen ud til asfalten - og jeg kunne med grundigt røde ører vende næsen mod Aalborg, hvor jeg ankom en time og ti minutter efter aftalt tid.

Hvis gåsegribbene og vejret vil, forsøger jeg igen tirsdag - for nu vil jeg altså have nogle ordentlige gåsegribbe-billeder...

Nye kartofler

Mums fra møddingen

Søndag stod den på premiere på årets første kartofler af egen avl.

Nåja, egen avl er måske så meget sagt - for vi taler ikke om de Friesländer-kartofler, som jeg satte i begyndelsen af maj, og som egentlig er den eneste planlagte kartoffel i år. Jeg har døjet en del med skurv og anden dårligdom, og har derfor skruet lidt ned for kartoffelproduktionen, så jorden i løbet af et par år forhåbentlig bliver restitueret.

Søndagens kartofler er folva, som er en sort, der nemt angribes af skurv på kalkholdig jord. Derfor har jeg svoret, at jeg aldrig mere vil have dem på min jord. Men jeg har også planlagt, at jordbærbeddet skal flyttes. Det skal ske til et sted, hvor jeg sidste år havde kartofler, men da flytningen først skal ske i løbet af sensommeren, har jeg brugt jordstykket til at parkere noget hestemøg - og så har jeg forresten ikke gravet det igennem i foråret.

Så der har altså ligget nogle kartofler i jorden fra sidste år. De er nu spiret op gennem hestemøget, og blomstrer livligt netop nu. Og det er altså så grunden til, at jeg kan spise nye kartofler fra egen jord - selv om det ikke er af egen avl.

Helt forventeligt var de små folvaer allerede grundigt angrebet af skurv, men de smagte nu herligt, som helt nyopgravede kartofler altid gør. Det var i øvrigt ikke værre, end at kartoflerne kunne renses med en almindelig blød grydesvamp.

Kartoflerne blev fulgt af en gang stegt flæsk og persillesovs. Strengt taget er persillesovsen overflødig til så nye kartofler, men jeg var tømmermandsramt efter ø-festen. I den situation er mine madvaner akkurat lige så eksotiske som gravide kvinders hang til lakrids med remoulade, og det indebar altså søndag aften, at mit stegeflæsk skulle ledsages af rigelige mængder flødeforstærket persillesovs.

Fest til den årle morgen

Ø-fest og revy

Så gik startskuddet til årets ø-revy...

Solen var for længst stået op, da jeg søndag morgen tørnede ind efter en lang nats festligheder på den lille ø...

Råhygge i teltet efter revyen.

Det sker ikke så tit. Konditionen er ikke, hvad den har været - men Dina er i København, og jeg forsøgte efter bedste evne at leve op til forventningerne til min græsenkemands-status, så det gik da endda.

Aftenen begyndte helt efter bogen med spidsstegt pattegris og revy. Det er to faste elementer, som de færreste vil undvære. Det er jo også med at være på stedet,for alle risikerer at blive omtalt i revyen - mere eller mindre flatterende - og den slags foretrækker jeg at opleve personligt frem for at høre det ad omveje.

Jeg gik heller ikke ram forbi. Men det var nu for det gode, så det skal folkene bag revyen ikke høre et ondt ord for. I følge revyfolkene kan det ikke betale sig at holde ferie i de varme lande for at se på blomster, for dem kan man jo bare hente hos undertegnede. Det er et hint til, at jeg ikke nænner at smide planter ud - og jeg derfor gerne deler ud af overskuddet via Ølands Facebook-gruppe.

Det er fredsommeligt drilleri - og det var også ganske fredeligt, da Øko-Henrik blev kåret som Årets Øbo. Denne prægtige pris kan nemlig i følge fundatsen både uddeles til personer, der har gjort noget godt - eller som har gjort sig uheldigt bemærket. Øko-Henrik fik prisen for sin store hjælpsomhed - og fordi han flere gange har åbnet sin gård for offentligheden, så folk uden tilknytning til landbruget kan se, hvor mælken og osten kommer fra.

Festen foregik i beboerlaugets telt, som ydede god beskyttelse mod de mange og kraftige tordenbyger, der passerede forbi Øland i løbet af natten. 15 mm blev det til, men da solen stod op stilnede det af.

Så da jeg var hjemme ved firetiden, skulle jeg da lige have et par sjusser, mens jeg så solen stå op. Det foregik i stolen under halvtaget på gårdspladsen, og det var forresten også her, jeg vågnede søndag formiddag - græsenke som jeg er.

Jeg har lavet et galleri med billeder fra årets Ø-fest på min hjemmeside.

Det handler om et nyt EU-direktiv, men
det kunne vel også være Grinpeace...

Øko-Henrik blev årets øbo i skarp konkurrence med
Svend Aage, der måtte nøjes med en pakke tudekiks.

Øboerne morede sig...

De første jordbær

Fra de evige jordbærmarker

Fredag morgen høstede jeg årets første jordbær - cirka halvandet kilo.

Det er ærlig talt et lidt skuffende resultat. Den megen regn kom for sent - og varmen for tidligt, så vidt jeg kan bedømme. Mange af bærrene er små og underudviklede - nærmest tvandsmodnet - og så har sneglene selvfølgelig også taget deres del. Men det allerværste er, at mange af bærrene rådner på planterne på grund af den voldsomme regn - og det er såmænd også regnens skyld, at jeg først fik plukket fredag.

Vi plejer at høste 10 til 12 kilo, men jeg er ret overbevist om, at det bliver noget mindre i år. I øvrigt har jeg store forventninger til næste år, for jeg er i gang med at flytte jordbærbeddet efter syv år på den samme plads - og til næste år vil vi første gang komme til at høste ordentligt fra det nye bed - samtidig med at de yngste planter i det gamle bed får lov at blive stående et par år mere.

Det næste bliver ribsene. To af buskene bærer så mange, at de skal bindes op - mens to andre buske er noget lala. Men de bliver også flyttet til en ny og forhåbentlig bedre plads til efteråret.

Og så er stikkelsbærrene begyndt af rødme. Jeg har i mange år haft grønne stikkelsbær, men forrige år plantede jeg et par røde - og de ser ud til at give godt.

Sanktregns-fest på Øland

Pyrotekniske udfordringer

Det skal nok komme - men til at begynde med
var der altså mere røg end ild...

"Ja, vi elsker vort land, når den signede regn..."

Højskolesangbogen kom frem - og bålet
blev sunget i gang af øboernes varme hjerter.

Det blev den vådeste sankthans i mange år. Ganske vist var det tørvejr, da bålet skulle tændes, men en stille sommerregn havde dagen igennem gennemvædet brændet, så det var ikke helt ligetil at få ild.

Men bålmester Jens Jørgen er ikke den, der giver op. Det gør øboerne i det hele taget ikke, så bevæbnet med gasbrænder, halmballer og fuel kløede han på - og mens øboerne sang Midsommervisen fik han stille og roligt fyret op under heksen.

Båltalen blev holdt efter bålet af VUC-forstander Jens Jørgen Guldberg - og så gik ellers startskuddet til årets Ø-fest, som kulminerer lørdag med spidstegt gris og revy.

I dag - sankthansdag - går solen ned kl. 22.21. Nyd det, for nu går det den anden vej...

Nu er der aldrig et bål, der har taget skade af lidt flydende kulbrinter...

...Og så sagde det bum.

Så tog ilden fat, og heksen røg ad Bloksbjerg til.

Midsommerfesten er også en frugtbarhedsfest
- og den slags tager øboerne alvorligt.

Jens Jørgen Guldberg holdt båltalen - indendørs i teltet og i ly for regnen.

Kend den på knækket

En måges føl'se for pølse

En rigtig "Mågens" - kendes på knækket...

Det grønlandske miljø i Nordjylland fejrede årets grønlandske nationaldag ved et stort arrangement i Aalborg Zoo.

Det var første gang, haven lagde plæner til den store fest, men en absolut succes for hele familien. Jeg spår, at man har skabt en tradition, der er kommet for at blive. Alt det har jeg skrevet meget mere om på Arctic Business Networks blog, som jeg redigerer.

Nu er Zoo altid god for gode motiver til fotografen, så det blev til flere fotos, end jeg skulle bruge til selve artiklen på ABN-bloggen - og så er det jo godt, at jeg har Limfjordens Bredder til overskuddet.

Især isbjørnene holder jeg meget af at fotografere - og jeg var helt vild med Nive Nielsen og The Deer Children, der havde lånt en udstoppet isbjørn til sceneshowet.Det resulterede i et af de underligste rock-billeder, jeg nogen sinde har lavet.

The Deer Children på scenen med den udstoppede isbjørn.

Pas på ryggen, Nive...

Isbjørne tegner sig for nogle af de mærkeligste stillinger,
når de flader ud...

Zoo's rensdyr slumrede i skyggen - vel vidende at
rensdyrjagten i Grønland endnu ikke er gået ind.

Skestorke i aftensolen

Flokdyr

Skestorkens foretrukne føde er småfisk, insektlarver, snegle, muslinger og krebsdyr, som ikke har mange chancer, når den hvide fugl med kæmpenæbbet jager i flok.

Det ser vi ofte i øjeblikket, hvor småflokke på op imod en halv snes skestorke danner kæde og går gennem Ulvedybets lave vand, mens de med fejende bevægelser afsøger vandet for alt levende.

Onsdag aften fotograferede jeg en flok på otte fugle, der desværre ikke ville samle sig, så jeg kunne få dem alle på samme foto - men her er de fleste da med...

Bertels bommert

Grønlandsk flagdag for første gang i Danmark

Det grønlandske flag mellem militært isenkram på Hvorup kaserne.

Rådhuset i Aabybro. Foto: Signe Børresen

For første gang nogensinde vajede Erfalasoq 21. juni fra de 534 statslige flagstænger i Danmark. Det skete under stor mediebevågenhed - og det blev diskuteret livligt på de sociale medier.

Andre fulgte i statens kølvand. Blandt andet en del kommuner og offentlige institutioner.

Men sådan en ny flagdag er ikke uden udfordringer, når det skal foregå med et nyt flag. Nordjyllands Trafikselskab havde viljen, men måtte "nøjes" med Dannebrog, da man ikke i tide havde fået bestilt flag til selskabets 200 busser.

Også for kultur- og kirkeminister Bertel Haarder gik det galt. Han flagede hjemme i privaten med Erfalasoq og delte et billede på Facebook. Desværre havde han vendt det grønlandske flag på hovedet - og det strømmede ind med kommentarer. Ministeren måtte en tur ud til flagstangen for at vende flaget og beklage: -Undskyld til alle grønlændere! Nu ved alle, hvordan flaget skal vende.

Haarder blev tilgivet og kunne endog søge trøst i, at den tidligere formand for det grønlandske landsstyre, Hans Enoksen, også en gang har begået samme misere.

Bertels bommert: Den røde halvcirkel symboliserer
midnatssolen - og skal følgelig vende opad.
Foto: Bertel Haarder

Midnatssol og sommersolhverv

Minder fra en svunden tid

Straumsbukta ved midnatstid 8. juni 2008.

Klokken er knap fire - og det er næsten lyst uden for - og jeg længes mod nord.

Da jeg boede i Tromsø, gik solen slet ikke ned i perioden fra 20. maj til 25. juli. Det var en vidunderlig tid, især fordi vejret som regel var ganske godt og vindstille om "natten". I øvrigt havde man indrettet det sådan, at arbejdsugen var 40 timer i vinterhalvåret, men kun 35 i sommerhalvåret.

Men vi er da alligevel godt med her på Øland. I dag står solen op 4.26, ned 22.21, tiltaget 11 timer og 12 minutter, dagens længde 17 timer og 54 minutter - det er da noget, for reelt er det kun halvmørkt fire timer mellem 23.30 og 3.30. I øvrigt er det værd at bemærke, at selv om Danmark er et lille land, så er dagen en halv time kortere i Sønderjylland i forhold til her...

Desværre går det nu den modsatte vej igen...

Det var på en sommernat som denne på hotellet
på Sømmerøy (til venstre i billedet), at beslutningen om at flytte
 til Tromsø tog form i 2006. Øllet flød i stride strømme, myggene stak
og midnatssolen sang sin lydløse amazone-sang.

Midnatssol på kirken i Brensholm.

Grøn ost

Glimt fra de glade tressere

Apollo 9 før sammenkoblingen med månelandingsmodulet. Foto: NASA.

Attentatet i Dallas, Murens fald og 11. september. Store begivenheder for de fleste. Men jeg er ligeglad. For den største af dem alle var lige godt Apollo 11 og månelandingen den 21. juli 1969.

Originalen til det øverste billede. Her hjælper
kun Photoshop. Foto: NASA

Det var timer, jeg aldrig glemmer, og hvor jeg sammen med resten af verden sad med åben mund og polypper og så TV direkte fra månen.

Apolloprogrammet var stort - større end noget andet. 400.000 ansatte og medvirken fra 20.000 firmaer. Så mange ting skulle opfindes og blev det - og forandrede hverdagen for os den dag i dag. Mikrochips, røgalarmer, liggeunderlag, redningstæpper og meget andet kan tilskrives det store arbejde med at få en mand til månen og sikkert tilbage "before this decade is out".

Nu kan Apollo-programmet opleves med helt originale fotos taget af de medvirkende selv. Det var før mobilfotoets tid, så alle astronauterne på månen var udstyret med et 6x6 Hasselblad-kamera - simpelthen state of the art dengang.

Det blev til godt 14.000 fotos, som alle nu er blevet scannet og tilgængelige på nettet i Project Apollo Archive. Det er sjovt og spændende at se de uredigerede fotos. Mange af dem har man set før - i redigerede udgaver. Blandt andet som tyggegummibilleder - for en tyggegummifabrik, sandsynligvis Dandy, brugte nemlig fotos fra måneprogrammet som salgsfremmende foranstaltning. Så når jeg ser billederne, kan jeg pudsigt nok lugte tyggegummi.

Ophavsretten til billederne tilhører NASA - og som udgangspunkt kan alle fotos tilhørende den amerikanske administration bruges frit.

Jeg har brugt nogle af billederne som efteruddannelse til at træne Photoshop - for mange af billederne er snapshotprægede og trænger til en hjælpende hånd, selv om de er taget med et Hasselblad og imponerende skarpe. Her er nogle eksempler. De originale fotos ligger på Flickr.

Fra Apollo 11: Buzz Aldrin fotograferet af Neil Armstrong. Bemærk,
 at Aldrins fødder ikke rører stigen. Foto: NASA

Jorden set fra månen. Apollo 8. Foto: NASA

Apollo 17. Sidste mand på månen. Eventyret er forbi. Foto: NASA