Indomita

Tjah, bum bum...

Mousserende vin fra Indomita i Chile
 minder alvorligt om danskvand.

Forleden blev jeg færdig med at male på førstesalen - et af sommerens store projekter - og den slags skal jo fejres.

Normalt ville jeg gøre det med lidt jordbær og så en mousserende vin - gerne af fransk oprindelse - eller måske endog en champagne. men sådan gik det ikke.

I forrige uge havde Fakta kampagne for det chilenske vindistrikt Indomita - og af uransagelige årsager (læs: lave bonderøvspriser) var jeg faldet for en flaske mousserende vin til halvtredser. Til den pris næppe værd at gemme, så den blev fyret af med det samme til denne passende lejlighed.

Endnu en gang blev det demonstreret, at det ikke kan betale sig at være fedtet. Det var nu ikke fordi, at vinen manglede alkohol - tværtimod - men smagen var spinkel helt uden kant og karakter. Mest af alt mindede den om danskvand. Og så tror jeg egentlig, at en danskvand smager bedre, så det blev der altså ikke megen fest ud af.

Men, inderst inde vidste jeg det jo godt. Man kan ikke få en ordentlig mousserende vin til halvtreds kroner. På markedet findes adskillige gode cremanter fra for eksempel Alsace til hundrede kroner, og champagne kan vel fås fra omkring 130 kroner, så egentlig er der heller ingen grund til at spare.

Når man er i markedet for mousserende vin, kan det godt lige betale sig at kigge på flasken. God mousserende vin fremstilles efter champagnemetoden. Det vil sige, at efter-gæringen, som giver boblerne, sker i flasken. Det er voldsomme kræfter, der er i spil - og det kræver en solid flaske.

Den chilenske flaske var mere spinkel i det og bagetiketten afslørede da også, at vinen var fremstillet efter charmant-metoden. Det vil sige, at eftergæringen sker i tanke, inden vinen hældes på flasken - og det princip minder jo unægtelig mere om fremstillingen af danskvand. Heraf måske også den spinkle smag.

Efterhånden kan jeg næppe gå ned på udstyr - men her gik jeg altså ned på prisen...

Verdens bedste brød

Store ord i ovnen

Brødet er færdigt...

Googler man på ordene "verdens bedste brød" får man cirka 20.000 resultater. De peger alle på en ganske enkel opskrift, hvor man tager en halv liter vand, lidt gær, en liter mel og to teskeer salt.

Det skal røres sammen og hæve ved stuetemperatur i 12 timer, hvorefter dejen foldes et par gange og hæver yderligere et par timer. Tricket ved opskriften er, at brødet skal bages i en cocotte eller en smedejernsgryde med låg på en halv time ved 250 grader. Det er vigtigt, at gryden er brændende varm, når dejen hældes i. Den skal ikke formes. Efter en halv time tager man låget af gryden, hvorefter det får yderligere et kvarter uden låg ved 230 grader. Resultatet skulle angiveligt blive verdens bedste brød.

Efter bagningen køles brødet på en rist. Bunden af brødet
 er også sprød og brænder ikke fast i gryden på grund af
den høje varme fra begyndelsen. Gryden må ikke smøres.

Det skulle selvfølgelig prøves. Da jeg har en stor modvilje mod at følge opskrifter, føjede jeg en håndfuld rosiner og lidt birkes til.

Resultatet blev forbløffende godt. Især krummen er overraskende saftig og samtidig let og luftig, hvilket nok især skyldes bagningen med låg, som holder på dampen.

Skorpen er fint sprød og knasende - og har et dejligt rustikt udseende, der er helt i overensstemmelse med tidens tendens til gammeldags madhåndværk.

Skorpen er sprød og krummen luftig og dog saftig. Det tog
mindre end tre timer at spise et halvt brød.

Jeg tog brødet ud af ovnen ved ni-tiden og inden frokost var over halvdelen spist. Så opskriften kan bestemt anbefales. Frisk brød med koldt smør går sjældent helt galt.

Men at kalde det verdens bedste brød... Det er nu nok at tage munden lidt for fuld. Men det er i hvert fald tæt på at være verdens nemmeste brød at bage.

Gravandefamilien

Storfamilien trives ved Ulvedybet

Jeg har tidligere berettet om vores gravandefamilie, der med hele 16 ællinger nærmest må betegnes som en storfamilie.

Normen for unger i gravandeverdenen er 8-10, så hele 16 er i hvert fald lidt af en sensation. Under alle omstændigheder er den store familie kilde til megen underholdning for de kørende på dæmningen mellem Gjøl og Øland, for de gør ikke meget for at skjule sig.

Bevares - stiger man ud af bilen, forsvinder gravandefar og familien ud i Ulvedybet eller Gjøl Bredning, men holder man sig inden for i bilen, kan man sagtens følge med i familielivet, når de snadrer rundt i vandkanten på jagt efter noget spiseligt.

Det er som en sæk lopper, men det lykkedes mig da forleden at få et billede af hele familien. 15 unger er der nu tilbage - og det er da også lidt bemærkelsesværdigt. For når man får så mange unger, plejer der altså at være et vist spild.

I midten af august er det slut med ande-underholdningen - for til den tid trækker alle landets gravænder til vadehavet for at fælde inden vinteren.

På Feddet

Fotosafari langs Limfjordens bredder

Strandengen ved Risgaarde bød på masser af engpibere.

Og her ser vi så ryggen af en engpiber...

Formiddagen blev brugt på Feddet - min gamle klassekammerat Pers skønt beliggende sommerhus i Risgaarde nær Farsø og direkte ned til Limfjordens vande.

Sommerhuset er en perle, som har været i familiens eje gennem generationer og et af de huse, der aldrig kommer til salg.

Per havde inviteret til en lille Nikon-Canon-komsammen sammen med kammeraten Flemming. Efter lidt morgenmad drog vi ud i terrænet bevæbnet med de lange linser - to 400 mm og så Pers nyanskaffelse; en Tamron 150-600 mm.

I forhold til hedelærken kendes engpiberen især
på den mere plumpe kropsform, en forholdsvis kraftig 
hælspore - og så sangen...

De flade strandenge bød på mange fuglekig, men ikke alle var indenfor fotografisk rækkevidde på trods af, at vi var bevæbnet med det svære skyts.

Et af områdets karakterfugle er engpiberen, som bød sig til i mange positurer - og her må jeg indrømme, at jeg lige lærte noget. For jeg var fra begyndelsen overbevist om, at det var hedelærker, jeg fotograferede. Men Flemming havde styr på ornitologien, så nu kan jeg i fremtiden forhåbentlig se forskel på de to små fugle, der ligner hinanden næsten til forveksling.

Ellers bød turen på skarver, sølvmåger, strandskader, fiskehejrer, rørhøg, tornirisk og almindelig lærke samt en enkelt svane.

Tak til Per for en hyggelig formiddag.

Se også Pers blog om dagens oplevelser.

Der var også en del skarver ved Risgaarde.

Vesterhavsmarchen 2015

Same procedure as last year

Blokhus Kanonlaug stod for startskuddet.

Søndag var der jo Vesterhavsmarch - og som sædvanlig var jeg håndlanger på Midtvejsposten, der i mange år er blevet drevet af 8. Sct. Georgsgilde i Aalborg.

Det er en god tjans, som vi har haft i mange år - og vi kan metieren, så der skal ikke de helt store forberedelser til. Vi mødte kl. 7 og pakkede bilerne med grejet. Kl. 8.15 var på stedet - og klokken 8.45 var teltet rejst, fadølsanlægget sluttet til og grillen tændt. Og da marchen først begynder kl. 9 var der særdeles god tid til morgenmad med mere.

For en gangs skyld var vejret med os - og det blev i det hele taget en herlig dag på stranden, selv om jeg da godt nok var lidt øm i koderne, da jeg kom hjem ved halvsekstiden...

Jeg tog en del fotos i løbet af dagen. Jeg har gemt de bedste i dette galleri: Vesterhavsmarch 2015.

Vi ankom til posten klokken 8.15...

...Og klokken 8.45 var vi klar...

Anni Carlsen er en rigtig march-veteran. Hun har deltaget
i samtlige Vesterhavsmarcher siden starten i 1971.

Stranden er stor - men overalt var der vandringsfolk.

Og så er der tid til en fyraftens...

Fotograf i skudlinien

Nu er det snart slut

Søndag fik jeg lige et snapshot af Grethe Dahl. Normalt plejer det at være hende, der fotograferer.

Grethe Dahl har netop fejret sit 50 års jubilæum som fotograf ved Nordjyske Stiftstidende, men nu er det slut. Hun fortalte, at hun planlægger at gå på pension om tre uger.

Billedet er taget i Blokhus ved åbningen af Sct. Georgs Gildernes Vesterhavsmarch, der i dag blev gennemført for 44. gang.

Grethe er virkelig i skudlinien. For medlemmerne af Blokhus Kanonlaug insisterede nemlig på at få et foto sammen med den populære fotograf - og den situation lukrerede jeg altså på denne søndag.

For syns skyld

Nyt brilletilskud

Denne håndfuld briller dukkede op under sengen...

Det er sommerferie og dermed projekttid.

Freddag begyndte jeg at male førstesalen i det lille hus på Øland. Det er tiltrængt - om ikke andet så for syns skyld.

Men projektet har også bogstaveligt talt givet mig et nyt syn på tilværelsen. Jeg er jo lidt langsynet - ikke noget alvorligt - og bruger læsebriller. De billige, som kan købes i snart sagt enhver kiosk, supermarked og tømmerhandel.

Favoritmodellen er fra Biltema, hvor tre styk kan erhverves for en lille halvtredser. Heldigvis er de ikke dyre, for de har det altså med at blive væk.

Det har længe undret mig, hvor alle brillerne forsvinder hen. Måske har vi en brilleslange under gulvbrædderne? Eller er det bare musene, der med stor fornøjelse gnasker mandens briller i sig?

En del af løsningen dukkede op, da jeg flyttede en seng for at komme til at male. For under sengen lå der en halv snes briller. Sikkert faldet på gulvet, når manden falder i søvn med brillerne på - efter en lang og virksom dag.

Fundet er et fint tilskud til den daglige rotation af briller - og nu ved jeg i hvert fald, hvor der skal ledes, næste gang jeg ikke lige har et par briller ved hånden. Eller på hovedet... For i ni ud af ti tilfælde, hvor jeg ikke kan finde brillerne, sidder de faktisk bare oppe i panden. 

Jeg ahr brugt briller siden teenage-årene - og de sidste 15 år har det været læsebriller, så brillerne er efterhånden en integreret del af anatomien, som jeg ikke altid mærker. Resultatet er, at jeg leder efter brillerne, mens jeg har dem på hovedet - og forresten har jeg da også adskillige gange fundet et par briller i parykken, når jeg står i brusebadet.

Det er altså ikke nemt, når alderdomssymptomerne lige så stille indfinder sig...

Et helvedes hus

Når nok er nok...

Sjåbakkens brev findes i flere versioner på nettet. Dette
 er maskinskrevet, så det er næppe originalen.

Jeg beklager meget, men denne udgave af ”På kanten” indeholder bandeord og saftigt sprog – så kom ikke og sig, at du ikke blev advaret på forhånd!

Oppe i det allernordligste Norge i Kåfjord nær Tromsø ligger der en gammel, ussel, vaklende rønne – undseelig og ubetydelig – men som under navnet ”Sjit helvedes kåken” er blevet et symbol på den afmægtige borgers og ikke mindst samefolkets kamp mod samfundets kommissærer, der blander sig i alt muligt.

Historien bag kåken (rønnen) er det tyske tilbagetog gennem Finnmarken og Troms i krigens slutning. Tyskerne brændte alt  - huse, kirker landbrug – og fordrev befolkningen. Da krigen var slut, havde befolkningen, hvoraf en god del var samisk, intet at vende tilbage til. De boede i telte, huler og gamle kældre.

I fællesskab drog nogle af folkene til en gammel tysk lejr, hvor de rev barakkerne ned og brugte træet til at bygge nye beskedne og primitive hytter. Sjit helvedes kåken er en af de hytter.

Efterhånden blev samfundet genopbygget – og myndighederne kom pludselig i tanke om, at man ville have betaling for de materialer, der var blevet fjernet fra den tyske lejr. Skattefolk drog hærgende rundt i Nordnorge og vurderede hytterne – og Anton Sjåbakkens rønne blev takseret til 2700 kroner, hvilket dengang svarede til en årsløn. Betalte man ikke, ville beløbet blive trukket i den personlige krigsskadeerstatning, som beboerne i Troms og Finnmarken var blevet tilkendt.

Det gjorde Anton Sjåbakken rasende. Fanden heller om han ville betale for nogle gamle brædder fra en tyskerbarak. Så han skrev til byggekontoret i Kåfjord, der havde ansvaret for genopbygningen af samfundet:

Til Kåfjord buggekontor

For de første du treng ikke gjøre merkesam til mei at jeg ska kome i berøring med husbanken, for jeg vet hva jeg gjører. Og for det andet vil jeg ikke være statens slave. Finnmarks-kontor skal betale til meg resten av krigsskade så snart fanen kan hoppe og give resten oppi fanen bugge eller ikke, for jeg er ingen sukketøi gutt som det går an å  låke (lokke)  for vi har blit låke nokk fra før.

Å de kan kome hvad dagen som helst å ta den sjit helvedes kåken for jeg vil ikke noe gauking (drive gæk) av finnmarks-kontor. Bare fungsjonæran ikke bruke min krigsskade til sigarettpeng.

Bare betal ut som hører til mei og resten skal de holde snuten deres.

Anton Sjåbakken

Aldri helvete jeg går med at betale 2700 for det kåken.

Selv om det er på norsk – og det kniber lidt med retsskrivning og de formfuldendte formuleringer – er brevet klart nok. Her har vi en borger, der bare er blevet trådt på en gang for meget, og nu lufter han sin retfærdige vrede.

Historien fortæller, at Anton og hans mor boede i den ”sjit helvedes kåken” resten af livet. De 2700 kroner blev aldrig betalt. Sjit helvedes kåken er i dag fredet og et stort turistmål i Køfjord. Huset er restaureret og står, som da Anton boede der.

Moralen er klar nok. Vi skal ikke finde os i noget.

Senest har vi hørt om kunstneren Martin Spang Olsens bålplads, der ifølge Rudersdal kommune ikke lever op til kommunens æstetiske krav til bålpladser. Her i Jammerbugt bakser kommunenmed nye regler, så haner ikke må gale. Galskab!

Sjit Helvedes Kåken kan ses på Google Maps.

I den forbindelse er det overflødigt at nævne andre påfund som fotovogne, knivloven, de krumme agurker, kanelsagen, forbud mod tørfisk, arbejdstilsyn, skattevæsenets logbøger, uanmeldte veterinærtilsyn på private grunde  og så videre.

Lad os sige, at nu er det nok. Vi finder os ikke længere i det – det sjit helvedes bureaukrati!

Artiklen er bragt første gang i Nordjyske Stiftstidende 10. juli 2015.

Google Maps byder på et fint kik på Sjit Helvedes Kåken.

Du danske sommer

Skønt du så ofte har sveget mig...

I biblen kaldes det syndfloden - i Danmark kalder vi det sommer...

På papiret er det sommer, men kigger vi ud af vinduerne ligner det mere en frisk efterårsdag. Regn har vi fået en del af, men det er nu kun godt for haven. Det er meget værre med vinden.

Torsdag aften var vi i Blokhus. Det var et rystende syn. Halvdelen af den ellers brede strand var væk. Hele det bilfri strandstykke stod under vand, og bølgerne rasede som i et væk. Ganske imponerende, lidt skræmmende - og alligevel var der da enkelte, der skulle ud at bade.

På torvet var der levende musik, men der var fuldstændigt mennesketomt - og det midt i turistsæsonen. Men isvaflerne smagte nu som sædvanlig godt...

Sommergriller

En god lørdag i familiens skød

Lækker, lækker smørmør kalvemørbrad på grillen. Foto: Henrik Jespersen

Mens vi spiste, var der McCartney
 på vinylen. Foto: Henrik Jespersen

Lørdag var det tid til familiens store sommer-komsammen - grillpartyet på Øland.

Det lyder voldsomt, men vi er i familien ikke mange - nærmest få - så mindre kan også gøre det. Vi er ikke flere, end vi kan sidde rundt om et havebord.

Egentlig skulle vi have startet festlighederne på Egholm, men mødestedet blev i stedet Gjøl Kro, hvor vi indtog frokosten i det strålende sommervejr.

Herefter gik turen via fugletårnet ved Ulvedybet til Nørremarksvej, hvor der blev tid til lidt øl, is og snak i krogene. Min nye bålhytte viste sig særdeles velegnet som et skygge- og hyggefuldt sladrehjørne, så snakken gik...

Ved halvottetiden gik vi til bords på terrassen ved spisestuen. I højttalerne var der vinyl-McCartney med en venlig hilsen til Roskilde. På bordet lagde vi ud med en klassiker: Crémant fra Loire behørigt ledsaget af stenbiderrogn, blinis, creme-fraiche og hakket rødløg.

Aftenens vært i gang med at flambere
ananas i pernod. Foto: Henrik Jespersen

Herefter stod den på rigtig grillmad. Små stykker kalvemørbrad brunet på grillen og ledsaget af lidt nye kartofler, fordi det nu engang er sæson for nye kartofler, kartoffelsalat efter min mors gamle opskrift og lidt grøn salat med gammeldaws mormordressing.

Til dessert fik vi årets signatur-dessert her i huset: Pistacie-pastis - pistacieis med pernodflamberet ananas.

Efter kaffen var festlighederne stort set forbi. Gæsterne var kørt og manden kunne sætte sig tilbage med lidt sjatter - Chablis og Riesling fra Alsace - og så nyde tonerne af TV2, der på samme tid optrådte på Nibe-festivalen på den anden side af fjorden i den ellers stille sommeraften. Der var åbenbart gang i den og jeg rockede lidt med på blandt andet Be bob a lu la, Det eneste hun ville var at danse og Bag duggede ruder.

Ved et-tiden var det sengetid. Træt og mæt efter en god dag i familiens skød.

Dagen blev indledt med frokost på Gjøl Kro.