onsdag den 3. februar 2016

Det brænder sgu...

Tanketerapi efter en brand

Da jeg ringede 112, var der kun gnister i
 den nederste del af målerskabet, men branden
bredte sig lynhurtigt, mens jeg prøvede at forstå,
hvad der skete. Foto: Thomas Kristensen
Mandag i skumringen kørte jeg gennem skoven på vej mod Pandrup for at hente Dina.

I skovbrynet ligger der et lille gulstenshus langs vejen. Ud af øjenkrogen skimtede jeg nogle gnister, som jeg i første omgang registrerede som en eller anden form for fyrværkeri - og jeg var faktisk 20 meter forbi huset, før det gik op for mig. Det brænder sgu da i målerskabet...

Jeg satte bilen på tværs i den ene side af vejen, som jeg har lært, tændte blinklysene og slog 112 på telefonen. Branden var allerede meldt, så jeg koncentrerede mig om at få tjekket, om der var folk i huset.

Brandvæsenet kunne næppe være hurtigere 
fremme, end tilfældet var. Foto: Thomas Kristensen
Der dukkede en del tililende til, der kunne fortælle, at folkene i huset var kommet ud.
Så kom der en mand løbende og råbte, at det nok var bedst at komme på afstand, da der var gasfyr i huset. Og så kunne det jo nok være, at vi kunne forføje os i en vis fart.

Herefter prøvede jeg at få lidt overblik over, hvem der havde været i huset. Det viste sig at være en mand med et barn og en hund - og barn og hund var installeret i en af bilerne. Manden var rystet, men var tilsyneladende i gode hænder hos nogle pårørende, så jeg afstod fra yderligere indsats.

Slukningsarbejdet er i gang. Det giver
 masser af røg og damp. Foto: Thomas Kristensen
Efterfølgende har jeg læst, at manden og barnet blev indlagt til observation for røgforgiftning - og den mulighed burde jeg nok have været opmærksom på. Men ellers - og det er jo det, der er det mest interessante - synes jeg, at jeg reagerede nogenlunde, som jeg har lært det. Et er at have deltaget i efterhånden en del førstehjælpskurser - noget andet er, hvad man gør på stedet. Og det er også det, som er baggrunden for, at jeg overhovedet skriver om det her. Jeg prøver på at blive lidt klogere på mig selv, kort sagt.

Branden er slukket, men bagefter hev brandvæsenet
taget af huset for en sikkerheds skyld. 

Foto: Thomas Kristensen
Branden var opstået i målerskabet på husets ydervæg, men nåede at brede sig til værelset inden for, inden brandvæsenet ankom. I øvrigt forbilledligt hurtigt. Men i den forbindelse kan jeg ikke helt frigøre mig for tanken om, at havde jeg haft en CO2-slukker i bilen, kunne jeg muligvis have forhindret branden i at brede sig. Det er værd at tænke over.

Måske gjorde jeg ikke alt - men jeg gjorde da i det mindste noget...

Billederne er venligst stillet til rådighed af Thomas Kristensen fra Arentsminde

tirsdag den 2. februar 2016

Langt højere bjerge...

På toppen af Øland

Så kommer man ikke meget højere på Øland.
Her i det Han Herredske er vi nok mest kendt for de flade, åbne landskaber, hvor man kan se milevidt. Bakker, endsige bjerge er der ikke meget af.

Og dog. Mellem Øland og Gjøl ligger Bjerget, der med sine imponerende 17 meters højde bliver omtalt i turistbrochurerne som et fantastisk udsigtspunkt. Naturligt nok - for i de blindes rige er den enøjede konge.

Men vi kan faktisk mere end de 17 meter. En god del af skoven - især mod vest - er temmelig kuperet terræn, der på mange måder er østjysk i sin magt og vælde. Her finder man også Ølands højeste punkt, der dog i lighed med øboerne ikke gør meget væsen af sig.

Højdepunktet ligger i kanten af Ølandskoven og er godt gemt af grantræer. Faktisk har højen slet ikke noget navn, men med sine 41 meter er det ubestridt Ølands højeste punkt.

Som sagt - det højeste punkt ligger inde mellem træerne og det giver ikke mening at besøge stedet. Men en af skovvejene går ganske tæt forbi - og her fornemmer man tydeligt at være i højderne. I hvert fald er der lige blevet hugget et brandbælte, som man kan kigge ned ad og få lidt fornemmelse af bjerg.

Men store sager er det ikke. Store sager er til gengæld en frisk gåtur i skoven - og selv om vinden kan være strid, mærker man ikke meget til den inde i skoven. Så det er et godt sted at gå tur i disse dage.

Og så er det spændende - lidt for spændende måske. For det er nu bekræftet, at der er set spor af ulv i skoven.
Dina næsten på toppen.

søndag den 31. januar 2016

Varsel om forhøjet vandstand

Limfjordens bredder breder sig

DMI havde lørdag meddelt et såkaldt varsel om forhøjet vandstand i den vestlige del af Limfjorden. Kraftig vestenvind presser vand fra Vesterhavet ind i fjorden - og når vandet kommer til flaskehalsen ved Aggersund stiger vandstanden.

Det er et kendt fænomen - og i Løgstør har man taget sine forbehold. Tidligere var byens gader ofte oversvømmet, men havnekajen er nu blevet forsynet med en kantsten, der udgør et dige, så vandet i de fleste tilfælde bliver i fjorden.

Det hjælper dog ikke strandengene omkring byen og heller ikke byens rekreative havnemiljø langs kanalen ved Limfjordsmuseet, som man kan se på nogle af lørdagens fotos fra en eftermiddagstur langs Limfjordens bredder.




lørdag den 30. januar 2016

Klar, parat, bag

Den store bagedyst på sildelaugsk...

Aftenens åbningsret var grønlandske rejer i pikant ost og fladbakkelser.
Så er julens og nytårets kulinariske udskejelser forbi - og vi må finde på andre gode grunde til at bænke os omkring bordet med den gode mad.

Den Store Bagedyst kræver betydelige håndværksmæssige
færdigheder - og det har SEP tydeligvis.
Heldigvis har vi her på øen det legendariske Øland Sildelaug, hvor vi fredag holdt årets første møde med tilhørende kontingentbetaling - en slags pekuniær standerhejsning fristes man til at sige...

Oldermanden havde meldt forfald, og skriverkarlen havde påtaget sig hvervet med at designe aftenens meny og i øvrigt efter bedste evne lede slagets gang i samråd med ceremonimesteren.

Aftenens tema var "Den store bagedyst", som vi passende kan forkorte til DSB - så er forventningerne ikke så høje, selv om vi selvfølgelig satser på bagværk til tiden. Gå ikke over sporet - for så går det bare i kage...

Jeg havde kreeret en menu, hvor alle retterne havde det til fælles, at der indgik et vist bageelement - uden at det var fire forskellige kager.

Vi lagde ud med rejer i vandbakkelser - og det smagte godt. Vandbakkelserne var godt nok blevet til fladbakkelser, men smagen var der ikke noget i vejen med. I første omgang troede jeg, at miseren måske skyldtes en regnefejl i opskriften. Men ak nej, det var ikke min fejl, så Michael og Palle må nok se frem til en gang spank hos Blomsterberg. Men kender jeg dem ret, klarer de såmænd også den ydmygelse.

Fine sager: Riesling fra Trimbach. Det er verdensklasse.
Herefter gik vi til det alsaciske folkekøkken med Tarte Flambée eller Flammkuchen - den lokale pizzavariant dernede i den indeklemte provins mellem Frankrig og Tyskland.

Alsace var også undskyldningen for aftenens vinvalg. I et kort øjebliks svaghed havde jeg nemlig besøgt Sigurd Müllers Vinhandel - og de har som bekendt den danske forhandling af Trimbach - en vingård i Ribeauville, og her producerer man intet mindre end verdens bedste Riesling. Det er vi i hvert fald mange der mener, og vinvalget var da heller ikke ligefrem laugsbrødrene imod, så der blev taget godt for sig af de liflige druer.

Riesling var imidlertid ikke sagen til tredje servering, der bestod af camenbert indbagt i butterdej. Tilberedningen var lagt i hænderne på smeden, der som bekendt er en habil bager - og den sad bare i skabet med lidt solbærsyltetøj. Og derfor blev det hele også skyllet ned med Oscar Davidsens berømte - og på grund af et heftigt indhold af spiritus også lidt berygtede solbærrom.

