fredag den 19. oktober 2018

Jyde-burger

Alene hjemme

I en tid, hvor vores oprindelige levevis er under pres fra veganere, vegetarer og andre subversive kræfter, var det med stor fornøjelse, at jeg torsdag aften satte tænderne i et par velvoksne bøf-sandwiches med brun sovs af den hjemmelavede slags.

Det er det jyske svar på den amerikanske burger - og det er det stof, jyder er bygget af. En rigtig bøf-sandwich betyder det samme for mig, som sælkød betyder for en grønlænder!

Den skal selvfølgelig skylles ned med en Cocio.

Sådan helt apropos læste jeg for nylig en undersøgelse, der viste, at et stort antal amerikanere mener, at cacaomælk stammer fra de brune køer. Endnu et bevis på, at der er noget helt galt med tidens opfattelse af vores oprindelige fødevarer...

torsdag den 18. oktober 2018

Sælfies

Det rene snyd


Mandag morgen skulle jeg interviewe en biolog på Nordsøen Oceanarium - og da jeg alligevel var på de kanter, benyttede jeg lejligheden til at lave et par arkivfotos med sæler.

Fotomæssigt er det det rene snyd, for det er altså dårlig stil at bruge billeder af dyr i fangenskab, men jeg må også erkende, at jeg ikke har ordentlige fotos af sæler i arkivet, så jeg betragter det som en sund, pragmatisk løsning. Men det er nu nok tvivlsomt, at billederne vil blive brugt særlig meget.

Det skyldes, at jeg jo mest arbejder med Grønland, hvor oceanariets to sælarter - gråsæl og spættet sæl - er en sjældenhed.

Hjemmestyret havde fået lov til at komme med - og hun viste store evner som sældomptør, mens jeg interviewede. Og her gik jeg og troede, at sæler kun var noget, hun spiste...

mandag den 15. oktober 2018

Find elgen

Elgen sidder stum bag kvist

(Fotoet er klikbart)
Dina vil jo så gerne se elge, så søndagsturen gik endnu en gang til Lille Vildmose. Her har efteråret så småt indfundet sig - og bortset fra et ravnepar bød turen ikke på de store ornitologiske oplevelser.

Det kneb også lidt med elgene, men til sidst fandt vi da en enkelt, som lå og tyggede drøv i det høje efterårsgræs. Men man skal godtnok kigge godt efter for at få øje på den...

søndag den 14. oktober 2018

Gammelsmølf

I byen med de unge...

Egentlig generer det mig ikke, at jeg efterhånden uden overdrivelse er det, man med et pænt ord kan betegne som en halvgammel svend - og dog...

Fredag aften var jeg en tur på Studenterhuset i Aalborg for at skrive og fotografere til en koncert med det populære grønlandske band Nanook - og her følte jeg altså virkelig alderen trykke. Ikke alene var jeg med stor sandsynlighed den ældste person i det ungdommelige miljø, men jeg har også med alderen fået det sværere og sværere ved at være tæt på mange mennesker i en mørk, varm og beklumret koncertsal. Det synes jeg altså ikke er sjovt længere.

Oven i købet tvinger fotografrollen mig jo til en temmelig aggressiv fremfærd for at være tæt på scenen og de gode billeder. Det er sådan set bare om at lægge de fine fornemmelser til siden og så stagedive ind i menneskemængden. Til en koncert er lydniveauet så betydeligt, at det giver slet ikke mening at spørge høfligt, om man måske lige kan få lov til at komme forbi. Som den navnkundige amerikanske pressefotograf Robert Capa i sin tid sagde: "Hvis billedet ikke er godt nok, er det fordi du ikke er tæt nok på...".

Og så er det forresten temmelig bøvlet at skifte objektiver og indstille flash, når man står midt i en mere eller mindre beruset og begejstret menneskemængde. Det er bare med at gøre sig bred og så lade være med at tage hensyn til, hvad andre tænker om mig i situationen.

Læg dertil, at det foregår om aftenen lang tid efter min normale sengetid, så det var med en vis lettelse, at jeg ved 23-tiden kunne sætte kursen ud af den store by og meditere lidt i bilen på vej hjem ad de små veje mod Øland - med slukket bilradio, ikke et eneste menneske i mange meters afstand og den dejlige lune løvfaldssommervind ind ad vinduet.

Men idolerne hoppede og sprang. Jeg fik, hvad jeg kom efter - og historien kom i avisen. Man må som bekendt ofre sig for kunsten...

onsdag den 10. oktober 2018

Rejsen til tidernes morgen

Geologi og erindringer

Minik Rosing, verdensberømt grønlandsk geolog, har skrevet
 en bog, der både favner geologi og en meget speciel barndom.
"Rejsen til tidernes morgen" er en sjov, rammende og dobbeltydig titel på Minik Rosings nye bog, fordi den på ene side handler om netop livets opståen på jorden og på den anden side handler om Rosings opvækst i Grønland.

Det gør også bogen ganske speciel, fordi den både er en erindringsbog og også en indføring i grundlæggende geologi og den forskning, der har gjort Minik Rosing verdensberømt inden for sit felt.

Rejsen til tidernes morgen begynder med Minik Rosings allertidligste barndom som søn af kunstneren Jens Rosing på rensdyrstationen Itinnera nær Kapisillit i Godthåbsfjorden. Det er spændende læsning, når man har boet i Nuuk i en årrække, som denne anmelder har gjort og i øvrigt også har været i Itinnera, der er det tætteste, man kan komme udtrykket "to huse med fælles lokum".

Herlig og letlæst bog.
Siden følger de unge år i Danmark med en opvækst i tresserne og de tidligere halvfjersere, hvor alting var under forandring. Minik kommer da også forbi Thy-lejren, hvor han blandt andet ernærer sig som ostehandler.

Det var dog ikke ost, men flere ture til Grønland, der vækker interessen for geologi og besegler Minik Rosings skæbne. Det sker i Isua i bunden af Godthåbsfjorden. En stenprøve derfra viser spor af fotosyntese, og Rosing bliver med et slag verdensberømt, da han i 1999 i en artikel i tidsskriftet Science flytter tidspunktet for livets opståen tilbage, så det i dag er almindeligt accepteret, at livet opstod for 3,6 milliarder år siden. Et svimlende tal, men også en opdagelse, der gjorde os i Nuuk stolte - for det betød jo, at livet var opstået netop i nærheden af vores dejlige by.

Undervejs i bogen kommer Minik Rosing også ind på den noget følsomme fortælling om forholdet mellem Danmark og Grønland, og der er kontant afregning ved kasse 1:

"Jeg opfatter 1970'ernes konstruktion og markedsføring af fortællingen om den undertrykte og udnyttede grønlænder som det måske mest skadelige danske overgreb på den grønlandske befolkning nogensinde."

Minik Rosing er en gudsbenådet fortæller, og man fornemmer gennem hele bogen, hvordan humoren syder og bobler lige nedenunder de tørre og teoretisk fremstillinger af geologiske problemstillinger. Ikke mindst i et afsnit hvor Rosing fortæller om, hvordan han udviklede verdens første økologiske landmine - og selv nær var blevet offer for den.

Heldigvis overlevede Minik Rosing, så han kunne berige verden med denne herlige, letlæste bog om det gamle Grønland, ungdomsoprøret, geologi og livets opståen på jord - sådan i al almindelighed.

Det er en god bog, som jeg bestemt kan anbefale alle, der interesserer sig for Grønland - og såmænd også alle andre...

Minik Rosing: Rejsen til tidernes morgen, 288 sider, vejledende pris kr. 249,95, Gyldendal.

søndag den 7. oktober 2018

Stille weekend

Derudefra

Weekendens fine og stille oktobervejr var en god anledning til nogle timer udendørs med kameraet. Det blev både til er par ture ned til dæmningen - og også et par ture i Tingskoven.

Nede ved dæmningen lykkedes det mig at få et par fotos af storspoverne. Det er en temmelig sky fugl, der længe har stået højt på fotoønskesedlen. Lørdag eftermiddag var der både tid og ro til at arbejde lidt med sagen - og det lykkedes mig at få et par fine billeder i kassen, inden scenen blev ødelagt af en bryllupsfotograf, der forståeligt nok også havde valgt den flotte efterårsstemning ved Ulvedybet som kulisse.

Jeg holder meget af storspoven, der er Danmarks største vadefugl. Den er ret almindelig her i nabolaget - og hver morgen næsten året rundt kan jeg nyde dens melankolske fløjt i luften over Øland.

Senere gik turen til Tingskoven, hvor kronhjortens brunstbrøl giver genlyd døgnet rundt. På afstand så jeg et par unge tyre, der skulle vise sig overfor de beundrende piger. Den ene er en spidsbuk, mens den anden slet ikke havde gevir, så de må nok vente nogle år endnu, før de kommer til fadet. Desværre var afstanden lidt for stor til ordentlige billeder af den drabelige kamp, men et doku-foto blev det da til.

Men ellers er det nu, hvis man har lyst til at se kronhjorte. De er meget aktive netop nu - også i dagtimerne - og kan nemt ses fra Thistedvejen vest for Tingskoven.

Vejret Rundt

Ikke vred, men skuffet over TV2

"Vejret Rundt" er titlen på en fotoudstilling i Rundetårn arrangeret af TV2 Vejret. På udstillingen, der havde fernisering fredag, viser og forklarer TV2's meteorologer forskellige vejrsituationer i en vistnok tilstræbt kunstnerisk ramme.

Det skuffende resultat i Rundetårn.
 Mobilfoto: Lone Seir, TV2
Det var da heller ikke uden stolthed, at jeg for nogen tid siden fik en opfordring til at bidrage med et nordlysfoto, som jeg producerede tidligere på året under Arctic Circle Race i Sisimiut. Jeg er altid til fals for smiger og slesk tale, så jeg sagde naturligvis ja til opfordringen.

Da jeg ikke havde mulighed for at deltage i ferniseringen, havde jeg bedt om at få et billede fra begivenheden med mit foto på.

Jeg må indrømme, at jeg blev meget skuffet, da jeg modtog billedet. Det viser sig, at TV2 har valgt at samkopiere mit foto med et andet noget overeksponeret nordlysfoto på trods af, at jeg i leveringsbetingelserne meget tydeligt havde gjort opmærksom på, at den slags ikke er tilladt uden min godkendelse.

Samkopieringen ødelægger både kompositionen og stemningen i mit nordlysfoto - og da det indkopierede foto er meget lyst og temmelig sikkert i det hele taget ikke efterbehandlet, tager det hele opmærksomheden. Det er bare ikke i orden.

Derfor er jeg skuffet - ikke vred, for sket er sket, men jeg finder det særdeles uprofessionelt, hvilket jeg også har gjort den fynske TV-station bekendt med. For fuldstændighedens skyld skal det så også med, at jeg senere på lørdagen modtog en uforbeholden undskyldning fra TV2, som erkender, at det er uprof.

Udstillingen i Rundetårn fortsætter frem til den 11. november 2018.

Små pæretærter

Vejen til mandens hjerte går gennem maven

Fredag fik min kære kone en ubændig trang til at forkæle sin mand. Den slags initiativer påskønner jeg naturligvis.

Forkælelsen bestod af de lækreste små pæretærter. Vi har jo fortsat masser af pærer i haven, så denne klassiske danske frugt er en væsentlig del af kostplanen på Nørremarksvej i øjeblikket.

Opskriften havde Hjemmestyret fundet i et dameblad, så jeg kender den ikke i detaljer. Men en væsentlig ingrediens var i hvert fald mandelmel, der gav de små tærter en herlig marcipansmag. Det var ganske enkelt vellykket.

Tærterne var muligvis et forsøg på at bemægtige sig fjernbetjeningen inden Vild Med Svans fredag aften, men så godt spiller klaveret alligevel ikke. Som det dannede mennesker jeg er, stod jeg fast på, at fredagens TV-tid skulle bruges på klassisk Top-ti på DR-K. Heldigvis har vi flere fjernsyn i huset, så efter tærten fortrak fruen sig dansende til TV'et i spisestuen, mens jeg skruede op for de store klassikere hos Statsradiofonien.

Jeg er i øvrigt langt fra enig i TV-seernes valg af foretrukken klassisk musik. Der var alt for meget sentimentalt, følelsespornografisk og stille musik til sådan en fredag aften. Det er naturligvis ikke fordi jeg har ikke har øre for Vivaldis og Bachs småmatematiske bagateller, men personligt savnede jeg de mere heftige værker som for eksempel 1812-ouverturen,Valkyrieridtet, Rossinis ouverture til Den Tyvagtige Skade, Saint Saëns Orgelsymfoni og Brahms Ungarsk Dans nr. 5. Det giver jo ikke mening at have omkring 100 licensbetalte musikere på scenen, hvis de bare sidder og spytter i glasset...


onsdag den 3. oktober 2018

Endnu en vellykket høstfest

Høsten er i hus - næsten...

Høstfesten i Bodil og Johns maskinhus
 er en god, gammel tradition på Øland.
Lørdag var der høstfest på Øland. For 30. år i træk åbnede Bodil og John gæstfrit maskinhuset for øboerne, den medbragte mad og det gode humør.

Voldsomme kødannelser på dansegulvet.
Hvis man tror, at høstfester er en uddøende skik, kan man godt tro om, når det er på Øland. Her holder vi fast i de gode, gamle traditioner -og årets høstfest var præget af, at også ø-ungdommen har fået smag for den gode fest. Det var ganske enkelt skønt at se, at de unge bakker op om traditionen - og også godt at se, at de ikke er nogle svæklinge, men kan drikke bajere af flasken. Det tegner godt for fremtiden.

For mit eget vedkommende tog festen hårdt på konditionen. Jeg er desværre ikke helt ung længere, så når man prøver at være ung med de unge, så ligger man altså brak om søndagen.

Så her er - noget forsinket - en stribe fotos fra festen. Usløret og ucensureret i bedste paparazzi-stil.

Ø(l)-ungdommen gik til festen med stor ildhu.
Mø-land-sladder i baren...
Øboerne vendte ansigtet mod Mekka og
gik i skarp træning til den kommende kartoffelhøst.
Lotte er ellers en habil rytter, men til høstfesten
kom hun altså omvendt op på hesten.
Festlighederne blev som sædvanlig ledet af 
Svend-Aage med myndig og kyndig hånd.


"De smukke unge mennesker - gid de længe leve må..."

tirsdag den 2. oktober 2018

Falk og fæ

Islands falk

I lørdags var jeg til et arrangement på Lindholm Høje i anledning af 100-året for den dansk-islandske personalunion.

Blandt andet var der et indslag om den islandske falk, der fra 1903-1918 prydede Islands våbenskjold og ses den dag i dag på den islandske Falkeorden, hvis stormester er Islands præsident. Islands Falk var også navnet på et af den danske flådes inspektionsskibe, som var operativt fra 1907 til 1939. I 1943 blev skibet taget af tyskerne og overlevede ikke krigen.

Der var også en opvisning - ikke med en islandsk falk, men en lannerfalk. Det var falkoneren Frank Skaarup fra Suldrup, der stod for opvisningen. Lannerfalken er cirka halvt så stor som den islandske falk, der er en jagtfalk, som er på størrelse med en musvåge.

Jeg var på arbejde i forbindelse med en anden del af arrangementet, men jeg kunne ikke dy mig for også lige at få et foto af Frank Skaarup og den flotte falk.