Dinas have

Efterårets blomsterflor

Forleden da det et kort øjeblik var godt vejr, snuppede Dina kameraet og tog en tur rundt i haven. Det kom der en stribe billeder ud af, som viser en frodig have fyldt med blomster.

Selv mener manden nu nok, at der ikke er så meget at være stolt af, for det viser også en have, hvor ukrudtet visse steder findes i lidt for rigelige mængder - men tingene afhænger jo som bekendt af øjnene, som ser. Så her er Dinas billeder - ucensureret og uden kommentarer.

Kabelfærger

En kabelfærge er ikke bare en kabelfærge

Færgen er i havn om få minutter...

Det er gået op for mig, at jeg vistnok har sejlet med en halv vind, da jeg i et tidligere indlæg omtalte Udbyhøj-færgen som Danmarks eneste kabelfærge.

Det viser sig nemlig, at blandt andet på overfarten mellem Hammer Bakker og Orø i Isefjorden også er en kabelfærge. Her tjener kablet imidlertid kun til at styre færgen - og ikke som i Udbyhøj også som fremdrifts-middel. Man kan læse mere om kabelfærger i Danmark på dette link. Jeg beklager naturligvis, at historien om Udbyfærgen var en and. I teksten burde der - som på Randers Fjords Færgeselskab hjemmeside, der var min kilde - have stået kabeltrukket færge.

Forresten er det ikke helt ualmindeligt med kabelfærger - kabeltrukne såvel som kabelstyrede. Jeg erindrer selv at have set det i Stockholms skærgård - og et par af bloggens læsere har henledt min opmærksomhed på flere kabelfærger i Canada. Disse skulle angiveligt oven i købet være gratis at sejle med. På Udbyhøj koster en enkeltbillet for bil med fører 50 kroner. Man kan læse mere om canadiske færgeruter på denne hjemmeside.

Endnu en gang - jeg beklager den lille misforståelse.

Nobels testamente

Er EU en fredspris værdig?

I 2007 gik fredsprisen til manges forbløffelse til
 den tidligere vicepræsident i USA, Al Gore. 

Det har vakt betydelig opsigt både i Norge, Danmark og forresten også resten af Europa, at dette års Nobel-fredspris går til EU. 

Jeg kom straks til at tænke på den gamle talemåde om ordener, som man hænger på idioter. Det samme gør sig åbenbart gældende for fredspriser.

Budskabet blev modtaget med forbløffelse og vantro blandt besindige politikere og iagttagere, hvorimod tilhængerne af det europæiske projekt jublede og gned sig i hænderne, fordi nobel-priser normalt anses for en af de fineste internationale anerkendelser, som man overhovedet kan få. 

På det videnskabelige område uddeles nobelpriserne til de fremmeste blandt ligemænd – og der ligger således stor faglig anerkendelse bag prisen. Det samme kan man desværre ikke sige om fredsprisen, der efterhånden har udviklet sig til et stykke norsk indenrigspolitik.

Hvorfor er det gået så galt? Forklaringen skal vi tilbage til slutningen af 1800-tallet for at finde. Alfred Nobel indstiftede sine priser som en anerkendelse af videnskabeligt arbejde og litteratur. Disse priser uddeles i Sverige.

Men Alfred Nobel var også en fredens mand, og han ville gerne lave en fredspris. Dengang var Norge og Sverige i union, hvor det var Sverige, der stod for udenrigspolitikken. Alfred Nobel mente derfor, at der ville være for stor risiko for at korrumpere prisen, hvis det var svenske politikere, som stod for uddelingen. Derfor besluttede han, at Norge skulle forestå fredspris-uddelingen.

Uddelingen er lagt i hænderne på en komite, der vælges af det norske Storting for seks år af gangen. I øjeblikket består komiteen af to repræsentanter for Arbeiderpartiet og en fra Høyre. De to partier er de ivrigste fortalere for et norsk EU-medlemskab. Desuden består komiteen af en repræsentant for Fremskrittspartiet, der om end ikke er imod norsk medlemskab af EU, så dog er kritisk. Endelig er der en repræsentant for partiet SV, der er imod EU. I forbindelse med dette års prisuddeling har SV-repræsentanten, Ågot Valle, fortalt, at hun ikke har deltaget på grund af sygdom.

EU-tilhængerne har derfor haft forholdsvis frit spil – og med den glødende EU-tilhænger, Arbeiderpartiets Torbjørn Jagdland som formand for komiteen, var årets resultat næsten givet.

Der er ingen, som vil betvivle, at de europæiske fællesskaber på et tidspunkt har haft betydning for freden i Europa – ikke mindst fordi fællesskaberne har bilagt stridighederne mellem de gamle ærkerivaler Tyskland og Frankrig. Men netop i øjeblikket, hvor EU er i krise, forekommer valget mærkeligt.

For dels lurer stadig visse meningsforskelle mellem Frankrig og Tyskland, dels er der ikke megen fred i samarbejdet, hvor de økonomisk store lande med vold og magt søger at styre de sydeuropæiske landes trang til vellevned for lånte penge. Det er i hvert fald svært for gadefejer Artemios Rastapopulos at få øje på det fredelige i EU-projektet, når han skal feje op efter de idelige gadekampe i Athens gader på grund af EU’s krav til den græske finanspolitik.

Torbjørn Jagdland, der er tidligere generalsekretær for Europarådet, er blevet kritiseret skarpt for sine dispositioner i den norske presse. Det har heddet, at han er inhabil – og at fremtidige medlemmer af priskomiteen ikke bør have andre poster. Det er overflødigt at tilføje, at den meget store del af den norske befolkning, som er EU-modstandere, føler uddelingen som et slag i ansigtet.

Jeg skal ikke her blande mig i den norske diskussion, men set i bagklogskabens klare lys er der ingen tvivl om, at Alfred Nobel havde ret, da han for over 100 år siden forudså, at politikere kunne korrumpere fredsprisen. Han kunne ikke forudse, at Norge ville blive en selvstændig nation – og at det i dag er ræven, som vogter gæssene. Og det er vel også i det lys, flere af de seneste års uddelinger - til blandt andre Barack Obama og Al Gore – skal ses. Umiddelbart virker disse uddelinger som mere bestemt af norske indenrigspolitiske forhold end verdensfreden.

Tilbage står så spørgsmålet: Er EU virkelig et fredens projekt? I min optik er svaret nej. En overstatslig konstruktion, der flytter magt fra lokalsamfundene og nationalstaterne er en svækkelse af demokratiet. Når Europas folk med djævelens vold og magt skal harmoniseres og afgive nationale og etniske særpræg samt retten til at råde i eget hus, bliver unionen en trussel mod freden. På den baggrund forekommer årets prisuddeling at være en mærkbar svækkelse af den store prestige, der hidtil har været forbundet med prisen.

Og det er synd – for fredens skyld.

Offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 17. oktober 2012.

Så til søs...

Danskens vej til ros og magt

Kabelfærgen Udbyhøj i den smalle
Randers Fjord ved Udbyhøj.

Mandag aften skulle jeg holde foredrag i Grenå. En fornøjelig aften med cirka 100 tilhørere og grønlandske fortællinger i byens kulturhus.

Jeg var kommet lidt tidligt af sted hjemmefra - og valgte derfor den lidt langsommere køretur langs kysten over Østhimmerland og Norddjursland til Grenå. Det er en idyllisk tur i noget af det smukkeste danske natur - og et godt alternativ til en stressende motorvej.

Undervejs skal man krydse Randers Fjord - og det kan man blandt andet over fjordmundingen ved Udbyhøj. Her sejler Danmarks eneste kabelfærge - og det er ærlig talt lidt af en parodi på en sejltur.

Fjorden er cirka en halv kilometer bred, færgen er 47 meter lang og sejlturen tager med 6 knob lige knap fire minutter. Men hyggeligt og hverdagsagtigt er det da.

Danmark er jo kendt som broernes land - og det kan da godt undre, at der ikke er bygget en bro på stedet. Det kunne man jo sådan set gøre bare ved at sætte ti færger i forlængelse af hinanden.

Spørgsmålet om en bro på stedet blev også ivrigt diskuteret helt tilbage i trediverne og op til tresserne - men hver gang faldt spørgsmålet på modstand fra Randers, der nødigt ville miste den for handelslivet så lukrative trafik gennem byen.

Nu går den jyske motorvej jo uden om Randers - og spørgsmålet er ikke særligt aktuelt. Så derfor sejler færgen Udbyhøj stadig den dag i dag fire gange i timen - eller efter behov - over den smalle fjord til glæde for folk, der har tid nok - som undertegnede.

Aftensang

Nu er jord og himmel stille

Godnat...

Ved min fars bisættelse for nogen tid siden skulle der synges "Nu er jord og himmel stille". Denne smukke, gamle aftensang findes af uransagelige årsager ikke i Den Danske Salmebog, og jeg skulle derfor lave et sangblad til bisættelsen.

Nu har jeg jo sunget sangen adskillige hundrede gange i mit efterhånden halvlange liv, så jeg kan teksten mere eller mindre udenad - men for nøjagtighedens og dovenskabens skyld ville jeg lige finde teksten på nettet, så jeg kunne kopiere den.

Det blev en lidt længere rejse, sådan som det ofte sker. For med skam at melde kendte jeg intet til hverken sangens oprindelse eller historie - eller sagt på en anden måde: Jeg har i hvert fald aldrig rigtig tænkt over det - men har blot sunget med, når det har været tid.

Jeg blev derfor lidt overrasket, da jeg fandt ud af, at sangen i sin tid er skrevet af den gode, gamle svenske forfatter og drukmås Carl Michael Bellman (1740-1795). Bellman er prototypen på den kunstneriske bohemetype, der hele sit liv måtte slås med økonomiske problemer. Han gik fallit og måtte en tid leve i landflygtighed i Norge - langt fra kreditorerne og sit elskede Stockholm, men havde en lang produktiv periode under kong Gustav III's protektion. Da kongen blev skudt i 1792, måtte Bellman leve sine sidste år som umyndiggjort.

Nogle vil måske mene, at det var en lidt trist skæbne, men selv mente Bellman, at der ikke var meget sjov ved en gravsten, der fortæller, at her hviler en mand, der havde orden i sin økonomi. Hans budskab er livsglædens. Livet skal leves, for vi ved aldrig, hvornår døden banker på - og det gjorde han så i fulde drag. Som han skrev i epistlerne: "Her ligger jeg i rendestenen - og kigger på mine gamle sko."

Bellman er uløseligt knyttet til Stockholms Gamlastan - og på restauranten "den Gyllene Freden" skrev han sine eller rettere Fredmans epistler. I en årrække kom jeg jævnligt i Stockholm - og "Den Gyllene Freden" er blandt mine favorit-værtshuse. Stedet er i dag ejet af Det svenske Akademi - og man gør en ære i at bevare stedet, som det har set ud gennem århundreder. Værtshuset stammer helt tilbage fra den tidlige middelalder - og væggene formelig emmer af Bellman.

Bellman er lyriker - skriver smukt, indlevende og præcist. Aldrig fordømmende, aldrig moraliserende og aldrig medfølende - men skildrer følelser, mennesker og stemninger, som de er. Og det er vel denne evne til meget præcist at sætte ord på en stemning, der gør, at denne boheme og drukmås skriver en følsom aftensang til benefice for alle de kommende generationer. Ord, der går lige i hjertet.

Den danske tekst til "Nu er jord og himmel stille" er skrevet af den århusianske journalist og forfatter Marinus Børup (1891 - 1959). Han havde læst teologi, men efter at have været løjtnant under første verdenskrig blev han journalist og var i en lang årrække litteraturanmelder ved Jyllands-Posten. Han havde oprindeligt en tilknytning til KFUM, men skrev en del værker til FDF, der med sin udbredte orkestervirksomhed tog forfatteren til sig. Børups hovedværk er "Steno, Hans Livs Historie", der er en versificeret biografi. Teksten til "Nu er jord og himmel stille" skrev Børup i 1938 - og gled dermed ind i den danske sangskat.

"Nu er jord og himmel stille" er indspillet afskillige gange. Blandt de mest spillede er nok Niels Henning Ørsted Pedersens jazzificerede indspilning fra 70'erne, men jeg har her fundet en korudgave på YouTube. Lad være med at kigge på billederne, for det er noget bras, men nyd sangen alligevel...

Vort flittige folk

Der var engang, hvor danskerne var stolte af at være danskere

Vort Flittige Folk

Der var en gang, hvor danskerne ikke var en flok klynkere, men et flittigt folk, der spyttede i hænderne og tog fat for at skabe udvikling og velstand - og hvor landets statsminister ikke var en forfængelig akademikerdame uden moral og andet end øjeblikkets modeholdninger. Det var dengang, hvor statsministeren hed Stauning og var en ægte arbejder, der kunne sige tingene lige ud - en djærv mand der kunne tale af karsken bælg - og med største selvfølgelighed havde en  konsistent holdning til, hvad der var ret og rimeligt.

Den kendsgerning blev jeg mindet op forleden, mens jeg ryddede op i min fars efterladenskaber. Blandt mange andre ting også hans barndoms Richs-albummer. Især albummet "Vort Flittige Folk" gjorde stort indtryk.

Albummet er et stykke dansk erhvervsgeografi årgang 1938 og giver en fin beskrivelse af et samfund, hvor man skulle yde, før man kunne nyde - og samfundets store fælles projekt var at sikre de gamle en smuk livsaften.

I 1938 have man stadig respekt for bønderne og
landbruget, som var den bærende søjle i landets økonomi.

Det var et land, hvor størstedelen var beskæftiget med produktion i industri og landbrug, og kun sølle 65.000 var beskæftiget i den offentlige sektor. Det afspejler albummets disposition tydeligt, hvor langt de fleste sider handler om produktion og handel - og kun de sidste fire sider handler om det, der kaldes "andre næringsveje" - heriblandt altså den offentlige sektor, Rigsdagen og Tivolis Pjerrot.

Forordet til "Vort Flittige Folk" er skrevet af statsminister Stauning, og heri hedder det blandt andet i min ortografi: "Lær af bogen at værdsætte flid og arbejde og vær overbevist om, at det kun er ved flittig udnyttelse af kræfterne, at mennesket når til lykkelig tilværelse. Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes værste fjender."

Albummet er også en slags "Hvad kan jeg blive" og er forsynet med udførlige billedtekster, der forklarer lidt om, hvad man laver i forskellige brancher. Billedteksterne er sande tidsbilleder fra en tid, hvor man ikke sad og bandede over pc'ere, som ikke virkede, men brugte kræfterne produktivt. Jeg faldt især for teksten til samlebillede nummer 174: "Grossistkontor." - her igen gengivet i moderne ortografi:

Fra dengang, hvor handel foregik mellem
mennesker og ikke computere.

"En grosserer køber varer i større partier og sælger igen til fabrikker eller til detailhandlere, der sælger varerne i småpartier til forbrugerne. På grossistkontoret behøver man ikke se ret meget til selve den vare, der skal sælges. Handelen foregår ved korrespondance eller pr telefon og med skriftlig bekræftelse af telefonsamtalen. Manden i baggrunden af billedet er netop ved at modtage en telefonordre. Salget foregår ved hjælp af repræsentanter, der berejser hele landet og taler med de enkelte kunder. En repræsentant, længst til venstre, er netop ved at aflægge beretning for forretningens chef. Af kontorpersonalet ses en kontorist og en maskinskriverske. Der findes i alt henved 12.000 grossistvirksomheder her i landet, når forlag, dagblade, auktionsforretninger og lignende regnes med. Det er i virkeligheden næsten alle varer, både råstoffer og færdige varer, der før eller senere må gå gennem grossisthandelen."

Det rimer...

Den første nattefrost

Rimfrosten lagde sig især på de store, åbne flader.

Natten til fredag bød på efterårets første nattefrost. Det er de seneste dages østenvind, der har blæst de beskyttende, men regnfulde lavtryksskyer væk fra Nordjylland. Dermed er der også åbnet op for en solid afkøling af jorden - og det er altså sådan nogenlunde efter bogen resulteret i, at vi har haft efterårets første nattefrost lige op til kartoffelferien.

Rim på taget af Syvsovergården og "negerhytterne".

Sådan skal det være - uagtet at mediernes katastrofeprægede vejrjournalistik mest handler om rekorder og den første af dit eller dat-vejrfænomen. Lige så længe jeg kan huske, har vi altid fået den første nattefrost i dagene omkring efterårsferien - så det er der intet nyt i.

Men højtrykket og den lette østenvind har også været med til at gøre efteråret til noget af en oplevelse - ikke mindst for de morgenduelige. Ikke alene er det smukt med de hvide græsplæner, men eftersom jorden stadig er relativ varm i forhold til luften, resulterer vejrliget også i mosekonebryg og morgendis.

Trend Ådal dækket med mosekonebryg og morgendis.

Fredag morgen kørte jeg til Farsø. Lige uden for Fredbjerg er der en fantastisk udsigt over Trend Ådal - og her forsøgte jeg at forevige morgenstemningen i de dampende majsmarker. Men intet billede er så betagende som virkeligheden - så prøv at stå tidligt op bare en gang i mellem.

Chancen for de flotte morgenstemninger i øvrigt forpasset for denne gang. Vejrudsigten for en kommende uge lover mest lavtryksvejr og regn, så jeg siger bare til alle børnefamilierne: God efterårsferie ved stearinlysets og Trivial Pursuittens skær.

Morgenstemning i majsmarken.

Hold i ryggen

Kampen mod dåbsattesten

Den store gran på Gråbølle blev i 1997 flyttet til stedet
fra Postbakken - og den havde nået en anseelig størrelse.

Da begge mine pc'er gik ned i forrige uge, mente jeg egentlig, at jeg havde nået grænsen for utur - i det mindste for et par måneder. Men det skulle gå værre endnu...

Vi er jo i gang med at rydde mine forældres lejlighed. Med til det hører også, at en god del af haven skal ryddes for gamle træer og buske. Den del af operationen klarede jeg torsdag med god hjælp fra Leo - og så burde der vel ikke være mere at sige om den sag.

Det tog mindre end en time at fjerne
 sporene efter den gamle gran .

Motorsaven havde fået ny kæde - og den kørte bare derudaf. Det var ikke uden betænkelighed, at jeg satte saven i den store gran ved siden af havestuen. For den skulle ikke falde så meget ved siden af, før det store glashus ville være en ruin. Men håndværket er i orden, så den gamle gran lagde sig pænt og ordentlig på millimeteren - der hvor den skulle ligge. Ikke noget problem...

Mens ryggen endnu fungerede var der tid til en smøg
 i den dejlige plantage i Rødhus. Foto: Dina

Dagene forinden havde jeg trænet flittigt med motorsaven. Jeg hjælper en bekendt med at rydde et stykke skov i Rødhus. Det gør jeg gerne - ikke bare for at være flink, men også fordi det giver brænde til brændeovnen.

Og her er det så, at jeg nok må erkende, at jeg ikke længere er 20 år. For tre dage i træk med motorsaven er åbenbart mere, end kroppen kan holde til, når man har passeret de 50 - så godt og vel.

Motorsaven får en kærlig hånd og lidt olie. Foto: Dina

Fredag vågnede jeg med det mest ulidelige hold i ryggen. Faktisk har jeg aldrig prøvet noget lignende før - og jeg vil ikke ønske det for min værste fjende. Jeg var nærmest ude af stand til at røre mig - og selv en simpel operation som at iføre sig strømper tog adskillige minutter og var forbundet med smerter af diabolske dimensioner.

Først mandag var jeg i stand til at bevæge mig igen nogenlunde uhæmmet - og det skal nok vare et par dage endnu, før jeg igen griber motorsaven. Men på den anden side - der er flere træer i Rødhus plantage, så jeg må på den igen i den kommende uge. Jeg krydser fingre for, at det ikke går så galt næste gang.

Selvstyre eller...?

Vi kan lære af Grønland

Så vender vi kajakken...

For nogen tid siden havde mandebladet M! to nydelige, unge og meget letpåklædte piger på forsiden. Pigerne var angiveligt af henholdsvis færøsk og grønlandsk oprindelse – og forsideteksten var et smagfuldt "Tak til kolonierne"

. 

Det er sikkert et forsøg på at være morsom, men det er en ualmindelig dum rubrik, al den stund at Færøerne aldrig har været koloni, og Grønlands kolonistatus blev ophævet for over 50 år siden i 1953.

Men på baggrund af sådanne tåbeligheder forstår jeg nu godt, at der til stadighed er politikere i Grønland og Færøerne, der fisker i de rørte nordatlantiske vande og stiller spørgsmål ved rigsfællesskabet med Danmark – og at selvstændighedstankerne har gode vilkår mand og mand i kongerigets nordligste dele.

Jeg har besøgt Færøerne adskillige gange, boet i Grønland i næsten 15 år og er i øvrig gift med en grønlandsk skønhed. Det vil derfor smerte mig dybt, hvis rigsfællesskabet går i opløsning bare på grund af danskernes dumhed og ligegyldighed over for rigsfællerne. Risikoen er stor, for alle undersøgelser tyder på, at danskerne ikke interesserer sig en døjt for hverken Grønland eller færøerne, men blot opfatter landene som mere eller mindre utaknemmelige medlemmer af en ikke særlig præcist defineret familie.

For mig er Grønland en daglig og uundværlig del af hverdagen – på trods af at jeg er født og vokset op med den danske muld under neglene. Jeg har næsten lige så mange grønlandske som danske Facebook-venner og jeg har lært så ualmindeligt meget om livet og menneskeligt samvær på verdens største ø – også selv om jeg ikke boede i en igglo midt på indlandsisen mellem isbjørne, sådan som de fleste danskere synes at tro.

