Lasten

Tidligere politidirektør Hanne Bech Hansen har skiftet paradeuniformen og politistaven ud med skrivemaskinen og debuterede for et par måneder siden med kriminalromanen "Lasten".
Det er en fin lille bog, som er hurtig læst, relativt spændende, men alligevel ikke uden problemer - som bliver stadigt tydeligere efterhånden, som man når gennem bogen.
Lasten - en dejligt dobbelbundet titel - handler om den unge efterforskningsleder Malika og hendes forsøg på at opklare en blodig menneskehandel.
Bogen lægger sig tydeligt i baghjulet på den store nordiske krimitradition med et aktuelt emne, en spektakulær forbrydelse, overklasse-konspiration over cognac og en god cigar samt ikke mindst en hovedperson af anden etnisk herkomst. Frygteligt politisk korrekt, men også temmelig overflødigt og kedeligt. For egentlig er bogen i sig selv ganske spændende langt hen ad vejen, fordi vi i lighed med politiet ikke rigtig ved, hvad de indledende mord går ud på.
Men så springer kæden altså af. For at sætte gang i handlingen lader Hanne Bech Hansen politifolkene holde en nærmest spiritistisk sceance, hvor trådene bindes sammen. Det er okkult og et totalt brud på genre-kontrakten med læserne, som afskæres fra selv at gætte med.
Det er muligt, at denne mærkværdige sceance afspejler den øverste politiledelses ønskedrømme om at løse krimigåder med lige dele magi og clairvoyance, men den holder altså ikke i en kriminalroman.
Desuden er der en løs ende i handlingen, hvor nogle nonner holder en lille pige skjult for menneskesmuglerne. Pludselig er pigen død, men hvad var det egentlig, der skete?
Det er alvorlige håndværksfejl, Hanne Bech Hansen her begår. Jeg tror, at det skyldes et vist hastværk med at få udgivet bogen, mens den tidligere politidirektør fortsat er kendt i offentligheden - og reelt er der vel forlagsredaktionen hos Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont-koncernen, der fuldstændigt svigter en håbefuld debutant?
I hvert fald kunne en aktiv redaktionsindsats og en yderligere gennemskrivning af manuskriptet have sat mere liv i sproget, der er alt for præget af sproglige unoder fra direktionsgangen og Hanne Bech Hansen juridiske og ledelsesmæssige baggrund.
For eksempel på side 46, hvor Malika spørger "ind" til efterforskningen og på side 124, hvor man "tænker ud af boksen". På side 255 er der en regulær grammatisk fejl, hvor lynchstemning er blevet til "lynchs stemning". Desuden er handlingen alt for præget af mødetekniske overvejelser, som for eksempel om der skal bestilles ostemadder til et møde. På den måde kommer Hanne Bech Hansen lidt ufrivilligt til at dele ud af sine praktiske erfaringer - og det, som burde have været en kriminalroman, bliver til en håndbog i mødeledelse.
Jeg giver "Lasten" to ud af seks tørfisk - mest for Hanne Bechs Hansens lyse livssyn og det personlige mod, som det må kræve at udgive en bog uden redaktionelt modspil fra forlaget.

Jesper