Tekniske handelshindringer

Norge er et mærkeligt land. Det har jeg sagt før, og endnu er der ingen, som har protesteret.
Tirsdag eftermiddag fik jeg en uimodståelig trang til en fadøl til fyraften. Efter pænt at have kørt bilen hjem, frekventerede jeg baren med Tromsøs bedste rygerfaciliteter "På byen" og bestilte en Håkon og en Dr. Nielsen. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det bragte den søde pige bag baren i en slem forlegenhed.
Hun er nemlig under 20 og må derfor slet ikke servere Dr. Nielsen, så hun måtte ringe efter chefen for at effektuere ordren.
Det er altså kun i et land, hvor kontrolliderlige socialister og nypuritanister sidder ved magten, at man kan finde på at lave en så tåbelig og detaljeret lovgivning, at det er praktisk taget umuligt for unge mennesker, som vil tjene til studierne at have et bijob. Og det er uforståeligt, at et skampisket erhvervsliv finder sig i disse overgreb. For det er jo ikke gjort med det. Stærk spiritus må heller ikke serveres før kl. 15, mens øl gerne må det - også af unge under 20. Før kl. 12 må man slet ikke sælge øl og spiritus, medmindre udskænkningen sker i forbindelse med bryggerivirksomhed, så byens eneste morgenværtshus ligger selvfølgelig i forbindelse med bryggeriet Mack. Forstå det, hvem der kan.
Var det i Danmark, havde vi nok set lidt stort på sådanne regler, men sådan er det ikke i Norge. For her har myndighederne et korps af civile stikkere og kontrollanter, som jævnligt frekventerer værtshusene for at tjekke, at reglerne holdes - og ve den stakkels restauratør, som bryder dem.
Det var vistnok Stalin, der i sin tid sagde, at "tillid er godt, men kontrol er bedre." Så der er ingen tvivl om, hvor Stoltenberg og kumpaner henter deres inspiration, når det norske folk skal underkues.

Ha' det
Jesper

Kejserens Nye Klæder

Det er en skrækindjagende tour de force i kapitalismens rædselskabinet, som forfatteren Søren Ellemose tager os på i sin bog fra 2005, Kejserens Nye Klæder.
Bogens titel antyder et rigtigt eventyr, men det er en hårrejsende gyser. De er her allesammen fra Alberti til Kurt Thorsen, Riskjær, Flexplan, Kronebanken, Nordisk Fjer og hvad overskriften ellers var på alle de kendte erhvervsskandaler. Og også de store bobler, der sprang - fra tulipanerne i Holland over Wall Street og til IT-aktierne i 90'erne.
Faktisk burde bogen være tvangslæsning for alle, der har med økonomi og penge at gøre, men det er desværre netop en af Ellemoses pointer, at folk helt åbenbart ikke vil lære af historien. Når først dansen går om guldkalven, træder "The Greater Fool Theory" i kraft. Det er teorien om, at det er muligt, at jeg betaler for meget for aktierne, men der er altid et endnu større fjols, som vil betale endnu mere for dem.
Som Ellemoses andre bøger er Kejserens Nye Klæder velskrevet og letlæst. Håndværket er i orden, godt sprog og ingen generende småfejl. Den falder stort set i tre dele; de store internationale krak, udenlandske erhvervsskandaler samt danske erhvervsskandaler.
Og skulle jeg lege djævelens advokat, og som en anden Gordon Gekko købe bogen for at splitte den op og sælge den mindre dele, så vil jeg da påstå, at det kan gøres nemt og ubesværet. For bogen er egentlig mere en artikelsamling med en samlende overskrift end en egentlig bog, hovedsagelig bygget op på sekundær-kilder. Det gør nu ikke så meget, for Kejserens Nye Klæder giver et godt overblik over dette erhvervslivets spøgelsestog - og hvorfor det naturnødvendigt må gå galt.
Søren Ellemose taler desværre for døve øren. Bogen er som sagt fra 2005. Ikke desto mindre har vi sidenhen set et ejendomsmarked kollapse og en Stein Bagger ryge bag lås og slå - fordi der stadig er folk, som ikke vil sande, at virkelige værdier kun kan skabes af reelt arbejde. De naive og begærlige fjolser og drømmen om de arbejdsfrie milliarder lever stadig.
Jeg står parat med fem ud af seks mulige tørfisk af bedste kvalitet fra Henningsvær til bogen - ikke så meget på grund af dens dybde, men fordi Søren Ellemose har godt fat i bredden og formidler sit stof, så bogen faktisk er svær at slippe, når først man er i gang.

Jesper

Den lille entreprenør

Det ligger måske ikke sådan lige for, at en kontormand som mig arbejder i jord- og betonbranchen, men i virkeligheden fascinerer det mig dybt - og falder mig faktisk også nemmere end så meget andet konstruktionsarbejde. Jeg har jo altid været mere fokuseret på de store linier end detaljen.
Så i weekenden satte jeg mig for at fjerne et irritationsmoment i haven. Vores grund hælder en smule, så når det regner, render jorden fra beddet mellem huset og garagen ud på fliserne. Den tidligere ejer af huset har efterladt en stor bunke fliser og kantsten i rodebunken bag garagen, så løsningen lå lige for. Det var bare med at komme i gang med at bygge en stenkant til beddet, så selve beddet ligger vandret en smule højere end fliserne.
Jeg kastede mig med ildhu ud i opgaven og efter blot to timers arbejde kunne jeg ikke uden stolthed præsentere det færdige resultat for Dina. Det blev faktisk flottere end jeg selv havde regnet med. Så pyt med at jeg i dag har har døjet med værkende muskler over hele kadaveret. Det var hele umagen værd.
Forresten fik det mig til at tænke på Bent. Han er en ældre herre, jord- og betonarbejder i Nuuk og kendt i hele byen for sin akkuratesse, når der skal lægges fliser. Han kan lave en belægning i SF-sten (som forresten hedder KB-sten i Grønland), som er så jævn, at den kan bruges som skateboard-bane. Og som så mange andre i håndværker-miljøet i Nuuk har han et øgenavn. Det er selvfølgelig Flise-Bent!
Nu lever mit håndarbejde slet ikke op til Flise-Bents standard, så jeg regner selvfølgelig heller ikke med, at min hang til jord- og betonarbejde giver mig et øgenavn, men stolt er jeg nu alligevel.

Ha' det
Jesper

Luft under vingerne III

Der skulle gå næsten 19 år fra min jomfruflyvning, til jeg igen sad i et fly. Det var den 19. februar 1977, og så var turen endda lige ved at gå i vasken, men det vender jeg tilbage til.
Turen gik fra Paris til Kastrup med en Boeing 720 fra Conair - Simon Spies eget flyselskab.
Den fire-motors Boeing 720 var en videreudvikling af Boeing 707, som var det første jet-passagerfly fra den amerikanske fly-fabrik. 707'eren havde sin kommercielle debut i 1958 på PanAm's rute fra New York til Paris, og allerede i 1959 kom 720 varianten til. Modellen var lettere, og stillede mindre krav til landingsbanerne. Den typiske konfiguration er 140 sæder.
Simon spies købte sine første fem 720'ere i 1971 - og flere hjemmesider noterer, at han betalte flyene kontant, hvilket bestemt ikke er normalt i den branche. 55 millioner kroner var den nette pris dengang for et parti let brugte passager-jets.
I alt er der produceret 858 syvere og 154 tyvere.
Flytyperne var meget populære fly i 60'erne - også blandt flykaprere. 707 tegner sig for hele 49 tilfælde af flykapring og Boeing 720 for 10 kapringer. Dette siger dog nok mere om terrorberedskabet i gamle dage end om flytypen.
Aviation-Safety-Net har registreret i alt 23 totalhavarier med Boeing 720 med i alt 175 dræbte til følge. Et af havarierne fandt sted 18. september 1974 i Kastrup, hvor et af Conairs fly var udsat for en hård landing og totalskadet. Der var dog ingen dræbte ved uheldet.
I 1987 blev Conairs 720'ere skiftet ud med tre Airbus 300, som Jannie Spies købte for lånte penge. Iagttagere mener, at dette køb førte til, at Spies Rejser i dag ikke længere er et dansk selskab - og Conair er for længst gået over i historien som så mange andre luftfartselskaber.
Alle Conairs 720'ere er nu udgået af registrene. To af dem har endt sine dage som reservedele for NATO's AWACS-program, der blandt andet hviler på en KC-135 platform. KC-135'eren er den militære udgave af Boeing 707. Jeg ser jævnligt - senest for fire uger siden - AWACS i Aalborg Lufthavn, så måske er det en stump af det fly, som jeg i sin tid havde min anden flyvning med, som jeg ser over Egholm efter take-off?
En sjov lille detalje omkring Boeing 707 er navnet, som har ført til, at alle Boeings kommercielle jetfly hedder noget med 7xx, for eksempel 737 og 747. 707 blev valgt, simpelthen fordi vingerne på flyet var bagudbøjet i en vinkel på 45 grader, og sinus og cosinus til 45 er netop 707.
Det jeg bedst husker fra denne flyvning var starten. Det gjorde afgjort indtryk, da vi suste hen ad landingsbanen med godt 250 km/t. Vaaaugh! Så var Jesper solgt! Og forresten så var Paris i et skyfrit aftenmørke et imporende syn set fra oven.
Som sagt var turen nær ikke blevet til noget. Det var, mens jeg gik i gymnasiet. I 2.G var det dengang nærmest obligatorisk med en tur til Paris. Da vi skulle afsted den 12. februar 1977 var landet imidlertid lammet af en snestorm. Bæltekøretøjerne fungerede som ambulancer, og al udkørsel blev frarådet. For at komme til Kastrup skulle vi med tog fra Hobro - og vi forsøgte da også at komme frem, men endte i en snedrive. Men med hjælp fra blandt andet Spies og Vesthimmerlands Gymnasiums Venner lykkedes det i løbet af kort tid at få konstrueret en alternativ rejseplan, så vi dagen efter kunne komme med tog til Paris. Den tur blev en historie i sig selv, som det vil føre alt for vidt at komme ind på her, men frem kom vi - og kunne tage 720'eren hjem med Conair.

Jesper

Foto: Danish Aircraft Register og Airliners of Scandinavia Encyclopedia

Druemarmelade

Som jeg tidligere har berettet, er der jo masser af vindruer i drivhuset.
Jeg har derfor i et stykke tid surfet rundt på nettet for at finde en passende opskrift på en druemarmelade - nærmere bestemt en marmelade, som jeg et par gange har fået serveret til osten hos SAS. Og jeg mener, at jeg har fundet den på et norsk websted. Men sjovt nok ikke ved at søge på druer, men derimod ostebord.
Søndag morgen gik jeg så gang med det store arbejde med at udstene et kilo druer. Det er pillearbejde, skulle jeg hilse at sige.
Druerne kom i en gryde sammen med 500 gram udblødte svesker og vandet fra udblødningen samt 300 gram sukker. Hele herligheden kogte jeg i et kvarters tid sammen med en lille håndfuld anisfrø. Til sidst smagte jeg til med et glas cognac og jævnede det med en gang Tørsleffs marmeladepulver.
Gryden blev sat til køl, og så var det ellers med at få smurt et par ostemadder. Testspisningen viser, at jeg har fået konstrueret en marmelade, som smager godt og absolut er duelig til ost - men skal jeg tage lidt selvkritik, så vil jeg nok være knap så generøs med sukkeret og lidt mere generøs med cognacen, næste gang jeg laver det. Det råd være hermed givet videre til bloggens læsere, hvis de skulle få lyst til at lave en druemarmelade som garniture til det næste ostebord. Vi lærer jo heldigvis, så længe vi lever.

Ha' det
Jesper

Slentre gennem Østerby

Søndag eftermiddag havde Netværk Øland inviteret på en spændende vandretur gennem Østerby. Det blev en dejlig tur, så kort den end var - og selv om vejrguderne bød på både strid vind og regnbyger.
Vi har nu boet i Østerby i snart et halvt år, og vi synes, at det var en god lejlighed til at møde andre mennesker og så høre lidt mere om, hvad der rør' sig i lokalsamfundet.
Anledningen var nemlig, at Østerbys gadekær er blevet retableret og området, der før var et krat, er blevet ryddet, så vi får et hyggeligt lille anlæg, når først græsset kommer frem - og der bliver sat borde og bænke op næste år.
Samtidig ville Netværk Øland også gøre lidt reklame for nogle af de andre aktiviteter i lokalsamfundet. Blandt andet fortalte et par damer fra Lokalhistorisk Forening om Øland Fajancefabrik, der i sin tid lå i vores baghave og en mølle, der har ligget på den anden side af vejen.
Det viste sig også, at der er en flok mennesker, som er i gang med at sætte præstegårdsladen i stand. Her har de en stor samling af gamle landbrugs- og fiskeredskaber med tilknytning til området. Vi noterede os, at sparkstøttingen tidligere har været et ganske almindeligt transportmiddel i de lavvandede eng- og fjorarealer rundt om øen - selvfølgelig om vinteren, forstås.
Eftermiddagen sluttede af i den nye sognegård med underholdning af Øland Karlekammer-kor - og så var der selvfølgelig også helt efter bogen kaffe, kage og fællessang.
Netværk Øland er en paraply-organisation for de forskellige foreninger på Øland. Det kom frem, at man ikke uventet har en forholdsvis stærk lokalfølelse i området, der blandt andet giver sig udtryk i, at vi - befolkningen på stedet - konsekvent omtales som øboere, selv om det nu snart er 100 år siden, at området blev landfast med Han Herred.
Jeg ville egentlig gerne fortælle, hvem det er, vi ser på billederne, men jeg fik altså ikke fat i alle navnene, så det springer vi over i dette første møde med øboerne.
En hyggelig eftermiddag sammen med flinke mennesker. Det lover godt for fremtiden - her skal vi nok falde til.

Ha' det
Jesper

...Og sneen blev liggende

Tirsdag eftermiddag havde jeg en skummel plan om en tur i skoven for at fange de rigtige stærke farver, som kommer efter den første frost.
Men sådan skulle det ikke gå. For overgangen mellem efterår og vinter gik lige hurtigt nok i år. Tirsdag morgen var jorden dækket af den fineste nysne. Det er temmelig tidligt på sæsonen, er alle enige om - men der er ikke meget at gøre ved det.
Jo, en ting forresten. Lægge store bånd på sig selv for ikke at komme i julehumør. For sådan som sneen ligger på billederne, er det jo lige før, at det er en sådan rigtig Astrid Lindgrensk Emil fra Lønneberg-idyl her i kvarteret bag Grønnegata og Rektor Steens Gate i Tromsø centrum. Når man ser det om morgenen, er det faktisk meget nemt at komme i julehumør, men der altså næsten tre måneder endnu, så hellere prøve at styre den indre julemand lidt endnu.

Ha' det
Jesper

Morgentur med sælhunden

Da jeg mandag morgen - på gåben takket være rimfrosten - ankom til Polarmiljøsentret, så jeg denne medarbejder fra Sælariet, som åbenbart var ude og lufte sin sælhund - udstoppet ganske vist.
Men som snapshot betragtet fuldstændig uimodståeligt. Billedet giver plads til fantasien. Burde de egentlig ikke lufte deres sælhunde - akkurat som alle andre hundeejere?
Og så kom jeg til at tænke på en fuldstændig absurd og sælsom sær tildragelse for nogle år siden i Nuuk. Ved havnen er der en såkaldt banksætningsplads - altså en sliske, hvor man kan trække småbåde på land. En morgen havde en klapmyds - en meget stor sælart, som er kendt for sit aggressive temperament - forvildet sig ind i havnen og havde benyttet banksætningen til at kravle på land og få sig lidt morgensol. Herefter var den fortsat op på land og lå nu og solede sig midt på vejen ved Sømandshjemmet, hvor en vantro bilist måtte gribe telefonen og ringe til politiet, fordi der var en sæl midt på vejen. Da den tilkaldte politipatrulje dukkede op for at genne klapmydsen tilbage til sit van(d)te element, blev den sur og begyndte at bide i politibilens dæk. Det er så vidt vides den eneste gang i dansk politihistorie, at politiet er blevet angrebet af en sæl. Men tilbage i vandet kom den. Lov og orden skal jo opretholdes.
Men jeg gætter på, at ordren til patruljen nok var noget med at tjekke en spritbilist ved sømandshjemmet - og ikke en sælhund!

