- helt ud...
 |
| Jamen, man skyder da heste... They shoot horses, don't they? |
Der var en gang, hvor posten spredte glæde. I København helt
op til syv gange om dagen, og i resten af landet med tre daglige omdelinger af
post.
Især i tiden efter jernbanens fremkomst gik det stærkt. Alle
kunne for et beskedent beløb sende et brev fra den ene ende af landet til den
anden. Beløbet var endog så beskedent, at folk havde råd til at betale overpris
i form af julemærker i december. Den dag i dag står julemærkehjemmene som et
minde om en tid, hvor posten også spredte glæde og velfærd blandt dem, vi i dag
kalder udsatte børn.
Selvfølgelig var der både regninger og andre ubehageligheder
med posten, men der var også glade hilsener fra familien og ømme kærlighedsbreve
fra kæresten, der aftjente sin værnepligt på Bornholm. For slet ikke at tale om
nyanskaffelser til hjemmet fra Daells vareskur.
Posten spredte også anden glæde. Postbudene havde ry for at
være særdeles virile, og rygtet vil vide, at posten gerne tog sig af
kærlighedshungrende desperate husfruer i dagtimerne. Hvis sandheden skal frem, var
der sikkert mange børn ude i de små hjem, der er blevet til med postens
mellemkomst. Sådan er det ikke mere, for posten har problemer med at komme til
tiden.
Postbudene var glade mennesker med et forholdsvis frit
arbejde. De læste gerne med på postkortene, drak kaffe og måske en lille skarp med
kunderne og bragte gode rygter og sladder rundt i byen. Det er næppe forkert at
betegne postbudene som den tids Facebook.
Sådan er det ikke mere. I dag er postvæsenet en ynk og en
kilde til irritation, der kun overlever på massiv politisk beskyttelse fra et lige
så ineffektivt Folketing, der uden blusel lader den sagesløse befolkning betale
for mistrøstighederne, selv om tiden for længst er løbet fra et statsligt
postudbringelses-system.
For nogle dage siden bestilte jeg nogle batterier hos et
firma i Trekantsområdet. Ikke flere end de kunne være i en almindelig kuvert.
Det var ikke en hasteordre, så ordren til beskedne 300 kroner inklusive moms skulle
sendes på leverandørens regning uden nogen form for ekspres-gebyr.
Jeg afgav ordren via nettet om formiddagen. Kl. 16.10 samme
dag modtog jeg fra firmaet på e-post en meddelelse om, at batterierne nu var
afsendt. Få minutter senere fulgte en meddelelse fra et firma, som kalder sig DAO365
om, at de nu havde modtaget en forsendelse til mig.
Den næste morgen stod jeg op kl. 5, og der lå endnu en
e-mail fra DAO365 om, at batterierne var afleveret i min postkasse kl. 4.30. Jeg
troede ikke mine egne øjne og ilede ud til postkassen, som er behørigt anbragt
i skel efter postvæsenets anvisninger. Her var der nu ikke noget brev med
batterier.
Skuffelsen varede dog kort, for på dørhåndtaget til
hoveddøren hang en bærepose med dagens aviser – og batterierne. For DAO365 er
åbenbart så smarte, at de bringer posten ud sammen med morgenaviserne. Det er
genialt, det der – og det kan da undre, at det statslige postvæsen ikke har
fået samme ide mange år tidligere.
Der er altså ikke noget som helst i dagens infrastruktur,
der forhindrer breve i at komme fra den ene ende af landet til den anden på
mindre end 24 timer uden nævneværdige omkostninger. Derimod er der meget, der tyder på, at privat
foretagsomhed endnu en gang overgår statslige institutioner i effektivitet og
hurtighed.
Derfor undrer det alvorligt, at Folketinget nu har tilladt,
at postvæsenet må bruge op til fem arbejdsdage på at bringe et almindeligt brev
ud.
Post Danmark er godt klar over, at det ikke ser godt ud. Som
en hel ny service tilbyder man derfor under jubel og fuld hornmusik såkaldte Quickbreve,
der kan være fremme dagen efter til en
pris af 27 kroner – en tredobling af portoen i forhold til sidste år. Nyheden
er til at overskue, men prisen…? Så hvad var det lige, der skete?
Jo, en hamrende ineffektiv offentlig organisation, der lever
af skatteydernes penge og politisk velvilje, har på få måneder tredoblet prisen
på den ydelse, der burde være hele organisationens fornemste opgave og raison d’etre.
(Jeg bruger dette fine franske udtryk, for fransk er som bekendt det
internationale postsprog.)
Det er simpelthen en uforskammethed over for den danske
befolkning og skatteyderne, som trofast stemmer på politikerne i håbet om en
mere effektiv og billigere statslig administration, så der kan blive råd til
såkaldt velfærd.
Hvis politikerne havde hår på brystet og bare en smule
rygrad, hvad de som bekendt ikke har, havde de forlangt, at Post Danmark leverer
varen – og hvis ikke, så skal etaten lukkes øjeblikkeligt. Slut med at smide
gode skattekroner efter dårlige.
Det vil være en barmhjertighedsgerning at lukke Post Danmark
her og nu. For det er da synd at foregøgle de ansatte, at Post Danmark har en fremtid,
og for den jævne befolkning er det heller ikke rart at overvære, at den en gang
så glorværdige etat, der spredte glæde og imponerede med sin hurtighed og
tjenstvillighed, degenerer og sygner hen. Man skyder da heste…
Offenliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. juni 2016.
Offenliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 16. juni 2016.
