Mordkraft

For blot et par år siden var Aalborgs nu nedlagte el-værk Nordkraft den perfekte ramme til en hæsblæsende thriller. Sidenhen er det blevet omdannet til kulturhus - og mon ikke der stadig er godt med plads til intriger på parnasset bag kulisserne?
Netop nu er Nordkraft rammen om Aalborgs første litteraturfestival, "Ordkraft" - og torsdag aften var der lagt i kraftværksovnen til gys og gåder, forbrydelser og fortællinger. Det skete under overskriften "Mordkraft" - Mordkraft på Ordkraft i Nordkraft!
Folkene bag festivalen, der tæller flere gode bekendte fra min tid i Aalborg - Poul Krabbe, Per Jensen og Evan Th. Vestergaard - havde inviteret krimiforfatterne Jussi Adler-Olsen, Arne Dahl alias Jan Arnald og Sara Blædel til at fortælle om deres bøger.
Det blev til tre meget forskellige optrædender. Jussi Adler-Olsen gav et one-man-show om blandt andet sin opvækst i Nordjylland, Arne Dahl blev interviewet om sit syn på politiets rolle i samfundet og Sara Blædel fortalte om sin hovedperson, kriminalassistent Louise Rick, der efterhånden lever sit eget liv, hvilket optager mange af Blædels læsere, blandt andet på Facebook.
På den måde afspejlede forfatternes optræden også tre forskellige retninger inden for kriminal-litteraturen.
Jussi Adler-Olsen berettede spændende og medlevende - og med et godt glimt i øjnene, akkurat som hans underfundige og intelligente bøger om Afdeling Q.
Jan Arnald/Arne Dahl har stærke meninger om politiet som sammenhængskraft i samfundet - og citerede blandt andet Hegel, der engang sagde, at "frihed er retten til at adlyde politiet".
Endelig er Sara Blædels oplevelser med sin hovedperson vel meget symptomatisk for megen kvindelitteratur - selv om Blædel på det kraftigste bestrider, at hun er en del af femi-krimi-traditionen.
Signering af bøger er en væsentlig del af enhver litteraturfestival - og jeg fik da også sikret mig alle tre forfatteres dedikationer til samlingen. Det blev også til en længere snak med Jussi Adler-Olsen om blandt andet ravne og Grønland - og en kort snak med Sara Blædel om vin. For når der er litteratur på scenen, drikker man altså ikke bajere, men vin. I aftenens løb blev der nedsvælget adskillige spande rødvin - både på scenen og blandt publikum. Hyggeligt - bare ikke når der er en lang tur hjem i bilen!

Jesper

Fællesspisning

I disse dage er haven fyldt med små grønsiskener, som er travlt beskæftiget med at tanke op inden turen går til Baltikum og de store russiske nåleskove senere på måneden.
Jeg skød lige disse to hunner godt i gang med at rydde foderautomaten for mejsekugler for en halv times tid siden. Billedet er efter min mening ret godt - så jeg håber, at det også falder i læsernes smag.

Jesper

Forårsmad

Foråret fik lov til at sætte sit præg på menuen, da jeg onsdag aften havde inviteret til gæstebud i det lille hus på Øland.
Vi lagde ud med - og det er jo nærmest obligatorisk på denne årstid - en gang stenbiderrogn garneret med hakket rødløg og creme fraiche. Nemt, enkelt og ordentligt, helt efter bogen.
Hovedretten var hjemmerøget - og selvfanget - ørred. Røget umiddelbart før måltidet. Stadig lun og fuldfed. Hertil gav jeg et par letkogte, grønne asparges og rugbrød samt røræg med ramsløg. Man rører et passende antal æg, salt og peber sammen med lidt mælk. Hertil tilsætter man så en håndfuld finthakkede blade af ramsløg. Jeg har et par planter i haven, men dem nænner jeg ikke at røre, så jeg havde om eftermiddagen været en tur i Oxholm-skoven for at samle de hvidløgsduftende blade. Hele molevitten kommes i en gryde med lidt smeltet smør - og så er kunststykket at røre røræggene sammen ved høj varme - uden at det brænder på. Det kan selvfølgelig gøres ved svag varme, men så hænger det ikke så godt sammen og bliver træls at se på.
Til de to fiskeretter fik vi en dejlig, kølig Chablis 1. cru, som var på tilbud i Brugsen for et par år siden.
Vi sluttede aftenen med lidt ost og den helt fantastiske Pedro Ximénez-sherry.

Jesper

Visdomsord

Da jeg forleden slentrede gennem Adelgade - Ebeltofts pitoreske gågade - faldt jeg nærmest over dette skilt med et bonmot ud over det almindelige. Visdomsord anbragt udenfor en restaurant i reklameøjemed - men ikke desto mindre så sandt, så sandt.
Derfor tøver jeg ikke med at viderebringe sandheden - den skal jo frem - uden yderligere kommentarer.

Jesper

Så tak-vinge!

De fleste vil vel mene, at det er et sikkert forårstegn, når national-sommerfuglen, nældens takvinge, begynder at flagre rundt derude i den spirende natur.
Men sandheden er faktisk, at når vi taler om nældens takvinge, er der ikke så meget sommerfugl over den. Den overvintrer i småsprækker, udhuse og på lofter - og hvis ellers temperaturen er bare lidt over frysepunktet, kan den sagtens finde på at drysse lidt sommerfuglestøv over landskabet.
Men bevares, vi ser da flere af dem, når solen rigtig begynder at bage, og når først bøgen står i det grønneste flor, vil vi også se den nye generation. For de nældens takvinger, vi ser i øjeblikket, er altså fra den overvintrende generation - nogle gamle hejrer fristes jeg næsten til at sige.
Det der med, at nældens takvinge er national-sommerfugl, stammer tilbage til de glade "Poul dus med dyrene Thomsen"-dage i begyndelsen af halvfemserne, hvor den populære TV-vært næsten dannede skole inden for kanon-mageriet ved at foranstalte forskellige afstemninger om den danske fauna. Blandt andet blev svanen udnævnt til nationalfugl ved denne lejlighed, selv om vi er mange, der mener, at det snarere burde være rylen - for med sit undseelige udseende og konstante færden med røven i vandskorpen er den nærmest sindbilledet på en dansker.

Jesper

Ynk og jammer

Den danske befolkning har efterhånden udviklet sig til en flok svagpissere uden nogen som helst eksistensberettigelse. Væk er enhver form for stolthed og vilje til at overleve på egne præmisser - og tilbage står en viljesløs tilværelse som klient i det offentlige system.
Undskyld de hårde ord, men jeg kan simpelthen ikke længere følge med i udviklingen i dagens Danmark, hvor horder af behandlere har travlt med at klientgøre danskerne og gøre dem til ukritiske modtagere af offentlig forsørgelse.
Baggrunden er et indslag i Nordjyllands Radio her til morgen om at man nu også er begyndt at give diagnosen ADHD til voksne. I programmet letter en 42-årig person sit hjerte og betror de sagesløse lyttere, at vedkommende har fået diagnosen ADHD, det som man tidligere kaldte DAMP og i mine unge dage slet og ret uopdragen møgunge. Den sociale klient jubler, fordi vedkommende nu har fået en fin diagnose og ret til at snakke med en psykolog, bare fordi vedkommende ikke kan tage sig sammen til at rydde op og købe ind.
Jeg vil da ikke udelukke, at den slags kan være et problem for visse mennesker, men det er dog dybest set, hvad jeg vil betegne som et almindeligt livsvilkår. Jeg gider i hvert fald heller ikke gøre rent hver dag - og sommetider når køleskabet da også at blive tomt, inden jeg tager mig sammen til at handle. Jeg skal forresten nok være glad for, at jeg blev født, før DAMP og ADHD blev opfundet.
Når vi klientgør mennesker med dårlige vaner - de såkaldt livsstilssygdomme - alternative tankegange, koncentrationsbesvær, og hvad det nu hedder altsammen, er vi med til at legitimere en ensretning af mennesket. Vi bliver alle til tro kopier af behandlerne, som pænt skriver op, hvad vi skal købe ind, lader være med at bruge salt, for det er jo unødvendigt, stopper rygning og så videre. Pænt, ordentligt, fornuftigt og klinisk til vi dør af kedsomhed.
Hvis Danmark skal have nogen som helst chance for at overleve som økonomisk selvstændig nation, skal vi styrke mangfoldigheden, give plads til rodehovederne og gøre det til undtagelsen, at man er på offentlig forsørgelse i stedet for som i dag, hvor over halvdelen af befolkningen modtager støtte.
Lad mig i den forbindelse lige nævne, at jeg udmærket forstår, hvorfor folk går på efterløn. Med de striber af regulativer og politikker, som efterhånden findes på enhver arbejdsplads, er det jo efterhånden blevet forbudt at more sig, mens man arbejder. Man må ikke fortælle vitser, for det er diskriminerende, man må ikke ryge, for det er synd for dem, som gør rent, man må ikke drikke, for det er synd for alkoholikerne og så videre. Nej, så hellere blive hjemme og gøre alt det sjove og forbudte, så længe det stadig er tilladt i private hjem. Men det skal velfærdssamfundet jo nok få gjort kål på. Det er jo allerede mange steder forbudt pensionister at ryge, hvis de vil have hjemmehjælp.
Danskerne var en gang et stolt og frihedselskende folkefærd. Den tid er forbi. Nu finder vi os i hvad som helst - bare for at få et offentlig tilskud og accept hos behandlerne. Det er fand'me sørgeligt!

