Chokoladefabrikken

Bagsiden af medaljen

Alle grønlandske byer har en chokoladefabrik. Det er det folkelige og smagfulde navn for det, myndighederne benævner natrenovationsanstalten.

Og for at sige det ligeud og uden omsvøb: Det er her, poserne med lort fra de ikke kloakerede ejendomme ender. Pænt pakket i plastikposer fra tønderne ude i de små hjem.

Det går fremad med kloakeringen i de store grønlandske byer, men stadig er gammeldags das altså en ganske almindeligt forekommende institution - og det giver altså plads til chokoladefabrikkerne, hvor poserne skæres op, lortet hældes i havet og poserne pakkes til forbrænding.

Men forbrændingen kan slet ikke følge med Sisimiuts vækst. Det gamle forbrændingsanlæg trænger til at skiftes, men sådan en installation koster 80 millioner kroner - mindst - og det lige med at finde pengene i et samfund, hvor der er behov for investeringer overalt.

Affald er problematisk i Arktis. Den naturlige formuldning af organisk affald, som vi kender det fra varmere himmelstrøg, finder slet ikke sted - og affaldet hober sig op på dumpen. Til glæde for mus og måger, men kønt er det ikke - og det lugter for resten heller ikke særlig godt om sommeren.

Man kan i den sammenhæng kun glæde sig over, at vi trods alt ikke er flere end 56.000 mennesker i Grønland. Og så prøve at tænke lidt alternativt.

Affald er et råstof på linje med guld, sølv og uran. Så måske ligger fremtiden i at udnytte affaldet til et eller andet. De studerende på Artek - den grønlandske afdeling af DTU, som ligger i Sisimiut - har i hvert fald store muligheder for at bruge al deres ingeniørmæssige snilde på dumpen i grønlands næststørste by...