Det nye jordbærbed

Klar til næste sommer

Søndag formiddag gik med at lave det nye jordbærbed - og havefolk vil nok sige, at det var i sidste øjeblik.

Normalt skal jordbærrene jo plantes seneste i august. Det ved jeg kun alt for godt, men det var altså først i dag, at tiden, energien og vejret passede sammen, og med udsigt til en god uges sensommersol går det nu nok også.

Som noget nyt har jeg sat jordbærplanterne i ukrudtsdug fra Fibertex. Angiveligt skulle det hjælpe med til at holde jordbærrene fri for ukrudt, holde på varmen og fugten - og endelig sikre pæne og rene jordbær i sæsonen, så det er nærmest et rent kinderæg.

Men anlægsarbejdet blev nu også lidt større og lidt mere besværligt, så jeg krydser virkelig fingre for, at det virker. Jeg har ovenikøbet forbundet jordbærbeddet med en slange til den store regnvandsbeholder, der rummer 1.000 liter, så vi kan vande i tørkeperioder uden at betale det blege for vandværksvand. Faldet fra beholderen er ganske svagt - kun 50 cm - så der er ikke meget tryk på, men det virker.

Nu er den del af forberedelserne til den kommende sommer i hvert fald klar - og jeg kan mandag morgen tage til Grønland i en uges tid med god samvittighed. Jeg går glip af den kommende uges lovede varmebølge, for i Nuuk er vinteren ganske tæt på med nattefrost og sne på toppen af fjeldene. Det er september efter bogen - og noget, jeg mindes. Så det bliver nok ikke så slemt - især ikke, hvis det bliver skyfrit om natten. For september plejer at være en god nordlysmåned på de kanter...

Aloë Vera Original nu i Danmark

Et lille reklameindslag

En sand gudedrik: Smager himmelsk og slukker tørsten som bare pokker...

I Salling i Aalborg kan man i øjeblikket købe en aloë vera-drik, som bare smager helt fantastisk. Jeg kan kun sige: Prøv den - og du vil ikke fortryde det...

Dybest set er det ikke nogen nyhed. Jeg prøvede drikken eller juicen eller hvad man nu skal kalde det første gang i 2004 i Sydkorea - og faldt allerede dengang for den med et brag. Desværre er drikken aldrig blevet markedsført i Danmark før nu, så jeg skal tilbage til 2008, hvor jeg sidste gang smagte den - indkøbt i en discountbutik ved siden af Marriott i Beijing.

Men i øjeblikket er aloë vera-juicen altså til at købe i Aalborg for en god tier flasken. Og den smager stadig fantastisk og er en rigtig god tørstslukker her i de lune sensommerdage.

Drikken er egentlig en blanding af druesaft og så 30 % frugtkød- pulp, som det smagfuldt betegnes -fra aloë vera-planten. Det er temmelig sødt og også lidt mættende, så man kan ikke drikke så meget af det ad gangen, men det er rent guf for ganen.

Der er megen tro og også overtro om aloë vera-planten. Det hævdes fra især producenter af naturmedicin, at planten indeholder en masse gode stoffer. Den slags hokus-pokus tror jeg ikke rigtig på, men når smagen i øvrigt er orden, kan det også være ligegyldigt.

Til gengæld er det vist ret sikkert, at man kan dæmpe smerterne og muligvis også opnå en vis sårheldende effekt, hvis man gnider blade fra aloë vera på forbrændinger. Og da aloë vera er en populær potteplante, er den jo næsten altid ved hånden til det formål.

Men ellers er det bare med at komme til Salling, for her kan man som sagt også få aloë vera til indvortes brug - og det er hele turen værd, siger jeg bare.

For en god ordens skyld: Dette indlæg er ikke sponsoreret eller betalt på nogen måde...

Tak for livet

Kun en tåbe frygter ikke havet

- I gav mig mit liv, sagde Bente Conte til sine redningsmænd
 fra forliset i 1966, Jan Hagemann Sørensen (tv) og Kurt Klintebæk.

Bente Conte drev rundt i 10 meter høje bølger
i en redningsvest som denne i to en halv time.

Det blev et rørende gensyn, da Bente Conte onsdag eftermiddag mødte to af de helikopterfolk, der i 1966 reddede hende op fra bølgerne, efter at hun havde drevet rundt i sin redningsvest i den oprørte sø i to en halv time efter motorfærgen Skageraks havari.

- Jeg har længtes efter at sige tak. I gav mig mit liv, udbrød en begejstret Bente Conte og omfavnede oversergent Kurt Klintebæk og 1. pilot Jan Hagemann Sørensen, der måtte vifte en tåre væk fra øjenkrogen. Det skete midt på gaden uden for Hirtshals Museum, da museet åbnede en udstilling i anledning af, at det er halvtreds år siden, at færgen Skagerak sank ud for Lønstrup under en brandstorm.

Da passagererne blev beordret i bådene, slingrede Skagerak voldsomt, og Bente Conte var så uheldig at falde ned fra lejderen. Hun drev hurtigt bort fra redningsbådene - og blev kun reddet, fordi telegrafisten på Skagerak havde set hende falde. Han kunne fortælle helikopterne, at hun drev væk - og en eftersøgning blev indledt. Men der skulle altså gå to en halv time, før hun blev fundet og hejset ombord på U-240 fra Skrydstrup af Kurt Klintebæk, der som redningsmand var nede ved havoverfladen med hoisten adskillige gange under den store redningsoperation.

Tidligere Hirtshals-borgmester Knud
Størup: - Kun en tåbe frygter ikke havet.

Udstillingen på Vendsyssel Historiske Museums afdeling i Hirtshals blev åbnet af byens tidligere borgmester Knud Størup med ordene: - Kun en tåbe frygter ikke havet.

Som gammel Hirtshals-dreng husker Størup glimrende den dag i 1966, hvor han sammen med mange andre stod på havnen og følte sig magtesløs, mens de nødstedte på Skagerak kæmpede for livet. Han mindede også om, at 14 kuttere fra Hirtshals deltog i redningsaktionen og glædede sig over de mange tusinde mennesker, som smider alt, hvad de har i hænderne for at hjælpe, når søfolk er i havsnød.

2. pilot på U-276 Svend Erik Wagner Larsen.

Åbningen af udstillingen blev overværet af adskillige af de både reddede og redningsfolk. Udover Hagemann og Klintebæk fra U-240 blandt andre også 1. pilot Vagn Dahl og 2. pilot Svend Erik Wagner Larsen fra U-276.

Jeg benyttede mig af anledningen til at få deres autograf i mit eksemplar af Ove von Bornemanns bog "Storm over Skagerak". Jeg fik også en længere snak med Kurt Klintebæk, der blandt andet kunne berette, at intet den dag i 1966 mindede om noget som helst, han havde lært.

Redningsfolkene modtog mange
udmærkelser for indsatsen 7. september 1966.

- Vi improviserede voldsomt, for der findes ingen manual over ulykker. Hvis man kunne skrive en manual for det, var det jo ingen ulykke, bemærkede han og fortalte også, at Skagerak-forliset havde været lærerigt:


- Det var første gang, at redningsmanden blev nede i gummibådene i stedet for at blive hejset op med de nødstedte. Det beroligede de øvrige i gummibådene og sikrede en hurtigere arbejdsgang, kunne han fortælle.

Jan Hagemann Sørensen måtte
 fortælle sin historie adskillige gange.

Jeg talte også ganske kort med 1. piloten Jan Hagemann Sørensen, der ikke havde tal på de mange redningsaktioner, han havde medvirket i.

- Det var jo vores job, som han bemærkede.

Efter karrieren i forsvaret blev Hagemann chefpilot i Grønlandsfly og tilbragte nogle år i Grønland. Her gik det ikke altid så heldigt som ved Skagerak-aktionen. Jeg lavede en søgning på ham i de gamle grønlandske aviser og fandt blandt andet en omtale af ham i AG fra den 8. november 1973, hvor en S-61N (OY-HAI) forsvandt ved Buksefjorden syd for Nuuk, og de 15 ombordværende omkom:

"Det var chefpilot Jan Hagemann Sørensen, der (...) fandt ulykkesstedet, da han fandt en gummiflåde. Hagemann Sørensens helikopter landede på vandet, hvor man fandt en af de omkomne passagerer, der endnu var fastspændt i sit sikkerhedsbælte. Der blev også fundet forskellige vragrester fra den forulykkede maskine. Ulykkesstedet var også markeret af en stor olieplet."

Jeg benytte åbningen af udstillingen om
 Skageraks forlis til at samle autografer.

Ved åbningen af udstillingen mødte jeg også den tidligere Vendsyssel Tidende-medarbejder Torben Vandsted, som jeg i en kort periode var kollega med, da jeg arbejdede for Dafolo i slutningen af 80'erne. Han var journalistelev på VT i 1966:

- Da vi hørte om ulykken, ringede vi til Hirtshals-medarbejderen, der i første omgang ikke ville tro på meddelelsen. Da vi fik ham overbevist, spurgte vi også, om vi skulle sende et par kolleger til hjælp. Det mente han nu ikke var nødvendigt, men da dagen var omme, var vi altså 12 mand fra avisen i Hirtshals, fortalte Vandsted med et smil.

Skageraks forlis

50-året for en legendarisk redningsaktion 

Vendsyssel Historiske Museum åbner i dag i
Hirtshals en udstilling om forliset. Foto: VHM

Den 7. september 1966 er en af de dage, som står mejslet i min bevidsthed – akkurat som den første månelanding, murens fald og 11. september. Den 7. september sank færgen Skagerak ud for Hirtshals efter at være blevet ramt af en forkert sø under en orkan. Samtlige ombordværende blev reddet – ikke mindst takket være de moderne S-61 helikoptere, som det danske flyvevåben havde anskaffet otte af året forinden.

To af de medvirkende helikoptere ved Skagerak.
 Foto: M/S Museet for Søfart.

Dagen begyndte ganske almindeligt. Dengang gik man jo ikke så meget i skole, så det var kun om formiddagen, når man gik i anden klasse. Så jeg var hjemme ved frokosttide.

Da jeg kom hjem, fortalte mor, at far, der på det tidspunkt arbejdede på Farsø Sygehus, havde ringet. Han kunne ikke komme til frokosten, da sygehuset var sat i fuldt alarmberedskab, fordi en af Norges-færgerne var i alvorlig havsnød ud for Hirtshals. Så det kunne jo nok være, at der blev tændt for radioen, der jo var den tids svar på internettet - og jeg flyttede mig ikke langt fra husets Beomaster 900 den eftermiddag.

S-61 fra RDAF. Billedet er af nyere dato, for oprindeligt
 havde de danske redningshelikoptere ikke den store radar
 i næsen. Foto: Wikipedia

Det blev en spændende eftermiddag. Det, der skete, var det stof, legender er skabt af. Alle 144 ombordværende på motorfærgen Skagerak – på en nær – blev reddet i god behold. De 69 blev fløjet i land med de fem S-61 helikoptere, som deltog i redningsaktionen. Forsvaret havde året forinden anskaffet otte S-61, som afløsere for de bedagede S-55, og det var første gang, de nye helikoptere var i ilden for alvor.

De nye helikoptere overgik langt alle forventninger. At man kunne overleve et færgeforlis i rum sø i ekstremt dårligt vejr, var på det tidspunkt temmelig utænkeligt, men S-61 helikopterne satte nye standarder for overlevelse til søs. Aviser, radio og TV var de følgende dage fyldt med reportager fra redningsaktionen.

De reddede landsættes i Lønstrup. Foto; VHM

I skolen tegnede vi drenge masser af dramatiske tegninger med helikoptere. For selv om det kun var 69 ud af 144, som blev reddet via luften, var det besætningerne på helikopterne, som var heltene.

Og vi var mange, der i vores drengehjerter havde en drøm om at blive S-61 pilot. Denne drøm havde jeg også – og jeg skulle da også nå at få min part, selv om der skulle gå nogle år.

For der var nemlig en lille krølle på historien om de otte S-61 helikoptere. Kloge mennesker i Grønlandsministeriet havde nemlig fået det arrangeret sådan, at man gennem statens medejerskab af Grønlandsfly gennem KGH fik mulighed for lidt mængderabat hos Sikorsky, så der var også blev indkøbt tre S-61 helikoptere til tjeneste i Grønland. Det var den lidt forlængede civile udgave med betegnelsen S-61N, der skulle vise sig særdeles velegnet til de grønlandske forhold - og det endte med, at Grønlandsfly blev verdens største operatør af civile S-61'ere.

Da jeg kom til Grønland i 1993 var helikopterne stadig rygraden i landets infrastruktur - og specielt de første år, hvor jeg som informationschef i det daværende KNI Detail (Pisiffik) havde hele Grønland som arbejdsplads, blev det til hundredvis af flyvninger med den legendariske helikopter.

Helikopterpilot blev jeg aldrig, men lyden af den startende S-61's flapflap-lyd er fortsat et af mine kæreste minder fra Grønland.

I alt 69 personer fra Skagerak blev reddet med helikopter. De blev alle bragt til Hjørring Sygehus, og ud på eftermiddagen gik Farsø Sygehus tilbage til normalt beredskab - og vi fik far hjem til aftensmad.

Helikopterne landsatte de reddede til den daværende Lønstrup Flyveplads - lidt nord for det hyggelige fiskerleje, der i dag er et turistparadis. Det var det for resten også dengang, for flyvepladsen var rammen om landets første flytel, der var flyvningens svar på et motel, som man kan se på denne sjove og tidstypiske video.

Lønstrup Flyveplads findes ikke mere,
men er i dag sommerhusområde.

Da vejen til flyvepladsen blev spærret af politiet, måtte en del nysgerrige finde sig i at være fanget i Lønstrups snævre gader og fik en lang eftermiddag der.

Udover de danske helikoptere bidrog den svenske marine til aktionen med to Boeing Vertol. Så vidt jeg kan læse mig til, kom de svenske helikoptere aldrig i aktion, men stod i beredskab på Lønstrup Flyveplads.

Transporten af de reddede til Hjørring blev udført af Falck-Zonen, der stillede med 15 ambulancer og andet kørende materiel fra stationerne i Øster Vrå, Frederikshavn, Skagen, Brønderslev, Sæby, Nørresundeby, Aalborg og Brovst.

I redningsaktionen deltog desuden et dansk Catalina-fly og to Grumman Albatros fra Norge og Vesttyskland. Alle tre amfibiefly, der kan lande på vandet. På grund af det hårde vejr i Nordsøen var det ikke en mulighed, men de nedkastede gummiflåder nær Skagerak.

Udover de 143 overlevende personer overlevede en hund forliset. Det var overhovmesterens Siva, der også blev bragt i land med S-61. Det kan man blandt andet læse i bogen "Storm over Skagerak" af Ove von Bornemann. Bogen udkom allerede i 1969 med masser af øjenvidneskildringer og en minutiøs registrering af redningsaktionen. Jeg erhvervede bogen antikvarisk for cirka 25 år siden og har læst den flere gange. Den kan bestemt anbefales.

Nordjyske Stiftstidende bragte søndag en stort opsat reportage - også med gribende øjenvidneskildringer fra havariet - og ligeledes værd at læse.

Vendsyssel Historiske Museum åbner i dag en udstilling om redningsaktionen på Hirtshals Museum. Udstillingen står til og med efterårsferien.

Red. anm. 8. september 2016: I følge Vendsyssel Historiske Museums oplysninger stillede Falck-Zonen med 18 ambulancer på opsamlingspladsen i Lønstrup. Oversergent K. Klintebæk bekræftede onsdag, at de to svenske helikoptere ikke deltog i opsamlingen, men stod i beredskab sandsynligvis fordi de brugte en anden brændstoftype end S-61.

Et gensyn med den gamle vandmølle

Halkær Mølle Naturcenter

Lidt syd for Nibe ligger Halkær Mølle Naturcenter, som er et af de formidlingscentre, der i disse år skyder op som paddehatte i den danske natur - ofte i forbindelse med dyre naturgenopretningsprojekter.

Centret her fortæller historien om Sønderup og Halkær ådal og er indrettet i stedets gamle vandmølle, der er sat i stand og nu kører igen. Jeg husker stedet fra en divisionsturnering med spejderne i midten af halvfjerserne, hvor det nærmest var en ruin, som lå midt i et ganske øde område. Her var der langt til naboerne - og specielt natløbet, der foregik på Borup Hede, var en stor oplevelse, fordi vi praktisk taget ikke havde nogen som helst form for beboelse at pejle efter.

Mandag aften fik jeg et gensyn med stedet, der dannede rammen om det årlige repræsentantskabsmøde i Friluftsrådets nordjyske distrikt. Her repræsenterer jeg Sct. Georgs Gilderne - og det er med et til to møder om året en tillidspost, der lige er til at overkomme.

Nu vil jeg dog hellere være i den fri luft end tale om den, så da aftenens foredrag trak lidt i langdrag, tog jeg kameraet med på en tur ud i den skønne sommeraften med den flotte solnedgang. Stærene var ved at gå til ro ved mølledammen - og det ærgrede mig lidt, for jeg gik sikkert glip af en gang sort sol, men til gengæld var mølledammens spejlblanke overflade og det røde lys imponerende flot.
Det er egentlig sådan noget, der bare skal opleves - og ikke fotograferes. Men jeg kunne altså ikke lade være, selv om fotoet aldrig rammer stemningen præcist.

Nu var jeg jo på stedet første gang i midten af halvfjerserne - og dengang var det moderne med fotostater. Så måske er det en fotostat, der skal til for at ramme stemningen. Her er i hvert fald et forsøg:

Jernkorset

Rubjerg gamle kirkegård

Søndag gik isturen lidt længere end normalt, for vi tog et smut til Lønstrup, hvor der også er en god isbod på parkeringspladsen ved den diminutive havn.

Egentlig overvejede vi også at slå vejen forbi det tilsandede fyr ved Rubjerg Knude, men der var alt for mange mennsker i det gode vejr, så vi fortsatte og gik en tur ved Rubjerg gamle kirkegård. Her lå en gang en kirke, men den blev pillet ned for over 100 år siden for at undgå, at den sandede til eller røg i havet som det er ved at ske for den nærliggende Mårup Kirke.

Der er fortsat enkelt grave på kirkegården - og også dette gamle jernkors sat i mindet om en kær slægtning. Rusten har holdt sit indtog, og jeg opgav at læse inskriptionen, men her er så til gengæld et foto af korset - og et andet foto af vandreklitten, der er kæmpestor og kan ses milevidt omkring.

Den lyserøde panter

Dresscode: Black Tie

Forklædt som den lyserøde panter med håret sat op til fest...

Lørdag aften var jeg til fest hos smedens...

Smeden selv stillede i arbejdstøjet, for han
skulle jo passe svinet.

Det var Sanne, der blev 50, så det var en stor fest med helstegt pattegris og hele svineriet, havde jeg nær skrevet.

Og fordi smedens er ordentlige mennesker, var der selvfølgelig i indbydelsen også angivet dress code, så man vidste, hvordan man skulle klæde sig.

Det var den såkaldte Black Tie, så der var i hvert fald ingen tvivl om, at det forventedes, at herrerne stillede i smoking. Heldigvis var der tilføjet "original, optional or creative", så der var sådan set frit spil inden for smokingens mange variationsmuligheder.

Jeg valgte derfor at droppe den sædvanlige hvide skjorte med flæser og knækflip og fandt i stedet en bøssepink manchetskjorte. Når der nu skulle være fest, så kunne jeg jo lige så godt gå til stålet og ankomme dresset op som en anden San Fransisco-bøsse...

Det var så også en god lejlighed til at få luftet et sæt manchetknapper. Det er desværre alt for sjældent, at man har lejlighed til det, når man bor på landet, så det var da et ekstra plus. Jeg valgte et sæt i sølv med en stiliseret tovværksroset, som er et motiv, der taler til den gamle spejder, viking og sømand...

Sølvmanchet-knapperne med rosetten taler til min indre spejder
og viking, og jeg holder meget af dem. De er købt hos en sølvsmed
 i Charlotte Amalie på Skt. Thomas på de Dansk-Vestindiske Øer.

Stop uddannelsesvanviddet

Intelligens og eksamensbeviser går ikke hånd i hånd

Vore dages narrehat, the Mortar Board,
som har sit navn på grund af ligheden
med murernes mørtelbræt. Foto: Wikipedia

Når man kaster en sten ind i flok hunde, hyler de.

Og det har også affødt masser af automat-hyleri fra den mere eller mindre venstresnoede intelligentsia, fordi regeringen overvejer at skære i SU’en.

Det har ikke skortet på hovedrysten, himmelvendte øjne og nedadvendte tommelfingre fra en forkælet og overuddannet overklasse, der tror, at velfærd er ensbetydende med et ukontrollabelt bureaukrati, dyr indkomstoverførsel og brandbeskatning af den produktive klasse.

Der er et stort behov for at få nedsat skatterne og det offentlige forbrug i Danmark, så det igen kan betale sig at arbejde i en sådan grad, at en normal velfungerende middelklassefamilie kan fungere uden offentlig støtte. Helst så jeg den asociale moms fjernet helt og aldeles – og jeg mener for så vidt, at både regeringen og Liberal Alliance i den sag er alt for uambitiøse.

Men når politikerne ikke har viljen til gennemgribende reformer, forekommer en begrænsning af SU’en da at være et forholdsvist beskedent indgreb i forhold til for eksempel den foreslåede forhøjelse af pensionsalderen. De studerende har endnu ikke rigtig bidraget til kassen, mens vi andre har bidraget i sikker forventning om, at samfundet vil tage sig af os i vores livsaften. En forhøjelse af pensionsalderen, som den foreslåede her og nu, er et brud på samfundskontrakten, fordi vi allerede har betalt – og er dermed med til at skabe politikerlede og grobund for udemokratiske kræfter.

En begrænsning af mulighederne for at opnå SU vil kun gøre gavn, for det vil vænne de unge til at arbejde for føden og vil skabe respekt for andre folks penge. Jeg har svært ved at se det pædagogiske og samfundsmæssige mål i at underbringe en velfungerende middelklasses børn, hvilket forældrene sagtens selv kan klare – hvad vi blandt andet ser udtrykt i de mange såkaldte forældrekøb, der er med til at presse boligmarkedet i uddannelsesbyerne.

Jeg har svært ved at se, at vi gavner de unge ved at stille flotte havnelejligheder til rådighed for dem. Da jeg studerede i sin tid, var min første bopæl et beskedent loftsværelse på femte sal, hvor temperaturen på en kold vinterdag næppe nåede over 18 grader. Der var bad i fyrrummet i kælderen, hvor væggene og gulvet var støbt beton. Der var hverken fliser eller forhæng, men blot en taburet ved siden af varmtvandsbeholderen til at lægge tøjet på.

Det var ikke sjovt – slet ikke – men det gav et mål at stræbe efter, og jeg knoklede som en gal for at få råd til noget bedre at bo i. Det gav mig respekt for pengene og ikke mindst for det arbejdende folk, når jeg delte breve ud, gjorde rent og kørte med patienter som sygehusportør.

For resten var jeg 25 år, før jeg fik min første telefon. Dagens unge vil have godt af at forstå, at man sagtens kan leve uden en telefon, og det er altså ikke en menneskeret at have en dyr I-Phone af nyeste model.

På sigt vil en begrænsning af SU’en sikkert også udvande de rigide og ofte kontraproduktive krav om, at et studium skal gennemføres på normeret tid – og at man ikke kan få lov at snuse til flere forskellige uddannelser. Tiden på et studium er aldrig spildt, selv om det ikke nødvendigvis fører til en eksamen.

En universitetseksamen er i sig selv ikke garanti for, at man kan passe et job på betryggende vis. Gennem de seneste 20 år har akademikerne fortrængt HK’erne i den kommunale sektor, men vi har endnu ikke set bevis for, at det har ført til en mere effektiv drift og bedre borgerservice i kommunerne. Snarere tværtimod.

Så det er på tide, at vi får stoppet uddannelsesvanviddet i dette land. Man kan ikke sælge pølser på hjørnet uden at have en hel stribe eksamensbeviser – og det på trods af, at det samlede Folketing er et levende bevis på, at intelligens og eksamensbeviser ikke går hånd i hånd.

Bragt første gang i "På Kanten" i Nordjyske Stiftstidende 2. september 2016.

Stafetløb

På firmaskovtur i Kildeparken

Torsdag aften var jeg hyret af Bilkas medarbejderforening til at fotografere DHL-stafetten i Kildeparken.

Det er sådan en slags gigantisk firmaskovtur, hvor medarbejderne fra en masse nordjyske firmaer mødes for at løbe stafetløb, drikke fadøl og grille. Jeg interesserer mig ikke specielt meget for sport, og jeg har aldrig hørt om arrangementet før - men det var et gigantisk foretagende. Alene fra Dansk Supermarkeds forskellige forretninger i Nordjylland deltog 1200 medarbejdere, og forsvaret, universitetet og andre store arbejdspladser mødte med lige så mange deltagere. Det er så stor en succes, at stafetløbet må afvikles tre dage i træk for at få plads til alle interesserede.

Rent fotografisk var jeg lidt uden for det vante. Sport er som bekendt ikke min store interesse, og jeg har derfor ikke megen erfaring med sportsfoto. Men takket være arrangementets størrelse var det næsten ikke til at undgå at få en stak gode billeder i kassen - og jeg gjorde da også et par gode håndværkserfaringer, som jeg forhåbentlig kan leve højt på i fremtiden.

Men ellers var det godt, gammeldags reportagefoto, hvor det er en stor fordel at have god kontakt med folk - og så skyde løs, når motivet er der.

Her er et par af aftenens fotos...

Bedstemor i himlen

Dinas debut som svæveflyver

Thumbs up! Dina er klar til at gå i luften.

Forrige weekends Fly-In i Blokhus bragte mig blandt andet i forbindelse med svæveflyveren Henrik, som var en af piloterne på stranden.

Det førte i dag til et besøg hos svæveflyveklubben Aviator på Vesthimmerlands Flyveplads i Aars, hvor Henrik havde lovet at give Dina en tur i et svævefly. Dina er - uden i øvrigt at komme ind på en dames alder - pænt oppe i årene og flere gange bedstemor, men indtil i dag havde hun endnu ikke prøvet den helt enestående oplevelse, som svæveflyvning er.

Vejret var forholdsvis fint - dog uden termik - så det blev kun til en ganske kort tur, men Dina var begejstret. Det var næsten som om, hun slet ikke kunne slippe himlen igen, da hun var vel nede.

Det er cirka 40 år siden, jeg prøvede svæveflyvning første gang - og jeg forstår Dinas begejstring over turen. Jeg synes også, at det var ganske frisk gjort - og jeg vil gerne rette en stor tak til Henrik, fordi han hjalp Dina til endnu et kryds i livets store logbog. Nu ved hun, hvorfor fuglene synger...

Dina tjekker flyet inden starten.

Henrik giver en hjælpende hold med faldskærmen.

Airborne!

Tilbage på jorden flyver Dina fortsat.

Udsigten over Vesthimmerlands Flyveplads onsdag eftermiddag.