Alle kan være med. Sildelauget
udgiver nu også opskrifterne. Hæftet
kan downloades her.
Som prikken over i'et sluttede vi aftenen med Michel Marcauds berømte chokoladekage Gâteau Marcel - den uden mel - og så kunne vi altså heller ikke spise mere.

Nu var det den store bagedyst, så vi skal da også have udnævnte en vinder. Ølands mesterbager er...stilhed, trommehvirvler, tilbageholdt åndedræt... Hardy og Peter for deres helt igennem vellykkede fortolkning af Flammkuchen.

Der er jo også nogen, der skal sendes hjem i Den Store Bagedyst - og det blev hele banden efter oprydningen og behørig afsyngelse af Ølandssangen. Det gik nemt - for divanen kaldte forførende...

Aftenens opskrifter kan downloades her i et fedt hæfte - gratis og uden yderligere forpligtelser.

Dagens vinder blev denne fine fortolkning
af Flammkuchen - kreeret af Hardy og Peter.
Indbagt camenbert i butterdej med solbærsyltetøj - og naturligvis
solbærrom fra Oscar Davidsen.
Vi sluttede med Gateau Marcel - og det var
lige før, jeg slet ikke nåede at få et billede...

fredag den 29. januar 2016

Årets første erantis

Naturforvirring

Uden for blæser det en halv pelikan, men der er ti graders varme - sådan cirka 15 grader mere end sidste fredag. Så naturen er begyndt at indstille sig på forår.

Normalt kommer vintergækkerne først - og de er også på vej - men de må nu se sig slået af erantissen, der allerede nu står med bristefærdige knopper nede mellem det visne løv.

Det er en mærkelig tid...

torsdag den 28. januar 2016

Sømandskunst

Et lille frikvarter

Jeg har egentlig haft lidt småtravlt den seneste tid - og der har da også været stille på bloggen.

Det er mest småintellektuelle sysler ved skrivemaskinen, som jeg stadig kan finde på at kalde pc'en, der optager mig, men tirsdag aften trængte jeg til afslapning med en øl eller to på værkstedet.

Det kom der denne bordskåner ud af. Jeg har aldrig haft en strikkepind i hænderne, men til gengæld har jeg altid været glad for godt gammelt tovværksarbejde. Det er sikkert et levn fra min spejdertid, men det blev nu også godt stimuleret, da jeg i sin tid var på højskole på Lofoten. Her dyrkede vi det gode, gamle sømandsskab, sejlede i vikingeskib og vedligeholdt rigningen, så her fik jeg prøvet lidt af hvert. Jeg kan lappe sejl og bøde garn - og så kan jeg altså også en masse ting med tovværk.

Det blev en hyggelig tirsdag aften på værkstedet - og jeg vil prøve at tage mig sammen til at gentage det lidt oftere.

torsdag den 21. januar 2016

Op på grisen igen...

APS igen...

Bloggens faste læsere vil vide, at jeg ikke har været hel heldig med mine hjemmelavede spegepølser.

Første gang gik det ellers så godt, men anden gang måtte jeg kassere det hele - og sidste års produktion var - omend spiselig - ikke noget at skrive hjem om.

Det store spørgsmål var, om jeg skulle give op og lade spegepølse være spegepølse. Men vejret har været godt til både røgning og spegepølse-produktion de seneste par uger, så det endte med, at jeg sagde "Op på grisen igen, Hansen".

Men belært af skade blev det til en begrænset produktion. Sølle to kilo, men så er skaden da til at overse, hvis det endnu en gang skal gå galt.

Jeg bevæbnede mig med pølsemagerens fejl-liste fra Morfars Røgeovn, som faktisk er en diger sag og fulgte rådene slavisk. Alt grejet blev sprittet af, salt blev vejet af på gram - og så gik jeg ellers i gang.

Halvanden kilo nakkekam og et halvt kilo spæk blev kørt gennem kødhakkeren på den grove klinge to gange. Herefter rørt med lidt grisefond, spegepølsekultur, hvidløgspulver, nitritsalt, peber og timian. Farsen smagte fantastisk, vil jeg bare lige sige - og det hele blev stoppet omhyggeligt i plasttarme, som var blødt ud forinden. Helt efter bogen...

Nu skal pølserne så modne og tørre på snoren i værkstedet - og om en uges tid skal de så i røgeovnen. Herefter yderligere tre ugers modning - og så kender jeg resultatet af dette års spegepølseproduktion.

onsdag den 20. januar 2016

Dagens rim

Fugtig frost forskønner og forhekser...

