Grejkassen

Når vægten ikke er afgørende

Torsdag morgen tager jeg afsted til Spejdernes Lejr, så jeg er godt i gang med forberedelserne.

Så er kassen klar til at blive pakket - blandt andet 
med kamera og pc, for jeg vil selvfølgelig blogge fra 
Spejdernes Lejr 2012.

Normalt, når man skal på lejr, pakker man en rygsæk og et lille bivuaktelt, for det gælder om at have så lidt grej og så let grej som muligt. Det skyldes, at oppakningen tit skal transporteres temmelig langt til fods - og på mange lejre skifter man også overnatningssted hver dag. Så det skal være let og nemt at transportere oppakningen.

I Spejdernes Lejr er det anderledes. Der er mulighed for at køre direkte til lejrpladsen - og i øvrigt skal jeg ligge fast det samme sted alle 11 nætter. Så det bliver det rene luksus med stort toværelses-telt, som man oven i købet kan stå op i - ikke noget med at kravle rundt på jorden, når man skal have bukser og støvler på, men derimod gedigen campinghygge. Det som vi noget nedsættende i mine unge dage betegnede som luksusspejd.

Da vægten ikke længere er en afgørende parameter, har jeg valgt helt at droppe rygsækken - og har de seneste dage hygget mig på værkstedet med at bygge en grejkasse. 75 x 50 x 50 cm med låg på, så kassen under opholdet kan bruges som bord i teltet.

Låget er lidt tungt, så for at forhindre, at det vrider hængslerne af, har jeg haft gang i det gamle tovværks-håndværk og lavet en rebende med to øjesplejsninger i øskner, som forhindrer låget i at ryge bagover.

Som altid, når jeg kaster mig over den slags projekter, er det uden forudgående plan. Tingene opstår ligesom af de forhåndenværende materialer. Helt konkret var tanken, at kassen ikke skulle males, men bare have en gang transparent eller let-tonet træbeskyttelse for lige at dække over, at noget af træet var tydeligt genbrugstræ.

Men da jeg rodede rundt på værkstedet efter træbeskyttelsen, fandt jeg tilfældigvis en spand med næsten fem liter armygrøn maling, som den foregående ejer af huset havde efterladt. Det er sådan set en fin farve til grej, som skal anvendes i naturen - og pludselig var jeg i gang med at male kassen efter alle kunstens regler.

Stencil-skriften er, så vidt jeg kan
læse mig til, opstået under første verdenskrig.

Undervejs opstod så en ide til at mærke kassen med mine initialer. Og som følge af den armygrønne farve var det nærliggende at fortsætte armystilen med stenciltyper af den slags, militæret bruger. Jeg skar en skabelon i pap og duppede farven på med en svamp - og jeg synes da, at det ser temmelig autentisk ud, når jeg selv skal sige det.

Sommeraftener

Tanker på en stille sommeraften

Ild i den lille, buttede havepejs.

Du danske sommer, jeg elsker dig - skønt du så ofte har svigtet mig, synger vi i den gamle sang. Og uanset om vi vil det eller ej, så er sommeren er over os - og vanen tro svigter den os også, den gamle lurendrejer.

Sådan føler vi det i hvert fald. Men i virkeligheden er det vel sådan, at hverken juni eller juli er særligt gode vejrmåneder i Danmark overhovedet. Ofte skal vi helt hen til slutningen af august og september, før vi får den stabile rolige varme, som er det, vi forstår ved sommervejr. 

I virkeligheden er sommer, noget vi definerer ud fra en kalender og ikke fra almindelig empirisk erfaring. Måske vi burde lægge den danske sommerferie en måned eller to senere. Det vil i det mindste sikre en bedre udnyttelse af sommerlandet - for det er jo tåbeligt, at danskere, nordmænd, svenskere og tyskere holder ferie på samme tid. Lad os overlade det dårlige vejr til de andre - og så gemme det gode sensommervejr til os selv...

Men uanset hvor dårlig medierne vil gøre den danske julisommer, så har den nu sine lyspunkter. For så dårligt er vejret altså heller ikke. Bevares, det regner da lidt - men ofte er aftenerne ganske vidunderlige.

Jeg har ikke haft så meget tid til at nyde det. Men fredag aften (og lørdag aften med) bød på herligt stille sommervejr. Så er det med at få trukket den kolde Riesling op og tændt op i udepejsen.

Det gjorde jeg fredag aften - og oven i købet - da det var blevet næsten helt mørkt -hørte jeg en natravn et sted derude. Det er såmænd ikke så ringe endda.

Forresten havde myggene også en god aften, skulle jeg lige hilse og sige.

Vær beredt

Sommerens store spejderoplevelse

I 2007 var jeg vabelprikker og flåtfjerner, altså samaritter
på en jamborette i Rold skov. På Spejdernes Lejr 2012
skal jeg arbejde i hjælperlejrens cafe sammen 
med gildebrødrene fra Nuuk.

Jeg glæder mig i denne tid. Som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld, har jeg allerede duften af røg i næseborene. Om en uge skal jeg på spejderlejr – sammen med 35.000 andre spejdere i det, som bliver Danmarks største spejderlejr nogensinde.

Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro er lidt af et eksperiment. For første gang nogensinde er fem danske spejderkorps gået sammen om at lave en lejr – oven i købet en åben lejr, hvor alle kan deltage og få en smagsprøve på spejdernes verdensomspændende fællesskab.

Lejren er et bevis på, at intet er umuligt for en spejder – heller ikke på et par dage at bygge en by på størrelse med en dansk normalkommune. Det er nemlig ikke så svært – for rigtige spejdere.

Dybest set er sådan en lejr bare et spørgsmål om, at hver mand kommer med sin sovepose, slår sig ned på en mark og hygger sig. En uge senere rydder man godt og grundigt op efter sig selv – og tager hjem igen efterladende marken renere, end da man ankom.

Egentlig er spejderbevægelsen en anakronisme fra det forrige århundrede – formet i det senkoloniale England med gode gammeldags dyder som ridderlighed og ansvarsfølelse i bagagen. Men spejderbevægelsen har stadig appel og budskab til vore dages unge. Faktisk er behovet for spejderbevægelsen større end nogensinde.

For hvor ellers i samfundet får børn lov til at være børn – uden velmenende, vellønnede pædagogers indblanding? Hos spejderne er lederne ulønnet, og det er børnene selv, der har ansvaret. Evnerne forpligter, og når man som 10-årig har lært en god halv snes knob og stik, så har man også både pligt og lyst til at lære andre de samme færdigheder.  

Vore dages børn bliver det meste af tiden overbeskyttet. Af curlingforældre og et samfund, der har en tyrkertro på, at uheld kan forebygges – bare man forholder sig i ro. En spejder er aldrig i ro – en spejder kan beskæftige sig selv og sætter sig hele tiden nye mål. Baden-Powell – spejderbevægelsens grundlægger – sagde, at børn kan dobbelt så meget, som de selv tror – og ti gange så meget, som deres mor tror.

I spejderbevægelsen kan børnene få lov til alt det, som mor, børnehaven og SFO’en ikke kan tilbyde. De kan være sammen med voksne, der ligesom dem selv elsker at tænde bål, hugge med økse, klatre i træer og bygge store raftekonstruktioner og huler. Og det er ikke slut, fordi det bliver aften. For spejder er ikke noget, man går til – det er noget, man er.

Børnene lærer, at det er dem selv – og ikke pædagogen eller samfundet, der har skylden, hvis man slår sig. Man lærer også, at problemerne ikke kan tørres af på samfundet – og man derfor har et særligt ansvar over for børn og unge, der er udfordret af handicap eller manglende åndsevner.

I vore dage dyrker man specialisterne og vinderne, ikke mindst i en totalt professionaliseret elite-idrætsverden hvor vindermentalitet og egoisme betragtes som noget positivt. Sådan er det ikke hos spejderne. Her kommer alle begavelser til udfoldelse, fordi fællesskabet har brug for alles hænder – og det uanset om man er fingersnild, god til at synge, kan løbe hurtigt eller bare kan lidt af det hele. For spejderne skaber hele mennesker, der kan tænke i helheder og forstår at klare sig selv.

Det er nemt at gøre grin af spejderne – en flok nørder, der gerne render rundt i skoven med korte bukser, laver mad over bål, går med kniv og hjælper gamle damer over vejen. Alene det der med kniven er jo nærmest kriminelt i vore dage – men jeg har aldrig nogensinde oplevet en spejder, der har brugt kniven mod et andet menneske. Det viser, at knivloven er en total misforståelse – for det er ikke knive, der slår ihjel, det er mennesker.

Noget af det bedste ved at være spejder er, at man får selvtillid. Når folk hører, at jeg stadig i en alder over 50 skal på spejderlejr, spørger de gerne med et smøret grin, om jeg så kan tænde bål med to tændstikker. Selvfølgelig kan jeg det - men hvad skal jeg bruge den anden tændstik til?

Det er nu 46 år siden, at jeg deltog i min første spejderlejr som otte-årig ulveunge. Det var min far, som syntes, at det var en god ide, at jeg blev spejder som ham selv – og fulgte mig til mit første spejdermøde. Han har aldrig hentet mig - og det er jeg ham dybt taknemmelig for. For jeg blev hos spejderne. Boys will be boys, som Baden Powell sagde. 

God sommer, god lejr og husk: Vær beredt. 

Artiklen er offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 14. juli 2012.

Dagens ord LIII

Dagens ord er hø og halm.

Det skyldes flere medias omtale af dagens ulykke i Vestjylland, hvor en pige blev dræbt og to andre kvæstet under nogle baller hø eller halm. I dagens løb har både radio, TV og flere internetaviser brugt ordene hø og halm i flæng, så vi tager lige en gang journalistisk efteruddannelse:

Hø er tørrede urter og græs, som bruges til foder. Halm er restproduktet, når korn bliver tærsket og bruges primært til enten strøelse eller jordforbedring.

Det er derfor noget sludder, når medierne bruger disse to fine, danske ord i flæng - og som det blandt andet skete hos Nordjyske.dk oven i købet i samme artikel.

Og nu vi er gang med den journalistiske efteruddannelse. Politiet er ental - det hedder derfor det og ikke de, når man fortæller om, at politiet efterforsker sagen og det derfor ikke kan sige noget om årsagen til ulykken - lige som det naturligvis hedder, at politiet fortsætter sin efterforskning, og ikke at politiet fortsætter deres efterforskning.

Lidt forsinket revystof

Glimt fra årets revy på Øland

Forrige lørdag løb året Øland-revy over de skrå brædder i teltet foran medborgerhuset. Det var en festlig aften i et dejligt lokalsamfund - og jeg havde egentlig glædet mig til at skrive lidt om det om søndagen. Men desværre kom min mors død i vejen. Men her er lidt billeder fra aftenen...

Det traditionelle åbningsnummer med bussen er et godt
påskud for at levere stikpiller til egnens store og små personligheder.

Mange følte sig tydeligvis ramt af satiren fra scenen.

Også på Øland ser man "Vild med dans" - og det går vildt til.

De nådesløse dommere i "Vild med Dans".

Med øjne så store som tekopper - mindst!

Revyen samlede et par hundrede øboere til en festlig aften.

Hardy Lauridsen løb med prisen som årets øbo.

Jazz i marchtakt

Årets Vesterhavsmarch gik godt

Søndag løb årets Vesterhavsmarch af stabelen. Vejret kunne næppe være meget bedre, selv om lidt havgus ud på eftermiddagen satte en stopper for løjerne før lukketid.

Marchen arrangeres af Sct. Georgs Gilderne i Aalborg - og som sædvanlig gav jeg en hånd med ved ølsalget på Midtvejs Bodega mellem Blokhus og Kettrup Bjerge. Det er det første vandhul og vendepunkt på ruten og et populært sted for de vandringsfolk, der primært vil have en fest ud af dagen. Advokatens jazzorkester spillede op til en svingom i verdens største balsal allerede før middag. Her er et par fotos fra dagen.

De bar stadig øl ind...

Efter tre en halv kilometers march langs stranden fra Blokhus
dukker Midtvejs Bodega op som en oase i ørkenen.

Højt humør? Ja! Badenymfer? Tjaah...

En lille kinddans - eller hvad man nu kalder den slags...

Tid til en svingom med lillemor.

Ved totiden satte en kold havgus fra
Skagerak lidt af en stopper for festlighederne.

Mosefund

Dagen derpå

Leo fra Moselauget er bestemt
ikke en tørvetriller. Foto: Henrik Jespersen

Lørdag var det tid til familiens årlige grillfest på Nørremarksvej - også selv om vi havde været sammen dagen før til mors begravelse. Livet skal jo gå videre.

Dagen begyndte med en - for visses vedkommende - ganske oppulent frokost hos Klausen i Hune. Klausen byder jo på landsdelens største stjerneskud - men mindre kan også gøre det. Selv satte jeg tænderne i varmrøget laks med friskbagt brød og dressing - og garneret med en kogt krebs, der jo er Klausens varemærke.

Så er vi klar til at skære tørv. Foto: Henrik Jespersen

Maden var 100 % i orden - og blev bragt til bordet af kokken selv. Venligt, engageret og med smil på læben. Men alligevel var vi nu ikke helt tilfreds med frokosten. For hvad kokken havde i engagement, manglede totalt hos serveringspersonalet. Nok var der travlt ved frokosttide i sommerlandets bedste restaurant på sommerferiens første lørdag - men ventetiden på både drikkevarer og regningen var uacceptabel lang. Her er et klart potentiale for forbedring, hvis Klausen skal fastholde sit gode ry - også uden for de lokale fans rækker.

En gammel Aaså-dieselmotor er en
stor seværdighed i vores familie. Foto: Henrik Jespersen

Efter frokosten gik turen til Koldmosen, hvor vi havde sat moselauget stævne for at høre mere om de glade dage i midten af forrige århundrede, hvor 1200 mennesker havde deres gode udkomme af at fremstille tørv af mosens sphagnum. Det er en spændende historie - og når den så bliver fortalt på uforfalsket vendelbomål, er det slet ikke så ringe.

Jeg vil da også gerne gøre lidt reklame for moselauget, der de kommende tre onsdag aftener, holder åbent hus i Koldmosen med optræden og fortællinger. Dina og jeg besøgte arrangementet sidste år - og det er nok en køretur værd.

Gøgeurt i mosen. Foto: Henrik Jespersen

Til min botanisk interesserede kusines usigelige jubel skal det da også med, at de nordjyske moser byder på masser af gøgeurt. Denne smukke, danske orkide blomstrer netop nu - og selv om den generelt set er sjælden, var der nu mange af dem i mosen.

Efter således at i bogstaveligste forstand at have gravet lidt i egnens fortid, gik turen til Nørremarksvej, hvor der blev tændt op i grillen til en traditionel gang pølser og bøffer - garneret med kartofler og salat af egen avl. Desværre var vejret ikke det bedste, så vi rykkede først udendørs til desserten. 

Det gjorde ikke så meget. Vi havde jo i forvejen været sammen dagen i forvejen, så i år sluttede grilleriet ganske tidligt på aftenen - og freden kunne igen lægge sig over Nørremarksvej. 

Farvel

En smuk dag

Kirken var smykket med røde roser...

