lørdag den 5. juli 2025

Drengedrømmen gik i opfyldelse

Store fly

PR-foto.
Det var intet mindre end en drengedrøm, der gik i opfyldelse for den 58-årige SAS-pilot og kaptajn Dennis Lynge Sørensen, da han fredag i sidste uge landede det første SAS-fly i Nuuk.

Som dreng boede han i en periode på Børnehjemsvej i Nuuk lige neden for Flyverbo. Hver gang en S-61 helikopter kom eller lettede løb den flyveinteresserede Dennis op over fjeldet til heliporten for at se de prægtige maskiner – og det var her, pilotdrømmen blev født.

Men Dennis drømte nu ikke om at blive helikopterpilot. Han ville være pilot på de store jetfly fra SAS, som han kendte fra ferierejserne til Danmark. Drømmene gik på langfart – og i drengehjernen voksede en fantasi om, at der en gang ville komme en lufthavn i Nuuk, hvor han skulle lande med Danmarksflyveren.

Fredag gik drømmen i opfyldelse. Klokken 14.39 landede Dennis Lynge Sørensen SK1294 i Nuuks nye lufthavn - godt 20 minutter foran tidtabellen.

Øjnene blev blanke

- Det var stort – og en meget emotionel oplevelse, indrømmer flykaptajnen over for Sermitsiaq.

- Øjnene blev lidt blanke, da vi taxiede ind foran lufthavnsbygningen og så de mange grønlandske flag. Vi kvittererede også ved at vinke med grønlandske flag ud ad cockpit-vinduet.

Dennis Lynge Sørensen er født i Nuuk – og det var også her, det meste af barndommen foregik. Dog med en afstikker til Aasiaat i fire år og et ophold i Maniitsoq på et år på grund af faderens arbejde.

Skolegangen foregik på Gammeqarfik i Aasiaat og Qorsussuaq i Nuuk.

Han holdt fast i drengedrømmen og blev en af de første grønlandske piloter, der blev uddannet på den særlige pilotuddannelse, som det daværende hjemmestyre og Grønlandsfly havde etableret.

De første år var han blandt andet pilot på Inuit-raketten. Det var en business-jet af typen Cessna 550c Citation II, som Grønlandsfly havde i årene 1990 til 1992. Flyet fik sit folkelige øgenavn, fordi det var meget populært blandt de daværende hjemmestyre-politikere.

Jetflyene trak

Ellers blev det mest til flyvninger med Dash-7 på det grønlandske indenrigsnet. Men drengedrømmen og de store jetfly hos SAS trak fortsat.

- I 1998 stoppede jeg i Grønlandsfly og blev ansat i SAS, hvor jeg har arbejdet siden. I dag er jeg kaptajn på selskabets flåde af A320 og A330, så det er de helt store fly, jeg har arbejdet med, siden jeg forlod Grønlandsfly.

Den nye SAS-rute til Nuuk er foreløbig kun en sommerrute – og det har Dennis Lynge Sørensen det sådan set godt med.

- Flyvninger til Grønland er en stor og bekostelig operation, hvor der ikke skal gå meget galt, før vejret laver om på alting. Det oplever man i Nuuks nye lufthavn jævnligt, men sådan er det overalt i Grønland.

- Det er også lidt af charmen ved at flyve i Grønland. Der er så ubeskriveligt smukt i landet, men vejret er altid en blind makker. Intet er sikkert, før man er hjemme igen. Hvis man ikke er vant til det, kan det være svært at forstå, fortæller Dennis Lynge Sørensen.

Smuttur til Kangerlussuaq

- Jeg var en gang blevet bedt om at tage en hurtig flyvning på en fridag med Dash-7 til Kangerlussuaq og tilbage igen. Det kunne jeg snildt klare, tænkte jeg, men der gik fire dage, før jeg var tilbage igen. For lufthavnen i Nuuk lukkede, mens jeg var afsted.

- På den tur oplevede jeg en dansk mand i skranken i Kangerlussuaq, der skældte og smældte, fordi vi ikke kunne flyve.

- De venter jo på mig i Nuuk, gentog han adskillige gange.

- Der blev først ro på situationen, da en ældre mand i grøn parca prikkede ham på skulderen og sagde: Hvis Grønlandsfly siger, at de ikke kan flyve på grund af vejret, så er det, fordi de ikke kan flyve. Vær sikker på det – og dine forbindelser i Nuuk ved også godt, at flyet ikke kommer af sted.

- Den vrede mand kom først til Nuuk fire dage senere akkurat som mig – piloten.

- Sådan er det jo. Vi skal om piloter altid tænke på sikkerheden først – og den vrede mand i skranken glemte, at vi har akkurat den samme interesse som passagererne i at komme sikkert frem.

Dennis Lynge Sørensen kan fortælle mange andre lignende historier om store oplevelser i luften. Men den største er altså, da han forleden satte sit SAS-fly på jorden i Nuuk.

Historien blev bragt første gang i Sermitsiaq fredag den 4. juli.

Som et lille efterskrift kan jeg nævne, at Dennis Lynge Sørensen fortalte, at den hvide festanorak og kamikkerne stammede fra hans første bryllup i 1997. Han er ret stolt af, at han fortsat kan passe anorakken. Her bliver jeg nødt til at tilføje, at jeg fik min første hvide festanorak i 1994 - og jeg kører nu på nummer tre, fordi de to første af uransagelige årsager blev for små.

Ingen kommentarer: