lørdag den 25. februar 2017

Grønkål til gæve "kå'le"...

Ikke byret, ikke landsret, men egnsret...

Så blev vinteren båret ud...
SEP er opvokset i Vester Hassing i krigens tid, og på den egn og i de tider var den daglige spise grønkål i store mængder.

SEP delte ud af erindringerne
 og egnsretterne fra Vester Hassing.
Selvfølgelig hjemmedyrket og hjemmeknystet helt efter gammel, gammel tradition.

Husmødrene blev bedømt på deres evne til at lave grønkål - og bette SEP måtte drage med forældrene rundt til naboerne i sæsonen for at prøvesmage den nye høst. Det var ekspertbedømmelse på højt kulinarisk plan, og grønkålen blev en af SEP's kæreste barndomserindringer.

Derfor er SEP en inkarneret grønkålsspiser, så denne ældgamle og traditionsrige egnsret stod på menuen, da sildelauget fredag aften bar vinteren ud med SEP ved roret.

Nu er der nok enkelte af læserne, som mener, at grønkål er julemad, men det var der også råd for, for sildelauget kan deres gamle klassikere fra den danske sangskat og ledsagede kålen med en fuldtonende udgave af "...julen varer lige til påske". Dog undlod man af hensyn til den almindelige sikkerhed den tilhørende dans rundt i køkkenet...

Kålen blev tilberedt på den traditionelle facon med godt med sukker, lidt salt, kogevandet fra medisteren og så tilpas meget fløde, at kålen tykner uden at blive flydende.

Kål på bordet...
Tilbehøret var også det traditionelle: Sennep og remonce samt naturligvis brunede kartofler, stegt medister og kogt flæsk.

Forretten bestod i god overensstemmelse med de kulinariske traditioner af en god sildemad med løg. Den blev naturligvis i lighed med grønkålen ledsaget med masser af snaps, som der var hele fire forskellige typer af, så kenderne havde lidt at vælge i mellem.

Til grønkål hører der til dessert også ris a'lamande, men i disse moderne tider blev det i stedet til et ostebord, hvilket da også kan gå an. Let at lave er det i hvert fald. Men det var maden i det hele taget, så det blev en ganske kort, men munter aften - og det kan nok være, at smørebrødsmøerne, der ligeledes havde møde fredag, gloede lidt, da de kom hjem efter de kvindelige sysler. For da sad manden, det kære væsen, allerede - mæt, fredelig og tilfreds - og småblundede i lænestolen...
Og så var der hele fire slags snaps at vælge mellem...

Ingen kommentarer: