Musvåge-sex

Forårsfornemmelser

 Heldet var med en vis mand i dag.

Jeg havde fundet en musvåge, der sad i et læhegn. Den var lidt langt væk, men jeg havde et godt anlæg til at støtte kameraet, og solen var lige på, så det kunne nok lige gå. Og hvis jeg holdt mig i ro, og der kom en mus, kunne det være, at den kom tættere på.

Men det var altså ikke mus, men mænd den gode fru musvåge ventede på. For mens jeg betragtede den i objektivet dukkede hr. musvåge op og tog et solidt tag i ryggen af lillemor. Det tog næppe mere end ti sekunder sådan alt i alt, men der var ingen tvivl om, at jeg lidt ufrilligt var blevet voyeur til musvågens sexliv - og nogle fantastiske billeder rigere.

Lidt heldig har man da lov at være... På vejen hjem skød jeg også en gravand, der helt bestemt også var i gang med at gøre sig til. Desværre var der ingen mager i nærheden, så noget hattrick kom jeg slet ikke i nærheden af.

Men musvågebillederne reddede dagen så rigeligt...

Stærene flytter ind

Stort stæreår forude

Så er der gang i foråret - og det ser ud til at blive et stort stæreår.

De vævre bronzeskinnende fugle tager næsten al opmærksomheden i haven. De klikker og pipper, fløjter og synger, så det er en lyst. Men også så det kan være svært for de andre fugle at være med i lydbilledet.

Men selvfølgelig er de andre fugle der også. Det er især en fornøjelse at høre lærkerne nede fra markerne, for dem er er også gang i.

Stærene er med sikkerhed flyttet ind i to gamle mejsekasser, som har haft besøg af en spætte, så hullet er blevet tilpas stort. Jeg er til gengæld ikke helt sikker på, om der også er flyttet stære ind i stærehøjhuset, som står oven på carporten, men der er da fortsat håb, for der er altså flere stære i år, end der plejer.

Kirkegårdsstemning

Hjem til Farsø

Onsdag aften holdt jeg foredrag på Johannes V. Jensen-museet i Farsø. Det var en god og passende lejlighed til at smutte forbi kirkegården i Farsø, hvor begge mine forældre ligger i de ukendtes grav.

Helt ukendt er det dog ikke - for vi har tilladt os at markere placeringen af urnerne med en håndfuld krokusløg. Så en gang om året - på denne årstid - afsløres det i græsplænen i mindelunden, hvor urnerne er placeret. Og at det netop er nu, hvor blomsterne vågner efter en lang vinter, der er det helt rigtige tidspunkt at mindes de døde.

Krokusserne er kun så knapt kommet op, men de er begyndt at blomstre i de seneste dages solide forårssol - og livet cirkler fortsat videre. "Blot jeg genopstår en gang som akvavit", som  der står i Hans Hartvig Seedorfs vise.

Besøget på kirkegården foregik lige efter solnedgang. Så det var også en passende lejlighed til at fortsætte eksperimenterne med HDR-teknikken. Denne gang ved at samkopiere et farvebillede med en sorthvid kopi, der giver en meget spektakulær tegning på himlen.

HDR

Lidt foto-nørderi

Mit første forsøg med HDR. Der er rum for forbedring, men nu ved jeg
da i det mindste, hvordan man skal gøre det rent teknisk.

Når man for eksempel fotograferer en solnedgang, vil forgrunden ofte henligge i mere eller mindre mørke på billedet.

Det skyldes, at kameraet simpelthen ikke kan måle lyset korrekt over hele billedet. Lysmålingen tager sit udgangspunkt i det stærkeste lys - og da solen lyser meget stærkt, vil alt andet naturligvis blive mørkt i en eller anden grad.

Det kan man så kompensere for ved at tage flere fotos med forskellig belysning - og så kopiere dem sammen, så belysningen er ens over hele billedet. Det kaldes HDR - High Dynamic Range (Imaging) - og findes efterhånden på en del moderne kameraer og ellers kan man lave sammenkopieringen ved hjælp af redigeringsprogrammer.

Jeg har aldrig brugt teknikken før, da der lige skulle læses lidt, inden jeg gik i gang, men nu har jeg fået nogenlunde styr på processen. Billedet til artiklen er det første testforsøg og består af to optagelser, som jeg har lagt sammen ved hjælp af photomerge-funktionen i Photoshop Elements.

Men nu ved jeg, hvordan man gør - og har så planer om at arbejde videre med det på dage, hvor lyset er meget dynamisk. Det kan for eksempel være, når solen skinner og det regner på samme tid.

Egentlig er det lidt snyd, men der kan komme ganske dramatiske billeder ud af det - især hvis man øger kontrasten og farvemætningen, så det er helt sikkert en teknik, der er kommet for at blive.

