Vær beredt

Sommerens store spejderoplevelse

I 2007 var jeg vabelprikker og flåtfjerner, altså samaritter
på en jamborette i Rold skov. På Spejdernes Lejr 2012
skal jeg arbejde i hjælperlejrens cafe sammen 
med gildebrødrene fra Nuuk.

Jeg glæder mig i denne tid. Som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld, har jeg allerede duften af røg i næseborene. Om en uge skal jeg på spejderlejr – sammen med 35.000 andre spejdere i det, som bliver Danmarks største spejderlejr nogensinde.

Spejdernes Lejr 2012 i Holstebro er lidt af et eksperiment. For første gang nogensinde er fem danske spejderkorps gået sammen om at lave en lejr – oven i købet en åben lejr, hvor alle kan deltage og få en smagsprøve på spejdernes verdensomspændende fællesskab.

Lejren er et bevis på, at intet er umuligt for en spejder – heller ikke på et par dage at bygge en by på størrelse med en dansk normalkommune. Det er nemlig ikke så svært – for rigtige spejdere.

Dybest set er sådan en lejr bare et spørgsmål om, at hver mand kommer med sin sovepose, slår sig ned på en mark og hygger sig. En uge senere rydder man godt og grundigt op efter sig selv – og tager hjem igen efterladende marken renere, end da man ankom.

Egentlig er spejderbevægelsen en anakronisme fra det forrige århundrede – formet i det senkoloniale England med gode gammeldags dyder som ridderlighed og ansvarsfølelse i bagagen. Men spejderbevægelsen har stadig appel og budskab til vore dages unge. Faktisk er behovet for spejderbevægelsen større end nogensinde.

For hvor ellers i samfundet får børn lov til at være børn – uden velmenende, vellønnede pædagogers indblanding? Hos spejderne er lederne ulønnet, og det er børnene selv, der har ansvaret. Evnerne forpligter, og når man som 10-årig har lært en god halv snes knob og stik, så har man også både pligt og lyst til at lære andre de samme færdigheder.  

Vore dages børn bliver det meste af tiden overbeskyttet. Af curlingforældre og et samfund, der har en tyrkertro på, at uheld kan forebygges – bare man forholder sig i ro. En spejder er aldrig i ro – en spejder kan beskæftige sig selv og sætter sig hele tiden nye mål. Baden-Powell – spejderbevægelsens grundlægger – sagde, at børn kan dobbelt så meget, som de selv tror – og ti gange så meget, som deres mor tror.

I spejderbevægelsen kan børnene få lov til alt det, som mor, børnehaven og SFO’en ikke kan tilbyde. De kan være sammen med voksne, der ligesom dem selv elsker at tænde bål, hugge med økse, klatre i træer og bygge store raftekonstruktioner og huler. Og det er ikke slut, fordi det bliver aften. For spejder er ikke noget, man går til – det er noget, man er.

Børnene lærer, at det er dem selv – og ikke pædagogen eller samfundet, der har skylden, hvis man slår sig. Man lærer også, at problemerne ikke kan tørres af på samfundet – og man derfor har et særligt ansvar over for børn og unge, der er udfordret af handicap eller manglende åndsevner.

I vore dage dyrker man specialisterne og vinderne, ikke mindst i en totalt professionaliseret elite-idrætsverden hvor vindermentalitet og egoisme betragtes som noget positivt. Sådan er det ikke hos spejderne. Her kommer alle begavelser til udfoldelse, fordi fællesskabet har brug for alles hænder – og det uanset om man er fingersnild, god til at synge, kan løbe hurtigt eller bare kan lidt af det hele. For spejderne skaber hele mennesker, der kan tænke i helheder og forstår at klare sig selv.

Det er nemt at gøre grin af spejderne – en flok nørder, der gerne render rundt i skoven med korte bukser, laver mad over bål, går med kniv og hjælper gamle damer over vejen. Alene det der med kniven er jo nærmest kriminelt i vore dage – men jeg har aldrig nogensinde oplevet en spejder, der har brugt kniven mod et andet menneske. Det viser, at knivloven er en total misforståelse – for det er ikke knive, der slår ihjel, det er mennesker.

Noget af det bedste ved at være spejder er, at man får selvtillid. Når folk hører, at jeg stadig i en alder over 50 skal på spejderlejr, spørger de gerne med et smøret grin, om jeg så kan tænde bål med to tændstikker. Selvfølgelig kan jeg det - men hvad skal jeg bruge den anden tændstik til?

Det er nu 46 år siden, at jeg deltog i min første spejderlejr som otte-årig ulveunge. Det var min far, som syntes, at det var en god ide, at jeg blev spejder som ham selv – og fulgte mig til mit første spejdermøde. Han har aldrig hentet mig - og det er jeg ham dybt taknemmelig for. For jeg blev hos spejderne. Boys will be boys, som Baden Powell sagde. 

God sommer, god lejr og husk: Vær beredt. 

Artiklen er offentliggjort første gang i Nordjyske Stiftstidende 14. juli 2012.