Så er mor blevet bisat - og vi skal til at vende tilbage til en ny hverdag.

Bisættelsen skete i Farsø kirke, og var en meget smuk og enkel ceremoni. Mor havde på forhånd aftalt med præsten - Troels Laursen fra Ullits, Foulum og Svingelbjerg sogn, som er kommet i hjemmet i en del år - at der ikke skulle siges så mange ord. - Folk, der kommer til min begravelse, kender mig godt nok i forvejen, var mors praktiske ræsonnement. 

...Og kisten lige så.

Og det er vel også en meget præcis beskrivelse af mor. Beskeden var hun, rundet af den protestantiske tradition, hvor arbejde og beskedenhed er væsentlige dyder - uden at det nødvendigvis skal være en jammerdal.

Men tingene skulle gøres ordentligt - og uden at snyde på vægten. Da jeg var barn, var der ikke noget med at forsøge at slippe for at gå i skole på grund af lidt forkølelse. Som sygeplejerske havde hun et skarpt øje for simulanter. Men også i køkkenet skulle tingene være i orden. Pudsigt nok kom jeg netop på begravelsesdagen til at tænke på, hvordan hun en gang i tresserne havde serveret pighvar med ægte hollandaisesauce. Pulversovs har aldrig haft en chance i mors køkken - og det er jo et personlighedstræk, jeg til en vis grad har arvet.

Et sidste farvel.

Mor havde en god lune og kunne være både skarp og sarkastisk, når det skulle være. Jeg talte sidste gang med hende lørdag eftermiddag - dagen før hun døde. Jeg havde været en tur i Farsø for at slå græs og ordne et par andre ting i haven. Da jeg skulle gå, sagde hun tak for hjælpen - og da jeg jo er ordentligt opdraget af netop hende, svarede jeg med stor selvfølgelighed, at det var så lidt. Så bemærkede hun, at i så fald havde far nok ikke holdt mig nok til ilden...

Æret være mors minde.

Ditte Hansen

Et langt liv i få ord

Ditte Hansen, Gråbølle 68, Farsø, 90 år.

Edith Hansen, der hele sit liv blev kaldt Ditte, blev født på gården Skovvang nær Tirstrup. Efter endt skolegang i Rosmus kom hun efter sin fars ønske i huset hos lægen i Tirstrup. Siden fulgte en periode som stuepige på flere godser og præstegårde samt et job som kokkepige på Roden ved Vejle.

Ambitionerne rakte imidlertid videre, og efter et forskoleophold på Testrup Højskole begyndte hun på sin 25 års fødselsdag uddannelsen som sygeplejerske på Ebeltoft sygehus.

Efter endt uddannelse arbejdede hun som sygeplejerske i Grenå, Helsingør, Kjellerup, Viborg og Bergen, inden hun sammen med sin søster og flere gode veninder blev ansat på Statshospitalet på Oringe. Her mødte hun administratoren Mogens Hansen, som hun blev gift med i 1957. Som følge af mandens arbejde flyttede hun de følgende år en del rundt, inden parret i 1963 slog sig ned i Farsø sammen med sønnen Jesper, der er født i 1958, og datteren Birgitte, der kom til i 1961.

Parret byggede i 1967 eget hus på Postbakken, og huset var i mange år den trygge ramme om familiens liv. Ditte Hansen satte pris på at holde både hus og den store have pænt og ordentligt. Hun tog også del i børnenes aktiviteter og var blandt andet på en del spejderlejre som ”tante”.

Ægteparret flyttede i 1998 til Syvsovergården tæt ved Farsø Sø. Svigtende helbred gjorde det sværere at tage del i husholdningen, men til det sidste insisterede hun på selv at passe og arrangere sine blomster.

Ditte Hansen efterlader ægtefællen Mogens Hansen, sønnen Jesper, der bor på Øland, og datteren Birgitte, der er bosat i Ringe.

Mor