Tågedis

Fotos fra en klam dag

Tågen lå tæt over Øland hele dagen.

Jeg havde lyst til at fotografere i dag, havde jeg...

Så allerede fra morgenstunden gik turen ned til dæmningen - blot for at konstatere, at fjorden lå småskjult i en dyne af tåge. Og sådan var det forresten overalt. Ikke sådan lidt smådis, men en temmelig tyk dyne, der slugte en masse lys og gjorde det næsten umuligt at tage et ordentligt foto - i hvert fald på afstand.

Så dagen endte hjemme ved fuglebrættet. Her var der forresten heller ikke meget liv. For der er trods alt så meget liv i foråret, at de gamle solsikkefrø ikke længere trækker store flokke af vintergæster til.

Men selvfølgelig var der besøg af stamgæsterne: Blåmejse, musvit, bogfinke og grønirisk. Jeg havde sat næsen op efter grønsisken - for dem er der mange af i øjeblikket, inden turen går mod Baltikum, men ikke en eneste kunne jeg lokke til. Så dagens bedste skud blev et par grønirisker, hvor man i hvert fald tydeligt ser forskellen på hannernes og hunnernes fjerdragt.

Dagens bedste skud var nok dette krikandepar. Hunnen er vild
af østrogen, mens krikandefar sindigt venter på, at hun falder ned igen...

Grønirisk-hannen er både gul og grøn i tydelige farver...

...Hvorimod hunnen er mere afdæmpet i farverne.

Der var i øvrigt en del hvinænder på fjorden, men de
var svære at komme på skudhold af.

Forårssanering

Det skal saves væk

Haven virker meget større, efter at den gamle Magda Jensen er faldet.

Det obligatoriske før-billede.

Bevæbnet med motorsaven satte vi lørdag eftermiddag rigtig gang i foråret i den lille landsby - og det har pyntet. Rent optisk i hvert fald. Det virker næsten som om, vi har fået en hel ny og større have.

Det var først og fremmest den gamle Magda Jensen-mirabelle i baghaven, det gik ud over. Det har været et prægtigt stort træ, og i 2011 gav det over 100 kg frugt til saft. Men siden er det desværre gået nedad. Træet var voldsomt angrebet af svamp - og sidste år blev det kun til en smagsprøve.

Så træet måtte lade livet - og det har unægteligt kastet lys over baghaven. Så nu har æblerne, pærerne, brombær og hvad vi ellers har deromme chancen for en stjernestund. Da det længe har lakket mod enden, plantede jeg allerede for flere år siden en ny Magda Jensen i hegnet over mod naboen - så i løbet af et par år mere, er vi forhåbentlig på omgangshøjde igen.

Indtil lørdag stod der en hængepil og en
 sukkergran foran stuevinduerne. Nu har vi til gengæld fået
lys - og så kan vi også følge bedre med
 i Østerbys gadeliv.

Da vi alligevel var i gang, blev saven også sat i en hængepil og en sukkergran, som stod foran stuevinduerne, så nu har forårssolen også nemmere ved at trænge ind i de lavloftede stuer.

Der er rigtig ved at gå forår i den. Fra nu af og de næste måneder vil al fritid gå med fingrene i jorden. Det er en herlig tid.

Vi fejrer den store motorssavs-massakre med en gammel rock-klassiker fra 1002: Det amerikanske band Jackyl med "The Lumberjacket". Det er - så vidt jeg ved - verdens første "rock-låt" med en motorsavs-solo. Prøv den. Det lyder bedre, end man umiddelbart skulle tro.

Blandt søens folk...

Fra den royale front

En veloplagt Prins Joachim holdt tale og klippede snor, da
 Søfartsskolen Martec i Frederikshavn indviede de ny lokaler.

Snoren er klippet. Prinsen ønsker direktøren tillykke
med de nye lokaler, men hvad skal den stakkels
mand dog gøre af papirsaksen fra kontoret?

I dag skulle jeg skrive en notits om, at søfartsskolen Martec i Frederikshavn er blevet renoveret.

Skolen uddanner blandt andet maskinmestre og står for driften af Skoleskibet Danmark - og det gør begivenheden til en arktisk nyhed, som passerer mit ydmyge skrivebord. Normalt ville jeg næppe have brugt andet end en halv time på opgaven: snakket lidt med en person fra skolen, bedt dem om at sende et foto og så skrevet ti linier om begivenheden.

Men nu er Prins Joachim tilfældigvis protektor for Skoleskibet - og skolen havde formået at få ham til at indvie de nye lokaler i selskab med formanden for A.P. Møllers Fond Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla samt undervisningsminister Ulla Tørnæs.

