Velkommen, vipstjert

Her til morgen var der voldsom vipstjert-aktivitet i rhodondendron-beddet, som ligger mellem terrassen og hækken ud mod vejen.
Jeg har længe haft på fornemmelsen, at der var en vipstjert-rede i hækken, men nu var det helt sikkert. For både hr. og fru vipstjert fløj igen og igen ind i hækken med munden fuld af insekter og larver - og for ikke at afsløre reden, sad de ofte helt stille i et træ eller en busk i nærheden, mens de ventede til det helt rigtige - og forhåbentlig ufarlige øjeblik - til at smutte ind i hæk-løvet. Det var en oplagt chance til at få billeder af vipstjerten, som normalt ellers kan være svær at fotografere, fordi den kun sjældent sidder stille.
På trods af forældrenes forsigtighed, var ungen - det lille skarn - lidt utålmodig, og den kom derfor til at afsløre tilholdsstedet inde i fjeldrebissen. Heldigvis var det mig - og ikke husskaden, som så den lille bevægelse. Og selv om man skal lade fugleungerne være i fred, kunne jeg altså ikke dy mig for at tage et par billeder af den lille ny, som nok er hoppet ud af reden, men slet ikke fuldvoksen og flyvefærdig endnu. Læg mærke til, at den stadig har det brede unge-næb, som gør det nemmere for forældrene at fodre.
Selv om det nu officielt er sommer, drillede lyset mig lidt - og jeg er ikke helt tilfreds med billedet af den voksne vipstjert med larven i munden. Men der er lovet sol i løbet af dagen - og jeg vil prøve at se, om ikke det kan blive endnu bedre. Lykkes det, skal bloggens læsere være de første til at få det at vide.
Dagens bonusbillede er en skovspurv, som gemte sig mellem grenene i en af mirabellerne.















Jesper

Nattergalen

Mandag aften havde vi årets første aften, som mindede bare lidt om en rigtig sommeraften. Det var forholdsvist lunt - og nætterne er jo ganske lyse her små tre uger før sankthans.
Jeg havde haft et mindre gæstebud - og da gæsterne var kørt kort før midnat, var det tid til at få fødderne op og tage en slapper. Selvfølgelig ude på terrassen med en stor trøje om skulderen og et stille glas vin i hånden.
Og da skete det - som jeg aldrig har oplevet før, mens jeg har boet her - ude i det fjerne: Nattergalen sang.
Jeg har selvfølgelig hørt det før, men lige nu var det en helt speciel oplevelse. For den her nattergalesang var en rigtig solo-optræden. Der var absolut ingen andre fugle, der blandede sig i sangen her i midnatstimen. Og selv om det jo var mørkt, og selv om det var i det fjerne: Jo, den var god nok. Så højt og så karakteristisk kan kun en nattergal synge. Efter retningen at dømme sad denne lille, sagnomspundne og fortryllende sanger et sted ovre ved golfbanen.
Jeg har ikke mulighed for at gengive denne dejlige oplevelse med andet end ord - men har du lyst til at høre nattergalen, kan den blandt andet høres på Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside.

Jesper

Arktisk smøl

For tre uger siden var der arktisk topmøde i Nuuk. Det var Arktisk Råd, min tidligere arbejdsplads, som havde ministerråds-møde i den grønlandske hovedstad.
Jeg havde i den forbindelse egentlig planlagt at bringe en længere artikel her på bloggen om Arktis og ikke mindst Arktisk Råds bidrag til forvaltningen af de enorme og øde områder omkring Nordpolen. For det er spændende stof, som imidlertid ikke altid er lige nemt at følge med i for udenforstående.
Således også for undertegnede, som har ventet på en opdatering af Arktisk Råds hjemmeside siden ministerrådsmødet. Jeg kan blot konstatere, at det endnu ikke er sket - og ærgre mig over, at man valgte at spare min stilling væk sidste år. For da der sidst var ministerrådsmøde i Tromsø i 2009, var hjemmesiden faktisk opdateret allerede 36 timer efter mødet. Internettet er et pragtfuldt og hurtigt medie, som har sin store styrke netop, når store mængder information skal formidles - for eksempel i forbindelse med en begivenhed som ministerrådsmødet, hvor alle formandsposter cirkulerer rundt mellem medlemslandene. Det er desværre ikke den eneste gang, jeg har mødt en forbløffende forskel mellem ambitioner og præstationer i den sammenhæng, men det vil her nok føre for vidt at gisne om årsagen hertil.
Heldigvis har jeg stadig en god del af mit arktiske kildenet intakt - og min gode ven Benny Kokholm har som altid forsynet mig med gode billeder fra store begivenheder i Nuuk.
Specielt det øverste foto bringer gode minder fra min tid i rådet med kendte mennesker på tilhørerpladserne og især flagene fra de arktiske lande og de oprindelige folks organisationer. Disse flag var i en årrække en del af min faste rejsebagage - og vi har mange gange kort før et mødes åbning bakset med at få de her flag op på en væg, så den formelle ramme om mødet var i orden.
Med til mit rejsegods var også altid "The Galve". Det er den hammer, som symboliserer formandsskabet i Arktisk Råd. Hammeren er en oprindelig høvding-hammer fra Alaska - og den overrækkes officielt til den nye formand som afslutning på ministerrådsmødet. På billedet er det Carl Bildt, den svenske udenrigminister, som stolt løfter the Galve op som symbol på, at Sverige har overtaget formandsposten fra Danmark/Grønland/Færøerne.
På ministerrådsmødet blev der blandt andet vedtaget en historisk aftale om samarbejde på Search-and-Rescue-området. Det er første gang, at der er indgået en bindende aftale mellem landene i Arktisk Råd - og den tilgodeser et stort behov. Jeg håber inderligt, at den aftale vil komme til at fungere bedre end rådets hjemmeside. For når folk i Arktis er i nød, kan det jo ikke nytte noget at vente tre uger, før der sker noget.

Jesper

Kold rock

Det var ærlig talt en træls omgang, da vi fredag aften var til "Herregårds-rock" på Bratskov i Brovst.
Det havde regnet en stor del af dagen, og da det blev aften, kom der en kold, kold vind ind fra havet og gjorde koncerten til en oplevelse af arktiske dimensioner.
Lars Liholt Band, som var hovednavnet, er jo dygtigt markedsført som "De lyse nætters orkester" - og det var da også drømmen om en dejlig sommeraften under bøgen, som var baggrunden for, at vi allerede ved juletid købte billetter til koncerten. Trangen til netop sådan en oplevelse var stor - ikke mindst fordi jeg i mine mange år i Grønland og Norge ikke har haft denne mulighed.
Men når det så er sagt, skal det med, at Lars Lilholt bakket op af band og Copenhagen Drummers gjorde et godt og professionelt job, så man helt glemte kulden. Personligt havde jeg dog gerne været fri for meget af Lilholts pludren mellem numrene - men han leverede varen lige fra Ophelia til Kald det kærlighed. Det var OK.
Copenhagen Drummers er forresten et lidt underligt fænomen - og trommedrengenes tattoo-stil havde nok ikke holdt, hvis de havde optrådt alene. Men som en effektfuld backing til Lilholt virkede det faktisk ganske godt - og var med til at banke de enkle Lilholt-sange helt ned i benene.
Før Lilholt spillede Big Fat Snake på afbud fra Shubidua. Jeg kender ikke rigtigt orkestret, som vistnok er et meget populært festivalband - og det var i hvert fald et dårligt bytte. Big Fat Snake virkede musikalsk temmelig ambitiøst og har slet ikke Shubiduas brede, folkelige appeal - og den går ikke, når det er koldt. Så først hen mod slutningen, hvor de erkendte problemet og begyndte at spille Shubidua-sange, kom der gang i koncerten. Men da var der gået alt for lang tid - og det kom aldrig rigtigt til at virke.
Efter Lars Lilholt stod der Susi og Leo på plakaten. Dette mærkelige fænomen plejer nok at få musikken ud over scenekanten, ved jeg fra mine aftener i Skagen, men vi droppede alligevel de to lokale skønheder, kørte hjem og tændte op i brændeovnen. Det var tiltrængt!

Jesper

Ramsløg

I den seneste uges tid har Oxholm-skoven lugtet voldsomt af hotdog med brutale løg.
Det skyldes ramsløgene, som netop nu blomstrer. Ramsløg er et af skovens krydderier med en meget aromatisk smag, som ligger lidt mellem almindelige løg og hvidløg. Man bruger de friske, grønne blade, som for eksempel kan tilsættes en salat eller en omelet.
Jeg bruger som sagt kun de helt friske, nye blade - og nu, hvor de blomstrer er det altså ved at være for sent til ramsløg i år. Men prøv det endelig næste forår.
Når jeg skal bruge ramsløg, plejer jeg at hente dem i skoven, men vi har dem faktisk også i haven. Dem nænner jeg dog ikke at bruge i husholdningen, for så mange har jeg altså heller ikke.
Det er forresten også helt i overensstemmelse med tidsånden at bruge urter samlet i skoven - noget der vel især skyldes NOMA's store arbejde for at få vores traditionelle mad accepteret i de gastronomiske parnasser. Men allerede i min spejdertid for godt fyrre år siden var vi nu godt bekendt med ramsløgenes smag - sammen med andre af skovens delikatesser, som for eksempel frølår, vinbjergsnegle, brændenælder, skovsyre og bøgeblade. Det meste af det for at overleve, men ramsløgene - det er nu mest for smagens skyld.

Jesper

Postkort fra Arktis

For et par måneder siden fik jeg en henvendelse fra et postkortforlag med det ubeskedne navn "Worth Keeping ApS".
Forlaget havde fundet et af mine fotos her på bloggen og ville gerne have lov til at bruge det. I følge forlaget var det nærmest en æressag for mig - og honorar ville de i hvert fald ikke betale.
Men efter lidt diskussion frem og tilbage endte det da med, at jeg kunne få en stak postkort med min fugl på - og forlaget mente bestemt, at denne fine gestus var en mindre formue værd.
Nu skal det lige med, at det pågældende foto faktisk er temmelig underbelyst og bestemt ikke det bedste fuglebillede, jeg har lavet, så jeg har nu aldrig rigtig troet, at det kunne indbringe noget særligt. Så enden på det hele blev, at Worth Keeping fik lov til at bruge fotoet, der angiveligt skulle indgå i en 3D-collage.
Nu har jeg så modtaget mine postkort - og jeg kan da godt se, at min lille snespurvehan ikke fylder så meget. Det er den fugl, som er ved at lægge an til landing øverst til højre.
Forresten er kortet er unægtelig mere specielt end ligefrem kønt. Det skyldes nok især, at der er tale om et 3D-kort, belagt med rillet plastik sådan i stil med de tyggegummi-billeder, vi i min barndom havde med tegneseriefigurer, som bevægede sig. For rigtigt at få udnytte 3D-effekten har kortet en lidt speciel komposition med mange fokuspunkter, og det giver vel mest af alt associationer til den berømte kronhjort ved skovsøen - dog i den arktiske udgave: Snespurven ved fjeldsøen.
Men alligevel - siden det nu er mit første foto, som er omsat til postkort, skal det da i glas og ramme og have sin egen plads ved siden af alle sofastykkerne...

Jesper

Naturens gang

I weekenden faldt denne kæmpe i Oxholm-skoven.
Hvornår det lige nøjagtig skete, ved jeg ikke - men mon ikke det har været i forbindelse med de voldsomme vindstød, som kom i forbindelse med søndagens tordenvejr?
Træet er en gammel bævreasp - og den bærer tydeligt præg af at have været på dødsruten længe - fyldt med spættehuller, som den er. Men bævreaspen er ikke sådan at få has på - og selv om stammen måske er halvrådden, var der stadig liv i toppen af kæmpen, da den faldt.
Forresten behøver en bævreasp slet ikke at dø, selv om den knækker. For bævreaspen formerer sig gerne gennem rodskud, ligesom træet sagtens kan finde ud af at skyde igen fra stødet. Så der er såmænd ikke grund til de store tårer i den anledning. I skoven går livet og naturen sin gang. For de gamle der faldt, er der nye overalt, som der står i den gamle sang.
I moderne skovbrug er man nu ikke så begejstret for bævreasp. Forstfolk betragter den som skovens ukrudt, men specielt i Nord- og Vestjylland findes en del store bævreasp - for i sandflugtens tid var det en af de eneste træsorter, som fandt rodfæste i de forblæste egne.
Bævreaspens ved betragtes som praktisk talt ubrugeligt, men bruges dog til fremstilling af tændstikker. For et par år siden fældede jeg en stor bævreasp i haven, som jeg huggede op til brænde - og det viste sig til min store overraskelse, at veddet er fint pejsebrænde, som kan give gløder og varme i mange timer efter antændelsen. Men min gamle bævreasp var - ligesom den her fra skoven - halvrådden inde i stammen - og det er ret typisk for bævreasp. Derfor har bævreasp næppe den store fremtid som pejsebrænde, da specielt byboere sikkert finder det en smule uæstetisk at fyre med halvråddent træ.
Den slags problemer har jeg ikke - så har du en gammel bævreasp, som du vil af med, kommer jeg gerne og henter den.

Jesper

Rosenholt

Tirsdagen blev brugt i den gode sags tjeneste. De gamle spejdere i 8. Sct. Georgs Gilde havde taget en dag fri og gav de blå spejdere en hjælpende hånd med at vedligeholde Rosenholt-hytten midt i den idylliske Dronninglund Storskov.
Hytten har en ganske særlig plads i mit hjerte - for det var her, at jeg som nybagt ulveunge var på min første sommerlejr i 1966. Faktisk var jeg så nybagt, at jeg ikke engang havde aflagt ulveløftet - og dermed endnu ikke erhvervet mit emaljerede korpsmærke, som man kan se på billedet af 1. Farsø Flok fotograferet foran Rosenholt på lejrens første dag. Hvis nogen skulle være i tvivl, er det Deres ærbødige blogger, som sidder yderst til højre i første række - med ulvekasketten kækt på sned. (Billedet er klikbart, hvis du ønsker en forstørrelse.)
Det, jeg husker stærkest fra lejren, var lejrbålene om aftenen. De fandt sted på en bålplads på den modsatte side af hytten. Turen over den store lejrplads husker jeg som en mindre dagsrejse - men som det kan ses på fotoet her til venstre, taler vi om en tur på omkring 500 meter. Verden var stor dengang for en otte-årig knægt.
Mit bidrag til dagens arbejde krævede forresten ikke den helt store håndværksmæssige snilde. Det bestod i at skære gammelt pionertræ i passende længder med motorsaven, så Rosenholt har nu en beholdning af pejsebrænde til den kommende sommersæson - hvis nu at vejret ikke lige er til lejrbål i skoven - hvilket jeg forresten har svært ved at forestille mig. For en gammel spejder kan vejret aldrig blive for dårligt til et godt gammeldags lejrbål - ude i den store skov!

Jesper

1001 blogs eventyr...

Med søndagens "Donnerwetter"-artikel har Dovregubben passeret 1.000 artikler, og nærværende historie er således artikel nummer 1001.
Historien om Dovregubben er et sandt eventyr om en blog, der blot begyndte som et teknisk eksperiment og stille og roligt udviklede sig til en fortælling om et jævnt og muntert liv på jord.
Det var fra begyndelsen slet ikke min forventning, at bloggen ville blive så populær, som tilfældet er - men som jeg også tidligere har nævnt, forpligter den store interesse i høj grad, og resultatet er da også blevet, at en central og vigtig del af mit liv er godt dokumenteret. Man kan følge mit liv, fra jeg flyttede til Norge fra Grønland - og siden fra Norge til Danmark, hvor jeg nu er faldet til ro med hjemlige sysler i haven.
Interessen for bloggen har været stor - det seneste års tid med op til cirka 3.000 opslag om måneden. Det har vist sig, at der er noget mere aktivitet i vinterperioden - og de emner, jeg skriver om taget i betragtning, er det vel meget naturligt. Siden starten i september 2007 er Dovregubben blevet besøgt næsten 50.000 gange. Læserne har i snit brugt et minut og 21 sekunder på siden. Læserne er forresten ganske trofaste - cirka 25 procent har besøgt Dovregubben flere end 50 gange.
Dovregubben får besøg fra hele verden - dog med en overvægt fra Danmark, Grønland og Norge. 90 lande er repræsenteret og de eneste hvide pletter på kortet er det meste af Afrika, Mellemøsten samt Mongoliet.
Hvad er det så, som lokker læserne ind i butikken? For dem, som kommer via søgemaskinerne, har jeg registreret følgende top ti-liste: Sparkstøtting, lutefisk, surströmning, Karlsvognen + Grønland, rønnebærgele, oksehalesuppe, modne fotomodeller, bommesislag samt blå kartofler. Som man ser, fylder søgeordene fra den kulinariske verden ganske godt i listen, men ellers morer jeg mig mest over "voksne fotomodeller" - for dette søgeord henviser til en artikel om musvitter i vores have i Straumsbukta, og jeg føler mig overbevist om, at det bestemt ikke lige er det, der har været motivet for søgningen.
Nederst på siden findes en oversigt over de mest læste artikler det seneste år. Det er mig en gåde, hvorfor at det igennem lang tid har været artiklen om den blå ko, der ligger i top. Hvorfor er en blå ko så interessant? Jeg håber, at nogen af læserne vil give mig svar herpå i kommentarfeltet.
Hvis jeg selv skal pege på artikler, som jeg er glad for at have skrevet, så bliver det især "I honningens klæ'r", "Johannes V. og Engstrøm", "Grandiosa", boganmeldelserne samt ikke mindst alle billederne og artiklerne om fuglene, der er min store interesse.
1.000 artikler er en stor bid - men det har været sliddet værd - og så længe du, kære læser, hænger på, vil jeg blive ved - så jeg fortsætter. Og fortsat god fornøjelse...

Jesper

Donnerwetter!

Så kom årets første rigtige tordenbyge - med masser af livgivende vand til den tørstende jord.
Desværre afslører tordenbygen også ubønhørligt mit problem med faldet og dræningen af gårdspladsen. Der forestår et større entreprenør-projekt med at få fliserne lagt om. Jeg har egentlig villet i gang længe, men har tøvet lidt, da der er noget, som tyder på, at jeg måske skal have lagt nyt el-kabel til værkstedet. Først når den sag er klaret, vil jeg gå i gang.
Ellers var regnvejret - så beskedent det end var - noget, som vi virkelig trængte til. I følge DMI's tørkeindeks ligger vi i et område, hvor der p.t. er høj risiko for tørke i år - og her kommer regnen helt til sin ret. Da jeg samtidig netop har hyppet de sidste kartofler og blandt andet plantet rødkål og sået andet hold gulerødder, blev jeg derfor helt overstadigt glad, da temperaturen ved middagstid drønede i vejret - og der samtidig kom mørke skyer fra syd.
Selve tordenvejret gik øst om os og gav kun fem millimeter regn, selv om det så voldsomt ud - men bagefter fortsatte regnen og det endelige facit endte på godt ti millimeter - ikke nok, men godt nok!
Så ærlig talt: Donnerwetter er nok en dårlig overskrift - jubi, det regner, ville nok have været mere passende.

Jesper