Jesper

Fregatten Jylland

Flot ser den ud ved nattetide, Fregatten Jylland, nationalklenodiet fra slaget ved Helgoland, et minde om danskens vej til ros og magt, som der står i kongesangen.
Jeg var i weekenden til en lille familiefest i Ebeltoft. Her boede jeg på Hotel Ebeltoft Strand, der vel nok er et af landets bedst beliggende hoteller - bogstaveligt talt i strandkanten og med en fantastisk udsigt over Århus bugt. Dog kun i klart vejr - og det var der ikke meget af i weekenden. Til gengæld var der natten igennem dette flotte vue over havnen med Ebeltofts vartegn, Fregatten Jylland.
Den flotte fregat blev søsat i september 1860, men indgik først i flådens tal fra maj 1862. Mon ikke der bliver et 150 års jubilæum at fejre i Molbohovedstaden til næste år?

Jesper

Familieportrætter

Weekenden er blevet brugt til en lille familiefest i Ebeltoft - molboernes hovedstad, for der flyder betydelige mængder molbo-blod i vores årer. Og som det sig hør og bør ved den slags lejligheder blev der selvfølgelig også taget et rigtigt familieportræt eller to.
Den slags skal bloggens læsere naturligvis ikke snydes for, så her er den samlede familie - og på det nederste billede bloggeren med far, mor og søster.

Jesper

Go' nok på bunden

Genboen har solgt sit skov-entreprenør-firma.
Det har blandt andet betydet, at han inden overdragelsen 1. april skulle rydde op på den lille tømmerplads.
Den slags appellerer på sin helt egen måde til mit produkthandler-gen - og jeg var derfor hurtig til at sikre mig et vognlæs affald. En blanding af små træstykker, flis og savsmuld.
Jeg stod nemlig lige og manglede bunddække til det rhodondendron-bed, som jeg er ved at anlægge i bunden af sydhaven. Og her er flis og savsmuld et rigtig godt bunddække. Rhodondendron er nemlig en surbundsplante, som hører hjemme i skoven - og den har det fint med at stå med knæene i sådan en masse af træ, som er midt i transformationen mellem ved og jord. Prøv for eksempel at lægge mærke til, næste gang du ser Barnaby eller Små og store synder, hvordan rhodondendronen vokser vildt i de engelske skove.
Så den forløbne uge er blandt andet gået med at sortere det kæmpelæs affald, som genboen var så venlig at læsse af på græsplænen ved siden af redskabsrummet. De mere solide træstumper går til brænde - og resten kører jeg så på rhodondendronerne med trillebøren.
Rhodondendron-beddet er forresten sådan et rigtigt produkthandler-projekt. Rygraden i beddet er nemlig seks planter, som jeg fik for en slik sidste efterår, da Bauhaus var bange for at brænde inde med dem inden vintersæsonen. Det kan altid svare sig at gøre ting, når ingen andre gør det. Herudover har jeg en rhodondendron, som jeg fik forærende af Carina sidste år. Hun har masser af dem i sin 4.000 kvadratmeter have midt i Lundby Krat.
Bunden af sydhaven er forresten fra naturens side velvalgt til rhodondendron, da jorden, som har ligget i skygge fra tjørnene i mange år, i forvejen er temmelig sur - hvilket har givet sig udslag i, at græsplænen på dette sted egentlig bør betegnes som en mosplæne. Men det er altså slut nu - for inden jeg lagde træ-affaldet på, skrællede jeg naturligvis græsset af.
Det meget grove bunddække har i øvrigt vist sig at have en anden fordel, der ikke lige var planlagt. Områdets katte har nemlig udvist en særlig forkærlighed for at forrette deres nødtørft i den lette spagnum, som rhodondendronerne er plantet i. Med et bunddække, som bestær af store stykker bark og træ, er det blevet for besværligt - så nu er det slut med at have kattetoilet i den del af haven.
Så jeg kan ikke sige andet, end at genboens affald er god nok på bunden.

Jesper

Følfod

I dag dukkede så årets første følfod-blomst op - ovre hos naboen, vel at mærke.
For følfod er noget kryb - noget ukrudt, som vi ikke vil have i haven, og som jeg har kæmpet en hård kamp mod sidste år, da jorden, som jeg brugte til det fremskudte dige i urtehaven, var alvorligt inficeret med følfod.
Da vi boede i Norge, så vi lidt anderledes på det. For i Nordnorge er følfod nemlig den første blomst overhovedet, som dukker op, når sneen begynder at smelte i midten af april.
Men i Norge hedder den heller ikke noget så undseeligt som følfod. Nej, med norskens hang til overdrivelse og skryd, bliver den lille blomst sandelig kaldt for hestehov - og det er jo noget mere voksent og følsomt end følfod.
Men en smuk bitte blomst er det da - bare den ikke er i min have!

Jesper