lørdag den 12. januar 2008

Kaffebar og fisketerapi

Som turist i Kina kan man rende livet af sig, hvis man vil besøge historiske monumenter og seværdigheder i dette kæmpemæssige land, som har været et kultursamfund i adskillige tusinde år.
Man kan også vælge at koncentrere sig om livsnydelsen, som i Kina gennem århundreder er blevet stadig mere forfinet i form af et utal af massageformer, spabade, hårvaskningsritualer med mere. Udover at være et flittigt og arbejdssomt folkefærd sætter kineserne stor pris på at forkæle sig selv.
Bare det at gå til frisøren er en nydelse uden lige. Hårvasken alene tager en times tid og indbefatter en omfattende hårbundsmassage og massage af de ømme skuldre. Højdepunktet er, når frisøren - som oftest en nydelig yngre kineser af hunkøn - omhyggeligt renser ens ører med en vatpind. En sådan luksusbehandling kan erhverves for under 100 kroner inklusive klipning og skægtrimning. Til sammenligning tager barberen i Tromsø 300 kroner for et kvarters klipning.
På turen til Sydkina brugte vi en dag på et kursted ved en varm kilde. Foruden massage bød behandlingen på et ophold i nogle af de 64 forskellige varme bade, som stedet kunne byde på. Badene skulle efter sigende virke hudforyngende, forebygge en lang række sygdomme og skavanker samt selvfølgelig øge den generelle velvære. Blandt andet gennem et ophold i en pool tilsat kaffe, som det ses på billedet. Der mangler sådan set kun en klat flødeskum, så kan man servere undertegnede som en velsmagende cafe latte.
Et andet bad var fyldt med angiveligt helbredende kinesiske urter - blandt andet efter duften at dømme ganske almindelig selleri. Taget vandets høje temperatur i betragtning gav dette bad et fint indblik i tilværelsen som suppehøne.
Stedet bød også på fisketerapi - og det var en ganske særlig oplevelse, som på det bestemteste må anbefales. Man nedsænker sit legeme i et stort bassin fyldt med hundredvis af små fisk, der elsker døde hudceller. Efter få sekunder sværmede fiskene omkring mit usle legeme, som fluer om en kokasse. Der var tydeligvis virkelig noget at gå efter. Det kildrede lidt, men da jeg en halv time senere stod op, kunne jeg konstatere, at mine ellers hårdt belastede fødder var befriet for hård hud, ligesom ethvert tilløb til neglerødder og død hud på albuerne var væk. Kort sagt - jeg var som en nyfødt. En ren sekser, som kan anbefales til alle. Men lad være med at tænke på piranhaer, når du ligger i bassinet.
En dagsbehandling på dette kursted inklusive adskillige kopper urtete kan erhverves for 500 yuan - cirka 375 kroner.

Ha' det
Jesper

P. s. For i øvrigt at undgå eventuelle misforståelser omkring kinesisk massage, skal det bemærkes, at mange steder reklamerer med, at massøren er en "blinde, old man". Det er sikkert vor tids svar på de eunukker, der i sin tid var de kinesiske kejseres tjenere.

Ingen kommentarer: