fredag den 24. juni 2016

Sanktregns-fest på Øland

Pyrotekniske udfordringer

Det skal nok komme - men til at begynde med
var der altså mere røg end ild...
"Ja, vi elsker vort land, når den signede regn..."

Højskolesangbogen kom frem - og bålet
blev sunget i gang af øboernes varme hjerter.
Det blev den vådeste sankthans i mange år. Ganske vist var det tørvejr, da bålet skulle tændes, men en stille sommerregn havde dagen igennem gennemvædet brændet, så det var ikke helt ligetil at få ild.

Men bålmester Jens Jørgen er ikke den, der giver op. Det gør øboerne i det hele taget ikke, så bevæbnet med gasbrænder, halmballer og fuel kløede han på - og mens øboerne sang Midsommervisen fik han stille og roligt fyret op under heksen.

Båltalen blev holdt efter bålet af VUC-forstander Jens Jørgen Guldberg - og så gik ellers startskuddet til årets Ø-fest, som kulminerer lørdag med spidstegt gris og revy.

I dag - sankthansdag - går solen ned kl. 22.21. Nyd det, for nu går det den anden vej...
Nu er der aldrig et bål, der har taget skade af lidt flydende kulbrinter...
...Og så sagde det bum.
Så tog ilden fat, og heksen røg ad Bloksbjerg til.
Midsommerfesten er også en frugtbarhedsfest
- og den slags tager øboerne alvorligt.
Jens Jørgen Guldberg holdt båltalen - indendørs i teltet og i ly for regnen.

torsdag den 23. juni 2016

Kend den på knækket

En måges føl'se for pølse

En rigtig "Mågens" - kendes på knækket...
Det grønlandske miljø i Nordjylland fejrede årets grønlandske nationaldag ved et stort arrangement i Aalborg Zoo.

Det var første gang, haven lagde plæner til den store fest, men en absolut succes for hele familien. Jeg spår, at man har skabt en tradition, der er kommet for at blive. Alt det har jeg skrevet meget mere om på Arctic Business Networks blog, som jeg redigerer.

Nu er Zoo altid god for gode motiver til fotografen, så det blev til flere fotos, end jeg skulle bruge til selve artiklen på ABN-bloggen - og så er det jo godt, at jeg har Limfjordens Bredder til overskuddet.

Især isbjørnene holder jeg meget af at fotografere - og jeg var helt vild med Nive Nielsen og The Deer Children, der havde lånt en udstoppet isbjørn til sceneshowet.Det resulterede i et af de underligste rock-billeder, jeg nogen sinde har lavet.
The Deer Children på scenen med den udstoppede isbjørn.
Pas på ryggen, Nive...
Isbjørne tegner sig for nogle af de mærkeligste stillinger,
når de flader ud...
Zoo's rensdyr slumrede i skyggen - vel vidende at
rensdyrjagten i Grønland endnu ikke er gået ind.

Skestorke i aftensolen

Flokdyr

Skestorkens foretrukne føde er småfisk, insektlarver, snegle, muslinger og krebsdyr, som ikke har mange chancer, når den hvide fugl med kæmpenæbbet jager i flok.

Det ser vi ofte i øjeblikket, hvor småflokke på op imod en halv snes skestorke danner kæde og går gennem Ulvedybets lave vand, mens de med fejende bevægelser afsøger vandet for alt levende.

Onsdag aften fotograferede jeg en flok på otte fugle, der desværre ikke ville samle sig, så jeg kunne få dem alle på samme foto - men her er de fleste da med...

onsdag den 22. juni 2016

Bertels bommert

Grønlandsk flagdag for første gang i Danmark

Det grønlandske flag mellem militært isenkram på Hvorup kaserne.
Rådhuset i Aabybro. Foto: Signe Børresen
For første gang nogensinde vajede Erfalasoq 21. juni fra de 534 statslige flagstænger i Danmark. Det skete under stor mediebevågenhed - og det blev diskuteret livligt på de sociale medier.

Andre fulgte i statens kølvand. Blandt andet en del kommuner og offentlige institutioner.

Men sådan en ny flagdag er ikke uden udfordringer, når det skal foregå med et nyt flag. Nordjyllands Trafikselskab havde viljen, men måtte "nøjes" med Dannebrog, da man ikke i tide havde fået bestilt flag til selskabets 200 busser.

Også for kultur- og kirkeminister Bertel Haarder gik det galt. Han flagede hjemme i privaten med Erfalasoq og delte et billede på Facebook. Desværre havde han vendt det grønlandske flag på hovedet - og det strømmede ind med kommentarer. Ministeren måtte en tur ud til flagstangen for at vende flaget og beklage: -Undskyld til alle grønlændere! Nu ved alle, hvordan flaget skal vende.

Haarder blev tilgivet og kunne endog søge trøst i, at den tidligere formand for det grønlandske landsstyre, Hans Enoksen, også en gang har begået samme misere.

Bertels bommert: Den røde halvcirkel symboliserer
midnatssolen - og skal følgelig vende opad.

Foto: Bertel Haarder

tirsdag den 21. juni 2016

Midnatssol og sommersolhverv

Minder fra en svunden tid

Straumsbukta ved midnatstid 8. juni 2008.
Klokken er knap fire - og det er næsten lyst uden for - og jeg længes mod nord.

Da jeg boede i Tromsø, gik solen slet ikke ned i perioden fra 20. maj til 25. juli. Det var en vidunderlig tid, især fordi vejret som regel var ganske godt og vindstille om "natten". I øvrigt havde man indrettet det sådan, at arbejdsugen var 40 timer i vinterhalvåret, men kun 35 i sommerhalvåret.

Men vi er da alligevel godt med her på Øland. I dag står solen op 4.26, ned 22.21, tiltaget 11 timer og 12 minutter, dagens længde 17 timer og 54 minutter - det er da noget, for reelt er det kun halvmørkt fire timer mellem 23.30 og 3.30. I øvrigt er det værd at bemærke, at selv om Danmark er et lille land, så er dagen en halv time kortere i Sønderjylland i forhold til her...

Desværre går det nu den modsatte vej igen...
Det var på en sommernat som denne på hotellet
på Sømmerøy (til venstre i billedet), at beslutningen om at flytte
 til Tromsø tog form i 2006. Øllet flød i stride strømme, myggene stak
og midnatssolen sang sin lydløse amazone-sang.
Midnatssol på kirken i Brensholm.

Grøn ost

Glimt fra de glade tressere

Apollo 9 før sammenkoblingen med månelandingsmodulet. Foto: NASA.
Attentatet i Dallas, Murens fald og 11. september. Store begivenheder for de fleste. Men jeg er ligeglad. For den største af dem alle var lige godt Apollo 11 og månelandingen den 21. juli 1969.

Originalen til det øverste billede. Her hjælper
kun Photoshop. Foto: NASA
Det var timer, jeg aldrig glemmer, og hvor jeg sammen med resten af verden sad med åben mund og polypper og så TV direkte fra månen.

Apolloprogrammet var stort - større end noget andet. 400.000 ansatte og medvirken fra 20.000 firmaer. Så mange ting skulle opfindes og blev det - og forandrede hverdagen for os den dag i dag. Mikrochips, røgalarmer, liggeunderlag, redningstæpper og meget andet kan tilskrives det store arbejde med at få en mand til månen og sikkert tilbage "before this decade is out".

Nu kan Apollo-programmet opleves med helt originale fotos taget af de medvirkende selv. Det var før mobilfotoets tid, så alle astronauterne på månen var udstyret med et 6x6 Hasselblad-kamera - simpelthen state of the art dengang.

Det blev til godt 14.000 fotos, som alle nu er blevet scannet og tilgængelige på nettet i Project Apollo Archive. Det er sjovt og spændende at se de uredigerede fotos. Mange af dem har man set før - i redigerede udgaver. Blandt andet som tyggegummibilleder - for en tyggegummifabrik, sandsynligvis Dandy, brugte nemlig fotos fra måneprogrammet som salgsfremmende foranstaltning. Så når jeg ser billederne, kan jeg pudsigt nok lugte tyggegummi.

Ophavsretten til billederne tilhører NASA - og som udgangspunkt kan alle fotos tilhørende den amerikanske administration bruges frit.

Jeg har brugt nogle af billederne som efteruddannelse til at træne Photoshop - for mange af billederne er snapshotprægede og trænger til en hjælpende hånd, selv om de er taget med et Hasselblad og imponerende skarpe. Her er nogle eksempler. De originale fotos ligger på Flickr.

Fra Apollo 11: Buzz Aldrin fotograferet af Neil Armstrong. Bemærk,
 at Aldrins fødder ikke rører stigen. Foto: NASA
Jorden set fra månen. Apollo 8. Foto: NASA
Apollo 17. Sidste mand på månen. Eventyret er forbi. Foto: NASA

mandag den 20. juni 2016

Stenbeddets lyksaligheder

Der skal knokles, skal der...

Arbejdspladsen er nødtørftigt, men behørigt
afmærket. Og det virkede udmærket.
Søndag var en rigtig knokledag - lige fra den årle morning til spisetid om aftenen. Stenbeddet foran huset var genstanden for alle anstrengelserne.

Klar til at plante.
I flere år var det husets stolthed. Flot så det ud om sommeren, når de ellers nøjsomme og fredsommelige stenbedsblomster var i vækst og blomst.

Men de seneste år har padderokker, mælkebøtter, snerler og andet skrammel lige så stille sneget sig ind - og da jeg vidste, at beddet alligevel skulle graves op i forbindelse med reparationen af gavlen, har jeg heller ikke rigtig gjort noget ved det.

Men søndag skete det så. Alle stenene blev taget op, og jorden skrællet af. Den gamle fibertex i bunden blev taget op - fyldt med padderokkerødder som den var. Det nederste af soklens kampesten og kantstenene blev brændt af med ukrudtsbrænderen for at fjerne frø og rødder, der ligger og venter på en chance for at irritere haveejeren. Ny dug lagt på, stenene tilbage og endelig en fin gang varmebehandlet købejord.

Nu har hele herligheden fået en gang vand og skal sætte sig i nattens løb - og mandag skulle jeg så gerne få det plantet til igen inden lovede regn mandag eftermiddag. Så er stenbeddet godt i vej - og så går der forhåbentlig nogle år, inden det skal op igen.

For det er altså et knokkelarbejde.

søndag den 19. juni 2016

Ud af ægget

Masser af ællinger og svællinger

Svanemor er stolt af sine grimme svællinger.
På lørdag morgens tur i snasket vejr til dæmningen konstaterede jeg, at det nu er ved at være ungetid blandt svømmefuglene.

Gravænderne lå lidt for langt ude på vandet med en ordentlig flok, men til gengæld bød svanemor sig stolt til med sine tre svællinger, der snadrede på livet løs.

Fiskehejrerne spankulerede rundt efter en morgenhaps blandt Ulvedybets hundestejler, men ellers er det nu mest måger, vi ser i øjeblikket. Men rugetiden er forbi, og de kommende dage vil byde på masser af unger derude - og en kamp på liv og død. For livet som fugleunge er bestemt ikke en dans på roser. For mange er det en svanesang.
Hættemåge i flugten.
Morgenhaps til fiskehejren. Billedet er croppet - og derfor
lidt kornet i det, men jeg synes ikke, at læserne skulle
 snydes for denne lystfiskerhistorie.

lørdag den 18. juni 2016

Dagens ord LXXVI

Dørtræk

Når mekanikerlærlingen forveksler sin Ascona
med en racerbil, bliver det nemt til dørtræk.
Når unge (mænd især) har svært ved at styre speederen og kører vildt og voldsomt for eksempel, når lyset bliver grønt, siger man, at de kører dørtræk. Det er  et lidt gammeldags ord for at køre råddent - og jeg ved egentlig ikke, hvor brugt det er i vore dage. Men jeg erindrer fra mine unge dage en kammerat, der blev ydmyget af en politibetjent, der stoppede ham og spurgte: - Hvad siger din far egentlig til, at du ligger og kører dørtræk i hans bil?

Når man kører dørtræk, kører man altså ikke særlig pænt. Jeg har altid troet, at ordet bogstavelig talt kom af, at man kører så stærkt, at det trækker ind ad døren - eller at de unge kører om kap dør mod dør.

Men i dag fandt jeg så forklaringen på ordet - og det viser sig at være en helt anden. Ordet er gammelt og stammer fra 30'erne. Datidens forløber for speedway blev kaldt for dirt-track, som blev brugt som en slags fællesbetegnelse for racerløb, der blev kørt på en jord- eller slaggebane. Og det engelske dirt-track må jo nødvendigvis blive til dørtræk på dansk...

Dansk Sprognævn fortæller, at dette fine gamle ord blandt andet optræder i en af Holger Gissemands sketches i 1930 og var antagelig almindeligt allerede før den tid.

fredag den 17. juni 2016

Rug

Korn og kornblomster

Rug kendes nemt på de blå strå.
Jeg tog kameraet med på en lille tur rundt i omegnen i torsdagens stille vejr mellem bygerne.

Netop nu gror korn og kornblomster, så det er en lyst. De seneste år er der kommet mange rugmarker. Det er som om, at denne gode, gamle nordiske kornsart har fået en renæssance. I følge naboen skyldes det, at den er nem at have med at gøre på vore breddegrader og kræver kun lidt arbejde, så selv om prisen på rug ikke er høj, kan det alligevel godt svare sig.

Under alle omstændigheder synes jeg, at rugen er flot med de blå strå. Det ligner ikke rigtig noget andet på farven.

Nu har jeg ikke problemer med at skelne de enkelte kornarter fra hinanden. Den slags lærte jeg allerede som barn, men jeg kan godt blive forvirret, når det så kommer til kornsorter, der er undergrupper under de forskellige arter. Der er jo kommet meget nyt til som emmer, ølandshvede og spelt, som forresten slet ikke er nyt, men tussegamle kornsorter.

Men skulle man have problemer med kornarterne, så er her et lille digt, der kan hjælpe lidt på vej:

Lange vipper, kroget ryg
må du huske hedder byg
Klokkerne de fagre
det er dejlig havre
Og den tykke fede
kalder vi for hvede
Let vi gætte nu
den fjerde slags er rug.

Jeg så digtet forleden på Facebook, men har ingen ide om dets oprindelse. Hvis der er nogen, der kan gøre mig klogere på det, så skriv i kommentar-feltet.