Ha' det
Jesper

Så kom frosten

Da jeg sent søndag aften ankom til Tromsø, var det klart vejr med en strålende stjernehimmel - og koldt!
Nattefrosten er nu begyndt og har givet alt det grønne det endelige dødskys. Men smukt ser det nu ud om morgenen med rimfrosten siddende i græsset og de visne bjørneklo lige uden for døren.
Men uanset hvor smukt rimfrost kan tage sig ud, så er det altså også en pestilens, en pine og plage, når det lægger sig på bilen og dens ruder.
Skal jeg være helt ærlig, så havde helt glemt denne ubehagelige bivirkning ved vinter. I Grønland, hvor luften er meget mere tør end her i Tromsø, så vi næsten aldrig rimfrost - og jeg er måske ligesom blevet lidt forvænt på det område. Det er jo et kendt fænomen både i Danmark og i Norge.
I dag fik bilen lov til at blive stående. Jeg gad simpelthen ikke skrabe ruderne, og det var en dejlig solfyldt frostmorgen. Så jeg gik de 25 minutters gang på arbejde - vel vidende, at jeg nok ville fortryde det om eftermiddagen. Det er nemlig ingen sag at gå på arbejde, for der går det ned ad bakke, men det er straks en helt anden sag at skulle hjem igen. Men det lykkedes da.
I morgen vil jeg prøve at komme lidt tidligere op, hvis vejret er det samme. For så vil jeg tage bilen med på arbejde, så jeg kan komme en tur i skoven umiddelbart efter fyraften. Lige her hvor frosten sætter ind, er der chancen for at tage nogle rigtigt flotte billeder derude.

Ha' det
Jesper

Dybsindig journalistik

Fredagens Obama-besøg i København var omgærdet med en hysterisk mediedækning, som i bagklogskabens ulideligt klare lys var udtryk for en redaktionel overvurdering af begivenhedens betydning.
Mens jeg lavede morgenmad, fulgte jeg slagets gang på TV. Og på DR sad der et par alvorlige journalister på deres karrieres højdepunkt. Jeg fangede blandt andet følgende dybsindige replikskifte, mens præsidenten var på vej til sit møde med den, som det skulle det vise sig, særdeles utaknemmelige OL-komite:
- Og her ser vi så en dansk politibil...
- Ja, vi er lige uden for Bella-Centret. Man kan se, at der står BC på væggen...
- Ja, og BC står jo for Bella-Centret...
Efter disse skarpe iagttagelser fortsatte transmissionen, og på et tidspunkt kommer vi så indenfor i Bella Centret, hvor damen med Danmarks nok grimmeste sprog, Mette Vibe Utzon, skal underholde os med billeder af Obama. Det kan imidlertid ikke lade sig gøre, for til damens hørbare irritation har han gemt sig bag et træ - eller en palme, som hun gentog flere gange i det sikkert forfængelige håb, at Palme-morderen måske ville slå til. Til Mette Vibe Utzons orientering vil jeg altså bare gøre opmærksom på, at det pågældende træ intet som helst har med en palme at gøre - det var en stuebirk. I øvrigt bør damen snarest sendes på et dansk-kursus. Det er en pine at høre hende tale om prassen, når det nu er pressen, hun mener.
Men i øvrigt var det irriterende at vi hele tiden skulle høre om den massive pressedækning og se og høre om pressens arbejdsvilkår. Når en begivenheds tyngde vurderes efter tyngden af pressedækningen, bliver det til en meta-begivenhed - uden nogen som helst relevans vor almindelige mennesker. I det hele taget er det en af tidens dårligdomme, at pressen fokuserer på pressen, og at det er blevet almindeligt, at journalister interviewer journalister. Det er dovenskab og som sagt uden interesse for andre end journalisterne selv.
I øvrigt bliver det interessant at se betydningen af, at Obama gjorde USA til grin. Som mit store idol general Patton sagde: Der er ikke noget mere afskyeligt for en amerikaner end at tabe. Amerikanere hader tabere...
Ak ja, men denne taber skal altså være præsident i tre et halvt år mere...

Ha' det
Jesper