torsdag den 8. oktober 2009

Druemarmelade

Som jeg tidligere har berettet, er der jo masser af vindruer i drivhuset.
Jeg har derfor i et stykke tid surfet rundt på nettet for at finde en passende opskrift på en druemarmelade - nærmere bestemt en marmelade, som jeg et par gange har fået serveret til osten hos SAS. Og jeg mener, at jeg har fundet den på et norsk websted. Men sjovt nok ikke ved at søge på druer, men derimod ostebord.
Søndag morgen gik jeg så gang med det store arbejde med at udstene et kilo druer. Det er pillearbejde, skulle jeg hilse at sige.
Druerne kom i en gryde sammen med 500 gram udblødte svesker og vandet fra udblødningen samt 300 gram sukker. Hele herligheden kogte jeg i et kvarters tid sammen med en lille håndfuld anisfrø. Til sidst smagte jeg til med et glas cognac og jævnede det med en gang Tørsleffs marmeladepulver.
Gryden blev sat til køl, og så var det ellers med at få smurt et par ostemadder. Testspisningen viser, at jeg har fået konstrueret en marmelade, som smager godt og absolut er duelig til ost - men skal jeg tage lidt selvkritik, så vil jeg nok være knap så generøs med sukkeret og lidt mere generøs med cognacen, næste gang jeg laver det. Det råd være hermed givet videre til bloggens læsere, hvis de skulle få lyst til at lave en druemarmelade som garniture til det næste ostebord. Vi lærer jo heldigvis, så længe vi lever.

Ha' det
Jesper

Ingen kommentarer: