50 år i Godthaab

Jeg blev medlem af spejder-bevægelsen i 1966 - og senere fulgte naturligt nok i 1991 et medlemsskab af bevægelsen for voksne spejdere - Sct. Georgs Gilderne.
Da jeg i begyndelsen af 1995 flyttede til Nuuk, var det derfor som den naturligste ting i verden, at jeg meldte mig under fanerne hos Sct. Georgs Gildet i Godthaab.
Det blev startskuddet til 12 gode år, hvor en stor del af min fritid blev brugt til gavn for spejderbevægelsen. Ikke mindst med at vedligeholde Gildehuset, der samtidig var byens spejderhus, og så var der jo den årlige byfest, Tivoli, som gildet også stod for.
Det var et imponerende foretagende, som skaffede store summer til det grønlandske børnearbejde - og selv om det måske ind i mellem var hårdt og trættende, var det også kilde til stor inspiration og glæde.
I 1997 havde jeg den ære at blive gildemester, altså formand for gildet, og den ære er siden overgået mig tre gange yderligere, så jeg nu kan se tilbage på at have været gildemester i næsten syv af de 12 år, jeg boede i Nuuk.
Det er derfor med stor glæde, at jeg i dag kan ønske Sct. Georgs Gildet i Godthaab tillykke med dets 50 års fødselsdag. Det er desværre ikke muligt for mig at være til stede selv, men jeg tillader mig her på bloggen lige at ønske et "tjikkerlikker" på dagen.
Jeg har været i arkivet og fundet et par billeder fra min tid i gildet.

Med gildehilsen
Jesper

Når sneen knirker

Der er ikke noget så skønt som en frostklar morgen, hvor solen står op, mens røgen fra skorstene bare stiger lige op i luften. Ikke en vind rører sig - og fuglene synger, fordi de på trods af frosten alligevel vejrer morgenluft, forår og hormoner denne tidlige morgen sidst i februar.
Det har været koldt i nat; -14,2 stod termometret på kl. 8 - og vi har sne, masser af sne. Det allerbedste ved sådan en morgen er lyden af knirkende sne. Sneen får en helt fantastisk lyd, når man træder i den. Det er sneens sang.
Sådan en morgen vækker stærke minder hos undertegnede - og tankerne løber på langfart. Til Sisimiut i begyndelsen af halvfemserne - dengang der var rigtige vintre til, og man talte om at bruge dynamit for at lave en sejlrende i havnen.
Men det var ikke kun sneen, der sang dengang. Et af de mest populære navne i Arktisk musik dengang var den canadiske duo Kashtin. De var spået en stor fremtid - men sådan gik det nu ikke af mange forskellige grunde. Men i vinteren 93/94 kunne man i hvert fald ikke gå på værtshus eller til fest i Grønland og nærmeste omegn uden at stifte bekendtskab med Kashtin - og jeg synes lige, at vi skal høre et af deres største hits, Tipatshimun...


Jesper

Tyvestik

Dette er historien om et af de mere upåagtede knob i tovværkets historie.
Se godt på de to fotos. Tilsyneladende viser begge et råbåndsknob. Men på det øverste knob ligger tampene (tovenderne) modsat hinanden, hvor de på det nederste ligger på samme side af knobet.
Forskellen er, at det øverste billede viser et såkaldt tyvestik, mens det selvfølgelig er et råbåndsknob på det nederste.
Tyvestikket er upålideligt og totalt uegnet til at binde to tovender sammen med - akkurat som en kællingeknude - men skulle angiveligt alligevel have sin oprindelse på de gamle sejlskibe.
Her blev provianten opbevaret i sække, der var lukket med et råbåndsknob. Men på et tidspunkt fik kokken en mistanke om, at matroserne stjal af sukkeret - og han fandt derfor på at lukke sækkene med et tyvestik. Hvis en af sækkene om morgenen var lukket med et råbåndsknob, ville det være bevist, at der havde været en tyv i sækken. For han vidste, at enhver ordentlig matros ville lukke sækken med råbåndsknob, som enhver sømand med respekt for sig selv kan binde med lukkede øjne. Af samme grund kaldes tyvestik også et sukkerstik.
Så nu er du advaret. Se godt på sækkeknuden, inden du stjæler af sukkeret!
Og forresten endnu en gang - tyvestikket er gennemført upålideligt, og det må under ingen omstændigheder bruges, hvis knobet skal holde.

Jesper

Dagens ord XXXVII

Jeg har altså sværere og sværere ved at forstå, hvordan medierne redigeres i vore dage. Torsdag havde Morgenavisen Jyllandsposten et i øvrigt glimrende tillæg om vin. Men den åbenbart vigtigste historie, som fyldte det meste af sektionsforsiden plus en side inde i tillægget handlede om, hvad en eller anden Oliver Bjerrehus synes om vin.
Altså helt ærligt: Hvad rager det os, hvad sådan en forkælet snothvalp mener?

Jesper

Midnatstimen

Først på ugen skete der en voldsom stigning i solplet-aktiviteterne på solen - og det skulle her sidst på ugen give os en teoretisk mulighed for at se nordlys i Danmark. Så da fredag aften i øvrigt var skyfri, benyttede jeg lejligheden til at køre lidt rundt i distriktet - for måske at få et glimt af det magiske lys.
Det blev nu ikke rigtig til noget. En fuld måne og et sneklædt landskab skabte så meget baggrundslys, at der skal et meget voldsomt udbrud til, før det kan ses.
Men hyggeligt var det nu alligevel. Og når nu kameraet og stativet alligevel var i bilen, så blev det da også til et par fotos - blandt andet dette af Oxholm Kirke, der jo tager sig ganske idyllisk ud i månelyset.
Kirken er opført som klosterkirke i 1400-tallet til det daværende kloster på stedet. Oxholm kirke er i dag sognekirke for os øboere. Den er interessant, blandt andet fordi den er ejet af Oxholm Gods - og dermed en af de få privatejede kirker i landet.

Jesper

Rensdyrgryde med sellerimos

Vi har netop fået friske forsyninger af grønlandsk rensdyrkød - så hvad er mere fristende i en kold tid end en svingende portion rensdyrgryde med sellerimos?
Man tager en tre-fire løg og en håndfuld bacon i tern. Det svitses i en stor gryde i lidt smør, hvorefter man tilsætter et halvt kilo rensdyrkød i tern. Når kødet er brunet, tilsættes vand, så kødet er dækket. bringes i køg og skummes. Så skal det simre en halvanden times tid.
I mellemtiden skræller man en selleriknold og nogle kartofler og skærer begge dele i tern. Det kommes i en anden gryde og koges en halv times tid i letsaltet vand, hvorefter gryden sættes til side.
Når rensdyrkødet har kogt halvanden time tilsættes gulerødder, porrer og svampe sammen med noget af kogevandet fra sellerien. Det får så lov at koge yderligere et kvarters tid. Så tilsættes lidt fløde og sovsen jævnes. Smag til med salt og peber - og hold gryden varm.
I mellemtiden bringer du sellerien og kartoflerne i kog igen. Derefter hælder du vandet i skål og pisker sellerien til mos, mens du tilsætter lidt af vandet og en forsvarlig klat smør. Smag til med salt.
Så er retten klar til at servere. Jeg serverede retten ved et lille gæstebud onsdag aften med en veltempereret Amarone fra 2004 - og så er successen hjemme.
Porrerne var forresten vinterporrer af egen avl, som jeg med megen besvær fik vristet løs af den frosne jord. Svampene var de sidste kantareller fra sidste år. Til retten gav jeg i øvrigt den berømte rønnebærgele fra Straumsbukta, årgang 2008, som vi stadig har et par glas tilbage af.
Når jeg laver sellerimos, tilsætter jeg altid et par kartofler. Det giver mosen lidt mere struktur og en flottere farve.
Velbekomme.

Jesper

Forårstegn i snevejr

Den store Vinterfugletælling sluttede i weekenden - og blev på mange måder en lidt tam affære på grund af det forholdsvis milde, men også temmeligt regnfulde og blæsende vejr.
Det betød, at der var lidt langt mellem snapsene - men enkelte højdepunkter var der alligevel. Blandt andet da jeg på kyndelmisse så to stære - og det er jo et sikkert forårstegn.
Men efter at vinteren igen har bidt sig fast med masser af sne her på egnen, skal jeg da love for, at der er kommet liv i haven. I dag havde jeg blandt andet besøg af stæreparret igen - og denne gang satte de sig til rette på mit foto-foderbræt, så jeg kunne få et ordentligt billede.
Men mest glad er jeg nu for, at det endelig ser ud til, at gulspurvene har fået øjnene op for min have. Det har længe irriteret mig, at der kun få hundrede meter fra parcellen findes mange eksemplarer af denne smukke fugl, mens den af uransagelige årsager holdt sig væk fra lige nøjagtig min grund.
Men onsdag gik der - om jeg så må sige - hul på bylden og på et tidspunkt observerede jeg hele fire gulspurve på en gang. De holder sig helst på jorden eller i træerne og har endnu ikke vovet sig ind på fuglebrættet, når jeg har kameraet tændt - men det skal nu nok komme.
Ellers har jeg i dag også set en sortmejse - for anden gang nogensinde på grunden, og tirsdag havde jeg på et af foderbrætterne fem han-dompapper på samme tid - plus et par hunner, så det var et ganske imponerende syn.
Den store Vinterfugletælling er som sagt slut. I skemaet nedenfor kan du se mine observationer over en måned. Klik på skemaet for at få det i en læsbar størrelse.















Jesper

Østenvind

Ja, blæser det ikke fra en ene side, så blæser det fra den anden. Denne lidt kryptiske og lommefilosofiske betragtning er såmænd indledningen til endnu et blogindlæg om den nordjyske vind.
For vejret i går og i dag har givet os endnu en sandstorm. Parcellen ligger lige vest for naboens store marker ned mod fjorden - og så længe, at markerne endnu er bare, vil enhver østenvind af bare middelstyrke tendere mod, at marken går i luften - og lige i hovedet på os.
Det er der ikke noget nyt i; men jeg konstaterer blot, at det nu er sket igen - og vi kan begynde at gøre huset rent indvendigt endnu en gang. For dette fine sand finder ind alle steder - uanset hvor godt isoleret huset end måtte være.
Men sandflugten er også et af levevilkårene her i det nordjyske. Faktisk er det så almindeligt, at landsdelen kan byde på et sandflugtsmuseum - og de fleste af os har jo stået med lige dele gys og fascination ved den tilsandede kirke i Skagen og prøvet at forestille sig, hvordan livet var på denne lokalitet, før sand i store mængder kvalte kampen for den daglige dont.
Imponerende er det, når sandet går i luften og i løbet af få timer fylder alle grøfter, der går på tværs af vindretningen. Og da østenvinden jo er kombineret med frost, sker der også det, at selv gadekæret bliver dækket af sand på overfladen.
De kommende dage lover metereologerne, at vinden vil blive knap så stærk - til gengæld vil det blive koldere. Men alligevel tror jeg nok, at det bliver et vejrlig, som vi trods alt foretrækker. For sandstormen gør det helt umuligt at være udendørs - og det er jo ikke lige meningen med at bo her på Limfjordens bredder.















Jesper

Valentine-pjat...

Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre om Valentines dag! Specielt i radioen synes de kvindelige studieværter at være grebet af begejstring for dette amerikanske fænomen, der i sin oprindelige form er en ren foræring til skrukke kællinger i østrogenrus.
I den danske udvandede udgave er det noget med, at man skal fejre kærligheden og give blomster og middag, sådan som de fleste har det med at gøre på bryllupsdagen - og i det hele taget virker det som om, at det er en dag, hvor man skal opføre sig lige nøjagtig så dumt og fjollet, som kun forelskede teenagere gør - når de bekræfter det gamle ord om, at forelskelse er en form for sindssygdom.
Glemt er det, at i sin oprindelige angelsaksiske udgave var det en dag, hvor kvinderne havde lov at fri - og svarede den udkårne nej, kostede det et par handsker.
Men nu er det som sagt ikke en dansk tradition - og derfor siger alle journalistiske væsentlighedsprincipper, at omtalen af dagen er helt ude af proportioner i danske media.
En undersøgelse viser også, at kun et beskedent mindretal af nordjyderne fejrer dagen, hvorimod den er mere populær blandt historieløse københavner-snuder med viljesløs lemminge-adfærd - og det tjener nordjyderne til ære, at de ikke bare hopper på en tilfældig modedille.
Valentines dag - og Halloween med for den sags skyld - er endnu et eksempel på, at dumme danskere falder pladask for alt, hvad der kommer udefra, uanset hvor tåbeligt det er. Vi skal være åh, så åbne for alt nyt - og da især, hvis det kommer udefra, og det er nærmest et skældsord at være sig sin danskhed bevidst. I stedet burde vi slutte op om de gode danske helligdage som Grundlovsdag og måske især Store Bededag, der faktisk ikke findes i andre lande end Danmark.
Forresten erindrer jeg, at da jeg var barn i Farsø, fejrede man Sankt Stefans Aften med løjer og lidt uskyldigt hærværk. Denne smukke tradition er, så vidt jeg ved, nærmest uddød i larmen fra Halloween. Den slags synes jeg altså er sørgeligt - og vidner om, at der er et stort behov for en ny politisk bevægelse, som vil arbejde for at skrue tiden tilbage til de gode, gamle dage, hvor vi var vore rødder bekendt - og bevidst.

Jesper

Foto: Monster Hacker

Svineri i sildelauget

Paradoksalt nok var der ikke sild på menuen, da jeg fredag aften under særdeles festlige former blev optaget i Øland Sildelaug.
Det skete i skolekøkkenet på den lokale skole, og menuen var muslingesuppe og kogt torsk med hele svineriet. Og med svineriet menes der alt det tilbehør, som der nu en gang hører sig til en god gang kogt torsk. Det vil sige bacon i tern, hakket æg, hakket rødbede og selvfølgelig en god, stærk sennepssauce.
Det er jo rigtig herremad - og særdeles passende til lejligheden, da lauget kun optager uberygtede øboere med et ulige personnummer.
Sildelauget styres af en oldermand, der altid har ret, og til at hjælpe med de forskellige gøremål er der udnævnt følgende: en skatmester, en tørstmester, en skriverkarl, en giftblander, en røgemester samt en ceremonimester.
Det skal tilføjes, at man ikke nødvendigvis bør være modstander af en øl eller en dram til silden for at blive laugsbroder. I øjebli9kket er der 17 medlemmer af Øland Sildelaug.
Lauget har ved flere lejligheder medvirket ved festlige og traditionsrige begivenheder på Øland.
Aftenen sluttede passende tidligt klokken 10, da skolen jo skulle lukkes for natten. Afslutningsvis afsang man naturligvis Øland-sangen, inden laugsmedlemmerne begav sig ud i den kolde vinteraften for at tjekke temperaturen på det ølandske natteliv.

Jesper