Så ankommer manden, som vi alle venter på...

Det fik mig helt refleksmæssigt til at smide alle fornuftige tidskalkuler til side og bruge to timer i bilen samt tre timer på skolen til overvære åbningen. Jeg var ikke ene om denne kalkule. Billed-Bladet stillede med to fotografer og en journalist - alle fløjet ind fra København - og i øvrigt var hele den lokale presse til stede i større eller mindre grad. Så moralen er, at kongehuset leverer fuld valuta for apanagen - for det er den sikre vej til omtale. Hvor mange af Billed-Bladets læsere ville ellers have hørt om en søfartsskole i Udkantsdanmark?

Det blev i øvrigt en fin dag i selskab med gode kolleger. I pressefotograf-sammenhæng er jeg godtnok den bitte. Rigtige fotografer går ikke ned på udstyr, og her kan jeg ikke være med, men der er altid megen ventetid, når kongefamilien er i søgeren, så der blev da både snakket grej og givet kollegiale tips og ideer. Alle ved, at de kongelige leverer varen, og der er tid nok, så det er helt klart fotografisk komfortzone.

Vi fik da også, hvad vi var kommet for. Jeg skal kun bruge et enkelt billede, måske to, til historien, men heldigvis har jeg så bloggen her til lidt af overskuddet.

Jeg har i øvrigt en dårlig vane med at kalde prinsen for Jochiam. Det stammer fra en tidligere Nuuk-borgmester, Peter Thaarup Høegh, der havde det lidt svært med det danske sprog. Men i øvrigt er han ikke den eneste borgmester, som det kan gå galt for.

I dag skete det nemlig også for Frederikshavns borgmester, der udbragte et leve for Martin - og ikke Martec, som skolen hedder. Lysfabrikken Martin var en gang en stor arbejdsplads i Frederikshavn, så mon ikke fortalelsen er udtryk for det gamle ord om, at hvad hjertet er fuld af, løber munden over med...

Prinsen er en munter mand - og hyggede sig med
 sømandshistorier i kedelpassernes klasselokale.

Fine folk på rundvisning: Prinsen, bestyrelsesformanden,
borgmesteren, Mærks-ætlingen og hans mor, sikkerhedsmanden,
 undervisningsministeren og direktøren.

Prinsen bemærkede høfligt velkomsten på skolens
 overheadprojektor-lærred.

Verdenspressen på job. Her går ingen ned på udstyr.

Fotografi i verdensklasse

Uensartet udstilling

Foto: Jette Bang/Arktisk Institut

Kunstetagerne i Hobro er i disse dage rammen om en udstilling med grønlandske fotos af Jette Bang og Kirsten Klein.

Jeg har altid haft en svaghed for Jette Bangs fantastiske dokumentation af et Grønland, der var en gang, og som jeg aldrig har haft chancen for at opleve. Jette Bang fotograferede mennesker med betydelig indlevelse - og tillod også betydelig iscenesættelse, som det ses på fotoet af fangeren med sin datter. Jette Bangs fotos er med et forslidt udtryk ikoniske - for de enestående fotos kan ikke genskabes, men vidner om et samfund og en orden, der ikke længere findes, men som vi sagtens kan længes imod.

Foto: Jette Bang/Arktisk Institut

Jette Bang fotograferer mennesker og ikke natur. Det er ganske tankevækkende i vore dage, hvor mange romantikere forestiller sig Arktis som et Terra Nullius uden mennnesker - og hvor hensynet til vore forestillinger om uberørt natur går forud for hensynet til de mennesker, der har Arktis som deres hjem.

Det fascinerer mig også, at Jette Bang nåede sine resultater under ekstremt primitive forhold med grej, der slet ikke står mål med vore dages teknik. For netop på det tekniske område har udviklingen været hæsblæsende. Da jeg kom til Grønland i begyndelsen af halvfemserne arbejdede vi i sort-hvid, for vi fremkaldte selv- og selv (eller måske især) avancerede kameraer gik døde i kulden efter få skud. Batterierne opbevarede vi i en pose under skjorten - og notater blev taget med blyant, for en kuglepen virker ikke i frostvejr.

Alt dette står i stor kontrast til Kirsten Kleins turistbilleder fra et kort ophold i Grønland. Klein er ganske velanskrevet i den danske kunstverden, hvilket man kan forvisse sig om ved at læse udstillingskataloget, hvor Peter Brandes i en panegyrisk artikel bruger citater fra store kunstnere og Bibelen for at sætte Kirsten Kleins evner i perspektiv.