Spindelvæv.
Kædefrost.
Isblomster i drivhuset.
Rimelige træer i nabolaget.

tirsdag den 19. januar 2016

Sjagger

Tirsdagen fugle

Sjagger.
Vi fik en pæn portion sne i nat, men ellers har dagen budt på masser af sol. Desværre havde jeg ikke rigtig tid til en længere tur ud i det blåhvide, men jeg kunne da holde øje med fuglene på brættet og i træerne uden for kontoret.

Blandt andet var der en sjagger, som holdt til i tjørnen. Sjaggerne er meget almindelige på denne årstid, men er mere til bær end til foderbræt - og det er ikke så tit, jeg lige er på skudhold med dem. Men i dag lykkedes det altså.

Og som tak til Karl Schytz for en fin kommentar forleden bringer jeg så lige et par andre af tirsdagens fugle...
Sjagger.
Kvækerfinke.
Dompap.
Bogfinke.

søndag den 17. januar 2016

Turen går til Rold Skov

Jamborettepladsen

Næsten midt på jamborettepladsen er der denne lille bakke
 med et kæmpemæssigt bøgetræ. Allerede for 50 år siden var
det i mine øjne kæmpestort. Ved muldskuddene plejer vi at holde
parader og ikke mindst lejrbål, hvor vi sad op ad skråningen.
 Her så jeg i 1968 for første gang i mit liv Jens Hvass promenere
rundt i korte bukser og paradeuniform til mit livs første
 divisionsturnering i den mægtige Nørrejyske Division.
Det var vejr til en rigtig søndagstur. Så i stedet for de hjemlige jagtmarker stak vi næsen sydover mod Rold Skov.

Det var en flot tur i høj frost med klar himmel og rim på træerne. Egentlig var målet Store Økssø, men her var der hverken til at komme frem eller tilbage for folk, der ville nyde det gode vejr. Derfor vendte vi bilen og kørte de få hundrede meter tilbage ad stikvejen til Jamborettepladsen.

Det er lidt forvirrende for mig - for da jeg de første mange gange i mit liv besøgte Jamborettepladsen foregik adgangen altid via vejen til Skovridergården og Klænghuset - og stien ned mod Store Økssø var bagindgangen. Sådan er det ikke mere. Skovridere har også krav på privatliv - og derfor er indgangen flyttet.

Jamborettepladsen var i sin tid centrum for en stor del af mit spejderliv. Det var her - midt i den store skov - at vi mødtes, og det var her, de store lejre og turneringer foregik. Jeg har ikke tal på de nætter, hvor jeg har rodet rundt i Rold Skovs altopslugende mørke, mens kompasset har drillet, kortet har været vådt, vejret har været elendigt - og det i det hele taget har været skidesjovt...

I 2007 var Dina med mig på lejr på Jamborettepladsen, men dagens gensyn var nok større for mig end for hende. For hun syntes egentlig bare, at der var koldt og længtes tilbage til bilen. Sådan er der så meget, mænd ikke forstår.

Så jeg smuttede altså rundt på Jamborettepladsen som en kvie på forårsgræs - og nød gensynet...
Jeg har overnattet adskillige gange i Blokhytten. Den er ikke
 særlig komfortabel, nærmest ussel og uinspireret, men
 den kan da bruges til at sove i. Blokhytten stammer fra jamboretten
 i 1961 og var en del af kulissen til et indianershow, har jeg
engang set på en gammel film af Jess Jessen.
Dette betonanker har jeg en lille aktie i. Det stammer fra 
Rold Tved-jamboretten i 1972, hvor man første gang brugte 
bagindgangen til Jamborettepladsen. Vi opførte en kæmpeportal 
- lavet af beton og limtræ. Det var nyt, for det var i de
 tider, hvor grænserne flittigt blev prøvet af. Det er fint, at 
portalen nu er væk - og det er fint, at det ene anker 
står tilbage som et minde om vore anstrengelser.
Søndagen bød på rimfrost...
...Masser af flot rimfrost.
Sne og frost nær Buderupholm dambrug. Man kan
lige ane Buderup Ødekirke i baggrunden.
Jernbanedæmningerne og broerne over
Lindenborg Ådal er ret imponerende.