Jeg holder mange foredrag om livet i Grønland, og næsten hver gang kommer vi også til at snakke om spørgsmålet om en mulig grønlandsk løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Hver gang får jeg spørgsmålet: - Men kan de klare sig uden Danmark?

Jeg plejer altid at svare: - Selvfølgelig – for man kan, hvad man vil – men spørgsmålet er for mig snarere: Kan Danmark klare sig uden Grønland eller Færøerne?

Jeg mener det ikke. De to nordatlantiske områder er en berigelse for vort land. Ikke mindst på det mentale plan. De bidrager til en national mangfoldighed og især til en vis besindighed og selvstændighed i blandt andet havretsspørgsmål, miljøsager og debatten om at udnytte havenes rigdomme.

Vi kan også lære meget af de grønlandske og færøske politikere, der har indset, at bloktilskuddet fra Danmark ikke nødvendigvis skaber udvikling – men snarere afhængighed. Her kan den almindelige tilskudshungrende middelklassedansker lære noget om tilskudspolitikkens natur. Når vi i Danmark støtter en i øvrigt velfungerende middelklasse med tilskud i hoved og bag, som den samme middelklasse selv har betalt via verdens højeste skatter, så er målet jo ikke at hjælpe – men at sikre stemmer til fordelingspolitikerne.

De romerske kejsere sagde «Del og hersk» - og det er nøjagtig den samme strategi, vore dages lumpne danske politikere benytter sig af over for en sagesløs befolkning. Hvis den danske befolkning havde samme klarsyn som visse nordatlantiske politikere, sagde vi naturligvis nej til alle disse velfærdsydelser. Man kan ikke både være stolt og selvstændig – og så samtidig leve af magthavernes almisser.

Selvstyreordningerne for Færøerne og Grønland har deres oprindelse i, at man i begge lande har har haft en oprigtig og berettiget opfattelse af, at der ind i mellem er temmelig langt til København – til de bonede gulve og dem, som bestemmer. Der er populært sagt uendelig langt fra de kolde fiskebanker og de små fåreholdersteder til de københavnske cafe-politikere med blanke sko – både geografisk og mentalt.

Det er jo en opfattelse, som også mange nordjyder deler. Så måske er tiden i virkeligheden ved at være moden til – i stedet for at nedbryde Rigsfællesskabet - at vi udvider ideen, så det i fremtiden i danske love kommer til at hedde; ”Denne lov gælder ikke for Grønland, Færøerne og Nordjylland.”

Så slap vi – her i vores dejlige landsdel – for tåbeligheder som knivloven, randzoneloven, arbejdstilsyn og alle mulige andre tilsyn – og i en forhåbentlig ikke så fjern fremtid måske endda momsen, der jo alligevel aldrig rigtig har slået an i Nordjylland. 

Offentliggjort første gang 6. oktober 2012 i Nordjyske Stiftstidende

Vi beklager...

Totalt sammenbrud

Tekniske trakasserier sendte Dovregubben til tælling...

Dovregubben har nu ligget stille i næsten to uger. Det beklager jeg på det stærkeste, men nu skulle bloggen igen gerne være på omgangshøjde med stort og småt her fra Limfjordens bredder.

Miseren skyldes naturligvis et totalt sammenbrud på den tekniske front. For to uger siden røg netkortet på min bærbare - og den er stadig på værksted hos importøren. Næsten samtidig begyndte min pc at skrante - og et kort øjeblik frygtede jeg, at det var en virus eller to, der var på spil.

Det skulle desværre vise sig at være næsten værre, for forrige søndag brændte pc'en simpelthen sammen. Kaput og lige til genbrugspladsen, desværre. Og selvfølgelig på et tidspunkt, hvor jeg på grund af sygdom og død i familien ikke lige havde mine backups på plads. 

Heldigvis reddede Søren nabo mine data - og med en nyindkøbt pc og en netværksserver skulle jeg nu være bedre rustet til at modstå fremtidens udfordringer. Derfor vover jeg også et øje - og sætter gang i bloggeriet igen.

Forresten har Dovregubben i al ubemærkethed passeret sine fem år i september. Det har været fem sjove og spændende år med næsten 1400 blogartikler. Det er mange ord - og det har kun været muligt at lave, fordi jeg med jævne mellemrum får en kommentar eller to fra læserne. Det skal der lyde en stor tak for - og jeg fortsætter, så længe der stadig er ord i mig.

På gensyn...