Jeg er bare ikke imponeret. Den grønlandske natur er fuld af motiver, isfjelde, flotte solnedgange, bjergtagende natur og maleriske bygder. I mine øjne bliver det ikke til kunst, selv om billederne er taget af en kunstner, der tilstræber rustikke grovkornede billeder med tydelig kromatisk aberration og skæve horisonter. I vore dage vidner det efter min mening mere om mangel på respekt for det gode håndværk og stræben efter laveste fællesnævner.

Det er altså en noget uensartet udstilling, Kunstetagerne i Hobro byder på. Men den er seværdig, for Jette Bang er en af de største danske fotografer,

Derfor er det synd, at udstillingen, der senere skal vises på den Nordatlantiske Brygge og på Kunstmuseet i Nuuk, har premiere på et baggårdsgalleri i Hobro. For udstillingen er ikke nem at finde. Der er ingen skiltning, og vi måtte gå rundt om blokken flere gange for at finde en åben dør. Herefter går turen over en gård og gennem bibliotekets læsesal, inden man finder den forjættede udstilling.

Jeg nævnte den ringe skiltning for den vagthavende bibliotekar, der blot slog ud med hænderne og forklarede, at det sandelig ikke var bibliotekets udstilling. Deri har han sikkert ret, men alene respekten for Jette Bangs virke burde få Hobros kulturelle institutioner til at snakke sammen. For Jette Bang er verdensklasse, som kun sjældent kan ses i Udkantsdanmark - og det burde den himmerlandske købstad være stolt af.

Hvidvinsdampet pighvar

Let og lækkert

Hvidvinsdampet pighvar med nye egyptiske kartofler, grønne asparges
 og ægte skilt hollandaise.

Ganske vist kiksede hollandaisen og skilte for en gangs skyld, men lørdagens aftensmåltid var alligevel en rigtig klassiker fra gastronomiens skatkammer.

Pighvarren mangler lige det gyldne snit,
inden den er klar til at gå i ovnen.

Jeg havde fået fingre i en pighvar, som er en ekstrem fin spisefisk. Den skal ikke ødelægges med en masse dikkedarer, der ødelægger den gode smag og kødets fine konsistens, så det blev til hvidvinsdampet pighvar med nye kartofler, grønne asparges og så en hjemmegjort hollandaise, der altså skilte, men det er ren æstetik. Smagen er god nok - og så vidt jeg lige erindrer, er det adskillige år siden, at det sidst er sket.

Pighvarren er en ganske tyk fladfisk, så kødet er lidt uensartet i tykkelsen. Derfor er det såkaldte gyldne snit hemmeligheden, når pighvarren skal tilberedes. Man lægger ganske enkelt et snit langs rygraden på oversiden, så varmen nemmere kan slippe ned i fisken - og så skal den bare have et kvarters tid i folie med lidt tør hvidvin, løg, salt, peber og dild ved 225 grader.

Det var i øvrigt første gang, Dina smagte pighvar, og begejstringen var til at tage på: - Jeg har aldrig smagt noget, der smager så godt, udbrød den garvede fiskespiser.

Nu ved jeg godt, at Dina er lidt mere rundhåndet med superlativerne end folk i Nordjylland generelt, men det var da alligevel en kommentar, der lunede i en stund, hvor det helt elementære saucehåndværk kiksede.

Søpapegøjesnak

En død lunde

Stranden ved Blokhus bød også på en død lunde.

Det vakte betydeligt opsigt blandt de mange naturinteresserede på flænsepladsen ved Blokhus i sidste uge, da der pludselig cirkulerede en død søpapegøje nærmest fra hånd til hånd, inden en konservator fik fingrene i fuglen.

Rygtet, som meget apropos viste sig at være en and, ville vide, at lunden var fundet i maven på den døde hval, men det var ingenlunde tilfældet. Den døde lunde var såmænd bare skyllet op på stranden. En hidkaldt ornitolog kunne fortælle, at det sker hver vinter ved den jyske vestkyst. I denne vinter var det indtil fuglen i Blokhus blevet til otte i alt.

Man mener, at de døde fugle især stammer fra Skotland - og når de kan drive på Nordsøens bølger helt til Danmark uden synlige skader, skyldes det kulden.

Normalt kendes lunden, der også kaldes søpapegøje, på sit farvestrålende næb, men farverne er mere afdæmpede i vintersæsonen - akkurat som på den døde fugl i Blokhus. Det viser, at fuglen er død for nylig - og derfor gætter forskerne på, at den stammer fra farvandene omkring Skotland.

Mens vi diskuterede sagen, blev der i øvrigt fundet endnu en søpapegøje på stranden nær finhvalen - og det understreger bare det helt normale i situationen.

Forresten er lunden en ganske velsmagende fugl, som jeg har smagt flere gange på Færøerne - og den giver en ubeskrivelig god, brun sovs.